Om Kristi tilbagekomst - Tegn i natur og hos mennesker.

RoseniusNet.dk

Lukas. 21:25-36

Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene blive bange af
mistrøstelse, når havet og vandbølgerne bruse ; ja når menneskene forsmægte for rædsel, og for de tings forventelse, som skal komme over jorderiget; thi himlenes kræfter skal røres.
Og da skal de se menneskens søn komme i skyen med meget kraft og herlighed. Men når disse ting begynder at ske, da se op, og opløft eders hoveder, fordi eders forløsning stunder til. Og han sagde dem en lignelse: Se figentræet og alle træer; når de nu udskyder knopper, og I ser det, da kender I af eder selv, at sommeren nu er nær. Ligså også I, når I ser disse ting ske, da kender I, at Guds rige er nær. Sandelig, jeg siger eder, at denne slægt skal ikke forgå, før det sker alt sammen. Himmelen og jorden skal forgå ; men mine Ord skal ingenlunde forgå. Men vogt eder selv, at eders hjerter ikke nogen tid besværes med frådseri og drukkenskab, og med sorgrig for næring, og den samme dag skal komme hastelig over eder; thi den skal komme som en snare over alle dem, som bor på den ganske jordens kreds. Derfor våg og bed i al belejlig tid, at I kan være værdige til at undfly alle
disse ting, som ske skal, og blive bestående for menneskenes søn.
(gl. oversættelse ca. 1870 med små justeringer)

Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.
Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.
Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« (DDB 1992 oversættelse)

Prædiken:
I dette evangelium forkynder Herren sin tilbagekomst på den yderste dag, hvilket skal ske med stor pragt og majestæt. Ved sit første komme har han vist os den største tjeneste, som ingen skabning eller engel kunne have gjort, og derved har han oprettet og beredt sine troenes og udvalgtes rige. Men når nu de udvalgtes tal er fuldkommen, så vil han igen komme, ikke som en tjener, men som en herre og da vil han skille os fra dette jordiske, ormefulde, dødelige og stinkende liv.

Sådan forkynder Herren i dette evangelium, og advarer sine troende, at de skal vogte sig for sikkerhed, så at denne hans tilbagekomsts dag ikke pludselig skal komme bag på dem. Han trøster dem også, at de ikke skal forskrækkes for de tegn, som skal ske før dommens dag, men meget hellere glæde sig, fordi deres forløsning da nærmer sig.
Først advarer Herren os kristne, at vi ikke skal forvisse os om noget blivende sted her på jorden, men betænke, at vores Herre og frelser vil komme ned fra himmelen, at vi da kan findes beredte alle timer at forvente hans komme ; så at vi ikke kun halvt, eller med den venstre hånd, er i dette liv ; men med den højre hånd og med det ganske hjerte venter på denne dag, da vor Herre vil komme i sådan herlig majestæt og herlighed, som ingen tunge kan udtale.

Dette er den advarsel og formaning, som gives os i dette evangelium, at vi skal rette os derefter.
Thi her i verden har vi intet blivende sted, hvilket vi vel skal betænke, at vi ikke gør som de
ugudelige der siger: O, hvem ved, hvornår den yderste dag kommer. Sådanne sikre og ugudelige mennesker,
der besværer deres hjerter med fråds og drukkenskab, og med dagliglivets bekymringer , skal vi ikke ligne. Thi det vil gå således til på dommens dag, at enhver vil bygge, tage til ægte, spise, drikke og leve i en sikkerhed, hvor i de besværer deres hjerter, ligesom de ellers ikke havde andet at lave, end det. De som lever sådan, vil dommedag pludselig overraske, og når de aller sikrest leger, springer og danser, så vil Kristus hastigt komme, og da ligger de utvivltsomt i den evige ild. Dette siger vor Herre os forud, for at vi skal rette os derefter.

Derfor må vi heraf bemærke, af hvilken årsag vor Herre, har holdt denne prædiken, og hvorfor det har været, og endnu er vigtigt, at det sådan skal siges og vides forud; Først sker det da, fordi Guds kirke skal vide, at sådanne tegn og medfølgende straf ikke kommer af en hændelse, som de
ryggesløse verdens børn mener, men at de virkelig trues med straf for nådens foragt og alle synder, ja det skal uden tvivl ske således, at man deraf kan se Guds alvorlige og forskrækkelige vrede over synden, synd og ondskab skal i de sidste tider tage mere og mere overhånd, så at verden sandelig omsider må fordærves og forgå. Dersom de nu ikke lader være med at synde, men derimod midt under straffen fare videre i gudsforagt og ubodfærdighed, de bliver da således også fundet sådan midt i deres ende og undergang, og da bliver Guds vrede og straf evig over dem!

Om de foregående tegn siger Kristus først, at der skal ske tegn i solen, månen og på den ganske himmel, hvilke tegn er ikke til at hentyde på en tid, for de skal alle ske kort før den yderste dag, og således alene ses af dem der lever på den tid; men han taler i almindelighed om alle de tegn,
som før den yderste dag, tid efter anden, skal ske alle vegne i verden. Dernæst taler Han om tegn i luften, i og på havet, og så også på jorden. Disse tegn er:
Et sælsomt, forskrækkeligt og usædvanligt uvejr, stor og uhørlig susen og brusen af vindene, hvilke
på så usædvanlig en måde vil storme og rase, ligesom alle ting, som med et, skal gå under: Hviket også undertiden på visse stedet har medført, at byer, lande og mennesker er opslugt af afgrunden. Hvilket er sket i mands minde.

For det tredie taler han om tegn, som skal ske på menneskerne, og i særdeleshed siger han at de skal blive angst og bange, og at de skal gå til af skræk og rædsel over de ting, som venter og kommer over jorden/verden. Disse tegn følger de forrige ; for sådanne tegn på himlen, i luften og havet, vil ikke gå stille for sig , men de vil sandelig forårsage store og forskrækkelige plager og forandringer i verden, så man vil få at se kongeriger og landes ødelæggelse, ja til sidst alle alle regimers forvirring
og undergang ; der vil næppe findes nogen sand dyd, ærbarhed og tugt, men derimod bliver forskrækkelig tyranni, barbari, utroskab, forræderi, og al slags ondskab uhindret og ustraffet: for som Kristus også siger:
Kærligheden skal blive kold på jorden og al uretfærdighed tager overhånd, så at enhver skal kunne sige: Det er umuligt, at verden meget længere kan bestå nu ; hvilket vi i disse tider også kan se gå for sig med sådan en hast, at man ikke længere har noget håb om forbedring.

Dette har nu de tegn i følge med sig, som Kristus tillægger menneskene, nemlig at : de skal gribes af angst og blive rådvilde, nogle skal gå til af skræk og frygt for det som venter jorden , når de ser det ske. Nu er de, som bliver forskrækkede, egentlig ikke de ugudelige, og de i ondskab forrykte mennesker, men de mennesker, som har været gode, fromme og gudsfrygtige , hvorfor disse tegn heller ikke er fordømmelige/fordømmelse for dem ; for det er et godt tegn, at disse hjerter ikke foragter Guds vrede, men antager den, som en advarsel om den kommende(tilstundende) dom, og at de sukker efter trøst og redning. Derfor selvom disse mennesker må tåle og føle sådanne tegn, så sker tegnene dog ikke dem til skræk, men de ugudelige til skræk, hvilke dog alligevel er så hårde og sikre i deres synder, at de slår alle disse tegn og guddommelige trusler bort/hen i vejr og vind, og foragter dem aldeles, og mener, at fordi Gud ikke straks viser dem virkningen af sin vrede, og ikke straks vender op og ned på den ganske verden, men under dem en lille frist, så tænker de at der ingen fare er. Når man derfor vil føre dem sådanne tegn til eftertanke, og de selv ser dem for øjnene, i dag et, i morgen et andet, så lader de det bare ske, mens de siger: Der er også tidligere sket sådanne tegn, og dommens dag er endnu ikke kommet. (2. Pet. 3: 3-7)

Derfor lader også Kristus sådanne ugudelige fare, og prædiker nu herefter om sin tilbagekomst til de kristnes trøst. Thi efter som verden foragter alle de forskrækkelige tegn, som vises dem, så vil de meget mindre betænke sig efter denne prædiken, og de der i givne trusler, dog tjener truslerne dertil, at de ugudelige på dommens dag skal være uden undskyldning, og fordømmelsen af deres egen samvittighed, da bliver så meget hårdere. Imidlertid fordi de ikke har ville tro, når det er blevet prædiket for dem, så skal den tid komme, at de får at se og føle det, når dommens dag pludselig vil overraske dem, som Kristus siger:
Da skal de se Menneskesønnen komme i skyen med magt og megen herlighed.Denne pragt vil da blive anderledes, end Kejsernes og Kongernes her på jorden, ja større, end de tidligere havde tænkt og troet, selvom han alle dage uden undtagelse har truet dem med sådanne tegn.

At nu alt dette sker de kristne til trøst og salighed, dem, som har troet disse tegn, og ventet den Herre Kristi komme til dommen, derom siger nu Kristus: Men når disse ting begynder at ske, så (se op)- - ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig . Dette er en meget kærlig trøst, hvormed Kristus på det venligste søger at trøste sine kristne, som her i verden må lide mange slags angst og bedrøvelse, og derforuden føle en forskrækkelse af de tegn som går forud for den yderste dag, hvilke Kristus på en ganske anden måde forklarer for dem, og vil at de skal forstå/ tyde dem anderledes , end som de ellers af deres natur er til at forstå/tyde. Thi det er som tidligere sagt, ikke så forskrækkelige og bedrøvelige for de fromme kristne. Derfor forklarer han nu også det samme til deres største trøst, sigende:
Jeg ved godt, at de tegn vil forårsage jer angst og forskrækkelse, og at det vil virke, som om jeg skulle have glemt jer og min kirke, eller som om at jeg vil lade jer gå under sammen med verden; men jeg siger jer, at når I ser de tegn, og de vil forskrække jer, så skal I, som mine kristne, opfører jer ved min tilbagekomst, på den måde at I venter på den med glæde, og opløfter jeres hoved, som de der af hjertet længes efter mit komme.
Deraf må I også vide, at når disse tegn er mest forskrækkelige, og elendigheden er aller størst på jorden, så er jeg jer aller nærmest, og jeres forløsning er da ikke langt borte. Dette forskrækkelige syn skal I derfor ikke forstå anderledes, end som jeres sikre forløsning. Lad de andre forskrækkes og frygte, som ikke ved af nogen forløsning og ikke længes efter mig; thi I , som tror på mig, I som lider for mit navns skyld, lever og dør på denne tro og bekendelse, I siger - Jeg, har ikke nogen vrede eller straf i vente; I skal (derimod) komme til den salighed og forløsning, som I så længe har begæret og bedt om, nemlig at mit rige måtte komme til jer, og at I alle måtte frelses fra alt ondt, og blive rene fra synden. Thi jeg ved, at I trænger til den frelse; og fordi at den nu kan gives jer, må jeg således komme og gøre ende på verden ; thi hvis jeg skal redde og frelse jer, så må jeg først angribe det, som holder jer fangen/fanget, og som hindrer jeres forløsning.

Til denne trøst bruger Han nu den meget behagelige lignelse om de træer, som begynder at skyde, denne lignelse bruger han for deraf at lære dem endnu bedre at bruge trøsten. Om foråret sige han, når vinteren skal ophøre, og den ganske jord igen er/ bliver som ny, når kulden forandres til varme,
og de tørre træer begynder at grønnes og at blomstre på ny, sig mig da, hvorledes begynder dette? Er det ikke sådan, at de først sætter knopper, og siden springer ud. Når man nu ser dette, så siger jo enhver : Nu er vinteren forbi, og nu kommer den dejlige sommer. Lad da denne lignelse være jeres doktor og lærer, og træerne på marken den bog, hvoraf I kan lære, hvordan I skal vente på den yderste dag. Thi denne artikel om den yderste dag og de dødes opstandelse har Gud ikke alene ladet forfatte i bøger, men endda afbildet den i træerne og andre skabninger.

Vores elendige liv her i verden er ligesom den ufrugtbare vinter, hvor alle ting udtørres, dør og nedbrydes(fordærves). Det skal snart få en ende, og den dejlige evige sommer skal komme, nemlig Guds rige, alt imens Djævelens rige skal styrtes, det rige der på jorden har forårsaget jer så mange lidelser.

I må jo her i verden leve iblandt de ugudelige, ryggesløse, falske og gerrige mennesker, der beskæmmer og laster evangeliet, og ikke tragter efter andet end at stifte ulykke. Det må I se og høre, og endnu dagligt forvente værre. Fra dette vil Jeg ved mit komme forløse jer, at I ikke mere er nødt til at se og lide det. Derfor, når disse ting begynder at ske, så (se op)- - ret jer op og løft jeres hoved. - Det betyder, I skal ikke forskrækkes af de tegn, der skal ske, men med glæde opløfte hovedet, mens i siger: Lovet være den, som kommer i Herrens navn. Og de som har troet på mig, lidt for mit navns skyld, og hensovet i troen på mig alene, de har overhovedet intet at frygte. Lad I kun dem forskrækkes, som ikke har ville tro på mig , men I som tror, behøver ikke at forskrækkes ; thi det må ske sådan / det må gå sådan til. Skal verden forgå, så må den jo først knage og brage, thi ellers kan så stor en bygning, jo ikke falde , nej alting må først røres og bevæge sig. Det går ligesom med en syg, der ligger og slås(drages) med døden, han vrider, vender og krummer sig, vender sine øjne ud, trækker munden sammen, bliver bleg i ansigtet, og så videre ; lige sådan vil det også gå til med verden.
Derfor siger jeg jer: lad jer ikke forskrække, men opløft jeres hoveder, som de , der hellere end gerne vil se det, og mærke, at jeres forløsning er nær. Jeres, siger jeg, I som tror på mig; thi de andre som ikke tror, skal fordømmes. Denne dag fører begge ting med sig, nemlig: himmelen for dem der har
troet på mig, og været fromme her i verden, og helvede og den evige fordømmelse for de ugudelige. Som/fordi nu de sande kristne er underkastet store forfølgelser, anfægtelser og alt slags ondt her i verden, som gør dem livet surt og kedsommeligt, så venter de også med længsel efter forløsningen, og beder inderligt, om at de må befries fra synden og alt ondt ; ligesom det også hedder i Fadervor: Komme dit rige, og fri os fra det onde.

Er vi nu sande kristne, så beder vi også alvorligt og af vort inderste hjerte om det samme ; men hvis vi ikke alvorligt og af hjertet beder om det, så er det et vist tegn på, at vi endnu ikke er sande kristne. Når vi da beder ret, så følger visheden deraf, at vi med længsel og glæde forstår(anser) de tegn, der skal gå forud for dommens dag, uanset hvor forskrækkelige de så end i sig selv er.

De som nu frygter for dommens dag, og ikke vil at den skal komme, hvad gør de, når de beder: Komme dit rige, ske din vilje, fri os fra det onde? Træder de ikke frem for Guds ansigt, og beder til ham imod dem selv? Går de ikke imod Guds vilje, der vil, at denne dag, for de troenes forløsnings skyld, skal komme? Vi må derfor seriøst være opmærksomme på, at der ikke skal findes noget had og afsky i os til denne dommens dag ; thi sådan afsky er et ondt tegn, og tilhører egentlig de fordømte, hvis hårde og forstokkede hjerter må bevæges og brydes ved sådanne stød og forskrækkelser,
hvis de derved stadig vil/kan forbedre sig.

Heraf ser vi, at vi i alle ting må aflægge al slags had og afsky for Kristi komme, og gøre alt for at blive løst fra synden. Når det er gjort, så bør vi ikke alene blot sikkert og utvivlende vente dommedags komme, men faktisk med længsel og glæde, bede således: Komme dit rige, ske din vilje. Og dermed må du lade kødets lyst fare, og alene holde dig til Kristi trøstefulde ord, og alene til det sætte din lid.
Nu/Selvfølgelig vil det blive forskrækkeligt at se, når både himmel og jord begynder at blive til ild; men en kristen skal ikke forskrækkes ved dette grumme syn, men høre, hvorledes Kristus forklarer
det, nemlig, at det er det blomstrende forår, og de saftfulde grene, fordi selvom naturen ved samme syn forskrækkes, må hjertet dog alligevel hænge fast ved Ordet, og styrke sig imod det der sker,
mens det siger: (Ci) bliv ikke bange, det betyder jo ikke noget ondt, men det er din forløser og forløsning, der nærmer sig til dig.Så vær da velkommen, min Gud, min allerkæreste Herre Jesu Kristus, kom ; thi hvor ofte har jeg ikke i mit liv bedt om at dit rige måtte komme til mig, og at Satans rige engang måtte ophøre. De, som således modtager den Herre Kristus, de fare i samme øjeblik ind i den evige herlighed, hvor de skal skinne som den klare sol.

Der er endnu et stykke tilbage, hvorved de svage samvittigheder kunne græde i en stor
forskrækkelse. For Herren siger, at den yderste dag utvivlsomt skal overraske dem, og at det skal gå med mennesker, ligesom med en lille fugl, der om morgenen flyver ud; den er sulten, og derfor søger den efter føde, i håb om at den også skal finde mad, som tidligere. Den finder den også, og derfor nedsvinger den sig til jorden med glæde, men hvad sker, i øjeblikket, før den kan gribe føden, sidder den fanget i fælden. Dette må de fromme og gudsfrygtige mennesker tage til hjertet, og som de af daglig erfaring véd, nemlig hvor hurtigt man kan falde, så bliver de bange og frygtfulde deraf. De tænkte : Hvem ved, i hvad tilstand denne dag skal finde dig ; den kan måske komme i det øjeblik du er mindst beredt, og allermindst venter den ; ligger du da i dette øjeblik , i den ene eller anden synd, så er det jo ude med dig, og denne evige glædes dag bliver dig til en evig sorgens dag.

Derfor vil da Herren ikke lade os uden trøst, men lærer sine kristne, hvordan de kan hjælpe sig af med denne sorg, ved at sige: Vogt jer selv, at jeres hjerter ikke på noget tidspunkt besværes med fråds og drukkenskab, og med bekymring(sorg) for næring, og på grund af alt dette glemme min(Kristi)komme, men våg, det betyder, vent hvert øjeblik og time på mig, og imens skal I leve gudsfrygtigt, for at I kan have en god samvittighed.

Bed dernæst, for at I må undgå al jammer og anfægtelse, og om at blive/være værdige til at bestå for Menneskesønnen. Ligesom det meget kort og præcist er indbefattet i de to sidste bønner af
Fadervor, da det hedder : Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Gør I det, så har I ingen grundt til at frygte, den yderste dag må da komme når Herren vil, hvad enten I sidder til bords eller ligger i jeres seng, eller I er på torvet ; thi enten I våger eller sover, så kommer dagen jer til salighed, for den finder jer i gudsfrygt, og under hans beskærmelse.

Men samtidig må man også vide, at man ikke retteligt/oprigtigt kan påkalde eller tilbede Gud, dersom man endnu lever i synd/synder, og ikke vil forbedre sig. For til en ret bøn hører en sand og retskaffen bod og bedring, og at man vogter sig, for at synde mod samvittigheden, det betyder - ikke med vidende/velvidende og villig følge den onde tilbøjelighed til synden, som strider mod Guds bud og vilje; da kan vi af Guds godhed bede i Jesu Kristi navn, om at Gud selv vil opholde/fastholde os i sin sande frygt, og ved sin Hellige Ånd bevare os fra synden, samt styrke og opholde/fastholde os i den rette tro indtil vort livs ende , for at vi med glæde må vente denne yderste dags komme, og med en hjertelig tillid antage den Herre Jesus, som vores forløser. Sådan en bøn bliver uden tvivl bønhørt af Kristus.

Fremdeles kan vi til vores trøst lægge mærke til disse ord: At I kan være værdige til at undslippe disse ting, som skal ske; for deraf ser vi, at Gud også i dette liv vil lindre og tildels borttage den straf og bedrøvelse fra dem, som omvender sig til Ham, og i omvendelse og tro påkalder Ham ; hvis straf ellers ville komme over hele den menneskelige slægt; og dette gør han indtil dages ende, for at hans kirke ikke på grund af sådan jammer skal gå under, og at de fromme i bedrøvelsen lader modet falde, men at de ved denne trøst om Guds hjælp og bistand skal opmuntre sig selv, nemlig, at han indtil enden vil opholde/opretholde og forsvare sin kirke; for selvom Han alvorligt vredes over synden, og forskrækkeligt straffer den, så er det dog ikke oftere, at han i dette liv straffer og bedrøver mennesker, end at han dermed kærligt vil formane dem til bod og bedring, og til at omvende sig til Ham, og således finde nåde midt under hans retfærdige vrede, den de vel havde fortjent, som også Apostlen Paulus taler om 1. Kor 11 : 32 - Når vi straffes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skal fordømmes med verden.

Derfor giver Kristus os også denne formaning, at vi under kirkens sidste jammer og elendighed
gennem bøn og påkaldelse skal tage vor tilflugt til Ham, og stadig tro, at Gud vil formilde sin vrede, for at hans menighed ikke skal gå under, men derimod bestå, når verden ikke mere er til, og således endelig forløses. Dette må da være de kristnes daglige, troens og bønnens øvelse, at de i sandhed kan trøste sig ved, at Gud ikke af al kraft vil lade sin vrede råde, som David siger i Salme 77,
men at han mildt i sin retfærdige vrede vil tænke på barmhjertighed Hab. 3. Derfor skal vi følge dette hans råd og lærdom, og retteligt/rettidigt berede os til denne nådens dag, på hvilken vor forløsning bliver åbenbaret.

Dertil give os, vor Herre og forløser Jesus Kristus, sin nåde! Amen