Lignelsen om sædemanden

RoseniusNet.dk

Lukas. 8:4-15

Men som meget folk var tilsammen, og de af stederne rejste til ham, sagde han ved en lignelse:
Der gik en sædemand ud, at så sin sæd; og i det han såede, faldt noget på vejen, og blev borttrådt, og himmelens fugle åd det op. Og noget faldt på klippen, og da det voksede op, visnede det, fordi det ikke havde væde. Og noget faldt blandt torne, og tornene voksede med op, og kvalte det. Og noget faldt i god jord, og det voksede op, og bar hundredefold frugt. Da han havde sagt det, råbte han: Hvem som har øren at høre med, han hører. Men hans disciple spurgte ham ad, og sagde: hvad lignelse skal dette være? Men han sagde: eder er det givet, at vide Guds riges hemmeligheder; men de andre siges det kun i lignelser, for at de skal ”se og dog ikke se, og høre og dog ikke forstå” Men dette er lignelsen: Sæden er Guds Ord. Men det på vejen er dem, som hører det; derefter kommer Djævelen, og tager Ordet af deres hjerter, for at de ikke skal tro og blive salige.
Men det på klippen er dem, som tager imod Ordet med glæde, når de hører det; men de lader det ikke slå rod, de tror kun en tid, og falder fra i fristelsens tid. Men det, som faldt blandt tornene, er dem, som hørte det, men så går hen og kvæles under livets bekymringer og rigdom og nydelser og ikke bærer frugt. Men det i den gode jord er dem, som hører Ordet og gemmer det i et smukt og godt hjerte, og bærer frugt i tålmodighed. (gl. oversættelse ca. 1870 med små justeringer)

Da der samlede sig en stor skare, og de kom ud til ham fra den ene by efter den anden, sagde han i en lignelse:  »En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op.  Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.« Da han havde sagt det, råbte han: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Hans disciple spurgte ham, hvad denne lignelse skulle betyde.  Han svarede: »Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte.
 Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt. (DDB 1992 oversættelse)

Prædiken:
(s.105a)
Vi hører i dagens evangelium, at vor kære Herre Kristus gør fire slags disciple, som alle samme hører det rene Guds ord, og dog beholder alene de sidste det, og bærer frugt. Dette skal man i dag flittigt vise folk, for at enhver vel betænker og overvejer, blandt hvilken flok han er, og således lærer at flitte sig , at han dog engang kan komme til dem, som er ”god jord” og hos hvilke Ordet bærer frugt.

De første, siger Herren, er den sæd, som faldt på vejen, den bærer aldrig frugt ; thi enten bliver den trådt ned, eller himmelens fugle æder den op.

Den anden, er de, som hører det, og begynder ikke alene at tale derom, men endog at tro; de vokser skønt frem, ligesom kornet, som falder på den stenede jord eller klippe; men når den hede sommerdag kommer, så tørres det, thi det har hverken rod eller saft.

Altså er det med disse mennesker i begyndelsen en herlig ting; men når forfølgelse og anfægtelse kommer, og de skal lide noget for Ordets skyld, så falder de fra, førend den rette troens frugt ved tålmodigheden følger og viser sig.

Det tredje slags er her bedst kendt; det er de kristne, som er ligesom kornet midt i blandt torne; for selvom det vokser op, så kan det dog ikke komme til at bære frugt, for torne kvæler det, og vokser det over.

Den fjerde slags, er de fromme disciple, da Ordet falder i et godt hjerte, og bliver deri, indtil det bærer frugt i tålmodighed. Heraf bliver hellige folk, som lider for Ordets skyld, som øver sig i lydighed mod Gud og kærlighed til næsten, som er tålmodige, og bærer nogle hundrede fold, nogle tresindstyve fold, og nogle tredive fold – frugt.

Dette er nu de fire slags disciple. Gå nu enhver i sit hjerte, og betænk, blandt hvilken slags disciple, han er. De tre første disciple hører Ordet uden nytte og frugten ; men i besynderlighed er de første de værste af alle dem, som hører Ordet ; for når de hører det, siger Herren, så kommer Djævelen, og tager Ordet bort fra deres hjerter, for at de ikke skal tro og blive frelst.

Disse er ikke dårlige mennesker på jorden, men de største, klogeste og helligste , det er den store flok. For han taler her ikke om dem, som forfølger ordet (s.105b), eller som ikke hører det ; men om dem, som hører det, og som lever blandt os i den kristne forsamling, og som tilligemed er os delagtige i dåben og sakramentet. Men det er og bliver kødelige hjerter, som ikke modtager Ordet, men lader det gå ind af det ene øre, og ud af det andet igen. Ligesom kornet på vejen ikke falder i jorden, men bliver liggende på vejen, for vejen er hårdtrampet af menneskers og dyrs fødder.

Mærk dette flittigt! Jeg havde aldrig understået mig således at dømme, at de hjerter skulle være fyldt med Djævelen, som hører Ordet, og dog ikke agter det, men glemmer det, og aldrig tænker derpå. Man synes, ikke at der er så stor fare ved at høre Guds Ord, og dog ikke beholde det, og de, som gør det, mener man, er dårlige, uagtsomme mennesker, at det går således, at de hører Ordet, og dog glemmer det. Men Kristus dømmer her anderledes, sigende :
Djævelen tager menneskene Ordet fra hjertet.

Heraf ser du, hvad man skal dømme om de mennesker, børn og tjenestefolk, som vel hører Ordet, men dog går uagtsomme bort, ligesom de ikke engang havde hørt det, og helst ikke tænker derpå. De kan ikke rose sig af Helligånden, men de er Djævelens egne, han har dem i sin magt, han tager Ordet fra deres hjerter. Derfor må og nødvendigvis andre synder følge, nemlig at de er ulydige, utro, egensindige, egennyttige, stolte, uforligelige og gerrige, som gerne ville have, at alle skulle tjene dem, men at de derimod ikke tjene nogen. For dersom Ordet blev i hjertet, og de med agtsomhed hørte det, da gjorde det lydig, tro, villig, tjenstagtige, ydmyge og milde hjerter.

Dette er nu de første og værste; denne vanart går også Herren nær til hjertet, han skælder heller ikke andre ud som dem. For han siger, at Djævelen, som svæver i luften, tager Ordet af deres hjerter, så at de ikke skal modtage det, men tænke: Det er en ringe skade, at man lader Ordet gå ind af det ene øre og ud af det andet igen. Men vil du vide, hvor ringe en skade det er, så hør, hvad Kristus siger, som ved det bedre, end al verden ; han siger, at Djævelen gør det . (s.106a) Ser du derfor sådan et menneske, eller du selv er sådan et menneske, som lader tale og prædiken for dig, som et stykke træ, ligesom vore gerrige borgere og bønder gør; for alt det man prædiker, synger og siger dem, er til ligeså stor nytte, som om man slog i vandet; da tænk, at Djævelen er i deres hjerter, som ikke lader det gode, som de høre, komme ind i dem, men straks tager det ud, for at de ikke skal tro og blive frelst.

For dersom Djævelen ikke var der, men det var en naturlig medfødt glemsomhed, ligesom det ene menneske altid er nemmere end det andet, så måtte der dog være en begærlighed derefter, at et menneske tænkte: Ak Gud! Det er dog ondt, at jeg ikke kan mærke det, giv mig derfor din nåde, og luk mit hjerte op, så jeg kan give agt derpå, og beholde det, som jeg i Ordets prædiken hører. Hos sådanne mennesker, som har længsel og begærlighed efter Ordet, og gerne vil beholde det, hos dem, siger jeg, har Djævelen intet sted og rum, for ellers var den længsel borte. Men de bekymrer sig ikke om det, men mener, at der ikke er så stor skade ved at forsømme en prædiken for en dalers eller skillings skyld. Det er sandelig Djævelen, og ingen bør tænke noget andet til at være årsag i denne grove uagtsomhed.

Således er den største flok, de hører Ordet, men agter det ikke. Alt det, som man siger dem af Guds Ord, det går ind af et øre og ud af det andet igen. Dertil kommer da Djævelen, og tager Ordet af deres hjerter. Denne dom, som Kristus her fælder over dem, nemlig, at han overgiver denne første flok til Djævelen, skal vi flittigt mærke os, så vi vogter os derfra.

De to andre flokke er ikke så aldeles onde, men de er svage, de begynder lidt, og giver agt på noget, de har også behag deri. Derfor overgiver Herren dem heller ikke umiddelbart til Djævelen, som de første, selvom de ikke bærer frugt. Den anden flok, som ikke bliver stående(bestandige) i forfølgelsen, men ligesom den ormehullede frugt bliver hængende på træet, så længe det er stille, men når så en vind kommer, så falder den i hobetal af. Således er også disse, de tror, siger Herren, til en tid; men så snart korset (jf. Matt. 10:38 / Matt. 16:24 ) kommer, bliver de forskrækkede, og vil ikke lide noget. (s.106b) Der må også det evige livs frugt blive ude, tillige med de andre gode frugter, som vokser af Ordet og Troen.

Den tredje flok er dem, som pga gerrighed, sorrigs og vellysts skyld i dette liv ikke agter Ordet. (vers 14) For den, som plages med timelig sorg og bekymring, og som alene tænker på at skrabe sammen, for at blive rig, han besværer sit hjerte, som Kristus siger i Luk. 21 , så at Ordet kvæles hos ham, ligesom kornet blandt tornene / tidslerne.

Det er ikke forbudt, men befalet at arbejde, og enhver skal flittigt tage sit kald i agt. Men at man vil gnie sammen, og skrabe til sig, og alene tænke på det timelige, på kroner (daler) og øre (skillinger) , det er de torne, som kvæler Guds Ord i hjerter, at det ikke kan vokse i højden og bære frugt. For man tænker ikke derpå, men lader andet være sig mere magtpåliggende. Hos disse tre slags mennesker er Ordet omskønt og forgæves. Det er sandelig ikke en ringe, men en stor skade, som et menneskeligt hjerte ikke kan betænke nok!

Derfor formaner Herren også alle alvorligt, i Lukas 8:18 : Agt derfor på, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have. (DDB 1948) Med disse ord lader han os tydelig forstå, at han ikke taler om ringe sager, men om Guds Ord, at de, som har det i hjertet, bliver salige(frelst) ; og de, som ikke har det, bliver fordømt. Derfor må man ikke lave sjov(skæmte) med Guds Ord, som med en ringe ting ; for det er ikke/ingen sjov (skæmt). Man må ikke tænke, at man en i en periode , vil sørge og skrabe sig sammen, sigende: Der er ingen fare, jeg skal nok lære Guds Ord at kende en dag, og tro, når jeg engang får tid, efter jeg har samlet det, som jeg behøver. Se til, at du ikke bedrager dig selv!!

Denne flok er også meget stor: For selvom de ikke begår kætterier, som den første, men stadig har det rene Guds Ord, og heller ikke anfægtes på den venstre side, som de andre, med genvordighed og forfølgelse; så falder de dog til den højre side, og det er deres skade /uheld , at de har fred og gode dage. Derfor antager/modtager de ikke Ordet med alvorlighed ; men bliver dovne, og drukner sig i dette livs bekymringer (s.107a) , rigdom og vellyst, så at de ikke er nyttige til noget ; derfor ligner de den sæd, som faldt iblandt tornene. For selvom der ingen klippe er, men god jord, og heller ikke nogen vej, men land, som er pløjet dybt nok; så kan det ikke komme op for tornene/tidslerne, men tornene/tidslerne kvæler det. Således har også disse alt det i Ordet, som kan tjene til deres sjæles salighed; men de bruger det ikke, og rådner i dette liv i kødet. Hertil (Hidhen) høre de, som høre Ordet, men ikke gør derefter, de lære, og efterkommer det ikke, de bliver i dag, ligesom i går.

Den fjerde flok er dem, som når de høre Ordet, beholder/gemmer det i et smukt og godt hjerte, og bærer frugt i tålmodighed: det er dem, som hører Ordet, og bestandigt beholder det, så de endda vover alting for dets skyld, dem tager Djævelen ikke Ordet fra, forfører dem heller ikke derved, det er dem forfølgelsens hede ikke forskrækker, dem denne tids vellyst og gerrighed ikke hindrer, men dette uagtet bærer frugt, hvorved de også lærer andre, og spreder Guds rige, desuden viser de og deres næste kærlighed, derfor siger han: I tålmodighed. For disse må lide meget for Ordets skyld, de må tåle skam og spot af sekterne og kætterne, had og rid, med skade på legeme og gods af forfølgerne, foruden hvad kødets torne og fristelser selv gør, det kan med lethed kaldes et korsets ord: For dem, som skal holde det, må bære korset med tålmodighed, og overvinde. (Matt. 16:24-26)

Så lad os nu lægge vind på, at vi vil/kan blive fundet sammen med den lille fjerde flok, samt med alvorlighed bede om gode hjerter til at modtage og beholde Guds Ord, samt derved at bære god frugt. Denne lille flok er nu de kære hellige, som høre Ordet og bærer hundrede fold frugt, det er meget og utallig frugt, eller som Matt. 13:23 : Nogle bærer hundredefold, nogle tresindstyvefold, men nogle tredive fold.

Det betyder, den ene bærer mere frugt end den anden. For ligesom de udvortes embeder er ulige, således er også frugterne ulige. En lærer tjener kirken mere end en håndværksmand, som alene står for sit eget hus; de er dog begge kristne, som begge er forløst ved Kristus, fra synd og død, og arvinger til (s.107b) det evige liv. Lad os også se til, at vi kan komme iblandt denne lille flok, som er den mindste.

Men dertil hører et smukt og godt hjerte, som Kristus siger, det er , sådan et hjerte, som først er agtpågivende, som behandler Guds Ord ned alvorlighed. Sådan et hjerte må der for alle ting være, dersom Djævelen ikke skal komme og tage Ordet bort igen.

For det andet skal hjertet være vis og bestandigt, ikke ustadigt og bange, et hjerte som ikke lader sig forføre eller forskrække, og som ikke lader menneskenes gunst eller had anfægte sig. For dersom vi ikke frygter og elsker Gud over alle ting, så bliver Ordet ikke længe, fordi det ikke bliver uanfægtet i verden. For Djævelen kan ikke tåle eller lide det, han er en flittig herre, som altid driver på sine tjenere, og ikke lader dem blive i ro.

For det tredje må det vel renses og fejes, at der ikke skal være torne deri, det betyder , vi må ikke lade os indtage af gods, penge, ære og vellyst, men Guds Ord og det kommende liv skal være vores eneste skat og glæde; vi må ikke bekymre os mere med verdslige sager, end med Guds Ord, som Kristus siger i Matt. 6:33 Søg først Guds rige.

Er nu hjertet således agtpågivende, stadig og renset, så er det sandelig et smukt og godt hjerte, hvorpå frugt utvivlsomt vil følge, men dog i tålmodighed. Men det går ikke uden kors og anfægtelse, uden genvordigheder og anstød, som Paulus siger 2. Tim. 3:12 : Alle de, som vil leve gudfrygtigt i Kristus, skal forfølges.

Men vi må bekvemme os dertil, og (som Kristus siger) beholde vore sjæle i tålmodighed , og deri ikke forglemme bønnen. For der mangler ikke anstød, som vi selv må erkende, da det, desværre! Ikke vil forlade os, og det er naturligt, at vi ikke kan forlade det timelige her på jorden. Djævelen ligger heller ikke stille, men på alle måder forsøger han at tage Ordet fra os, og derefter/derimod fylde hjertet med bekymringer, gerrighed, vrede og alle mulige synder. Ligesom vi ser, at mange gerne blev bedre, dersom ikke ærgerrighed, utugt og meget andet holdt dem fra Ordet.

Altså er det nødvendigt, at vi giver nøje agt på vor naturs mangel og skrøbelighed, og ikke lever (s.108a) i sikkerhed, men beder Gud om sin Helligånd (hvorom vi har et tydeligt og trøsteligt løfte Luk 11:13 Faderen vil give dem Helligånden, som beder om den at han ville udrydde sådanne stød og udfeje disse torne og tidsler af hjertet, for at vi kunne høre og beholde Guds Ord, og bære den rette frugt, nemlig troen på Kristus, ved hvilken tro vi ikke alene lever i Guds lydighed, men vi bliver endog Guds børn og arvinger. For det er den fornemste årsag, hvorfor denne sæd bliver sået, nemlig denne at det hellige evangelium prædikes i hele verden, fordi det skal virke og bære sådan en frugt i os, som vare evigt.

Desuden tjener denne lignelse os også dertil, at man ikke skal forundre sig, om Ordet ikke bærer frugt alle steder. For her hører vi, at Herren deler menneskene i fire dele, hvoraf den ene og mindste kun er retskaffen. De tre andre store flokke, duer slet ikke. Dem skal man lade gå, og ikke forarge sig over, når man ser, at de er flere, som foragter Ordet, end de, som modtager det. Evangeliets natur er ,at , hvor det bliver prædiket, der har det tre dele fortabte disciple, og den fjerde del er den eneste gode og fromme; og dog er skylden ikke hos Ordet, eller hos dem, som prædiker det.

Da Johannes Døber begyndte at prædike, da løb alle mand til, og hørte hans prædiken, de så at han var en hellig mand, dog måtte han høre, at de kaldte ham besat, og at han tilbad Djævelen. Ja Kong Herodes, der efter evangelistens vidnesbyrd, gerne og ofte hørte ham, ikke alene ingen frugt bar, men lod Johannes Døber dræbe, jøderne havde også hørte Kristus, Guds Søn, de så ham opvække døde og gøre store mirakler, dog naglede de ham til korset. Disse eksempler, er ikke sådan man forbedrer sig af evangeliet.

Som det nu gik Kristus, Guds Søn den bedste lærer, hvad undrer vi os så over, at det gik Johannes Døber som det gjorde, Apostlene som det gjorde, ja hvorfor undres vi over tilstandende i nærværende tid. Vil man derfor skylde skylden på læren, og sige, at den ikke er ret, så må man jo også sige, at den sæd duende ikke, som faldt på vejen , klippen og blandt tornene. Men man skal vende det om og ikke bespotte Gud, Hans Ord er sæden som bliver sået; det Ord er godt og kan i sin natur (s.108b) ikke andet, end bære frugt. Men at det ikke allevegne bærer frugt, det er ikke Gud og hans Ord skyld, men landet/jorden, som ikke er godt, og derfor må denne sæd fordærves og blive uden frugt.

At nu noget bar tredive fold, noget tresindstyvefold og noget hundredefold frugt, det betyder som sagt, at flere mennesker bliver omvendte på et sted, end på et andet, og at en Apostel og Lærer prædiker videre og mere, end en anden; for menneskene er ikke lige mange alle steder, der er heller ikke lige mange kristne alle steder, og lærerne prædiker ikke lige vidt og lige meget, men ligesom Gud har villet og forordnet det. Paulus Ord må man vel tilskrive den hundrede fold frugt, for han er den der har prædiket mest og flest steder.

Men hvad er det, som han siger: ”Eder er det givet at vide Guds riges hemmeligheder” Vers 10.

Hvad er det for hemmeligheder? Skal man ikke vide dem, hvorfor prædiker mand da?

Hemmelighed kaldes en (forborgen) / for mennesker hemmelig ting, som man ikke ved om, og Guds Riges Hemmeligheder, er de ting, som er skjulte i Guds rige, som for eksempel, Kristus med al sin nåde, som han har bevist os, hvilket Paulus kalder en hemmelighed. For den som kender Kristus ret, han ved også, hvad Guds rige er, og hvad der er deri; derfor kaldes det en hemmelighed, fordi det er åndeligt og hemmeligt, og bliver også således, dersom ikke Ånden åbenbarer det. For selvom mange ser og hører det, så erfarer de det dog ikke. Men nu er der mange, som prædiker og lære om Kristus, hvorledes han er givet os; men det er kun ord, det kommer ikke fra hjertet; for de tror det ikke selv, heller ikke føler de det, som Paulus siger i 1. Kor. 2:14 : Det naturlige menneske fatter ikke de ting, som hører Guds Ånd til.

Derfor siger han her:
(vers 10) Jer er det givet , det betyder , HelligÅnden giver jer det, at I ikke alene ser og hører det, men at I også med hjertet kan kende og tro det; derfor er det ikke længere en hemmelighed for jer. Men de andre, der ligesom jer hører det, men ikke har troen i hjertet, de ser og forstår det ikke, for dem er det en hemmelighed, og for dem bliver det ubekendt, ja alt det, som de hører, er ikke andet end hvis man høre sort snak, eller en lignelse. Det beviser vore tiders (s.109a) ”sværmere”** , som ved meget at prædike om Kristus; men fordi de ikke selv føler det i hjertet, så lader de hemmelighedens rette grund ligge, og mens det omgås med dårlige spørgsmål ;kommer frelsens time, så ved de ikke engang, hvordan de skal tro på Gud, og få syndernes forladelse.

**) sværmerne, kristne grupperinger, i reformationstiden (og efter) som Luther m.f tog afstand fra pga deres løse forhold til forskellige vigtige spørgsmål.

Så lær nu alle heraf, at det aldrig kan gå anderledes med evangeliet, end som Herren her viser med denne lignelse, nemlig at nogle forbedre sig derved, og bliver frommere; men derimod forarger tre gange så mange sig. Derfor går der ikke alene mange udvortes syndere og forargeleser i (svang) , men denne barnartighed bliver også, som Herren siger, straffet med blindhed, for Evangeliets fortabte disciple (s.109b) ser ikke med seende øjne, og forstår ikke, hvad de hører, de ved heller ikke at de skal gøre derefter.

Til sidst er også at bemærke, at , da Herren slutter sin lignelse, råber han og siger: (vers 8)
Den som har ører at høre med, han hører!

Ligesom han vil sige: Hør Guds Ord, mens I har det; den tid kommer, at I gerne vil høre det, hvis I kunne. Hør det derfor mens I har det. For den som foragter det, ham tager mørket, som Herren siger Johs. 12:35 : I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal få bugt med jer.

Vor kære Herre Jesus Kristus, giv os din nåde, at vi med flid hører og beholder hans kære Ord i et smukt og godt hjerte, og bærer frugt i tålmodighed! Amen.

RoseniusNet.dk
13.Marts 2005