Jesu fristelse i ørkenen

Matt. 4,1-11:
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund." Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud." Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene." Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.



Luthers prædiken: 1564

(s.186) I dette evangelium hører vi hvordan vor Herre Kristus efter sin dåb blev fristet på tre måder, efter han havde været 40 dage og 40 nætter i ørkenen uden at havde spist. Eller som Lukas taler herom, så har disse fristelser varet i 40 dage, så Jesus mere end én dag, har haft med fristelserne af gøre, og ikke som Matthæus her beskriver.

Dette evangelium er så omfattende at man kunne lære hele kristenheden agtpågivenhed overfor disse fristelser af sult, forfølgelse, kætteri og endelig verdens riger, som historien så smukt siger os. Men vi vil blive ved den almindelige lærdom her af.

Vi vil først tage vor kære Herre Kristi eksempel for os, i hvilket vi ser, at hver kristen, straks han bliver døbt, da skal kæmpe imod Djævelen, som plager og forfølger ham, så længe han lever. Kan den giftige fjende ikke føre de kristne til fald ved hjælp af sine fristelser og overvinde dem, da gør han, lige som han gjorde med Kristus, og arbejde på at han kan dræbe og hænge dem på korset.

I sådan en fare står alle kristne, for man kan roligt regne med, at når Djævelen ikke engang skåner Kristus, men stiller sig så voldsomt an, da vil han meget mindre skåne os, som han ved er meget mere skrøbelige og mindre bevæbnede. Derfor skal vi ruste og forberede os til denne fare og lære af vor Herre Kristus, hvordan vi skal møde og modstå denne fjende, så han ikke skal få magt over os. Dette sker nu alene ved den rette tro på Gud og hans Ord. Hvem som har og bruger denne harnisk (rustning) rigtigt, ham kan Djævelen ikke fordærve, men den som ikke har eller bruger det rigtigt, han står ikke til at hjælpe imod den giftige fjende.

Derfor skal alle kristne flittigt holde sig til prædiken og høre Guds Ord, lære det og øve sig i det, og desuden altid ligge Gud i (s.188) øret med alvorlig bøn, at han vil lade sit rige komme til os og ikke lade os falde i fristelse, men i nåden bevare os fra alt ondt.

Nu står der, at vore Herre Jesus af Ånden blev ført ud i ørkenen, det er den Hellige Ånd som kaldte Jesus ud i ørkenen. Dette vil evangelisten tydeligt fortælle, for at man skal vogte sig fra sine egne tanker og påfund, Kristus gik ikke efter eget råd og vilje ud i ørkenen og kæmpede med Djævelen, som mange gør, af deres egen vilje, men uden Guds Ord. Men sådan bør det slet ikke være, ingen skal begynde noget eller løbe nogen steder hen for at tjene Gud, uden, at Gud har befalet ham at gøre det, enten gennem hans Ord eller gennem mennesker, som Guds Ord virker gennem. Den som sådan starter uden dette kald, ligesom munke og nonner løber i klostre, han gør ikke kun Gud en bjørnetjeneste, men han går imod den lydighed, som han er forpligtet på af Gud.

Derfor skal vi grundigt betænke dette Kristi eksempel, at han ikke gik ud i ørkenen af sig selv, men Helligånden befalede ham det. For at vi også skal gøre sådan, intet gøre efter vores eget hoved, men at vi i alt det vi gør, kan rose os af og sige, at det sker i den lydighed, vi er Gud skyldig, og efter Ordets befaling. Denne lærdom har I så ofte hørt, at man må give agt derpå, så man ved, at Gud har befalet det, og intet påbegynder uden hans Ord derom.

I de almindelige kærligheds-gerninger behøves ingen ny befaling, for det er allerede befalet i de ti bud. Der befaler vor Herre Gud alle, at høre Guds Ord, elske Gud, påkalde Gud, være fader og moder lydig, ikke slå ihjel, ikke bedrive hor, men give sig i ægteskab. Dette er alt sammen Guds skik og befaling, derfor skal man ikke tvivle på Helligånden, at Han skal kalde dig og mig og befale os, at vi skal give os i Ægteskab, være far og mor lydige osv. Denne befaling er allerede givet os. Men at begynde noget, gå i kloster og der ville tjene Gud, eller ikke synge halleluja, ikke spise kød, æg, smør i fasten, det er der ingen befaling eller Guds ord om, derfor er det ingen gudstjeneste (at tjene Gud) for Gud.

Nu vil vi se på disse fristelser som følger hinanden.

Den første er, at Djævelen siger til vor Herre Jesus, som han ser er sulten: ”Er du Guds Søn, da sig, at disse sten skal blive til brød.” Dette ser ikke ud som nogen særlig svær fristelse, for vi tænker: hvad skade kunne det gøre Kristus? Han kunne med lethed gøre sten til brød. Han har jo gjort det, som var større. Men han vil ikke gøre det, fordi han blev fristet, for han forstår godt Djævelens sprog, som ikke forsøger at få Kristus til at gøre et under, men som man klart set på vor Herre Kristi svar, han ville tage troen og den tillid til Guds barmhjertighed fra ham og snige denne tanke ind i Jesu hjerte: ”Gud har glemt dig, han vil ikke tage sig af dig, han vil lade dig dø af sult og under dig ikke et stykke brød.” Derfor svarer vor Herre Kristus: ”Nej, Djævel, ikke sådan, mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert Ord, som udgår af Guds mund”

At dette er Djævelens indskydelse, at han udelukkende skulle tænke på brød og ikke tænke mere på Guds Ord, end på brød. Denne fristelse eksisterer endnu denne dag, at Djævelen skyder mennesker disse tanker i hjertet: ”Er du Guds søn, da kan Gud ikke være vrede på dig. (s.189) Skrab derfor kun glædeligt gods og penge til dig, vær også gerrig, lav bare nogle verdslige forretninger og handler, det kan ikke være skadeligt for dig, du kan ikke synde, skulle Gud ikke ville unde dig mad og drikke, da måtte han jo være en uforstandig Gud og ubarmhjertig Fader.”

Med tanker som disse gør han mennesker til skalke, i og med at de fortsætter med at skrabe til sig og med at være gerrige, mens de ikke tror at Gud bliver vred over det, fordi det jo er det daglige brød og nærring det handler om. De tænker: ”Jeg skal jo sørge for min hustru og børn og skaffe dem noget at spise”.

Så skjuler Djævelen synden med Ordet, idet han siger: ”Du er Guds Søn”. Som om han ville sige: Du kan jo ikke synde eller gøre forkert. Lige som man over alt i verden ser, der er ingen der får samvittighedskvaler over at foragte Ordet, man tænker alene på mad og drikke. Derfor er denne fristelse stadig i verden, at Djævelen gør Ordet til intet og fører folk derhen, så de sulter mere efter mad og drikke, end efter Ordet.

Her skal man lære at overvinde denne fristelse og sige: ”Djævel, du vil føre mig fra Ordet, Nej det får du ikke lov til, for før jeg vil miste Guds Ord, da vil jeg hellere miste mad og drikke og dø af sult, for det er bedre, at legemet fordærves, end at det ved hjælp af mad opretholdes, og sjælen så dør til evig tid, og er fortabt.

Disse tanker lader Djævelen os helst ikke komme til, og lægger sig derfor altid i vejen med fristelser og arbejder på, at vi kun skal tænke på mad og foragte Guds Ord, og tænke: ”Hvad kan det mig skade, Gud er min Fader, skulle han ikke unde mig mad og drikke?

Den som nu vil bevares fra denne fristelse, han skal her lære af Kristus, at et menneske har to slags brød. Det første og bedste brød, som kommer fra Himmelen, er Guds Ord. Det andet, som er ringere, er det timelige brød, der kommer fra kornet på marken. Når man så har det første og bedste himmelske brød og ikke lader Djævelen lokke det fra sig, da skal det andet timelige brød ikke mangle eller udeblive, så længe som man lever i denne verden, der skal sten blive til brød. Men dem som foragter det himmelske brød, Ordet, og alene har travlt med det timelige, når deres mave er fyldt, så lægger de sig hen og dør, fordi de ikke kunne spise det hele, men måtte lade det blive her og vil i det evige liv dø af evig sult.

Men sådan må det ikke være! Derfor skal du, når Djævelen frister dig med forfølgelse, fattigdom, sult og elendighed, være standhaftig og faste med Kristus, fordi Ånden driver dig til det, og tro fast på Guds nåde, så skal de hellige engle komme og tjene ved dit bord, som evangelisten siger her sidst i dette stykke om Kristus.

Dette er det første stykke, om den første fristelse, at vi skal lære at elske Guds Ord, tro det og aldrig lade nogen fattigdom eller ulykke få os til at tænke, at Gud skulle være ligeglad, så han ikke vil hjælpe os, eller at han skulle have glemt os. Imod sådan fristelse trøster intet andet os end Guds Ord, det er dette brød og mad, at den der spiser af det, det vil sige, den som læser og tror Ordet, han har det evige liv. Det skal du huske!

Derimod varer det timelige brød, hvilket jo hele verden river og slider efter, kun så længe, som vi har dette liv, så stopper det, og derefter vil der følge en evig sult, hvorimod et menneske som har spist af Guds Ord gennem troen, deri har sin evige mad.

(s.190) Den anden fristelse er, at Djævelen fører vor Herre Jesus til den hellige stad Jerusalem, og der sætter han ham øverst på templet, og siger, at han skal lade sig falde ned, for der vil ikke ske ham noget, for han er Guds Søn, derfor skulle englene gribe ham, så han ikke støder sin fod på nogen sten.

Dette er en svær og troens åndelige fristelse, med hvilken troen også fristes på den anden side, lige som han tidligere fristede med synden og Guds vrede. Fordi at når Djævelen ikke kan få os til at tvivle på Gud, så prøver han på en anden måde, om han kan gøre os hovmodige og dristige. Som om Djævelen ville sige: Vil du diskutere Guds Ord med mig, så skal du få modstand, jeg kan også Guds Ord, som siger: ”han skal give sin engle befaling over dig, de skal bygge dig en trappe og bære dig på hænderne, så spring du bare, lad os se om du tror på dette Guds løfte.

Her skal man forstå og se på Kristus som et menneske, der har skjult guddommen i sig. Ligesom han også hænger på korset som et ægte menneske i stor skrøbelighed, beklager sig og råber om hjælp og forløsning, så står han også her i skrøbelighed som et almindeligt menneske, derfor tænker Djævelen, at det vil lykkes ham at friste Gud til et unyttigt mirakel. Derfor bruger han Salme 91, som vidnesbyrd og river det ud af sin sammenhæng ved kun at lade det, han kan bruge i denne situation, stå tilbage: ”Herren skal bevare dig på dine veje.”

Med disse ord, vil han rive fra vor Herre Kristus, det som var ham befalet, og føre ham en anden vej, end han var befalet. For vor Herre Kristus er nu der i ørkenen, ikke fordi, at han skal gøre underlige gerninger, men han skal lide og være et menneske. Djævelen vil føre ham fra den vej, som Gud havde bestemt ham til, og fange ham med ord, for at han skal gøre et unyttigt under.

Men Kristus driver ham tilbage og siger: ”Der står skrevet: Du må ikke friste Herren din Gud.” For der er trapper eller stiger, derfor er det ikke nødvendigt at jeg lader mig falde ned, for jeg kan jo uden fare gå ned ad en stige, så er det forkert, hvis jeg uden Guds befaling ville sætte mig selv i fare.

Dette er også en nyttig og nødvendig lærdom, at det kaldes at friste Gud, når man går bort fra den vej Gud har befalet, og uden Guds Ord tager sig noget nyt for, som munke og nonner gør, de går efter deres eget hoved og tager sig et mærkeligt liv og siger derefter at Kristus har befalet det, i det han siger: ”Forlad alting og følg mig” at det er at friste Gud, siger både logik og skrift. Og her ser du, at Djævelen også kan bruge Skriften og snyde mennesker med det, for han bruger aldrig hele Skriften, men han tager kun det han skal bruge, alt det som han ikke kan bruge eller misbruge undlader han og nævner det ikke med et ord.

Gendøberne gør ligesådan, de bruger Skriften utroligt meget til at vise hvordan man ikke skal stole på nogen skabning. Derefter siger de, at dåben også er en skabning, fordi det jo kun er vand, og at man derfor ikke skal sætte sin tro til dåben eller forlade sig derpå. De vil ikke tro Guds nåde i dåben, men gribe den med hænderne. De mangler ikke skrift, men mangler derimod at bruge Skriften rigtig. For siger Guds Ord os ikke: ”Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige” (Johs. 3,5) (s.191) da er det uret at lede efter Guds nåde i dåben eller hos vandet. Men her står Guds Ord fast: ”Den som tror og bliver døbt, han bliver salig” (Mark. 16,16), for troen og dåben, Ordet og vandet, skal være til stede, men de vil de blinde folk ikke se.

Så siger Kristus også Djævelen imod og svarer: ”Når jeg går på mine veje, som Gud har befalet mig, da ved jeg, at engelene er hos mig, og holder øje med mig og bevarer mig. Ligesom når et barn går i lydighed mod sin far og mor, når karl og pige går i deres embede og kald og de da kommer i nød, da vil Guds engle redde og hjælpe dem. Går de derimod udenfor vejen, da kan man ikke vente sig hjælp af englene, der kan Djævelen hvornår det skal være, brække halsen på dem, som han også ofte med Guds tilladelse gør, og dem sker ret, for de skulle ikke gå nye veje, for det kaldes at friste Gud.

Dette er nu sådan en fristelse, som ingen forstår, hvis ikke han har prøvet det. For ligesom den første fristelse driver til fortvivlelse, så driver også denne til fortvivlelse og til gerninger, der ikke har Guds Ord og befaling. Der skal en kristen gå ad den midterste vej, så han hverken fortvivler eller bliver hovmodig, men forbliver enfoldigt ved Ordet i en ret tro og tillid, da skal de hellige engle være hos os, ellers ikke.

Den tredje fristelse er menneske-lærdomme, dette er en særdeles grov fristelse, som Djævelen forsøger, hvis han gennem ære, herlighed og magt kan føre os fra Guds Ord til afguderi. Hertil hjælper det utroligt meget, hvis den ydre hellighed skinner, og skinner dejligere end lydighed imod Guds Ord. For paven holder ikke hverken ægteskabet, for et helligt liv, og heller ikke at optugte og lære børn lydighed og troskab i huset, men han holder det for helligt og stort, at nogen går hen og tager en grå kappe på, skiller sig fra andre mennesker, ikke spiser kød om fredagen, faster, går på pilgrims-rejser osv. Det gør og giver et sådant et falsk skin, at konger og kejsere nejer og bukker.

Men sådan et påfund og selvgjort åndelighed har paven opfundet, så han og hans tilhængere ikke skal gøre, hvad andre folk gør, for dette ville være for ringe og nedværdigt for dem at gøre. Men det har en underlig anseelse, når et nogen går i kloster, bliver en munk og vor Herre Guds (som de roser sig af) egen tjener, og som hverken agter gods eller penge og skille sig aldeles fra verden. Fordi man så har man æret kloster-livet, selvom det har en helt anden mening, som alle vel ved.

Men summa sumarum, dette er en rigtig djævelsk fristelse, for Gud befalede ikke denne hellighed eller falske gudstjeneste (at tjene Gud), og det kaldes ikke at tjene Gud, hvem man dog som Kristus siger, alene skal tjene. Tjener man ikke Gud alene, så tjener man Djævelen, han betaler og som han her tilbyder Kristus, magt og ære, gode dage, mad og drikke, og stor magt og rigdom i løn.

Men den som vil tjene Gud, han skal gøre, hvad Gud har befalet i sit Ord. Er du et barn, ær da din fader og moder. Er du pige eller dreng, da vær lydig og tro i din tjeneste. Er du i en højere stilling så forarg ikke dine folk med ord eller gerninger, men gør det, så godt du kan, og lær dem også Guds-frygt. Det kaldes at tjene Gud (s.192) og hans Ord, og ikke at tjene mennesker, for dér står hans Ord, som befaler og vil have det sådan. Man må kalde det for verden, eller hvad man vil, men det at tjene sin overordnede, far eller mor, naboer eller børn, er en guds-tjeneste man gør. For Gud har jo skrevet sit Ord over min næstes hoved og sagt: Du skal elske din næste og tjene ham.

At paven ikke agter denne befaling, og oven i købet gør en underlig hellighed af at lade være, og af at tage en grå kappe på, ikke spise smør eller kød men olie og sild i fasten, det er kun djævelsk hykleri, for det er ikke Guds Ord og befaling. Derfor gavner det lige så meget den fromhed, der gælder for Gud, som om det var en bygning af mursten, når børn bygger små huler af grene og kviste. For du kan ikke tjene Gud, uden at du har hans Ord og befaling. Er hans Ord og befaling der ikke, da tjener du ikke Gud, men din egen vilje. Så siger da vor Herre Gud: Den du tjener, han lønner dig også, hvilken djævel befalede dig det? Jeg befalede dig, at du skal tjene far og mor, din øvrighed og din næste, det lader du være med og gør alt det, som jeg ikke befalede, ja du gjorde alt det som er stik imod mit Ord og min befaling, skal jeg lade det være mig behageligt? Nej, sådan bliver det ikke!

Så er paven og hans tilhængere afgudsdyrkere og Djævelens svende. For han foragter ikke alene Ordet, men forfølger det også, og vil alligevel være hellig for denne ydre gudstjenestes(at tjene Gud) skyld, som han har indstiftet med kapper og ragelse, med faste, med mad, med messe at holde og meget andet, det kan ingen få ham fra.

Hvorfor? Fordi, at Djævelen har vist og tilbudt ham verdens riger. Deraf kommer det, at han bespotter vor prædiken og tjeneste af Gud, fordi vi lider nød og fattigdom og armod, med og i vor tjeneste af Gud, men paven løfter selv sin guds-tjeneste op i himmelen, for der har han penge og gods, ære og herlighed, magt og er en større herre, end kejsere og konger. Her ser man, hvordan Djævelen med denne fristelse har ham til sin tjener.

Men til Djævelen skal vi sige, som Kristus siger: Djævel, vig bort fra mig, der står skrevet: ”Du skal tjene Gud din Herre alene”, det betyder alene tro på Guds Ord, følge det, og uden det, skal du ingen gudstjeneste (at tjene Gud) udføre.

Disse tre fristelser skal vi vente og være forberedt på, så længe vi lever. Og derfor skal vi her lære, hvordan vi kan gå den midterste vej og ikke lade det ydre skin tage troen fra os, eller driste os til hovmod i troen, eller for penge og gods falde fra den rette gudstjeneste (at tjene Gud), men bestandig blive i troen og i Gudsfrygt.

Vor Herre Jesus Kristus, som selv overvandt disse fristelser os til gode, han give os styrke, så vi gennem ham kan overvinde og blive salige. Amen.

Læs også prædikenen over samme tekst fra "Postil 1858" Her

RoseniusNet.dk
16.Marts 2006