Jesu fristelse i ørkenen

Matt. 4,1-11:
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund." Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud." Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.



Luthers prædiken: 1858

(s.114a) I dette Evangelium hører vi, at vor Herre Jesus, straks efter sin dåb, på 3 måder blev fristet af Djævelen, da han var i ørkenen i 40 dage og 40 nætter, og i den tid havde fastet. Eller som Lukas siger, så havde disse fristelser varet i disse 40 dag og nætter, så han har mere end en dag haft med fristelserne af gøre, og måske ikke helt på den måde som Matthæus her fortæller.

Vi vil for det første tage vor kære Herre Kristi eksempel for os, og derved se, at enhver kristen straks efter sin dåb må kæmpe mod Djævelen, som vi være efter ham, så længe han lever. Dersom nu denne giftige fjende ved sine fristelser ikke kan få de kristne til at falde, og derved overvinde dem, så gør han med dem, lige som han gjorde med Kristus, og ser til at han kan få dem dræbt og hængt på korset.

I denne fare, står alle kristne. For man kan godt regne med, at hvis han ikke har skånet vor Herre Kristus, man så hårdt har anfægtet ham, så skåner han os så meget mindre, for han ved, at vi er svagere og mindre udrustet til kampen, derfor må vi vente denne fare, (s.114b) og her lære af Kristus, hvordan vi skal behandle denne fjende, så han må blive til skamme. Men det sker alene ved den rette tro på Gud og hans Ord. Den som har og bruger denne rustning rigtigt, han forbliver ubesejret af Djævelen. Men hvem som ikke har eller bruger den rigtigt, han kan hverken hjælpes eller rådes mod denne giftige fjende.

Nu står der: at den Herre Jesus blev ført af Ånden i ørkenen, det betyder, at Helligånden har kaldt ham ud i ørkenen. Dette har evangelisten ville fortælle os, for at enhver skal vogte sig for egen vilje, for Kristus gik ikke ud i ørkenen af egen vilje, for der at kæmpe med Djævelen, som mange gør der påtager sig mange ting uden Guds Ord, men af egen lyst og vilje, og sådan må det aldrig være.

Derfor skal vi grundig betænke dette Kristi eksempel, idet han ikke af sig selv løb ud i ørkenen, men Helligånden befalede ham det, for at ingen skal efterfølge dette eksempel som var det egenvilje, og gøre en egennyttig og selvvalgt faste deraf, men derimod følge og modtage, hvad Helligånden (s.115a) sender og befaler. For den som uden Åndens drift vil begive sig i sultens fare, eller i egen fristelse, selvom han er velsignet så rigt med med mad og drikke, han frister Gud.

Vi skal ikke søge mangel og fristelse, de kommer nok af sig selv, da skal vi gøre vort bedste, og stride redeligt.

Nu vil vi se på fristelserne i den rækkefølge de er beskrevet.

Den første er, at Djævelen, da han så, at Kristus sultede, sagde til ham: ”Er du Guds søn, da sig at disse sten skal blive til brød.”

Dette synes ikke at være så hård en fristelse. For vi tænker som så: hvad havde det skadet Kristus, han kunne jo med lethed gøre sten til brød? Han har jo gjort flere og større ting. Men derfor vil han ikke gøre det. Han forstår godt Djævelens list, som nemlig ikke sagde, at Kristus skulle gøre mirakler, men, som man klart ser af Kristi svar, han vil tage hans tro og tillid til Guds barmhjertighed, fra ham, og stikke ham følgende tanker ind i hjertet: Gud har glemt dig, han vil ikke sørge for dig, han vil lade dig dø af sult, og under dig ikke engang et stykke brød.

Derfor svarer Herren: Hør Djævel, ikke sådan: ”Mennesket lever ikke alene af brød, men af hvert Ord, som udgår af Guds mund.”

Altså var Djævelens indskydelse denne: Han skulle alene tænke på brødet, og ikke længere tænke på Guds Ord, før han havde brød. Sådan en fristelse er nu alle vegne i verden, for Djævelen stikker altid disse tanker i hjertet: Er du Guds Søn, så kan Gud ikke være vred på dig, skrab du derfor bare til dig, og vær gerrig, giv dig kun ind i al verdslig handel, det skader dig ikke, du kan jo ikke synde. Skulle Gud ikke unde dig mand og drikke, så må det jo være en dårlig Gud, og en ubarmhjertig Fader.

Med sådanne tanker gør han både borgere og bønder til hyklere, idet de arbejder videre med at skrabe til sig, og med at blive gerrige, mens de mener, at Gud ikke kan blive vred på dem, fordi det er mad og drikke de sørger for. Jeg må jo, tænker de, sørge for kone og børn, de skal jo have noget at spise.

Denne historie er både skrevet os til lære og formanelse. Først til lære, at vi skal vide, at Kristus har tjent og hjulpet os med denne faste, (s.115b) sult, fristelse og sejer, således at hver den som tror på Kristus, han skal ikke lide nogen nød, heller ikke skal nogen fristelse skade ham, men han skal have nok, sult og armod, og være sikker midt i fristelsen: For hans Herre og hoved har overvundet alt dette for ham til hans gode, dette ved han, som Kristus siger i Johs. 16,33: ”Vær frimodige, jeg har overvundet verden.” Har han kunne ernære Kristus i 40 dage uden mad, så kan han jo også ernære sine kristne.

For det andet, til formanelse, at vi efter hans eksempel, gerne tjener Gud og vor næste, om det koster nød, sult og fristelser, ligesom Kristus har tjent for os, så ofte nøden har givet det: Hvilket også vil ske, hvis vi ellers ret lærer og bekender Guds Ord.

Derfor er dette evangelium en herlig trøst og styrke mod vantroens skammelige misbrug, og til at oprette og styrke vores samvittighed, så vi ikke kun sørger for den legemlige næring, men stoler på, at han vil og kan ernære os.

Men hvordan denne fristelse går til, og hvordan den bliver overvundet, det bliver meget smukt her afbilledet i Kristus.

For det første står her, at han blev ført i ørkenen, det vil sige, han blev forladt af Gud, engelene, mennesker og alle skabninger. Var det en fristelse, hvis vi ikke blev forladt? Det gør os ondt, at vi ikke føler noget, som kan holde på vor ryg, som for eksempel, jeg skal opholde mit liv, og jeg har ingen penge, ingen mad og ingen hjælp, eller råd fra nogen. Det kaldes at fores i ørkenen og lades alene. Da er jeg i den rette skole, hvor jeg lærer hvad jeg er, hvor svag min tro er, hvor stort og magtpåliggende det er at have den rette tro, og hvor dybt den forbandede vantro ligger i alle menneskers hjerter. Men den, som har pungen, kælderen og loftet fyldt, han er endnu ikke ført ud i ørkenen, heller ikke er han ladt alene, forfor føler han heller ikke fristelsen.

For det andet træder Djævelen frem, og frister Kristus med næringssorg og mistillid til Guds godhed, sigende: ”Er du Guds Søn, så sig, at disse sten skal blive til brød.” som om han ville sige: stol på Gud, det er ikke nødvendigt at bage brød, vent til en stegt due flyver ind i munden på dig:

Sig nu, at (s.116a) du har en Gud, som sørger for dig: Hvor er dun himmelske Fader nu, som sørger for dig? Jeg mente, at han forlod dig ikke sandt: Spis og drik nu af din tro, lad mig se, om du kan blive mæt af det.

Med sådanne tanker frister han alle Guds børn. Og Kristus har i sandhed også følt det: For han var ikke af træ eller sten, selvom han var og forblev ren og uden synd, som vi aldrig kan være eller blive.

For det tredje, skal vi se, hvordan Kristus gør imod denne mavens fristelse, og hvordan han overvinder den: Han ser intet andet end sten, og det som ikke kan spises, han holder sig til Guds Ord, og derved styrker han sig, og slår dermed Djævelen ned.

Dette skulle alle kristne gøre, når de oplever mangel og nød, når de ser at alt er blevet til sten, og når modet svigter, da skal de sige: om al verden var fuld af brød, mennesket lever dog ikke af brød alene, for der hører mere til, nemlig Guds Ord.

Ordene er her så smukke og kraftige, at vi ikke kan forlade dem, men endnu lidt må bliver herved.

Disse Ord tager Kristus fra 5. Mos. 8,3, hvor der står: ”Din Gud ydmygede dig, og lod dig sulte, og gav dig manna at spise, hvilket du ikke kendte, for at han ville lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men mennesket lever af alt det, som udgår af Herrens mund.”

Moses og Kristi mening er denne:Den som har Guds Ord, og tror, han har disse to stykker:

For det første, hvis han mangler og intet har at leve af, men må lide sult, så opretholder Guds Ord ham, så han ikke dør og fordærves af sult. Ligesom hvis han havde masser mad, for det Ord, som han har i hjertet, nærer og opretholder ham, endda uden at han spiser og drikker. Han har lidt at spise, så skal en mundfuld brød mætte ham som var det et kongeligt måltid. For brødet mætter ej, men Guds Ord, selvom legemet naturligt, lige som det skaber og opretholder alle ting sml. Hebr. 1,2-3.

For det andet, at han nok til sidst få få brød, det må komme, hvorfra det vil, om det end skulle regne ned fra himmelen, ligesom manna kom fra himmelen. På disse to stykker kan (s.116b) enhver frit stole, nemlig at han enten i sult skal få brød at spise, eller også at sulten skal blive tålelig, at han føler sig mæt, lige så meget, som havde han brød at mætte sig med.

Dette kan man dagligt erfare: For jeg tror ikke at der vokser lige så meget korn som der er mennesker til, men at Gud velsigner kornet i sækken, melet i truget, og brødet på bordet og i munden, ligesom Kristus gjorde i Johs. 6,12. Derudover ser man tit at fattige folks mad rækker længere, end de riges forråd og overflødighed. Men at de ugudelige undertiden lider nød, og at mange i den gode tid dør af sult, det er en underlige plage ligesom pest og krig er det. Ellers ser man i alle ting, at ikke mad, men Guds Ord ernærer enhver.

At nu Gud nærer alverden ved brød, og ikke ved Ordet alene uden brød, sker fordi han vil skjule sine gerninger, for at øve troen, men hvor brødet ikke er til at få, der nærer han alene ved Ordet, uden brød, ligesom han gør ved brødet, så brødet er dets medhjælper, ligesom Paulus siger i. 1.Kor.3,9: ”Vi er Guds medhjælpere” det vil sige, Gud giver ved og under vort ydre prædikeembede, den indre nåde, som han også kunne give udenfor embedet, som han også gør. Men fordi her er et embede, så skal man ikke foragte det, for derved frister man Gud. Således opretholder han os legemligt ved brødet, men åndeligt giver han alene velsignelsen, som brødet ikke kan give.

Kort sagt: Alle skabninger er Guds medhjælpere, hvilke han vil lade have den ære at virke med sig og hjælpe til at gøre alt muligt, som han også uden deres medvirken kunne gøre, ja og gør det også, for at vi alene skal holde os til Ordet således, at selvom vi havde brød, så mistede vi ikke troen, eller om vi intet brød havde, ikke forsagede troen, men spiser det, når vi har det, og mangler det, når vi ikke har det, men igennem alt er forsikrede om, at vi dog lever og ernæres ved Guds Ord, hvad enten vi har brød, eller ej.

Med denne tro overvinder man ret gerrighed, mavens og den timelige nærings sorg.

Den anden fristelse er modsat af den første, for her lærer Djævelen os at friste Gud, ligesom han befalede Krostis at kaste sig ned fra toppen af templet (s.117a) hvilket ikke var nødvendigt, når der vel var en god trappe, hvorpå man kunne gå ned. Denne fristelse følger ofte efter den første, for hvor Djævelen finder et hjerte, som tror og stoler på Gud i sult og nød, så holder han straks op med at friste det med næringssorg og gerrighed, mens han tænker: Vent du bare, vil du være rigtig åndelig og troende, så vil jeg hjælpe dig dertil, og dermed griber han det an på en anden måde, så man skal tro, hvad Gud ikke har befalet at tro, og heller ikke vil, at man skal tro. Ligesom hvis du ikke ville spise brødet du havde, men påførte dig selv sult og nød, selvom Gud havde givet dig brød, som han altid gør i hele verden, men du ville sige: Man skal tro på Gud, jeg vil ikke spise af mit brød, men vente, indtil Gud sender mig himmelbrød. Se, det er at friste Gud, for han befaler ikke at tro det, så længe man har hvad man behøver.

Således ser man, at Djævelen her skaber en sult og nød, selvom det ikke er nødvendigt, for der jo er en god sikker måde at komme ned fra tempels top på, uden Jesus behøver at kaste sig ned.

Derfor fører han Kristus med sig til den hellige stad, siger evangelisten, og sætter ham på et helligt sted. For han indgiver mennesket så høje tanker om sig selv, at det mener sig at være fuld af tro og på den rette vej, og dog står det ikke i templet, men udenfor på templet

- det vil sige, det er ikke i troens rette sind, men uden for i et ydre skin af den rette tro, og dog er han i den hellige stad
- det vil sige, sådanne folk finder man alene i kristenheden og blandt de rette kristne, som hører meget prædiken om troen.

Derpå anfører han et ord fra Skriften. For disse mennesker lærer Skriften ved daglig hørelse, men ikke videre end til at stadfæste deres mening og falske tro med.

For her anfører han Salme 91,11 f, om hvordan Gud har befalet engelene, at de skal bevare Guds børn, og bære dem på hænderne. Men Djævelen taler ikke om om det, som står i sammenhængen, han siger nemlig at engelene skal bevare Guds børn på deres veje. For således lyder Salmen: ”For han skal befale sine engle om dig, at bevare dig på alle dine veje.” Så at engelens varetægt ikke strækker sig videre end til den vej, hvorpå Gud har befalet os at vandre. Går vi på disse Guds veje, så skal englene nok bevare os. Men Djævelen (s.117b) lader Guds veje stå, og forklarer engelenes varetægt som var det på alle ting og veje, ja endog på det, som Gud ikke har befalet, men der fejler han, og det er intet andet end at friste Gud.

I åndelige sager er denne fristelse almindelig, da man ikke handler om mavens næring, men om sjælens. Her har Gud givet os en måde og vej, hvorved man evigt uden nogen mangel så rigeligt kan ernære sjælen, nemlig Kristus vor frelser. Men ingen vil se til den vej, til den skat, til det forråd. Enhver søger andre veje, og forråd i forsøget på at hjælpe sin sjæl.

Denne fristelse forstår ingen, uden de, som kender den. For ligesom den første driver til fortvivlelse, så driver denne til formastelse, hovmod, og til sådanne gerninger, som ikke har Guds Ord og befaling. Her må en kristen gå middelvejen, så han hverken fortvivler eller hovmoder sig, men bliver enfoldigt ved Ordet i ret tro og tillid.

I den første fristelse er nød og sult årsag til, at man ikke tror, for man vil gerne have så meget, at man ikke er nødt til at tro. I denne er overflødighed årsag til, at man ikke tror, da man bliver mættet af denne almindelige skat, og enhver selv vil gøre noget, for at forsørge sin sjæl. Således går det også til med os: Har vi intet, så tvivler vi på Gud, og tror ha ikke, har vi til overflod, så bliver vi kede af det, og vil have noget andet, og tror ikke på noget. I den første fristelse flygter vi fra troen og søger overflødighed, og her søger vi sult og flygter fra overflødigheden. Lige meget hvad Gud gør med os, så er det ikke godt nok for os. Det er en ondskab i vores vantro.

Den tredje fristelse er timelig ære og magt, hvilket Djævelens ord tydeligt giver til kende, da han viser Kristus alle verdens riger, og tilbyder ham dem alle, hvis han vil tilbede ham. Til denne hører de, som for ære og magt, falder fra troen, for at de kan have gode dage, eller også dem, kun tror så længe de nyder magt og ære. Denne fristelse kan man sætte på den højre side, lige som den første på venstre. Den første er fristelse af ulykke, da man (s.118a) bevæget til vrede, utålmodighed og vantro. Den tredje og sidste er fristelse af lykke og ære, så man bliver bevæget til lyst, ære, glæde og alt det som er højt. Den anden og mellemste er kun åndelig og omgås med spidsfindig vildfarelse til at forføre sjælen fra troen.

For den, som Djævelen ikke kan overvinde med armod, sult, nød og elendighed, ham antaster han med rigdom, gunst, ære, fornøjelse og magt, og sådan kæmper han på begge måder imod os, ja ”han går omkring, som en brølende løve og søger hvem han kan opsluge” siger Peter, 1.Pet. 5,8, så at de, som han ikke med ondt eller godt, det vil sige hverken med den første fristelse til venstre side, og heller ikke den tredje til den højre side, kan styrte, imod dem kæmper han for alvor, og angriber dem med vildfarelse, blindhed og falsk forstand i Skriften. Vinder han der, så går det hverken godt til på den venstre eller den højre side, enten man lider armod eller har nok, enten man kæmper eller giver sig tabt, så er dog alting fortabt. For i vildfarelsen hjælper hverken tålmodighed i ulykke eller bestandighed i lykke, sådan som Djævelen gerne vil bilde os ind, ligesom han vil bilde os ind at vi har overvundet ham, og at der ingen fare er på færde, selvom vi hverken har overvundet ham, eller at der ingen fare på færde er. For han kan også lade sine tjenere mangle, de kan også være tålmodige og foragte verden, men ikke med et alvorligt hjerte og en alvorlig tro.

Altså er disse fristelser alle sammen svære og hårde, men den mellemste er den største, for den antaster troens lære selv i Ånden, og er åndelig, og i åndelige ting. De to andre anfægter troen i ydre ting, som lykke og ulykke, i modgang og gode dage. For det gør os ondt, at vi skal holde os til himmelen, og altid mangle, ja spise af sten, når vi ikke har brød. Derimod gør det os også ondt, at vi skal foragte og afsige al den gunst, ære, gods, venner og brødre, som vi allerede har. Men den tro, som er grundet (s.118b) i Guds Ord, formår det hele. Er den stærk, så kan den også let gøre det.

Til sidst gik engelene til ham og tjente ham. Det må være legemligt sket, for de har legemligt åbenbaret sig, og givet ham mad og drikke, ja ligesom tjent ham ved bordet. For denne tjeneste er ydre sket han legeme, ligesom også Djævelen, fristeren uden tvivl har ladet sig se i en legemlig skikkelse, måske også som en engel.

For har han sat ham på toppen af templet, og vist ham alle verdens riger, så må han have været noget mere end et menneske. Han selv giver sig også ud for at være noget mere, idet han tilbyder ham alle verdens riger, og vil lade sig tilbede. Han har sandelig ikke haft sin djævle-skikkelse, for han er gerne skøn, når han vil lyve og bedrage, som Paulus siger om ham 2. Kor. 11,14, at han forvandler sig til en lysets engel.

Men dette er skrevet os til trøst, for at vi skal vide, hvordan mange engle tjener os, i stedet for at en Djævel frister os, for hvis vi kæmper og bliver stående, så lader Gud os ikke lide nød, for alle engelene skal komme ned fra Himmelen, og blive vore bagere og kokke, og tjene os på alle måder.

Disse to slags fristelser må vi altid vente, så længe som vi lever, derfor skal vi her lære hvordan vi med Guds Ord, skal kæmpe imod dem, for at vi kan gå middelvejen, og ikke lade sten tage vores tro, og heller ikke blive hovmodige i troen, og endelig ikke falde fra den rette Guds-tjeneste for penge og gods skyld, men bestandig blive i troen og i Gudsfrygt.

Vor kære Herre Jesus Kristus, som os tilgode har overvundet disse fristelser, han giver os også styrke til at overvinde, dog ved Ham alene, for at vi kan blive salige! Amen.

Læs også prædikenen over samme tekst fra "Postil 1564" Her

RoseniusNet.dk
17.Marts 2006