Kristi indtog i Jerusalem

RoseniusNet.dk

Matt. 21:1-9

Der de kom nær til Jerusalem , og var kommet til Betphage, til Oliebjerget , da sendte Jesus to af sine disciple, og sagde til dem: gå hen i den by, som ligger for eder, og straks skal i finde en æsel-inde("hun-æsel") bunden og et føl med hende; løser dem, og fører dem til mig. Og dersom nogen taler eder noget til, da siger, at Herren haver dem behov, så skal han straks fremsende dem.
Men dette skete alt sammen, at det skulle fuldkommes, som er sagt ved profeten, som siger:
siger Zions datter: se, din konge kommer til dig sagtmodig, og rider på et æsel, og på den undertvungne æsel-indes føl. Men disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem; og hentede æsel-inden og føllet, og lagde deres klæder på dem, og han satte sig derpå. Men de fleste af folket bredde deres klæder på vejen; men andre huggede grene af træerne, og strøede på vejen. Men folket som gik for, og fulgte, råbte og sagde: Hosianna den Davids søn ; velsignet være den som kommer i Herrens navn, Hosianna i det højeste!
(Bibel oversættelse 1858 med små justeringer)

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
(DDB 1992 oversættelse)

Luthers prædiken:

Jeg har tidligere ( sagt i fortalen, at man har at indse og mærke os to ting i Evangelierne. For det første Kristi gerninger, som er os skænket til gave og gode, hvorved troen skal hænge og øve sig; for det andet udføre de samme gerninger til et eksempel og forbillede, hvilket vi skal efterfølge og ligne; så at alle Evangelier, som først lære troen og dernæst gerninger, er sande Evangelier.
Derfor ville vi dele vort Evangelium i flere stykker: for det første ville vi lære om troen; for det andet, om gode gerninger; for det tredie, om den åndelige forstand i denne Kristi gerning.

Dette Evangelium formaner i besynderlighed til troen, ja fordrer samme; thi det viser os Kristus i sin nådige genkomst, hvilken ingen kan få uden, at han er den mand, han er og kommer i den mening, som dette evangelium foreholder ham. Alt det, som her vises i Kristus, er udelukkende nåde, sagtmodighed og godhed, og den som tror dette at være i Ham (Kristus), og tror ham for at være den mand(Kristus), han er salig.
Bemærk! han rider ikke på en hest, som er det dyr, der bruges til krig, han kommer ikke med forskrækkelig pragt og myndighed ; men sidder på et æsel, et ustridbart dyr, som alene bruges til arbejde, for at hjælpe menneskene ; på den måde viser han, hvorledes han kommer, ikke for at straffe menneskene, heller ikke for at drive dem fra sig og undertrykke dem, men for at hjælpe dem, tage deres byrde på sig, og bære den.

For det andet begynder han sit ridt ved Oliebjerget, for at vise, at han alene kommer af og med barmhjertighed. For Olie betyder i skriften Guds nåde.

For det tredie er her intet harnisk/rustning, intet feltskrig, men udelukkende sang, pris, glæde og Guds velsignelse.

For det fjerde græder Kristus over byen Jerusalem, som Lukas skriver, fordi den ikke kender og antager denne nåde; så ondt har han af dens skade ; hvorledes kunde han da tage strengt og forfærdeligt afsked med dem?

For det femte beviser det allermest hans godhed og sagtmodighed, idet han anfører et skriftsted af profeten og dermed lokker ganske venligt til troen og til at modtage Kristus; for dette ords skyld, som er sket som det står skrevet i vort evangelium, og som evangelisten selv bekender.

Lad os derfor modtage dette ord som det fornemste i vort Evangelium, thi der i bliver os sagt, hvad vi kan have at vente af Kristus , og hvad vi kan søge hos ham, og på hvad måde han kan blive os til nytte og brug.

(s.2) For det første siger han: Siger Zions datter; dette er sagt til prædikanterne, hvorved en ny prædiken bliver befalet dem, som de skal prædike, nemlig: intet andet end det, som efterfølgende ord indeholdte, det er, en ret og salig Kristi erkendelse Matt 21:5; den som prædiker andet end dette, han er en ulv og forfører.

Dette er også et af de skriftsteder, hvor i evangeliet loves, og hvorom Paulus siger (Rom 1:2) At evangeliet er en lærdom og Kristus, således som han her bliver afbildet, så at man skal tro.

Nu har jeg ofte talt om, at der er flere slags tro: den første, hvis du tror, at Kristus er sådan en mand, som han her og i det ganske evangelium bliver beskrevet og prædiket; men du tror ikke, at han er sådan en mand for dig, tvivler på, om du har eller kan få sådan af Ham. Se, denne tro er intet, den hverken fatter eller smager Kristus nogen tid, den kan heller ikke finde lyst og kærlighed i ham og til ham. Det er en tro om Kristus, men ikke til eller på Kristus, hvilken også Djævelen og alle onde mennesker har.

For det andet siger han: Zions datter**; derved meldes om den anden retskaffen tro, som alene kaldes den kristelige tro, det er når du tror, at Kristus ikke alene er som Skt. Peter og de andre hellige, det er han, men at han er meget mere, ja mere end alle andre, han er en konge der kommer til dig, sagtmodig ridende på et æsel Matt. 21:5.
Du bliver ikke salig, fordi du tror, at Kristus er en Kristus for de fromme , men (fordi du tror...) at han er en Kristus for dig, og er din. Denne tro gør, at Kristus bliver dig behagelig og sødsmagende i hjertet ; på den tro følger kærlighed og gode gerninger af sig selv utvunget. Følger de ikke, så er troen der endnu ikke; thi hvor troen er, der må Helligånden også være, og virke det gode i os.

**(Zions datter = byen Jerusalem)

Vil du være en kristen, så må du lade dig disse ord være dig sagt:
Hold fast ved Jesus, tro uden tvivl, at det sker dig som her lyder: du må ikke tro det for at være dristighed om du derved sammenligner dig med de Hellige, men ved en almindelig ydmyghed og forsagelse, ikke af Guds nåde, men af dig selv.

Sådan en forvovenhed på sin tilbudte nåde vil Gud, under (din) Saligheds forlis, have. Dersom du ikke vil blive de Hellige lig, og hellig som de, hvordan vil det da gå dig ?

(s.2b) Men at du i Kristus, og i kraft af hans komme, i troen søger at være hellig, det er ret at ære og prise Gud, idet du derved bekender, lover og elsker hans nåde og gerninger, og du forkaster dine egne gerninger, ja fordømmer og forsager ganske på dig selv; dette hedder: at være en kristen.
For vi siger: Jeg tror på en hellig kristelig kirke, som er de Helliges samfund. Dersom du vil være et lem på den hellige kristelige kirke og de helliges samfund, så må du være hellig, ligesom de andre er; men ikke ved eller af dig selv, men ved Kristus alene, hvoraf de andre også er Hellige.

For det tredje siger han: Giv agt på, eller se! med hvilket ord han ligesom vækker os op af vor søvn og vantro, som den, der nu vil vise os noget stort, sælsomt og mærkværdigt, hvorefter man længe har været begærlig, og derfor nu skulle modtage det med glæde. Denne vækkelse er ganske nødvendig, for troen; ligesom at denne mand skulle være Jerusalems konge, da han dog kommer så fattig og ringe, og ridende på en fremmed lejet æsel; hvorledes kunne vel naturen og fornuften kende det? Dette indtog passer sig jo ikke, for en stor konge? Men troens natur er, at den ikke følger og dømmer efter det, som den ser og føler, men efter det, som den hører. Den hænger alene ved Ordet, og ikke ved syn eller gerninger.
Lad os da for det første modtage og beholde dette billede, hvor i troens natur bliver os tegnet.
For ligesom der her er et formål, som troen har med at gøre, hvilket dog for fornuften er ganske ubegribeligt, ja bagvendt, således er der også i alle troens artikler samme bagvendte syn. Det var heller ikke nogen tro, dersom det lod sig se ud, som troen fattede det, og ordene lød.
- og just derfor kaldes det tro, fordi det ikke synes således, som troen fatter det og ordene lyder.

For det fjerde siger han:
Din Konge. Her skiller han denne Konge fra andre konger; han er Din Konge, siger han som du er lovet, hvis eje du skal være, og som alene skal regere dig; dig åndeligt og ikke med det jordiske regime. Og er dette ikke trøstefuldt for et troende hjerte; thi uden Kristus er et menneske underkastet mange grumme tyranner, der ikke er konger, men mordere, under (s.3) hvilke han lider stor nød og angst; her er det jo Djævelen, kødet, verden, synden, loven og døden med helvede, som alle undertrykker, hvor den må føre et surt og bedrøvet levnet. Thi hvor synden er, der er ingen god samvittighed; og hvor der ingen god samvittighed er, der er udelukkende usikkerhed og en uudslukkelig frygt for døden og helvede, i hvilken ingen lyst eller fornøjelse kan bestå eller være grundig ud i sjælen; men som det hedder 3. Mosebog 26:36 - En sådan sjæl skal endog forskrækkes af et rystende blad.
Men den sjæl, som med en stærk tro modtager denne konge, han er sikker, og frygter sig hverken for synd, død, helvede eller nogen ulykke. Thi han ved vel og tvivler ikke på, at denne konge jo er en Herre over liv og død, over synd og nåde, over himmel og helvede, i hvis hånd også alle ting er.

Thi derfor er han blevet vor konge, og kommer til os, fordi han ville forløse os fra alle disse grumme tyranner, og selv alene regere over os; den, som derfor er under denne konge, og i stadig tro holder fast ved ham, ham kan hverken synd, død, helvede, djævelen, mennesker eller nogen skabning skade; men ligesom hans konge lever uden synd og er salig, så må han også ved ham blive levende uden synd og død, og desuden blive evindelig salig.

Se, sådanne store ting havde disse ringe ord i sig: Se, din Konge.
Alt dette ser fornuften ikke, naturen begriber det heller ikke, men alene troen. Derfor kaldes han din Konge; din, du, som regeres og plages af synd, død, djævel og helvede, kødet og verden, fordi du under Ham i nåde, i ånd , i liv, i himmel, ja i Gud selv kunne ledes og på en god måde regeres.

Sådan en konge er Kristus, og dette regime fører han, derfor er han kommet og derfor er der prædiket, thi dersom du ikke tror dette om ham, så forstår du det aldrig ved dine egne gerninger og af egen evne.

- Ligesom du ser ham, således har du ham: hvad du søger hos ham, det finder du hos ham, og ligesom du tror, så sker det dig.

For det femte, Han kommer.
Du kommer ikke til ham, og henter ham, han er dig alt for høj og langt (s. 3-b) borte, til at du ved din egen møje og arbejde skulle kunne nå og forstå ham, så du ikke kan rose dig af, at du ved din egen fortjeneste og værdighed har bragt ham til dig. O nej, kære menneske, al egen fortjeneste og værdighed sættes her til side, og på din side er intet andet end uværdighed og ufortjeneste, og på hans side er nåde og barmhjertighed. Gud må lægge den første sten og begynde i dig, at du søger og påkalder ham; han er allerede tilstede, når du begynder at søge ham, er han der ikke, så er alt det du begynder på, intet andet end synd, og jo helligere gerning du foretager dig, jo større synd begår du, og du bliver til en forstokket synder.

Lær derfor her af Evangeliet, hvorledes det går til, når Gud begynder at gøre os fromme, og hvad der egentlig er begyndelsen til at blive from. Der er da ingen anden begyndelse end denne, at din konge kommer til dig, og begynder det i dig; og det går således til: Evangeliet må være det allerførste, der må prædikes og høres; derud i hører også lærer du hvorledes du selv er intet, og at alt hvad du gør eller begynder på, er synd, førend din konge kommer til dig for at styre og regere dig. Se, da begynder din salighed, i det du sætter dine egne gerninger til side, og forsager dig selv, når du ser og hører, at alt dit eget er et syndigt intet, som Evangeliet siger dig, og at du derfor modtager denne din konge, hænger fast ved ham, råber til ham om nåde, og trøster dig alene ved hans godhed. Men at du nu således hører og modtager Kristus, det kan du ikke at takke dine egne kræfter for, men alene Guds nåde, hvilken gør, at Evangeliet bliver frugtbart i din sjæl, så at du tror på ham, og anser dig selv og alt dit eget for intet, thi du ser, hvor få de er, som modtager Kristus, at han endog i sådan henseende græder over Jerusalem.

Videre: at Evangeliet prædikes, og din konge kommer, det står heller ikke i din magt, heller ikke kan du fortjene det, men Gud må gøre det af nåde. Og derfor kan Gud heller ikke vise større vrede imod os, end når han ikke vil sende os sit evangelium; thi hvor det ikke er, der er kun synd, vildfarelse og mørke, i hvad man end gør. Derimod kan han ikke bevise os større nåde, end når han sender os sit Evangelium, thi det har frugt og (s. 4) nåde i følge med sig, og alligevel er det ikke alle, men kun ganske få der modtager det.

For det sjette, Han kommer til dig;
Hvad betyder det? Er det ikke nok, at han er din konge?
Er han din, behøver han da at sige; at han kommer til dig? Men alt dette er således anført af profeten, så han på det kunne tegne Kristus for os og lokke os til troen. Det er ikke nok, at Kristus har forløst os fra syndens, dødens og helvedes tyranni og herredømme, og i nåde er blevet vor konge, men han giver os endogså sig selv til lige, så at alt hvad han er og har bliver vores.
Derom taler Apostelen Paulus, Rom 8:32: ”Har han ikke sparet sin egen søn, men givet ham for os alle, hvorfor skulle han da ikke også så give os alle ting med ham?”
- Altså har da Zions datter (Jerusalem) et dobbelt gode af Kristus: det første er troen og ånden i hjertet, hvorved det bliver rent og løst fra synden.
Det andet er Kristus selv, så at hun af det i Kristus erhvervet gode ligeså fuldt kan rose sig, som var det alt sammen hendes eget, hvad Kristus selv er og har, og kan forlade sig på Ham, som sin arvedel.
Derfor siger Paulus i Rom 8, at Kristus er vores formidler, fordi han udvalgte sig os.
Og 1.Kor. 1:30 Kristus er blevet os af Gud til retfærdighed, visdom, helliggørelse og forløsning.

O, hvor er dette en behagelig og trøste fuld tale! Hvem har nu årsag til at frygte sig for død og helvede, såfremt han tror disse ord, og har Kristus til ejendom?

For det syvende Sagtmodig.
Dette ord må vi besynderligt mærke, fordi det bringer en sød trøst med sig for en synders samvittighed. Thi synden forårsager naturligt en bange og frygtagtig samvittighed, der forskrækkes og skjuler sig for Gud, ligesom Adam gjorde i Paradis, og den kan ikke lide Guds tilstedeværelse fordi den ved og naturligt føler, at Gud er syndens fjende, og straffer den hårdt. Derudover gruer og forskrækkes den, når den alene hører Gud tale, og er bange for, at Han straks slår til. For at nu denne mening og frygt ikke skal jage os fra Kristus, så forsikrer han os her på det trøsteligste, at denne konge kommer sagtmodig, som om han ville sige: Vær ikke bange og (s. 4-b) og flygt ikke. Han kommer ikke på den måde nu, som han kom til Adam, til Kain, med syndfloden, og til Babylonien, eller til Sodoma og Gomorra, heller ikke som han kom til Israels børn på Sinai bjerg. O, nej, ham kommer ikke med vrede, eller for at gå i rette med dig, og kræve sjælen af dig; han er ganske anderledes sindet, han viser meget mere, hvor ondt det gør ham, at han nogensinde med sin straf og retfærdige vrede har fået dig til at forskrækkes og flygte fra ham, derfor vil han nu igen trøste dig og gøre dig frimodig. Se, dette hedder jo ret at trøste en stakkels og bedrøvet syndefuld samvittighed; dette hedder ret at prædike om Kristus og forkynde evangeliet.
Hvorledes er det muligt, at sådan en tale ikke skulle glæde hjertet, og fordrive al frygt og forskrækkelse for synden, døden og helvede, og derimod oprette en fri, tryg og god samvittighed, så at han i fremtiden med glæde gør og lader alt, ja mere end man forlanger af ham.

At nu Profeten formaner Zions og Jerusalems datter til at fryde og glæde sig derved, gør han det overflødigt at forklare, at denne kongens tilstedeværelse er den aller trøsteligste og venligste for alle syndige samvittigheder, så at de nu ikke har nødigt at frygte eller flygte for ham, mens de mener at han ville være en streng dommer over dem, og drive dem med loven, som Moses har gjort; hvorover de også blev forskrækkede og ikke kunne have nogen trøstelig tillid til Gud, fordi syndens kundskab og følelse, som kommer af loven, naturligt virker sådan; men han søger langt hellere, at han straks med det første ord kan vække dem op til at vente al nåde og godhed af ham. Hvorfor skulle han vel ellers formane dem til at fryde sig, ikke alene at fryde sig lidt, men med al hjertens glæde? Hvilket han efter Guds befaling og på Guds vegne siger til alle dem, som er i bedrøvelse, i frygt og angst for Gud; og derved viser at det ikke alene er Guds villige og stadige tanke, men endogså hans alvorlige befaling, at alle bedrøvede skulle fatte en trøstig tillid til ham imod deres naturlige frygt og forskrækkelse.

At nu Profeten giver Kristus tre titler, nemlig: fattig, retfærdig og en frelser, og evangelisten derimod kun giver ham en, nemlig: sagtmodig (s. 5) - er det slet og ret for korthedens skyld, fordi han mere vil have os henvist til profetens eget ord, end forklare dem.
Fattig og sagtmodig kan den ikke kaldes, der har mangel på gods og penge, men den der er elendig og bekymret i hjertet, og hos sådan en finder man sandelig ingen vrede eller hovmod, men derimod kun sagtmodighed og medlidenhed.
Ligesom du nu ser, at Kristus har vist sig, således må du også forstå det ord: fattig og sagtmodig.
Hvorledes viser han sig da? Hans hjerte er jo fuldt af jammer og medlidenhed over Jerusalem; det er ikke tegn på vrede og hævngerrighed hos ham, men derimod er han så til overflod fuld af sagtmodighed, at han endog græder over sine fjenders fordærvelse.
Ingen var så ond og syndig, at han skulle have gjort eller ønsket ondt; dens jammer gjorde ham så medlidende og sagtmodig, at han ikke tænkte på nogen vrede, trussel eller hævn, han var ikke stolt, men udviste udelukkende medlidenhed og godvillighed. Se, dette kalder profeten fattig og evangelisten sagtmodig; og salig er den, som således kender Kristus og tror på ham; thi han har ikke nødig at frygte, men kan have en fri og trøstelig tillidsfuld adgang til Ham; der sker ham heller ikke noget; thi således som han tror, så finder han ham; disse ord bedrager og lyver ikke.

Det ord: retfærdig, skal her ikke forstås som den retfærdighed, med hvilken Gud dømmer, hvilken man ellers kalder Guds strenge retfærdighed, thi dersom Kristus kom med den til os, hvem kunde da bestå for ham? Og hvem kunne tage imod ham? Ja de hellige kunne end ikke tåle den. Dermed ville jo dette indtogs glæde, lyst og kærlighed, jo blive til den aller største frygt og forskrækkelse; nej det hentyder til den nåde, ved hvilken han gør os retfærdige; thi Ordet i grundsproget betyder egentlig from og fromhed. Derfor skal profetens ord forstås således:
din konge kommer til dig from, det betyder: han kommer for at gøre dig from ved sig selv og sin nåde, vel vidende, at du ikke er from. Din fromhed skal ikke være din egen gerning, men alene hans gave og nåde, så at du ved ham er retfærdig og from. I denne henseende siger Paulus Rom 3:26: ”Han er alene retfærdig” (det betyder: Kristus er alene from for Gud, og han er alene den, som gør os fromme)

(s. 5-b)
Rom 1:17: ”Guds retfærdighed bliver åbenbaret i evangeliet”, det er Guds fromhed, nemlig hans nåde og barmhjertighed, i kraft af hvilken han gør os fromme, der bliver prædiket i evangeliet, som du også ser i disse profetens ord, bliver Kristus prædiket os til fromhed, at han kommer til os from og retfærdig, sådan at vi ved ham i troen skulle blive fromme og retfærdige.

Dette alt sammen vil profeten lære os om denne konge, idet han giver ham disse to herlige, ja ret guddommelige titler, og han kalder ham retfærdig og en frelser, som fratager døden sin magt, som sønderriver helvedes strube, som træder djævelen under sine fødder, og, om vi tror på ham, befrier os fra synden og døden, og sætter os iblandt de hellige engle, hvor der er evigt liv og salighed.

Det udvortes regimes, herredømme, pragt, slotte, huse, penge og gods overlader han til andre konger, lader dem også æde, drikke, klæde sig, og bygge kosteligere end andre folk; men i hvor mægtige de end er, så kan de dog ikke den kunst, eller formå at gøre den gerning, som denne fattige tiggerkonge Kristus både kan og gør; thi ingen kejser, konge eller fyrste kan med al deres magt frelse os fra den mindste synd, eller med deres gods og penge helbrede den ringeste sygdom, langt mindre hjælpe os mod helvede og den evige død. Derimod hjælper denne fattige konge Kristus ikke alene imod en eller anden synd, men imod alle mine synder, ja ikke alene mod mine, men endogså imod den ganske verdens synder. Han kommer ikke alene for at borttage sygdommen, men endog døden, og ikke alene min, men den ganske verdens.

Dette befales evangelisten af profeten at prædike og sige Zions datter, så hun ikke skulle forarge sig på hans elendige indtog, i det han så ussel og fattig kom ridende, og kort derefter på så skammelig en måde døde; thi alt dette sker dig til bedste, at han som en frelser vil hjælpe dig mod død og helvede, hellige dig, og gøre dig fri fra synden.

Sin herlighed og retfærdighed vil han anvende på dig, så du kan blive dine synder kvit. Han vil give sit liv for dig, så du ved hans død kan (s. 6) frelses og forløses fra den evige død.
Du må derfor ikke forarge dig på hans fattige og elendige skikkelse, men takke ham derfor, og trøste dig derved; thi alt det, som han gør og forretter i denne sit indtog, det sker alt sammen for din skyld og dig til gode, sådan at han kan hjælpe dig af med synden og døden, og gøre dig retfærdig og salig.

Den kære Herre Jesus Kristus er nu vor konge, og dette er hans rige og embede. Han kommer ikke med guld, kroner, kongeriger eller stor verdslig pragt, nej! men når vi engang skal dø, og ikke længere kan beholde dette liv, så er det hans embede og gerning, at han vil hjælpe, og fri os fra syndens, dødens og helvedes magt, ja han viser os i denne prædiken, at vi visseligt og sandelig kan få/modtage denne hjælp og velgerning hos ham, at når vi er i syndes og dødens nød, så kan vi ved troen kan trøste os og sige: Nu har jeg fået hjælp ved min kære Konge Jesus Kristus, den retfærdige frelser, han kom derfor så stakkels og fattig, og lod sig nagle til korset, fordi at han ville gøre mig retfærdig og hellig, han har i sig selv druknet mine synder og døden, han giver mig sin retfærdighed og sejer over døden og helvede, der tilmed sin Hellige Ånd, hvorved jeg i mit hjerte har en vis pant og forsikring om hans hjælp og bistand.
Se! Den der nu tror dette således, som han hører det, og som det i evangeliet bliver prædiket, han har det virkelig også således.

Denne prædiken skal vi med stor glæde høre og modtage, ja enhver skulle deraf forbedre sig og blive from; men det sker, desværre tværtimod, thi verden bliver kun værre og værre, hvortil Djævelen selv er årsag: man ser jo, at folk nu om stunder er mere ryggesløse, gerrige, ubarmhjertige, utugtige og meget værre end tidligere. Hvad er vel årsag der til? Deraf kommer det alene, at man ikke agter denne prædiken, og at man ikke bruger prædiken til sin omvendelse og forbedring, det er... , til sin samvittigheds trøst og til taknemmelighed for Guds nåde og velgerninger i Kristus; derimod bekymrer enhver sig mere og gods og penge, eller andre timelige ting, end om den salige skat, som Kristus bringer os.

Derfor straffer Herren vor Gud verden, sigende: Skulle du ikke glæde dig, og takke mig, fordi jeg ved (s. 6-b) min enbårne søns lidelse og død har borttaget synden og døden fra dig? Velan, så skal du få nok både af synd og død, fordi du så vil have det; og dersom kun en djævel red dig tidligere, så skal nu syv værre djævle ride dig. Man ser jo åbenbart, såvel hos bønder som hos borgere, ja i alle byer fra den højeste til den laveste, at der føres et uordentlig levned i utugt, gerrighed og andre vederstyggelige laster.

Enhver, som vil være en kristen, lad dig hermed som af Gud selv, være sagt og formanet, at han med lyst og kærlighed hører denne prædiken, og med al taknemmelighed antager samme; desuden af hele hjertet bede Gud om en stærk tro, for at han kan beholde denne lære: så vil den sandelig føde følgende frugt af sig: at han dag efter dag skal blive mere og mere ydmyg, lydig, venlig, tugtig og from. Thi denne lærdom er af sådan en natur og beskaffenhed, at den gør folk gudsfrygtige, tugtige, lydige og fromme. De derimod, som ikke vil antage den med lyst og kærlighed, de bliver syv dobbelt værre end tidligere, da de ikke være kommet til denne lære; hvilket man alle vegne kan se. Men den time vil visseligt komme, da Gud vil straffe denne deres utaknemmelighed. Da skal man få, hvad verden dermed har fortjent.

Dette være nok talt om om det første stykke, nemlig om troen. Nu kommer vi til det andet, som er Gode gerninger, nemlig at vi ikke alene ved troen modtager Kristus, som en gave, men endog som et eksempel på kærlighed til vores næste, hvilket vi skal tjene og gøre til gode, ligesom Kristus har gjort mod os. Troen bringer og giver dig Kristus med alt sit gode til ejendom. Kærligheden giver dig din næste med alt hans gode, og i de to stykker består et kristeligt levnet ganske fuldkommen; derpå følger lidelse og forfølgelse for denne tros kærligheds skyld, deraf vokser håbet i tålmodigheden.

Nu vil du måske spørge, hvad det er for gode gerninger, som du skal bevise din næste?
Derpå svares dig, at de ikke har noget navn; thi ligesom de gode gerninger, som Kristus har gjort mod dig, ikke har navn, således skal og må de gode gerninger, som du skal gøre mod din næste, heller ikke have noget navn. (s. 7) Hvorpå skal de da kendes? Svar: Derfor har de nemlig intet navn , fordi der ikke skal opstå nogen forskel på dem, og at de ikke skal deles i stykkevis, således, at du efterleder nogle af dem, men du skal ganske og aldeles overgive dig med alt det du formår, til din næstes tjeneste; ligesom Kristus har gjort mere for dig end bede og faste. At bede og faste er ikke den gerning Kristus har gjort for dig, men han har overgivet sig ganske til dig med bøn og faste, og med al sin gøren og lidelse, så der er intet hos eller i ham, som jo ikke er dit, og gjort for din skyld. Deraf ser du, at dette ikke just er en god gerning hos dig, når du giver en almisse, eller beder en bøn, men når du overgiver dig ganske til din næstes tjeneste, og tjener ham i alle de ting, som han behøver og du formår, enten det så er med almisse, bøn, arbejde, faste, råd, trøst, lærdom, formaning, straf, undskyldning,klæder, føde, og endelig med lidelse og død for ham: men sig mig, hvor finder man sådanne gerninger i kristendommen ?

Hør derfor, hvad navn Kristus giver gode gerninger, da han siger i Matt. 7:12 ”Hvad som helst I ville, at mennesker skal gøre jer, det gør I dem, dette er loven og profeterne.”
Hører du ikke hvad indholdet er af den ganske liv og profeterne ? Det er ikke Gud eller de afdøde helgener du skal gøre godt imod, thi de behøver det ikke; meget mindre er det stok og sten, hvilke det hverken er nyttigt eller nødvendigt, men det er mennesker; hører du det? Mennesker skal du gøre alt hvad du ville dig selv at skulle ske.

Så mærk da nu: Du har ikke nødigt at gøre godt imod Gud og hans helgener; men alene ved troen at søge, bede og modtage alt godt af ham. Kristus har gjort og udrettet alle ting for dig, han har betalt for dine synder, og forhvervet nåde, liv og salighed; lad dig nøjes med ham, og tænk alene på, at du mere og mere får ham ind i hjertet, og styrker denne tro. Derfor skal alle dine gerninger og dit ganske levnet være godt, og da er det godt, når det er andre mennesker, og ikke dig selv til nytte; thi du behøver det ikke, fordi Kristus har gjort alle ting for dig, og givet dig alt hvad du her og hisset måtte forlange og begære, enten det så er syndernes forladelse, (s. 7-b) - salighed, eller hvad man endog kan kalde det. Finder du derfor nogen gerning hos dig, som du enten har gjort Gud eller hans helgenen , eller dig til gode, og ikke din næste alene, da vid, at gerningen ikke er god.

Således skal en mand leve sin hustru og børn til tjeneste, børnene forældrene, tjenerne herrerne, herrerne tjenerne, øvrigheden undersåtterne, undersåtterne øvrigheden, og den ene den anden, endogså fjenden; og det således, at den ene lever , taler, gør, hører, lider og dør til den andens tjeneste, så at den ene er den andens hånd, mund, øje, fod, ja endog sind og hjerte. Disse er rette kristne naturlige gode gerninger, hvilke altid uden ophør bør og skal ske på alle steder imod alle mennesker.
Se sådanne gerninger lærer Kristus os her med sit eksempel. Sig mig engang , hvad han her gør, som han selv skulle have nytte af eller gavn af? Profeten giver det jo alt til Zions datter, sigende: Han kommer til dig, som en frelser, retfærdig og sagtmodig, og det dig til gode, for at du kan blive retfærdig og salig. Ingen havde kaldet eller bedt han herom, men han kommer af sig selv af uendelig kærlighed, for at han kan gøre godt, og være til hjælp og nytte.

Nu er hans gerninger ikke en, men alle slags, nemlig så meget som der hørte til, at han kunne gøre os retfærdige og salige. At gøre retfærdig og salig, indbefatter så meget i sig, som at frelse fra synden, døden og helvede; og dette gør han ikke alene for sine venner, men også for sine fjender, ja sine værste fjender, og det med sådant et sindelag, at han græder og dem, som hverken ville lade ham gøre sådan en god gerning, eller selv antage ham. Derfor sætter han alt det til, som han har og er, for at han kunne borttage deres synder, overvinde døden og helvede, og således gøre dem retfærdige og salige; han beholder intet tilbage til sig selv, men lader sig nøjes med, at Gud er hans Fader, og at han selv er salig; tjener altså alene os efter sin faders vilje, som ville, at han skulle gøre dette.

Lad os nu afhandle det tredie stykke, nemlig: Denne histories hemmelighed, eller åndelige forståelse Her er at mærke, at Kristi ganske legemlige vandel og omgang betyder hans åndelige (s. 8) vandel, således, at hans legemlige gang betyder evangeliet og troen. Thi ligesom han med sine legemlige fødder gik fra en stad til en anden, således er han og ved ordets prædiken kommet ud i den ganske verden. Derfor viser dette evangelium, hvad evangeliet egentlig er, hvorledes det skal prædikes, og hvad det gør og virker i verden; dette evangelium vil vi da afhandle stykke for stykke.

Oliebjerget betyder Guds store nåde og barmhjertighed, af hvilken apostlene er sendt og evangeliet forkyndt. Thi vi ser af det, som tidligere sagt, hvor ubeskrivelig den nåde er, at vi kender og har Kristus, den retfærdige, frelser og konge. Derfor begynder han ikke at udsende sine disciple ved en jævn mark, heller ikke ved et tørt og uanseligt bjerg, men ved Oliebjerget, for at vise verden, af hvilken barmhjertighed han udsender sin store nåde.
Profeten David (Salme 36:7) kalder også denne nåde Guds bjerg, sigende: Din ret færdigheder som et Guds bjerg, det er - den er stor , i overflod og meget kan om den siges, når man ret betænker, hvad det vil sige, at Kristus bærer og overvinder synden, døden og helvede for os, og gør alle ting, for os som er nødvendige til vor salighed, uden at vi gør det ringeste dertil, bortset fra at vi ved vor næste skulle prøve og forsøge om vi har sådan en tro til Ham eller ej.

Ved de to disciple forstås alle de apostle og prædikanter, som er udsendt i verden; og det derfor, fordi den evangeliske prædiken består af to vidner, som Paulus siger, Rom 3:21: Nu er Guds retfærdighed åbenbaret, som er vidnet ved loven og profeterne.
At han nu siger: Gå til den by, som er for eller imod jer, og og forti der byens navn , det betyder, at apostlene er sendt ud i verden iblandt fjender, der intet navn har. Og hermed trøster og styrker Gud apostlene og alle prædikanter, som om han siger, som der står Matt. 10:16 Se, jeg sender jer som får midt iblandt ulve. Jeg sender jer ud i verden, som er jer imod; og det synes at være en stor ting; thi der er konger, fyrster, rige og mægtige, og alt hvad der er stort i verden, det er imod jer. Som han også selv (s. 8-b) siger
Matt. 10:22: I skal hades af alle folk for mit navns skyld.
Men frygt ikke, gå blot derhen, det er vel kun en ringe landsby, men lad jer ikke indtage af det, som har anseelse, men prædik frisk derimod; for det er umuligt at han der skulle prædike den rene evangeliske sandhed, er bange for de store byer og ikke agter alt det ringe, som verden agter stort.

Herren vil ingen hyklere have til lærere, idet han ikke siger: Gå uden om byen, eller forbi den; men det hedder: Gå frisk derind, og sig dem det, som de ikke gerne vil høre, gør ikke det, som de gerne ser.
Gå kun hen, det betyder: Prædik kun, sørg ikke for, hvem de er, som skal høre jer, men lad mig sørge for det. Det må ikke anfægte jer, at verden er jer imod, dog skal I finde dem, som vil høre og følge jer. I kender dem endnu ikke, men jeg kender dem allerede, prædik kun I, og lad mig så råde.
Se, således trøster han dem, at de ikke skulle holde op med at prædike imod verden, lige meget hvor hård modstanden dem end gøres, det skal dog ikke være uden frugt.

Hvorfor lader Han sig hente to æsler, og hvorfor ville han ikke, at de begge enten skulle være unge , eller begge gamle? Han havde jo haft nok med et til at ride på ?

Svar: Ligesom prædikanter er betegnede ved de to apostle, således forstås ved disse to æsler deres disciple og tilhørere. Prædikanter skulle være Kristi disciple, som er sendt af ham; det betyder - de skulle ikke prædike andet, end Kristi lærdom, og ikke gå ud at prædike, uden at de var kaldet dertil; bud som også apostlene har holdt. Men deres tilhørere betegnes ved at ungt og gammelt æsel.

Det gamle æsel er det udvortes menneske, som er bundet med loven og frygt for døden og helvede, og skam, og måske med lyst til himmelen, livet eller ære; ligesom æslet er bundet, og går med et udvortes skin af gode gerninger, ja stiller sig ofte an som en from skalk, dog den gør det ugerne, og uden lyst i hjertet, men bliver en fjende af loven, og derved beholder en tung samvittighed.
Men føllet, det unge æsel, om hvilket evangelisterne Lukas og Markus skriver, at ingen endnu havde redet derpå, betegner det indvortes (s. 9) menneske, hjertet, ånden, villigheden, hvilket ikke kan være loven underdanig, selvom han med samvittigheden er bundet til den, og føler den ; men han har hverken lyst eller kærlighed dertil, førend Kristus kommer og rider derpå. Ligesom nu dette føl endnu ikke var gået under nogen, således er også menneskets hjerte aldrig det gode underdanig, men er, som Moses siger 1. Mos 6:5 og 8:21 , tilbøjelig til det onde fra ungdommen af.

At nu Kristus befaler ham at løse dem, det betyder - han befaler dem at prædike evangeliet i sit navn, i hvilket der forkyndes nåde og syndernes forladelse, og hvorledes Kristus har opfyldt loven for os, og da bliver hjertet løst fra alle samvittighedens bånd, og får den nåde, som gør hjertet og det indvortes menneske fri og fornøjet, villig og begærlig til at gøre og lade alle ting. Således er da mennesket løst, ikke fra loven, som om han intet skulle gøre, men fra sin besværlige og urolige samvittighed, som loven forårsagede, idet den var hans fjende, der truede ham med død og fordømmelse. Derimod har han nu en god samvittighed under Kristus, og fordi han nu er en ven af loven, frygter han sig ikke for døden eller helvede, men gør frivilligt og gerne det, som han tidligere gjorde med tvang. Se således forløser evangeliet, igennem troen til Kristus, hjertet fra alt ondt, fra synd, død, helvede og en ond samvittighed; det omvender alene mennesker til Kristus; derfor lader Gud det også forkyndes alle vegne, og sender lærere til at udbrede det, for at han derved kan drage os alle til sig, og lære at kende ham, som han også siger Johs. 12:32: Når jeg bliver ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.

Apostlen Paulus skriver Gal. 4:2 en sammenligning mellem loven og formyndere eller skolemestre, under hvilke den unge arving bliver opdraget med frygt og tvang. Thi loven tvinger os med trusler til at holde os fra udvortes onde gerninger, idet den opvækker frygt for døden og helvede, om end hjertet derved ikke bliver bedre. Dette er nu, som Lukas skriver, ejermændene til æslet og føllet sagde til apostlene: hvad gør I, at I løser føllet? Thi når evangeliet kommer at løse samvittigheden (s. 9-b) fra egne gerninger, der hedder det straks, at det forbyder gode gerninger og at holde loven. Derfor er det alle lovlæreres, eller som evangeliet kalder dem, farisæers og skriftkloges uforstandige tale, at de siger: Skulle alle vores gode gerninger være intet, eller skulle de gerninger, som man efter lovens regler gør, være onde, velan! så vil vi aldrig gøre hvad godt er.

Vor tekst viser også, hvorledes apostlene skulle forholde sig til ejermændene, idet de skulle svare: Herren har brug for dem, det betyder - De skulle undervise dem om lovens gerninger og nådens gerninger, og sige således: Vi forbyder ikke gode gerninger, men vi søger at løse samvittigheden fra falske gode gerninger: Ikke at de skulle have frihed til at gøre ondt, men at de skulle gøre Kristus, til deres herre, og da gøre retskaftne gode gerninger, dertil behøver han dem, og vil også have dem dertil. Herom taler Paulus meget artig i Rom 6, hvor han lærer, hvorledes vi på grund af nåden er fri fra loven og dens gerninger, dog ikke således at vi skulle gøre det onde, men rette gode gerninger.

Nu vil vi se på Kristi åndelige indtog.
Han kommer da ridende på et føl, og æslet følger bagefter; det betyder - når Kristus på grund troen bor i det indvortes menneske, så går vi under ham og er under hans kongedømme. Men det udvortes menneske, æslet, går ledigt; Kristus rider ikke derpå, men det må følge efter, det udvortes menneske er ikke villigt, og vil ikke bære Kristus, men meget hellere stride imod det indvortes, som Paulus også siger Gal 5:17: Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod kødet, men de samme er satte mod hinanden, at I ikke skulle gøre de ting, som i vil.

nyere oversættelse: Gal. 5:17- For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre hvad I vil.
Dog alligevel, fordi føllet bærer Kristus, og Ånden er villig i nåden, så må æslet, kødet, føres bag efter; thi Ånden korsfæster og undertvinger kødet, at det må være den underdanig.

Men hvad vil det sige, at apostlene uden befaling lægger deres kapper/klæder på føllet?
Jeg mener, at derved forstås apostlenes gode eksempler, hvorved den kristne kirke er ziret; Thi Paulus siger Rom 13:14: Lad os iføre os lysets våben. (iklæd jer Herren Jesus Kristus.....)
Med (s. 10) denne iførelse vil han uden tvivl vise, at gode gerninger er de klæder, i hvilke vi vandre ærbart og vel prydede for mennesker. Nu er apostlenes eksempler de højeste og største blandt alle helgenens, som bedst kan undervise os, og lære os om Kristus på det aller klareste; og derfor måtte de ikke, som de andres, lægges på vejen, men på føllet, som Kristus sad på. Vi må da også (i det nye testamente) følge apostlenes eksempler.
Grenene betyder profeternes skrifter, hvoraf dette ord/skrift i nærværende evangelium er et, hvilket ikke er historier og eksempler, men guddommelig indblæst og tilsigelser. Profeternes bøger er træerne, af hvilke de prædikede følgende ord for folket De huggede grene af, og strøede på den kristelige troens vej.
Johs 12 skriver, at det var palmegrene, hvilket ikke er mærkeligt, omen skønt de andre evangelier intet taler derom.

Af dette kan vi se, hvorledes en kristelig evangelisk prædiken, som lærer tro og den rette vej til salighed, skal være indrettet: den skal først have Kristi ord, som han befalede apostlene, sigende: Gå hen, løs dem og før dem til mig. Dernæst skal den forrettes efter apostlenes eksempel, som det, der stemmer overens med Kristi ord og gerning, hvilket er apostlenes klæder. Derpå skal der fremføres både eksempler og skrifter af det gamle testamente, og dette er folkets klæder og grene; at folket altså af begge testamenter bliver indprentet både skrift og eksempler, hvorom Kristus taler, Matt. 13:52 En skriftklog, som er lærd til himmeriges rige, er ligesom et menneske, som er en husbonds, der bærer frem at sit liggendefæ nye og gamle ting.

Nyere oversættelse: Matt 13:52: Da sagde han til dem: Derfor, enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sig forråd.

Skaren, som gik foran, betyder her alle kristne og hellige, som levede før Kristi fødsel; men de, som fulgte efter, betyder alle hellige efter Kristi fødsel, (s. 10 -b) alle som holder fast ved og tror på én og samme Kristus. De have ventet på hans komme, de havde modtaget ham i de efterfølgende tider, derfor synger de også allesammen en lovsang, lover og velsigner Gud i Kristus. Vi kan heller ikke give Gud andet end vor lov og tak for alt det, vi får af ham, enten det så er nåde, ordet, gerninger, evangelium, troen eller andre ting. At love og takke er også i sig selv den eneste rette kristelige Gudstjeneste, som det hedder, Samle 50:15: Kald på mig i din nød, så vil jeg frelse dig, og du skal prise mig.
Men hvad er det: Hosianna Davids søn?
Det ord hosianna er taget af Salme 118:25-26 Hvor der står således:
At Gud, hosianna! At Gud, giv lykke! Lovet være den, som kommer i Herrens navn!
Disse vers er hentydet på Kristus, og indeholder et ønske, ligesom man ønsker en ny herre tillykke og velsignelse; således mente også folket her, at Kristus skulle være en jordisk konge, hvorover de ønskede ham lykke og velsignelse dertil. Hosianna betyder: Ak, giv lykke, eller endnu bedre, gør ham lykkelig, eller hvorledes du selv vil udtrykke sådan et ønske. Nu lægger de fremdeles til: Davids søn, da hedder det således Ak Gud, giv Davids søn lykke! Ak Gud, giv lykke! lovet være du.
Det siger vi således: Ak du kære Gud, giv denne Davids søn lykke og velsignelse til sit nye kongerige! Lad ham ride ind i Guds navn, at det kan gå ham vel.

Heraf skal vi da lære, at vi også med denne skare synger Davids søn et hosianna og hazelithana, det betyder, at vi ønsker Kristi rige, den hellige kristenhed, velsignelse og lykke, at Gud vil afskaffe al menneskelære, og lade Kristus alene være vor Konge, der alene ved sit evangelium må regere over os, samt lade os være hans føl. Dertil hjælpe os Gud, ved Jesus Kristus! Amen.