Path links: RoseniusNet.dk Rosenius skrifter Bind IX - "Den troende og næsten"

Gud rige består ikke i ord, men i kraft

(s.161)
Guds rige består ikke i ord, men i kraft! 1. Kor. 4,20. Det er et dybt alvorligt ord. Den, som en dag vil stå frelst for Guds trone, skulle ikke tankeløst glemme denne vigtige sandhed, men råbe til Gud om nåde til at besinde sig på den og prøve sig selv.

Guds rige består ikke i ord, men i kraft! Det er en såre nødvendig ting at blive påmindet om. For det første, fordi menneskehjertet er ”svigefuldt fremfor alt”, fuldt af falskhed, løgn og hykleri. Vi står altid i fare for at bedrage os selv med en kristendom, der kun består i kundskab og ord og ydre fromned, men ikke ejer kristendommens sande liv og kraft. For det andet, fordi det er at frugte, at det ord, vi her har taget for os, netop er ”et ord i rette tid”. Dermed mener vi, at den tid, vi lever i, er sådan, at såvel de vakte som de kristne – i særdeleshed på visse steder – i særlig grad har nødig at betænke dette, at Guds rige ikke består i ord, men i kraft.

Dette var tilfældet i den meninghed, til hvilken Paulus skrev disse skarpe ord- meningheden i Korint.

Paulus havde forkyndt evangeliet i Korint ”ikke med fremragende veltalenhed eller visdom,” hans budskab havde virket ”ikke ved visdoms overtalende ord, men ved ånds og krafts bevis”. Hans tilhørere havde taget imod det i enfold og i dette troens enfold været salige. Men snart havde en anden ånd sneget sig ind og slået rod i deres midte. Så godt som hele deres opmærksomhed blev koncentreret om læren, og det praktiske kristenliv trådte derved i skyggen. Der taltes om Paulus og Kefas, Apollos og Kristus og den lære, hver enkelt af disse forkyndte. (s.162) ”Jeg er tilhænger af Paulus,” sagde en. ”Jeg af Apollos, jeg af Kefas, jeg af Kristus,” sagde andre. 1. Kor.1.

Derved tænkte de mindre på, at det stod ringere til med dem selv – at læren ikke fik lov til at virke i hjertet og liv. Derfor kunne også de forfærdeligste ting finde sted i deres midte, uden at de tog sig det synderlig nær 1. Kor. 5,1 ff. De var tværtimod godt tilfreds med sig selv, ”opblæste”, stærke og frejdige under de værst mulige omstændigheder. I samme kapitel, hvorfra vi har hentet vor tekst, siger Paulus: ”I er allerede blevet mætte, I er allerede blevet rige, I er blevet konger uden os! Vi er dårer for Kristi skyld, - - men jeg kommer snart til jer, om Herren vil, og da vil jeg spørge, ikke efter de opblæstes ord, men efter deres kraft. Thi Guds rige består ikke i ord, men i kraft.” 1. Kor. 4,8,10,19-20.

Nu vel – det er ikke overalt, det går så vidt som beskrevet her. Og dog er det sandt, at vi er rigere på ord end på kraft. Vi er, Guds ske lov, ganske godt med, når det galder åndelig kundskab, indsigt og tale. Vi har mere deraf, end de største helgener i fordums tider har haft. Man kan med rette sige, som allerede biskop Pontoppidan har sagt det: ”Ser jeg på vore forfædre, så forekommer det mig, at de gjorde mere, end de vidste. Vi derimod ved mere, end vi gør. De lignede den frugtbare Lea med de matte øjne, vi ligner den ufrugtbare Rakel med den dejlige skikkelse.” Hvad vi derfor mest af alt trænger til, er unægtelig at få begyndt at omsætte og udøve vor kristendom i praksis. Thi Guds rige består ikke i ord, men i kraft.

Det være dog fjert fra os at dele den opfattelse, som nogle har haft og har, at forkyndelsen af tro har vi mere end nok af, det, vi mangler, er forkyndelsen af helliggørelse. At den første har haft sin tid og er tilstrækkeligt forkyndt, og at manglerne i vor kristendom nu skal afhjælpes ved, at der fortrinsvis prædikes lov og helliggørelse. Nej, det står endnu fast, at det er kun ”ved i tro at høre, vi modtager Ånden”. Det er denne foragtede (s.163) troens forkyndelse, som alene virker sand helliggørelse. Hvor den praktiske gudsfrygt mangler, der mangler også troen og livet i Gud. Fejlen er, at vi ikke lægger os ordet på sinde for straks at gå hen og gøre derefter. Vi griber det blot med forstanden og arbejder med det for at få det sat i system og få en klart udformet lære ud deraf.

Med andre ord: man anvender hele sin tid på at smede våben, ordne dem og holde dem blanke, men lader fjenden uhindret have magten i landet uden at anvende våbnene mod ham. Man har opmærksomheden henvendt på læresætninger og begreber, mens selve sagen, som ordet gør krav på: hjertets anger, tro og helliggørelse, hjertets sande tillid, glæde og liv, kærlighed og kendskab til Gud gennem Kristus og den deraf flydende eneste sande helliggørelse faktisk bliver glemt. Og netop derved – det skal vi mærke os – står vi i fare for også at miste den ægte, den sande lære.

Under alle omstændigheder vil vi på denne måde mangle det egentlige, det, som det hele drejer sig om, nemlig Guds rige i os. Thi Guds rige består ikke i ord, men i kraft.

Det er så langt fra, at vi betrager dette med lærens renhed som et underordnet spørgsmål. Vi vil tværtimod hævde, at dette ord – at Guds rige ikke består i ord, men i kraft – netop giver udtryk for måden, hvorpå man får den rette indsigt i læren. Søg kristendommens kraft, anvend og praktiser den, derved får du indsigt i læren. Så meget af læren står os alle klart, at vi har noget at begyndte med, når det gælder at praktisere den. Begyndt med dette, og inden du er færdig dermed, vil du have lys over mere.

Nej, læren er visselig vigtig. Så vigtig, at er læren tabt, så er altid tabt. Da findes intet, der kan råde bod på vor brøst. Men hør det igen: for at få indsigt i læren må du begynde at praktisere den. Man kan miste al virkelig indsigt i læren ved stadig kun at beskæftige sig med den rent teoretisk. Der findes (s.164) intet bedre middel til at få lys over læren end selv at begynde at angre synden, elske og tro, kort sagt: praktisere det, man i forvejen ved og lærer. ”Hvis nogen vil gøre hans vilje, som sendte mig,” siger Jesus, ”skal han erfare, om læren er fra Gud.” Johs. 7,17.

Eller skulle mon studier og skarpsindighed nu kunne udrette det, som Herren siger, at han alene har i sin magt at give? Man tænke blot på et ord som dette: ”Ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.” Matt. 11,27. Eller dette: ”De skal alle være oplært af Gud.” Johs. 6,45.

Men også mennesker, som, når de skal være ærlige, må indrømme, at de ikke selv har nogen erfaring af det, de lærer, ikke er født på ny, men fortsat lever i synder, som de selv i teorien bestraffer – også de vil tit med interesse være med, når læren bliver drøftet, og uforbeholdent udtale deres mening derom. Disse burde med bævende hjerter høre, hvad Herren siger: ”Hvi regner du op mine bud og fører min pagt i munden, når du dog hader tugt og kaster mine ord bag din ryg.” Salme 50,16-17.

Heller ikke burde de vente, at det ord, de forkynder, skal blive modtaget af eller have nogen virkning på andre, når det ingen virkning har haft på den selv. Hvis blot enhver først lod ordets kraft virke på sit eget hjerte, til sand omvendelse, tro og helliggørelse, inden han forkyndte det for andre, hvor helt anderledes skulle han da ikke både tænke og tale!

Det skulle snart være slut med mangen en strid om læren, om lov og evangelium, om gerninger og tro, hvis blot de stridende parter hver for sig ville gå i gang med at praktisere det, hvorom striden står. Da skulle de erfare, hvori den sande omvendelse består. Da skulle de forstå f.eks., hvad Paulus mener, når han siger, at ”loven kom til, for at faldet kunne blive større”, og at ”da synden fik en anledning ved budet, vakte den alskens begær i ham.” Da skulle de med ildtungers glød begynde at vidne om Kristus og med Paulus bekende: (s.165) ”Jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre.” Og på Paulus´ spørgsmål: ”Var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre?” skulle de villigt svare: Herrens glæde alene er vor styrke! (Rom. 5,10 / 7,8 / Fil. 3,8 / Gal. 3,2 / Neh. 8,10).

De, som ikke på disse afgørende punkter er enige med os, må åbenbart ikke selv gøre ret meget ved den praktiske side af sagen. Og da kan de tale om enighed, så meget, de vil, de vil alligevel aldrig blive et med de troende.

Guds rige består ikke i ord, men i kraft! Hvortil skal din kristendom tjene om ikke til at styrke dit hjerte og være en kraft i dit liv? At vide, høre, læse og tale – mon det alene gør salig? Hvornår skal du begynde at praktisere det, du ved, om ikke nu? Og hvem skal gøre, hvad ordet byder, om ikke dy, som gerne vil blive salig? ”Gud lader sig ikke spotte.” Gal. 6,7. Han skelner nøje mellem ord og handling.

Jesus sagde engang: ”Hvad mener I? En mand havde to sønner, han gik til den første og sagde: Gå hen, min søn, og arbejd i vingården i dag! Han svarede og sagde: Ja, min herre, men gik ikke derhen. Så gik han til den anden og sagde det samme til ham. Han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke, men bagefter fortrød han det og gik derhen. Hvem af de to gjorde nu, som faderen ville?”

I samme retning taler apostelen Johannes. ”Hvis vi siger at vi har fælleskab med ham og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden. - Den, som siger, at han er i lyset, men dog hader sin broder, han er endnu i mørket.” 1. Johs. 1,6 / 2,9.

Og Jakob skriver: ”Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: ”Gå bort i fred klæd jer varmt og spis jer mæt,” men ikke giver dem det, legemet behøver – hvad nytter det så? Sådan er det også med troen, hvis den ikke har gerninger, er den i sig selv død.” Jak. 2,15-17.

(s.166)
Altså: når et menneske hører og taler om omvendelse, anger, sorg over synden og har en vis forståelse deraf og indsigt deri, men ingen praktisk erfaring deraf, hvad gavner hans kundskab og indsigt ham da? Den bliver han kun til desto hårdere dom.

Eller et menneske taler om Kristus og troen på ham, men har aldrig selv set sig retfærdig og salig i Kristus ved troen, ja, har end ikke gjort forsøg på at tro. Hvad gavner hans tale om troen ham da? Når han ikke har vished om sin nådestand hos Gud og heller ikke søger den, hvad er da hans omvendelse og syndserkendelse værd? Det er ikke andet end indbildning, det hele. Thi den, som for alvor er i nød over sin synd, slår sig ikke til ro, før han får vished om forladelse og barnekår hos Gud. Og uden denne troens vished, hvor megen kraft til helliggørelse kan han da gøre sig håb om at få.

Noget helt andet er, at man ikke først må vente at få den følbare vished for så dernæst at tro. At søge sin vished i ordet og være tilfreds med den, selv om Gud ikke straks giver de liflige følelser, det er den rigtige vej. Men at slå sig til ro uden nogen som helst form for vished, det er den falske trygheds usvigelige kendetegn.

En anden siger: jeg tror – men har ikke ved sin tro fået den ånd, der giver barnekår, og i hvilken man råber: abba, fader! Hvad er hans tro da værd? Eller: han har ikke ved sin tro fået et nyt og helligt sind, som elsker Guds lov, men er mere optaget af alle slags tomme ting, elsker sine afguder, sine penge, sine fornøjelser, lader hovmod, vrede osv. have magten lige så uhindret som før – hvad er hans tro da værd?

Eller et menneske taler om gerninger og helliggørelse, men mangler det, hvoraf sand helliggørelse alene gror frem: troens tillid til Kristus, glæde og kærlighed. Det er visse bestemte lysende gerninger, han øver, men sine skødesynder lader han i fred. Var det gerrighed, han lå under for før, så gør han det stadig. Var det hovmod, så er han lige hovmodig endnu. Var (s.167) det vrede eller had eller begærlighed, så har det samme magt over han nu som før. Søger et trængende menneske hans hjælp, er han lige uvillig til at hjælpe. Bliver han forulempet, er han lige ubehagelig. I handel og vandel er han lige upålidelig. Synder han mod næsten, vil han lige så lidt som før erkende sin fejl og bede om forladelse. Hvori består da hans helliggørelse? ”Ønsker du, tankeløse menneske, bevis for, at tro uden gerninger er gold? Du tror, at Gud er én, deri gør du ret, det tror de onde ånder også og skælver.” Jak. 2,19-20. Måtte vi altid mindes dette, at Guds rige består ikke i ord, men i kraft.

Dette må dog på ingen måde forstås, som om der i Kristi rige på jorden kun skulle kunne findes hellighed og styrke. Der er tværtimod ingen, der klager så meget over svaghed og brist som netop de sande kristne. Mange vil også virkelig støde sig på deres mangler og fejl og i overmod hævde, at de aldrig har set en virkelig kristen.

Det, der er tale om her, er kun, at de kristne livsytringer må være at finde i vort liv. Således at vi – al svaghed til trods – dog ejer en virkelig levende, eller i det mindste en hungrende og tørstende tro. At vi daglig øver os i at korsfæste kødet og leve et nyt liv, og at vi, når dette mislykkes for os, bøjer os selv og erkender vor fejl, når vi har forulempet vor næste, godtgør, hvad uret vi måtte have tilføjet ham, ydmygt lader os sætte i rette og formane osv. Da er vor kristendom ikke blot ord, men tillige gennemtrængt af ordets kraft. Og alt, hvad der da måtte blive af mangler og fejl, falder ind under bønnen: Forlad os vor skyld!

Guds rige består ikke i ord, men i kraft. Vi skal for det første mærke os dette, at med ”kraft” menes ikke menneskets egen kraft, men ordets kraft på mennesket. Ordets værk i menneskets hjerte. Virker det svaghed: syndenød, sorg og forsagthed – hvilket er lovens værk – så hører også det til Guds (s.168) rige. Virker det tro og tillid, styrke og trøst, ”retfærdighed, fred og glæde i Helligånden”, så er det netop heri, Guds rige består. Har jeg blot ordets kraft, så er det lige så godt og nyttigt enten jeg føler mig svag eller stærk. ”Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk,” siger Paulus. Når jeg selv bliver intet, og Kristus mit alt, da har jeg del i Guds ”vældige styrke” 2. Kor. 12,10 / Ef. 6,10.

Ofte klager de over, de kære kristne, at de intet mærker til ordets kraft. De føler sig tørre og tomme, kolde og døde. Og de er bekymrede, fordi de ikke er mere bekymrede derover, end de er. Alligevel har de også da en velsignet kraft af ordet. Til tider er der intet, der således kan ydmyge og berøve dem al trøst i sig selv som netop denne erfaring. Og hvor ordet ikke virker, har man ingen sådan bekymring.

For det andet: Er du ussel og svag og nu søger kraft, søg den da aldrig andre stedet end i ordet. Gør ikke forsøg på at bearbejde dit hjerte, det hjælper ikke det mindste. Hør og fordyb dig i ordet om Kristus – under bøn til Gud om dets kraft – til du igen finder trøst og bliver fuldkommen vis på Guds nåde. Da har du i samme øjeblik kraften, du søger. Thi det er og bliver, som der står i Guds ord, at ”Herrens glæde er jeres styrke” Neh. 8,10. og: ”Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.” 1. Johs. 5,4.

I Hebr. 11 står der over tyve gange: I tro! Det var denne faste troens tillid til Gud, der gav de gamle hellige kraft.

Guds rige består ikke i ord, men i kraft. Måtte alle kristne, samt alle vakte og søgende sjæle, deraf lære for det første ikke at nøjes med kundskab og ord, men søge ordets kraft. Og for det andet i tidens virvar af meninger ikke lade sig råde af andre end dem, hvis liv er et vidnesbyrd om, at de selv har erfaret ordets kraft på deres hjerter. Thi det alene er den rette skole, hvor man lærer at rettelig forstå og forklare ordet.