. .Den troende og verden - Tag Guds fulde rustning på (3).

Tag Guds fulde rustning på (3)



(s.155)
”Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder” Ef. 6,14

Af rustningens forskellige dele er bæltet det første, apostelen nævner. Billedet er hentet fra datidens forhold. Krigeren måtte spænde sit bælte om lænden, ikke blot for at holde sammen på den lange, folderige klædning, som dengang blev brugt, og som ellers ville hindre ham i løbet, men også for at give legemet en vis fasthed og holdning. Ofte var stridsbæltet beslået med metalplader og ydede således beskyttelse mod sværdhug og pile.

At spænde sit bælte vil således sige at gøre sig rede til kamp Luk. 12,35-36 ; 1 Pet. 1,13. Derfor er dette det første, der nævnes.

Bæltet, vi skal spænde om vore lænder, er sandheden siger apostelen. Hvilken guddommelig visdom, der taler ud af dette! Ligesom vor fjendes egentlige kraft og væsen er løgnen – falskhed, løgn og forstillelse – således skal vort første våben imod ham være sandheden.

Ordet sandhed har imidlertid i Skriften en dobbelt betydning. For det første lærens sandhed eller Guds ord – og det skulle i denne forbindelse betegne, at vi bør ruste os med kundskab og indsigt i Guds ord, så vi ikke lader os rive med af alle mulige fremmede lærdomme. For det andet betegner ordet vort væsens sandhed; dvs oprigtighed og alvor, så vi i alting ønsker at vide Guds vilje for at handle derefter. I denne betydning er det, at bæltet også tilegnes Kristus.
Det (s.156) hedder om ham i Esajas 11,5: ”Retfærd er bæltet, han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte”

Da nu ordet sandhed har denne dobbelte betydning, har fortolkere gjort sig megen møje med forsøg på at afgøre, til hvilken af de to betydninger Paulus har sigtet. Det er dog næppe uden grund, at Guds Ånd har udtrykt sig sådan, at det kan tages på begge måder. Vi bør uden tvivl spænde sandhedens bælte om os i begge de nævnte betydninger.

Som sagt før, gives der intet kraftigere middel mod Djævelens angreb end en urokkelig fastholden af, hvad Gud har sagt i sit ord. Straks at kunne møde ham med et : Der står skrevet! Ligesom krigerens flagrende klæder blev fastholdt af bæltet, skal vore flagrende tanker holdes fast af Guds ord. Vi har set – på den ene side, hvordan et gik Eva, da hun blev løsrevet fra, hvad Gud havde sagt, og på den anden, hvordan selv Jesus intet andet våben vidste af at møde fristeren med end dette: Der står skrevet!

Men havde hjælpere krigerens våben, hvis ikke der er livskraft tilbage i hans lemmer. Da falder sværdet uvægerlig ud af hans hånd. På samme måde med os – hvad hjælper os ordets sandhed, hvis ikke det forbindes med et sandt hjerte, et oprigtigt sind. Ethvert menneskes hjerte er af naturens hyklerisk og falsk. ”Alle mennesker lyver, ” siger salmisten Salme 116,11. Det er kun i den nye fødsel, at Guds Ånd skaber i os den hellige alvor, der siger:
Koste, hvad det vil, blot jeg får klarhed over, hvad Gud har ment, og hvad Gud vil. Hans vilje skal være min rettesnor. Når jeg gør det gode af hjertets trang og ikke af tvang, da er der alvor i min gudsfrygt. Jeg vandrer for Guds åsyn med både mit indre og ydre menneske og bliver derved alt mere renset, oprigtig og sand i tanker, i ord og i hele mit væsen.

Fordi vort væsens sandhed er et værk af Guds Ånd, kaldes denne også for sandhedens ånd. Og det, som den nye fødsel (s.157) har virket i os, kaldes at ”være af sandheden” Johs. 18,37 og at ”vandre i sandheden” 3. Johs. v. 4.

Men alt, hvad der er virket af Gud, vil Djævelen forstyrre. Han arbejder bestandig på at føre os tilbage til vor falskhed og slaphed igen, at ikke vi skal tage det så nøje med at agte på, hvad Gud ar villet og ment. Derfor må vi – ved den nådes hjælp, vi har modtaget – frygte hans snigløb og være nøjeregnende med, at vi ikke giver noget, der kan minde om falskhed i ånden, rum i vort hjerte. Mærker vi en antydning af det, må vi råbe til Gud og bede ham om for enhver pris af bevare os fra det.

Dette er at så med sandheden spændt som bælte om sine lænder. Falskhed gør et menneske afmægtigt, sky for Gud fejt i kampen og ustadigt i hele sin færd. Oprigtighed derimod gør Djævelen afmægtig. Hos den, som er af sandhed, fører enhver fristelse kun til forøget bøn og gudsfrygt.

Men som Guds Ånd er den eneste, der kan give os et sandt og oprigtigt sind, er han også den eneste, der kan bevare det i os. Begynder vi i dette stykke at regne med os elv, vil det snart være ude med os. Den sande oprigtighed er kendetegnet ved frygt for sig selv. Derfor:
”Tag ikke din hellige Ånd fra os!”

”Iførte retfærdigheden som brynje” er det næste, apostelen nævner. Brynjen, som datidens krigere bar, gik fra halsen til bæltestedet og bestod af metalplader, er delvis dækkede hverandre og således ydede fyld beskyttelse uden at hindre bevægeligheden. En sådan brynje, siger Paulus, skal også Kristi stridsmænd være iført – en åndelig brynje til at beskytte det indvortes menneske.
Men hvori skal da denne åndelige brynje bestå? Af retfærdigheden, siger Paulus. Retfærdigheden skal være vor brynje.

Nu taler imidlertid Skriften om en kristens retfærdighed i to forskellige betydninger. For det første den os tilregnede (s.158)Kristi retfærdighed, som også kaldes troens retfærdighed, og for det andet den livets retfærdighed, som består i den af Ånden virkede nye lydighed i os – et helliggjort sind og en hellig færd. Derfor kan spørges:
Hvilken retfærdighed tager Paulus om her – Kristi retfærdighed eller livets retfærdighed?

Af 1. Tess. 5,8, hvor Paulus bruger et par af de samme betegnelser som her, kunne synes at fremgå, at han med ”brynjen” sigter til retfærdighed i begge betydninger af ordet.
Han siger nemlig: ” - iførte troen og kærligheden som en brynje og frelseshåbet som en hjelm” Men ser vi nærmere efter, vi vi finde, at apostelen her blot har villet pege på de tre vigtigste virkninger af Åndens gerning i os – dem, han også i 1. Kor. 13,13 knytter sammen, nemlig troen, håbet og kærligheden. Heraf betegner på det førnævnte sted ”brynjen” troen og kærligheden og ”hjelmen” håbet. I vor tekst her opregner han derimod alle rustningens forskellige dele og nævner i denne forbindelse troen, der griber om Kristi retfærdighed, særskilt.
”Løft i al jeres færd troens skjold,” siger han. Derfor synes de fortolkere at have truffet apostelens mening bedst, der som Luther lader brynjen være billede på livets retfærdighed. Denne opfattelse støttes tillige af et bibelsted som Esajas 59,17 , hvor det om Kristus hedder: ”Han tog retfærds brynje på, satte frelsens hjelm på sit hoved” Her må ”retfærds brynje” nødvendigvis betegne den iboende, i hellig vandel udøvede retfærdighed.

Det er givet, at en kristen først må være iført den tilregnede Kristi retfærdighed, før han kan bære den troende frugt, som livets retfærdighed er. Men om troen vil der senere i anden forbindelse blive talt.

Spørgsmålet nu er dette:
Hvordan kan da livets retfærdighed have en sådan betydning i den åndelige strid, at den ligefrem udgør en kristens brynje? (s.159)

Det vil vi snart få at se.

Djævelen sætter ind på de kristne af al sin magt for om mulige at slukke enhver gnist af gudsfrygt og tro – alt, hvad der er virket af Gud – i vor sjæl. Til dette formål er det synden, han først og sidst benytter sig af.

Kan han ved at forespejle dig, hvor liflig og tillige fuldstændig ufarlig synden er, opnå dette, at du blot lader stå til og lader noget blive vane, som du godt ved er synd imod Gud, så kan han på den måde lidt efter lidt forhærde dit hjerte, så at Åndens røst til sidst lader sig fuldstændig uberørt.

Tegnene på en sådan forhærdelse er, at du tillægger synden stadig mindre betydning, får stadig mindre brug for nåden, og på samme tid, jo mere du synder, bliver stadig mere stærk i din tro, mere modig, sikker og selvklog.

Helt modsat virkning har Djævelens fristelser og synden på dem, der forbliver i gudsfrygt. De får stadig større skræk og afsky for synden, stadig større lede ved sig selv og stadig større brug for Guds nåde. Jo mere de har at kæmpe med, desto mere gudsfrygtig bliver de.

Men også på disse lurer en fare – faren for, at de skal miste den barnlige tillid til Gud og havne i vantroens mørke og fortvivlelse.

I begge tilfælde er således kampens ulykkelige udfald opnået ved et og samme middel, nemlig ved synden. Mod begge disse dødsårsager, forhærdelse og fortvivlelse, ville således større årvågenhed over for synden og større lydhør for Herrens advarsler have været på sin plads. Jo mere nøje vi tager det, selv i de mindste ting, med hvad Gud har sagt, desto mere bliver sindet præget af gudsfrygt og desto klarere bliver Åndens vidnesbyrd om vort barnekår.

Den fare for vor barnlige tillid til Gud, som ligger i et skødesløst liv, skal vi standse et øjeblik for.

Vi kender det alle af daglig erfaring, at jo større synder (s.160) samvittigheden kan fremdrage, desto vanskeligere har vi ved at tro, at nåden strækker til, og desto større frygt for Guds vrede kan Djævelen indgyde os. Man mod fristelser af denne art har vi dog altid Guds klare og tydelige ord til hjælp. Det ord, som siger, at om end vore synder var røde som blod eller mange som sandkorn i havet, så vejer de dog langt fra op til den soning for synd, som i Jesus Kristus er sket.

Næsten håbløs svær bliver fristelsen derimod, når det synes, som om selve ordet vidner imod os. Det gør det, når vi – på et tidspunkt, hvor vi ikke har taget det så nøje med vort liv, og hvor det synes, som om troen ingen særlig praktisk udslag har givet sig – foruroliges af spørgsmålet om vor tros ægthed og beviserne herfor. Enhver, som har oplevet dette, ved hvor forfærdeligt Djævelen da kan anfægte et menneske. Vel er det sandt, siger han, at Kristi fuldbragte værk strækker til for alle menneskers synder. Men derfor bliver dog ikke alle mennesker salige. Og om du skal blive salig, beror jo da endelig på, om din tro er af rette slags. Med en død tro kommer ingen til himlen. Hvordan vil du nu bevise, at din tro er en levende tro? Tro uden gerninger er død. Hvert træ, som ikke bærer god frugt, skal hugges om og kastes i ilden. Hvor er i dit liv de gerninger og den gode frugt, som beviser, at din tro er ægte og sand?

Men hvordan skal et kristeligt liv blive et værn med et angreb af denne art? Og skal vi leve et kristeligt liv for dermed at kunne bevise vor tro? Er der ikke allerede i en sådan bevæggrund noget falsk?

Dette sidste må vi se lidt nærmere på. De, som gør gode gerninger blot for dermed at bevise deres tros ægthed, bedrager sig selv. Bevæggrunden til gerninger må være selv troen, nåden og kærligheden til Gud og hans vilje. Kun de frugter, som virkelig vokser på træet, kan bevise dets art. Mennesker, som uden at stå i virkelig levende forening med Gud, (s.161) gør gode gerninger blot for at vise, at de er kristne, hænger kunstige frugter på et træ, som ikke af sig selv bærer frugt.

Vi taler således her kun om en livets retfærdighed, som er en følge af troen. Vi taler her kun om Åndens frugt.

Nu siger her imidlertid Jesus om de grene på ham, som bærer frugt, at ”dem renser vingårdsmanden, for at de skal bære mere frugt” Johs. 15,2. Ligesom denne rensning – ved indre eller ydre tugt – kan bidrage til forøget frugt, skønt frugten egentlig kommer fra saften fra stammen, således kan også en kristens alvorlige bestræbelser, hans årvågenhed og bøn, bidrage til, at de gode frugter forøges. Derfor er det, at Jesus og apostelene vedvarende opfordrer til at våge og bede og kæmpe og til at ”give agt på hverandre, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger.”

Når således Åndens frugter forøges og udvikles, bliver de også mere synlige både for os selv og for andre. Der vel endnu stadig være tider med indre mørke, hvor vi ikke kan se andet end synd og utroskab hos os selv. Men i lysere tider vil vi dog altid kunne skelne noget af, hvad Gud har virket i os, og sige med Paulus:
”Ved Guds nåde er jeg det, jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves” -

Vi har nu set, hvad det betyder i kampen at være iført ”retfærdigheden som brynje” Brynjen beskytter mod de dræbende hug, der rettes mod selve hjertet, når vi har taget os vort kristenliv let og Djævelen ud fra det vil bevise, at vi ikke har del i Kristus. Og vi har set, hvorledes livets retfærdighed kun har betydning som bevis for, at troen er ægte og sand.
Gælder det vor uværdighed for Gud og lovens anklage i vor samvittighed, behøves der intet mindre end en fuldkommen retfærdighed – hans retfærdighed, som blev ”gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”

Endelig har også en ulastelig vandel betydning som brynje i kampen for Kristi ord og for Kristi sag – mod mennesker, (s.162) hvis indstilling hertil er fjendtlig. Tænk, hvor forlegen og modløs, ja fuldstændig stum du måtte stå over for dem, hvis de kunne slå dig på munden med dit eget dårlige liv. Intet bestyrker i den grad verden i dens ubodfærdighed og foragt for sandheden, som hvis en sandhedens forsvarer på et eller andet punkt lever i modstrid med sin bekendelse.
Og modsat: intet er bedre egnet til at overbevise mennesker om sandheden end dette, at de, som ivrer mest for troens og dens uforskyldte nådes vej i modsætning til gerningernes, selv er de første til at øve kærlighed og gode gerninger og i øvrigt lever et liv, der må respekteres af alle. ”De troendes ord er som søm,” er der sagt, ”men deres gerninger er som hammerslagene derpå”

Det næste, der i teksten opfordres til, er dette:
”Tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium”

Enhver Kristi stridsmand er kaldet til også at virke for det, der særligt ligger hans herre på hjerte: at Kristi evangelium må blive udbredt på jorden. ”Den, som ikke er med mig, er imod mig,” siger Jesus. ”Den, som ikke samler med mig, spreder” Og apostelen Peter skriver – ikke til præster, men til kristne i almindelighed:
”I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys”

Men vidner du nidkært og tro om din frelser, så udsætter du dig derved for mange ubehageligheder og meget besvær. Du får hele Djævelens rige imod dog – i dit indre et utal af hans gloende pile og udadtil verdens, hans tro tjenerindes fjendskab. Det bliver som et trænge sig frem gennem tjørnekrat, fuldt af stikkende torne, skarpe sten og giftige kryb. Sko på fødderne kan derfor ikke undværes.

Hvis du blot i stilhed dyrker din Gud, vogter dig for synden og lægger vind på det gode, men ingen hellig iver har for Kristi ære og menneskers frelse og derfor tier med den tale, som for verden er en dårskab:
Evangeliet om den korsfæstede, (s.163) da får du lov til at være i fred. Men går du nu til mennesker med det evangelium, som i sig selv er en dom over alt, hvad der nok er fromt og skønt, men ikke springer frem af en levende tro, evangeliet om uforskyldt nåde, da må du være forberedt på ”korsets forargelse” Gal. 5,11. Alt, hvad der i egne øjne er helligt og fromt, vil knurre, forfærdes, forbitres, kalde det løs og farlig lære og mene at gøre en god gerning ved at ”lyve dig alt ondt på” - men dette sker dig ”for Kristi skyld”. Evangeliet, du forkynder, vil blive således udlagt, at du vil have frihed til at synde. Evangeliet – og dermed du selv – vil få skylden for enhver skrøbelighed blandt de troende. Alt dette må du være forberedt på. Det er den samme løn, som Kristus og Paulus og alle tro evangeliets forkyndere har fået for deres arbejde.

Endog fra religiøse menneskers side vil modstanden komme. Det var de skriftkloge og farisæerne, der især talte ondt om Jesus. Også på din færd vil den slags mennesker vogte, besjælet af et uudgrundeligt, dybt indgroet fjendskab, som har sin oprindelse i slangens fjendskab mod ”kvindens sæd”. Og hvis en af dem finder blot det mindste at laste dig for, vil han straks få det udlagt til det værste. ”Han gennemhegler i lag med sine fætter de helliges svagheder, laster og håner dem, taler nedsættende om dem og fordømmer dem på det forfærdeligste,” siger Prætorius. ”Og når en from kristen får dette at vide, volder det ham usigelig pine. Hans hjerte smelter som voks, så han ofte glemmer at æde sit brød”

Og vi siger det igen: Alt dette vil i første række ramme dig, fordi det er evangeliet, du forkynder. Vel kan man også blive forfulgt, hvis man alvorligt går i rette med menneskers yndlingssynder
Matt. 14,3-4 eller af misundelse Matt. 27,18 Men loven ved dog de fleste at vurdere og har en vis forståelse af, idet den giver genklang i menneskers samvittighed. Evangeliet (s.164) derimod er en dårskab for al fornuft. Kun nogle få fattige syndere har deres glæde deri.

Det, farisæerne stødte sig på hos Jesus, var ikke hans hellige nidkærhed. I den manglede der tværtimod efter deres mening adskilligt. Det var hans nåde mod syndere, de knurrede over.

På samme måde med Paulus. Man kunne ingen uret finde at bebrejde ham for, men, sagde man, ”han sætter loven ud af kraft ved troen” Ja, det gik så vidt, fortæller han selv, at man sagde, hans lære gik ud på dette:
”Lad os gøre det onde, for at det gode kan komme deraf.” Rom 3,7-8. (læses i sammenhæng)

Hvem ønsker vel således stadig at hånes og have alle til fjender? Hvem vil ikke hellere leve i fred og forståelse med mennesker og nyde almindelig agtelse blandt dem? Men vil du være en Jesu ven og discipel, som oprigtigt vil vandre med ham gennem livet, så vær forberedt på, at det vil gå dig som skildret her.

”Tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium” Hvor vigtig en del af rustningen dette er, vil vi nu have forstået. Lige som det for krigeren er nødvendigt at have fødderne beskyttet, når han skal rykke frem i uvejsomt terræn, må også vi være vel rustet mod alle de bitre erfaringer og de fristelser til utålmodighed, der vil hobe sig op på vor vej, om vi nidkært og afgjort går ind for evangeliets sag.

Den villighed, der tales om, består i en indre hjertelig lyst og kærlighed, som fremkaldes netop af fredens evangelium. Dette kan modne kristne af erfaring bekræfte. Ingen formaninger, opfordringer, tilskyndelser eller trøstegrunde har magt til at fremkalde en levende forkyndelse af evangeliet, hvis ikke vi selv ved det samme evangelium først har fået liv og varme og det villige sind. Så længe hjertet endnu er koldt og dødt, finder man altid en undskyldning for sin åndelige stumhed. (s.165) Eller man fatter det ene gode forsæt efter det andet, men får dem aldrig omsat i handling, for så vidt man da ikke bliver tvunget dertil af et ydre kald. Men når Herren har forsikret mig om sin nåde og yndest og således glædet og varmet mit hjerte, da er der i mig en indre drift, som gør, at jeg ikke kan tie. Det går mig, som David giver udtryk for, når han siger:
”Jeg vil løbe dine buds vej, thi du giver mit hjerte at ånde frit”

Hvad det i denne forbindelse gælder om at væbne sig med, er et sind, der er indstillet på og villigt til at lide med Kristus. ”Da nu Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sind,” siger Peter. Ejer vi ikke dette sind, vil det gå med os, som det er gået med så mange i denne strid: de gik i begyndelsen frejdigt og ivrigt frem, men da kampen for alvor blev hård, så bøjede de pludselig af for at undgå den lidelse, det ellers ville koste.

I en sådan strid er den slags stridsmænd kun lidet bevendt. Den, som i kampen vil stå på den korsfæstedes og foragtedes side, må som Luther siger, ”vente sig al mulig modstand: onde rænker, vold og foragt, utak, skændsel og hån, skønt han selv kun gør godt mod enhver” Det er derfor nødvendigt, at vi ejer et sind, der er i stand til med tålmodighed at bære selv det bitreste og mest ufortjente, der måtte overgå os.

Men dertil kræves, at du kender Gud som din kære, forsonede fader og ved, at han i alting vil sørge for dig og overvåge alt, hvad der sker dig, så at ikke et hår på dit hoved skal gå tabt, uden at han er med i det. Mange bekender vel dette med munden, men få er de, som for alvor tror det. Vi burde desuden helt anderledes, end vi gør, tage de gamle, kendte ord af vor Herre til hjertet:
”Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd jer og fryd jer: Jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.” (s.166)

Skal da også vi, uværdige, nyde den ære, profeterne nød, og få del i den løn, profeterne fik!

Videre hedder det:
”Løft i al jeres færd troens skjold, hvorved I kan slukke alle den Ondes gloende pile.”

Hermed er nævnt den fjerde af vor rustnings forskellige dele. Og en sådan betydning her dette troens skjold, at uden det ville alle rustningens øvrige dele ikke være til nogen nytte.

Skjoldet, som hørte med til de gamle krigerens udstyr, blev båret med venstre hånd og arm. Bag skjoldet kunne krigeren dække sig helt og var da beskyttet mod pile og kastespyd.

På samme måde med troens skjold. Troen, som regner alene med Gud og hans ord og mod alle Djævelens anfægtelser stille selve Guds Søn op som dækning og værn – den er et skjold, der beskytter os helt og holdent, hvor mange og store synder og fejl der så end klæber ved os.

Troens skjold er det fremfor alle rustnings dele nødvendigt at eje. Hvor alvorligt og oprigtig en kristen du end ved Guds nåde må være, så vil der altid være forhold, hvor intet andet end dette slår til.

Hvor fast du end f.eks. har spændt sandhedens bælte om dine lænder, vil du tit blive aldeles forfærdet over den falskhed, du synes at finde hos dig selv. Om ikke andet, så deri, at du ikke er ivrig nok i det gode, du gør, og ikke afgjort nok i din kamp, mod det onde. Det er typisk – i det mindste for den oprigtige – at kalde dette for falskhed. Og så spørger du:
Skal også falskheden skydes ind under syndernes forladelse?

Se her, hvor du havner, hvis du ikke med alt, hvad der er i dig selv, søger dækning bag troens skjold. Djævelen kan med sine gloende pile gennembore endog sandhedens bælte, blot fordi du på et enkelt punkt vil stå retfærdig i dig selv.

På samme måde kan han også gennembore din retfærdighed-brynje. (s.167) Hvornår – om vi må spørge – har du levet så fuldkomment, at Djævelen ikke kan finde en brist og søge ved hjælp af den at bevise, at din tro er falsk – er en død tro. I den grad forstår han at drage dine synder frem og dække over, hvad der er virket i dig af Gud, at du må forfærdes og fortvivle, hvis di ikke øjeblikkelig afstår fra at regne med din egen fromhed og dækker dig bag Kristus som din eneste retfærdighed og trøst.

Hvad ”sko på fødderne” angår, gælder det samme. Hvornår var vel din villighed til at forkynde fredens evangelium så oprigtig, at du ikke måtte frygte for at rammes af en af Satans gloende pile? At du alt for meget har sparet dig selv, f.eks At du ofte var tavs, hvor du burde have talt. At du hellere har siddet i gode venners lag, når du i stedet burde have gået ud til de uvidende og gudløse med frelsens budskab. Ja, når hensynet til din egen bekvemmelighed har spillet større rolle for dig end tanken på menneskers evige skæbne. O, Herre, forbarm dig! Går ikke i rette med din tjener! For dig er ingen, som lever, retfærdig.

Det er med god grund, apostelen siger: ”Løft i al jeres færd troens skjold” Thi foruden det, at bevidstheden om virkelig synd og utroskab kan grundigt forskrække os, er vi udsat for Satans pinefulde og lammende indskydelser – dem, Paulus her kalder ”den Ondes gloende pile”.

De, som har erfaret noget af dette, ved, hvor rammende denne betegnelse er. Med øvet og sikker hånd sender Satan sine gloende pile imod os i en pinefuld, feberagtig tilstand af lidenskaber og begæringer – onde, oprørske tanker mod Gud – gnavende tvivl, som vi ikke med al for bøn og alle fore anstrengelser kan frigøre os fra – og endelig en så brændende fornemmelse af Guds vrede netop over disse synder, at vi (s.168) glemmer alt, hvad evangeliet rummer af trøst, og kun har tanke for lovens dom.

Når Djævelen således sætter ind mod dit hjerte og din samvittighed og vil gøre det hele til synd, da gælder det om, at du har et stærkt og godt skjold, du kan dække dig bagved og svare ham således: Er jeg en synder, og er der mangler og brist i mig liv, så ved jeg en, som er hellig og ren, en, som er givet mig af Faderen, for at han med sin hellighed og retfærdighed skal være min. Ham må du nok lade være at rette nogen anklage mod. Ved dette holder jeg fast. Med mit liv og min vandel (levned / levevej/levevis) må det være som det kan. Jeg vil gerne, så godt jeg kan. Gøre, hvad ret er, og hvad jeg skylder min næste. Men kommer jeg til kort – hvad jeg uvægerlig vil gøre – da slår Kristus til. På dette stoler jeg. Det er mit skjold, som nok skal holde stand mod al helvedes magt.

Med et sådan skjold, siger Paulus, vil vi kunne slukke alle den Ondes gloende pile. Det er ikke troen i sig selv – som en dyd hos os – der beskytter. Det er troens genstand, Kristus, der med sin lydighed og sin blodige død for os er det skjold, mod hvilket alle Satans gloende pile preller af.

”Den, som vil bestå for Guds dom,” siger Luther, ”ham er det ikke nok, at han siger: jeg tror, og har nådens værk i sit hjerte. Thi intet af, hvad der er i ham selv, kan beskytte og skærme ham. Men han sætte Kristi retfærdighed op imod samme dom og lade det blive en sag mellem den og Guds dom. Thi denne Kristi retfærdighed kan med ære bestå for Gud i al evighed – som også Salme 111 siger: ”Hans retfærd bliver til evig tid” Under denne retfærd dækker han sig og tror fuldt og fast, at den skal skærme og beskytte ham, hvilket også sker. Han bliver ved denne sin tro beskyttet og skærmet, ikke for sin egen, ej heller for selve troens skyld, men for Kristi retfærdigheds skyld, som han dækker sig under. Den tro, som ikke dette gør, er ingen ret tro” (s.169)

”Den, der sidder i den Højestes skjul og dvæler i den Almægtiges skygge, siger til Herren: Min tilflugt, min klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. - - Han dækker dig med sine fjer, under hans vinger finder du ly, hans trofasthed er skjold og værge – Falder end tusinde ved din side, titusinde ved din højre hånd, til dig når det ikke hen.”

Så godt skærmet er du bag dette skjold. Lov og pris og tak og ære være Gud og Lammet, som blev slagtet og med sit blod har købt os til Gud!

Så hjælpe os Gud til i al vor færd at løfte troens skjold for med det at slukke alle den Ondes gloende pile!

Det femte stykke af vor rustning kaldes ”frelsens hjelm”.
Hvad der menes med ”frelsens hjelm”, ses af parallelstedet, 1. Tess. 5,8, hvor det hedder:
” - iførte - - frelseshåbet som en hjelm” altså er det frelseshåbet, et fast og levende håb om den evige salighed i himmelen, der udgør vor hjelm.

Hjelmen, som fortidens krigere bar, var af metal. Den ydede således god beskyttelse for en meget vigtig del af legemet. Et eneste sværdhug mod hovedet kunne ellers medføre døden eller gøre krigeren udygtig til videre kamp.

Lige så vigtig er hjelmen, åndelig talt. Tag frelseshåbet bort, og al åndelig kraft er borte. Gud ord har mistet sin vægt og betydning. Mennesket regner kun med ”det,som man ser”, og mangler da både kraft til at tjene og kraft til at lide. Men ligesom hjelmen på krigerens hoved gjorde, at han dobbelt dristig og frygtløs kunne slå sig igennem i kampen, således bevirker også et fast og levende frelseshåb, at vi ikke fæster os så meget ved det, der kan møde os her på vor vej gennem livet, men ganske enfoldigt blot lægger vægt på at være Gud til behag, idet vi ved, at når striden engang er endt, venter der os en herlig ting, at al lidelse kun er for intet at regne mod dette. (s.170)

Men skal frelseshåbet blive os en sådan hjelm, så kræves der mere end skønne tanker og ord. Der kræves sand og virkelig tro. Så længe solen skinner, og alt er lyst og skønt på vor færd, er det let at tale og synge, også om himmelens salighed, men på samme tid mindst af alt behøver den trøst, som ligger deri. Men vær forberedt på, at andre tider vil komme – onde og mørke dage, hvor hele verden bliver dig for trang, og hele dit livs lykke er forspildt. Søg derfor omhyggeligt rede på, om vi har nogen virkelig, sikker grund for vort håb, og bed Gud om hans hellige Ånd, at håbet må blive et med it inderste væsen og bestemmende for hele dit liv. Et fast og sikkert frelseshåb skal i din sjæl være grundlaget for denne rette livsvisdom under alle livets skiftende kår, en dyb og urokkelig trøst i al livets smerte og sorg, en guddommelig fred og kraft i al livets strid.

Men dette er ikke et emne for hvem som helst. Det må nødvendigvis smage som lunkent vand for dem, der vil have deres gode her, mens de lever – dem, som meget betegnende kaldes for ”denne verdens børn”

Himmelen! Sagde du – himmelen? Nej, sig os noget om livskraft og lykke her. Sig os noget om mad og klæder, ære og fornøjelser. Himmelen – den kan være god nok til sin tid. Den har vi ingen brug for nu.

Men også blandt dem, som virkelig lever med Gud og er begyndte at tragte efter det, som er oventil, er der mange, som endnu ikke har betingelser for at fatte den kraft og værdi, vort frelseshåb har. Det er dem, som endnu ikke har følt sig besværget af livet på jorden, men lægger alle mulige skønne planer for fremtiden og stiller store forhåbninger til den. Men vær forberedt på, at skal du modnes for himmelen, så kommer der andre tider. Tider, hvor du i hele den hellige skrift ikke finder lifligere ord end dem, der taler om at gå saligt herfra. Så sandt du ”hører Kristus Jesus til” , skal dit gamle menneske (s.171) med dets lidenskaber og begæringer være korsfæstet. Og hvad glæde kan vel den gøre regning på, der er hængt på et kors? Højst en kortvarig lindring og hvile, som snart igen bliver afløst af angstfyldt smerte, tårer og klage på ny. Jo længere vi lever som kristne, desto mere må vi give Paulus ret, når han siger:
”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker”
Og desto mere må vi sande, hvad Skriften siger om vore livsdage her.: ”Deres herlighed er møje og slid” Salme 90,10.
Og: ”Stor uro er skabt for hvert menneske, og der er et tungt åg på Adams børn fra den dag, de udgår af deres moders liv, indtil den dag, de vender tilbage til alles moder. Med deres tanker forbinder sig hjertets frygt; den tanke, der volder bekymring, er dødens dag”
Sir. 40,1-3.

Det vil mægtigt styrke dit salighedshåb, hvis du ret gør dig klart, at menneskets evige higen, dets begær efter lykke, aldrig kan tilfredsstilles her på jorden – at hele livet egentlig kun er et stort bedrag. Da den rigeste og lykkeligste konge i Israel et langt liv igennem havde søgt efter lykken i alt, hvad denne jord har at byde på, stod han til sidst med den nedslående erfaring, at alt var tomhed, alt var bedrag. Jorden har ikke det, den udødelige sjæl kan tilfredsstilles af. Den som får mest af dens glæde og lykke, for aldrig ved siden heraf et hjerte, som ikke er i stand til at nyde sit gode. Og hertil kommer endnu den ubehagelige bevidsthed om, at et snart skal være forbi med et hele.
”Alt er tomhed,” siger Prædikeren. ”Hvad der sker under solen, er alt sammen tomhed og jag efter vind”

Underligt er det at høre Salomo, den rige og mægtige konge, fortælle om den resultat, han er nået til. Med flid har han søgt efter lykken i alt, hvad på jorden var, men er stadig blevet skuffet af lykkens bedrag.
”Jeg tænkte ved mig selv: siger han - ”Se, jeg har vundet større og rigere visdom end alle de, der før var over Jerusalem, og mit hjerte har (s.172) skuet visdom og kundskab i fylde. Jeg vendte min hu til at fatte, hvad der er visdom og kundskab. - Jeg så, at visdom har samme fortrin for tåbelighed som lys for mørke: Den vise har øjne i hovedet, men tåben vandrer i mørke - - og jeg tænkte: ”Jeg vil være vis” Men jeg skønnede, at også det er jag efter vind. Thi megen visdom megen græmmelse, øget kundskab øget smerte. Jeg sagde ved mig selv: ”Vel, jeg vil prøve med glæde:
så nyd da det gode!” Men se, også det var tomhed. Om latteren sagde jeg: ”Dårskab!”
og om glæden:”Hvad gavner den?” Jeg kom på den tanke at mætte mit legeme med vin, mens mit hjerte dog rådede med visdom for at slå mig på dårskab, indtil jeg så, hvad der båder (behager) menneskens børn at gøre under himmelen, det dagetal, de lever. Jeg fuldbyrdede store værker, byggede mig huse, plantede mig vingårde, anlagde mig haver og lunde og plantede alle mulige frugttræer deri, anlagde mig damme til at vande en skov i opvækst; jeg købte trælle og trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte trælle; også kvæg, hornkvæg og småkvæg havde jeg i større mængder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; jeg samlede mig også sølv og guld, skatte fra konger og lande; jeg tog mig sangere og sangerinder og menneskenes børns lyst: hustru og hustruer. Intet, som mine øjne attråede, unddrog jeg dem; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde, thi mit hjerte havde glæde af al min flid, og deri lå lønnen for al min flid. Men da jeg overskuede alt, hvad mine hænder havde virket, og den flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen tomhed og jag efter vind, og der er ingen vinding under solen. Da sagde jeg ved mig selv:
”Tåbens skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet meget vis” og jeg sagde ved mig selv, at også det er tomhed. Da blev jeg led ved livet, thi dårligt syntes det mig, det som sker under solen; thi det er alt sammen tomhed og jag efter vind. Thi hvad får et menneske for al sin flid og sit (s.173) hjertes higen, som han gør sig flid under solen? Alle hans dage er jo lidelse, og hans slid er græmmelser; end ikke om natten finder hans hjerte hvile. Hvad løn for sin flid har da den, der arbejder? Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans åsyn”
Præd. Kap. 1-3.

I disse sidste ord ligger den store hovedlærdom, hvori det hele munder ud. ”Således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans åsyn” Det er Gud, der sørger for, at vi ikke skal finde vor lykke her. Og det gør han, for at vi skal blive nødt til at søge den i ham. Dette er den vigtigste grund til, at ingen – i det mindste ingen, der skal modnes for himmelen – kan finde den glæde, han ønsker, på jorden. Desuden er menneskehjertet sådan beskaffent, at jo mere et menneske får af det, han ønsker, desto større bliver begæret efter endnu mere.

Heraf følger, at de, der får mest af, hvad hjertet begærer, også bliver de mest utaknemmelige, misfornøjede og krævende. De, der får mindre af jordisk lykke, er derfor faktisk de lykkeligste. Men endnu tusind fold lykkeligere er de, som har søgt det evige gode og har ”frelseshåbet” tilbage, når alting her er forbi.

Hvilken navnløs kval det engang vil blive for den, der ser alt, hvad han har haft sin glæde i her, forsvinde, og ved, at for ham er der intet godt mere i vente. Hvor lykkelige derimod er ikke de, som er taget ud af verden og søger det evige! Var du så end den ulykkeligste på denne jord, du, der har himmelen som mål, du er dog den lykkeligste af alle. Var du den fattigste, du er dog i sandhed den rigeste. Var du foragtet og forladt af enhver, du står dog uendelig højt i rang – som den Guds og engles yndling du er. Thi snart er det slut med dette liv, og da skal det vise sig, at kun et var lykke, nemlig at stå i forening med Gud. Vend derfor dit blik alene mod (s.174)evighedens salige mål. Snart, snart, så kommer han, der skal komme. Kristus, Herren, skal åbenbares, vi skal se ham, som han er. Da er troens vandring endt, da er alle gåder løst. Og da skal alle Guds dyrebare løfter om ”den sabbatshvile, der står tilbage for Guds folk” , opfyldes.

Hvortil er vel mennesket ellers bestemt? ”Gud skabte mennesket til uforkrænkelighed” , står der i Visdommens bog. Og alt, hvad han skabte på jorden, skabte han for menneskets skyld. Vi burde dog heraf forstå, hvor stor en plads vi har i Guds hjerte og tanker. Allerede Guds almindelige kærlighed forvisser mig om, at han vil give sine børn, sine venner, en evig salighed. Hvis ikke Gud, sine løfter tro, gav os det evige liv – efter at vi havde troet derpå og higet derefter – så var han ikke Gud, den evige troskab og kærlighed. Vi, som er onde, har dog så megen kærlighed, at var vi almægtige, ville vi sørge for evige himle, fyldt af ubeskrivelig salighed, til dem, vi har kær. Blot en revne i vantroens mørke skylag, og der er intet, jeg føler mig så overbevist om, som at Gud vil i evighed forlyste sit af kærlighedens luende hjerte med at lade sine børn og venner nyde salighedens sødme – han, som er så lykkelig at kunne skabe alt, hvad han vil, skabe salighed lige så overstrømmende rig, som han har skabt de vældige haves oceaner af vand.

Herre, åbne du vore øjne! De skulle vi ikke behøve at bruge så mange ord om vort salige frelseshåbs vished. Vi ser jo allerede himmeriget i sin vorden hernede. Eller hvad betyder alt det af åndelig art, som Gud har haft for på jorden? Hvorfor skulle han give os sit hellige ord og lade sin enbårne søn lide og dø om ikke for vor evige saligheds skyld? Kristi soningsdød trængte vi ikke for at kunne spise og drikke, klæde os, hygge og bo – og til sidst blive til støv. Gud gav os ikke sin søn som et blodigt offer blot for at forhverve os noget timeligt godt. Når han ved dagenes begyndelse skilte den (s.175) syvende dag ud fra de andre til hvile- og helligdag, når han gav os sit ord og sine hellige sakramenter, når han sendte os sin hellige Ånd, som i menneskers hjerter grunder et åndeligt rige på jorden, så siger det os, at der findes et åndeligt rige her, som sigter på og bebuder et evigt. Glød dig derfor, du som er borger i dette rige – eller i hvert fald ønsker at blive det. Du går mod en verden af usigelig salighed. Jesus har sagt at han på den yderste dag vil sige til dem ved sin højre side:
”Kom hid, min Faders velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt, fra verdens grundvold blev lagt” Matt. 25.
”Da skal de retfærdige stråle som solen i deres faders rige,”
siger han på et andet sted (Matt. 13,43) og føjer til:
”Den, som har øren, han høre!”

Jesus har sagt det – er det ikke sikkerhed nok? Eller skulle han kunne svigte sit ord? Passer det mon ikke, når han siger: ”Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ, som er i Guds paradis. Den, der sejrer, skal således iføres hvide klæder, og jeg vil vedkende mig hans navn for min Fader og for hans engle. Ja, den, der sejrer, ham vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere komme bort derfra: og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem, og også mit eget nye navn”
Og: ”Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans”

Disse dyrebare Jesu ord skulle vel tillige være guddommelig sandhed. Alt, hvad de lover, må vel før eller senere ske. Eller er det muligt, at Gud skulle kunne lyve? Skal det ikke en gang blive til virkelighed, det syn, Gud gav Johannes at skue: ” - en stor skare, som ingen kunne tælle, at alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stående foran tronen og foran lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne.”

Og disse, som er iførte de lange, hvide klæder, ”det er dem, (s.176)som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han, som sidder på tronen, skal opslå sit telt over dem. De skal ikke sulte mere og ikke tørste mere, heller ikke skal sol eller nogen hede stikke dem. Thi Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand; og Gud skal tørre hver tåre af deres øjne.” Åb. 7.

Skal ikke dette en gang gå i opfyldelse? Gud forbarmer sig over det forfærdelige vantroens mørke, der fylder vort sind! Det skal alt sammen gå i opfyldelse – så sandt, som Gud ikke kan lyve. Himmelen og jorden skal forgå, men hans ord skal ingenlunde forgå.

Og videre hedder det:
”Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal heller ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.”

Det som var før, er forsvundet. Jeg skal aldrig mere græde og ængstes, aldrig mere lide under syndens mangt i mit hjerte, Djævelens fristelser og anfægtelser eller verdens løgn og ondskab, hån og foragt. Tænk, hvad dette vil sige: jeg skal aldrig mere lide under syndige tanker og syndigt begær, men altid være hellig og ren og fri. Jeg skal have et hjerte, hvis natur er at elske Gud – et hjerte, som ingen større salighed ved end at nyde det salige og underfulde, jeg skuer omkring mig.

Hvilken salig tid, når synden ikke mere hænger ved os! Når vi ikke længere skal kæmpe mod vort oprørske hjerte, som her i tiden stadig vil føre os bort fra Gud! Når vi aldrig mere skal snuble på vejen, aldrig mere bedrøve Guds Ånd! Når aldrig mere et syndigt ord eller en syndig handling skal krænke vor samvittighed, ingen fristelse plage os mere og ingen tvivl om Guds kærlighed mere finde rum i vort hjerte! (s.177)

Alt dette hører til det, som var før – til livet på jorden. Nu skal det byttes med Herrens pris.

Og så er dette endda ”som talt af et barn” 1. Kor. 13,11.
Vi har hidtil kun beskæftigede os med det onde, vi skal blive fri for. Dette kender vi af erfaring. Men hvem kan tale ret om det gode, vi skal få. Det er jo, ”hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte.” Men tænk blot på dette ene: Hvad kan den almægtige Gud ikke gøre, når han tager sig for ret at ville glæde sine børn, som nu er kommet hjem! Han kan skabe usigelig lykke og salighed. Han kunne – om så var nødvendigt – gøre, at vore hjerter af sig selv blev fyldt af usigelig glæde og fryd. Hvor ofte har vi ikke erfaret, at glæde og sorg alene beror på, hvilken stemning vi er i. Et glad hjerte fryder sig, også når der ingen særlig anledning er. Hvad bliver det da ikke, når for det første de ydre omstændigheder er af saligste og herligste beskaffenhed, og for det andet hjertet er så glad og så friskt, ja, så mættet af fryd, som den almægtige skaber kan gøre det.

O, Gud! jag det tætte vantroens mørke i vore hjerter på flugt! Vi har jo uudsigelige ting i vente, så sandt som du selv har sagt det.

Måtte vi nu – som Paulus opfordrer til – tage imod og til stadighed bære ”frelsens hjelm”. Hvis du virkelig troede og tog med i betragtningen, hvad Gud har lovet os hisset (efter denne verden), ville det da ikke væbne dit hjerte med en fred og en kraft uden lige i enhver strid og prøvelse her? Hvis du en eneste time kunne smage og se, hvad himmelens salighed er, så skulle du gerne i tusinde år leve en martyrs liv for til sidst at opnå en sådan saligheds sødme.

Det sjette og sidste stykke i vor rustning er sværdet.
”Tag imod Åndens sværd, som er Guds ord.”

Om dette kan vi tale i korthed. Vi har allerede i det foregående set, hvordan Jesus, da han blev fristet af Satan, alene (s.178) med et: ”Der står skrevet” ramte fjenden så eftertrykkeligt, at han for hver gang led nederlag og til sidst måtte fly.

Flere andre steder i Skriften kaldes Guds ord for et sværd – et tveægget sværd, som det så malende hedder i Åb. 1,16:
”Af hans mund udgik et tveægget, skarpt sværd” For øvrigt et meget betegnende billede. Ligesom sværdet er gjort af et stærkt og hårdt materiale, således er også Guds ord det mest faste og uforanderlige, der findes. Himmelen og jorden skal forgå, men ikke de mindste bogstav eller en tøddel af Guds ord skal forgå, dvs: Hvad Gud har talt, skal til punkt og prikke blive opfyldt. Og ligesom sværdet er skarpt og trænger dybt ind, hvor det rammer, således er også Guds ord ”levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer og hjertets tanker og meninger” Hebr. 4,12.

”Åndens sværd” kaldte apostlen det. Ikke blot, fordi ordet er et middel, hvorved Ånden meddeler sig til os, men i særdeleshed, fordi det er det eneste våben, der duer i en åndelig kamp.
”Vore stridsvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker” siger Paulus i 2. Kor. 10,4.

Dette kan også lære os ikke at bruge vore egne tanker og ord som våben mod Satan. Mod hans angreb udretter dusse intet som helst. Der er derimod intet våben så virkningsfuldt, som når jeg kan sige:
Sådan og sådan har Gud sagt. Og hvad Gud har sagt, må til evig tid stå fast, om end tusinde verdener søgte at rokke derved.

Hvilken triumferende sejrskraft ligger der ikke i Guds grundfaste ord! Kommer Djævelen og vil f.eks rokke ved mit frelseshåb, så møder jeg ham med Guds klare ord og løfter og siger: Ja, hvis Gud kan lyve, da kan mit håb blive til skamme. Men da vil jeg også være blevet bedraget.

Kommer fjenden og vil indbilde mig, at den ene eller anden (s.179) ikke kan være så farlig, så svinger jeg samme sværd igen og siger til ham:
”Den, er gør synd, er af Djævelen” Har Gud til alle tider advaret mod synd, kan det aldrig være uden fare for os at hengive os til den.

Kommer han og vil drive mig til fortvivlelse for mine synders skyld, så vil jeg møde ham med følgende drabelige sværdhug:
”Så sandt jeg lever, lyder det fra den Herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til, at han omvender sig fra som vej, at han må leve! Hvis vi bekender vore synder er han trofast og retfærdig. Så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”

På den måde skal vi altid med Guds ord slå fjenden tilbage. Men foruden, at vi anvender sværdet til at værge os selv mod Satan, skal vi også til sandhedens forsvar nedkæmpe enhver vildfarelse med det. Og endelig skal vi anvende Åndens sværd til erobring – udbrede Kristi rige, storme enhver fæstning og overhugge ethvert bånd, hvori sjæle holdes fangne af Satan.

Gud give enhver kristen nåde til med troskab og flid at anvende dette våben! -

Vi vil nu have forstået, hvilken frygtelig fjende vi har, og hvor farlig vor stilling på jorden er. Men vi vil også have set, hvilken fortræffelig rustning og hvor mægtig en fører i striden vi har. Nu gælder det blot om, at vi i lydighed ifører os rustningen og anvender sværdet. Da skal vi – trods megen svaghed og megen frygt – gå frelst ud af kampen til sidst. Det borger Guds faste, bestemte løfte os for. Thi vi må aldrig glemme, hvad apostelen til indledning sagde:
det er fra Herren og hans vældige styrke, vi skal hente vor kraft. Det er ikke på vor styrke, sejren beror, men på Guds.

Derfor slutter Paulus også med at vise os hen til Gud, idet han siger:
”Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, i det I altid beder i Ånden.” (s.180)

Bønnen bliver ikke nævnt som et særskilt våben – læg mærke til det. Bønnen er den atmosfære, i hvilken hele kampen skal føres. Bønnen er de kæmpendes åndedræt, uden hvilket ingen kraft, intet liv kan tænkes. Apostelen lader i sidste instans alting bero på Gud. Han begynder med at tale om Herrens vældige styrke og slutter med at opfordre til bøn og påkaldelse. Og således er det: den bedste rustning nytter dig intet, hvis Herren tager sin Ånd fra dig.

Vil du stå med sandheden spændt som bælte om din lænd, må du tigge og bede om ”sandhedens ånd”.

Vil du være iført retfærdigheden som brynje, må du bede til ham, som ”virker i os både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske”.

Skal du være villig til at forkynde fredens evangelium og i al din færd kunne løfte troens skjold – hvor må du da ikke atter bede! Ligeså for at få nogen virkelig hjælp af frelsens hjelm og af Åndens sværd.

Både til det ene og det andet kræves bøn – og al slags bøn, således som det er antydet i apostelens ord:
bøn i enrum og bøn i fællesskab, stille sukke og lydelig bøn, men altid med påkaldelse af det dyrebare navn, som er det eneste, der gælder for Gud, det eneste, i hvilket vore bønner bliver hørt.

”Og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige”

Har vi forstået, hvilken fjende vi har, så vil vi ikke, hverken dag eller nat, føle os trygge. Vi vil altid være forberedt på Djævelens snigløb og derfor til enhver tid påkalde Herren og være rustet til strid. Og når vi ser hele Guds meninghed udsat for samme farer og samme kamp, lad os da ikke glemme apostelens opfordring til at bede for alle de hellige og i særdeleshed for dem, som forkynder evangeliet - ”bed også for mig”, føjer han til. Når en mand som Paulus behøvede forbøn, hvor meget mere behøver vi den da ikke!

Måtte vi da troligt våge og bede og stå rustet til strid!


Relaterede og uddybende tekster:



"Guds fulde rustning afsnit 1" Her

"Guds fulde rustning afsnit 2" Her


Gengivet med tilladelse © LogosMedia

RoseniusNet.dk
 22. Marts 2005