. .De ti bud og Fadervor - Fadervor - Afslutning

Afslutning - Thi dit er riget og magten og æren - Amen!



(s.231) Vi har nu – efter den nåde Guds har givet os dertil – betragtet de egentlige bønnepunkter i denne uforlignelige bøn, alle bønners bøn: Fader vor. For at vi dernæst ikke blot må forstå, men også flittigt og med hjertelig lyst benytte os af denne, kræves egentlig endnu blot et:
At vi til slut kan helt og fuldt sige amen til bønnen. Det vil sige, at vi beder ud af en virkelig hjertets tro og tillid til, at Gud vil høre vores bøn.

Ordet ”amen” er et hebraisk ord, der bruges med bekræftende eller forsikrende betydning. Det betyder, siger Luther, ”at jeg skal være vis på, at disse bønner er den himmelske Fader velbehagelige og bønhørte af ham. - Amen! Amen! det betyder: ja, ja, det skal ske således”

Men dette ord kræver tillige oprigtighed. Det vil siges ikke blot med munden, men med hjertet.

Sørgeligt nok: så mange ellers oprigtige kristne fejler på (s.232) dette punkt. De gør sig ikke klart, når de rejser sig fra bønnen, hvad de egentlig venter sig af den. De ikke så meget som spørger sig selv: mon Gud nu også vil gøre det, jeg har bedt ham om? Eller de er i en sådan uvished derom, at de ingen hverken trøst eller kraft har af bønnen.

Ikke nok med,at bønnen under disse omstændigheder mister sin liflige smag og falder tung og besværlig. Den bedende står også i påkommende tilfælde uden den hjælp og trøst fra Herren, han behøver. Dette er følgen af den vantro og overfladiskhed i bønnen, som ikke gør sig klart, hvorvidt vore bønner er Gud til behag og bønhørt af ham. Eller hvad andet kan ligge til grund, når et menneske efter sin bøn er lige så bekymret og urolig ug udfolder samme ængstelige aktivitet for at hjælpe sig selv, som før han har bedt. Det beviser jo alt sammen kun, at han ikke har bedt i tro. Hans bøn har kun været slag i luften. Han har råbt, men uden at holde sig for øje de grunde, hvorpå virkelig vished om bønhørelse hviler.

Men gives der i det hele taget sådanne grunde? Vil nogen måske spørge. Et ikke uvæsenligt spørgsmål at få klaret.

Ja, så vægtige grunde for vished om bønhørelse har vi, at vi skulle fryde os højlydt derover, hvis blot vi fik øjnene åbnet for dem. Af disse grunde skal her blot peges på tre:

For det første:
Vores vished om bønhørelse grunder sig derpå, at det er Gud Herren selv, der har sagt, at vi skal kalde på ham på nødens dag, og har forsikret os om, at han vil hjælpe.

Hvis aldrig Gud havde sagt os noget derom, havde vi heller aldrig med vished kunnet vide, om han ville høre vor bøn eller ej. Nu behøver vi ikke være i tvivl. Det er Guds egen befaling, at vi skal bede, og Guds eget forsikring, at han vil høre. Ikke, fordi der er noget i vores bøn, der bevæger ham til det, men ene og alene for sit ords og sit løftes skyld. (s.233)

Luther siger så træffene:
”Hvis ikke Gud havde befalet at bede og lovet at høre, ville ingen skabning med nok så meget bøn have været i stand til at udbede sig noget som helst.
Mærk dig derfor: ikke den bøn er god og ret, som er andægtig og indtrængende og med mange ord, men den som bygger fast på Guds tilsagn. En sådan bøn bliver hørt, hvor ringe og uværdig den så er i sig selv, for Guds løfters og sanddruhed skyld. Guds ord og løfte, ikke din andagt (måde at bede på), giver bønnen værdi. Og desuden er netop troen på Guds løfter den rette andagt, uden hvilken al anden andagt er vedvarende bedrag.”

Kan jeg nu af Guds alment gældende påbud om bøn være vis på hans velbehag i, at vi kalder på ham i vor nød, hvor meget mere da ikke med hensyn til bønnen, han selv har lært os at bede. ”Hvad vi rettelig bør bede om, forstå vi ikke” Men når kongen selv har formet os de bønner, han med særlig glæde vil høre, og mit eget hjerte rent uvilkårligt er fyldt af den samme omsorg, det samme begær, som i disse bønner er udtrykt, da må jeg vel være vis på, at min bøn er Guds til behag. Derfor er bønnen ”Fadervor” af så uforlignelig værdi. Ikke blot, fordi det er en fuldkommen bøn, men fordi det er Herren selv, der har sagt os den for (lært os den).
Hvad han selv har lært os at bede om, må han fremfor noget være villig til at give.

Om denne hans hjertelige vilje til at høre os skal vi end yderligere forvisses af ordet ”Fader”, hvormed bønnen begynder. Gud er vor rette, vores virkelige fader – i hele den fulde og rige betydning af ordet, som Jesus lagde i det. Og han, som gav sin søn hen i døden for at vinde os vor barneret tilbage, skulle han ikke også nu give os alting med ham?
En jordisk fader tænker dog med ømhed på sit barn. Han giver det ikke sten i stedet for brød. Hvad skal vi da tænke og tro om vor himmelske fader? Mon ikke dette:
Gud er vor fader han har befalet os at bede Da må det også være hans vilje (s.234) at høre, så meget mere, som han selv har lagt os ordene i munden.

For det andet:
Vores vished om bønhørelse grunder sig derpå, at Gud er den, der har magt til at hjælpe. Dette er udtrykt i de magtfulde ord, hvormed ”Fadervor” slutter:
”Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen” Disse ord er ikke ment som en lovprisning alene, de rummer tillige en mægtig trøst.

Dit er riget – det vil sige:
Du råder som en almægtig og enevældig konge over alt, hvad du har skabt. Over alle kræfter, såvel i naturen som i åndens verden, har du magt til at befale. Derfor kan du også råde bod på alt, samt skænke alt, hvad nødvendigt til salighed er.

Din er magten – det vil sige:
du har magt til selv at udføre alt, hvad du vil. Også, når du pålægger os noget, må du selv give os kraften dertil. Vi må derfor begære alting af dig.

Din er æren – det vil sige:
du skal i al evighed have lov og ære for alt. Derfor må du også gøre store og herlige ting. Med os arme væsener, har det mindre at sige, men din ære, Herre! Giv, hvad vi behøver for at ophøje den! Thi som dit rige og din magt er, skal også din ære være, nemlig i evighed.

For det tredje:
Vores vished om bønhørelse grunder sig først og sidst på vor frelser. Hans stedfortrædende lidelse og død, han forbøn, hans trofasthed, hele hans person burde forvisse os om, at alt, hvad vi beder om i hans navn, skal vi også virkelig få. I selve ordet ”amen” ligger der en påmindelse herom. Ikke blot, fordi Jesus så ofte benyttede sig af dette ord (oversat med sandelig , sandelig), men i særdeleshed, fordi han siger sig selv at være Amen.
I Åb. 3:14 hedder det:
”Så siger han, som er Amen, det troværdige og sandru vidne” osv

Og i 2. Kor. 1:12 siger Paulus, at alle Guds forjættelser har i ham deres ”ja”, deres ”amen”. Det vil sige: (s.235) I Kristus er og bliver alle Guds løfter og tilsagn opfyldt. I ham er vore fortjenstfulde gerninger, vores fuldkomne værdighed. Den mægtige hindring for troen, som tanken på vores egen værdighed er, ryddes hermed på en gang af vejen.

Hør!
Det er i Kristus alene, at Gud her behag.
”Hvis I beder Fader om noget, ” siger Jesus, ”skal han give jer det i mit havn”
Beder du i Jesu navn, kan dit svageste suk ikke være forgæves eller din største uværdighed hindre dig i at blive bønhørt. Thi alle Guds løfter er ja og amen i ham. -

Vi har således fundet det første, at Gud vil, for det andet, at han kan, og for det tredje, at han også virkelig skal opfylde det, han har lovet. Tror vi nu dette, hvad andet står da tilbage end flittigt at bede denne den bedste af alle bønner, ”alle bønners bøn”, som af flere grunde bør være pilgrimmen særlig kær under vandringen her på jord. Dette r bønnen, i hvilken alle Guds børn, om end på hver sit sprog, forenes ved hans fødder, som er fader for dem alle.
Et ejendommeligt ydre tegn på den Åndens enhed, der er mellem alle Guds børn. De har alle samme bekymringer, samme ønsker, samme strid og samme behov. Og det hele er af den guddommelige mester sammenfattet i denne bøn. Derfor må ”Fadervor” med rette hedde ”Guds børns bøn” Derfor siger vi også til indledning:
Vor Fader! - og hele bønnen igennem ”os” og ”vort” Vi skal i denne bøn bede for og med alle Guds børn på jorden, indtil Herren kommer for at ”samle Guds adspredte børn sammen til et,” og troen og bønnen skal bytes med den evige glæde ansigt til ansigt med Gud.

Dertil hjælpe du os alle, vor Fader, som er i Himlene – thi dit er riget, magten og æren i evighed! Amen.


Relaterede og uddybende tekster:


Læs mere om bøn Her

Læs mere om bønnen som nådemiddel Her


Gengivet med tilladelse © LogosMedia

RoseniusNet.dk
 14.Februar 2005