Path links: RoseniusNet.dk Rosenius skrifter Bind VIII - "Helliggørelsen og vor natur"

Nådelivets vækst

2. Peter 3,18.

(s.173)
I skal vokse i nåden! Vogt jer, I leende kristne, for at sløves og forsumpe, vogt jer for stilstand og død! I skal vokse! Bestandig skal I hige efter mere af kærlighed, tro og erkendelse, ydmyghed og gudsfrygt.

Hvis et menneske sagde: Jeg har tilstrækkeligt både af tro, af kærlighed til Gud og til næsten, af fred og glæde i Helligånden, af ydmyghed og gudsfrygt osv, så skulle det gyse i os ved tanken på en sådan forblindelse, en sådan mørkets magt over hjerte og sind. Men hvad skal man tro om en kristen, som aldrig bekymrer sig om tilvækst i nåden? Kan der ikke være grund til at frygte, at selv om han aldrig med sin mund ville sige som ovenfor anført, han dog i sit hjerte er af den overbevisning, at han har nok?

Spørgsmålet om at vokse i nåden er således en prøvesten for os. Nogle føler som et stik gennem hjertet, når dette spørgsmål berøres. Ak, jeg vokser jo ikke i nåden, siger de sukkende, det går snarere den modsatte vej. Andre kan læse ordet om at vokse i nåden uden at anfægtes af det, kun interesseret i rent tankemæssigt at udgrunde det. At tage det til hjerte overlader de til andre. I denne forbindelse sandes Luthers ord: ”De, som har grund til at frygte, frygter ikke, men de, som ikke har grund til at frygte, frygter.”

Luther kommer i en prædiken til 21. søndag efter trinitatis med en i denne forbindelse meget lærerig bemærkning. ”Troen i hjertet er aldrig i ro,” siger han, ”den er enten i tiltagende eller aftagende. Og hvo dette ikke er tilfældet, der er det ingen levende tro, men kun en død forestilling i hjertet om Gud.” (s.174)

Det er et kendemærke på den plantning, den himmelske fader har plantet, at den er afhængig af den åndelige næring og pleje, den får, og derfor til tider vokser og trives, til tider igen sygner hen. Den tro derimod, som trives lige godt, enten den får næring eller ej, er en selvgjort og død tro.

Alligevel er der en forskel også på denne.

I sin almindeligste form trives den ikke blot lige godt al åndelig næring foruden, men trives endda bedst, når den ikke bliver gået for når af Guds ord. Den rokkes og anfægtes netop af ordet.

De finere gerningshelgener derimod har det tilfælles med de kristne, at deres tro snart er i tilvækst og snart svinder ind. Men det er overholdelsen af visse ydre religiøse pligter, den er afhængig af. Har de forsømt f.eks. den daglige andagt, eller der på anden måde er kommet en rift i deres fromhedsklædning, så vakler deres tro, og freden fornyes kun der ved, at det forsømte bliver indhentet igen.

Den ægte tro beror ikke på selve det at læse, bede osv, men på indholdet af det, der læses. Derfor er det, apostelen siger: ”I skal vokse i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse.”

Altså er nådelivet altid enten i tilvækst eller i tilbagegang. Men da er det jo forfærdeligt at leve dag efter dag uden at bekymre sig om, hvordan det i så henseende står til. Thi er det i tilbagegang, vil det inden længe dø fuldstændig ud, hvis ingen forandring sker. Er det for en tid blevet forsømt, må det hurtigst muligt opflammes og styrkes igen, hvis det ikke skal dø.

Åndelig stilstand medfører åndeligt tilbagefald. At vokse i nåden og stå fast i nåden hører sammen. Det var dette forhold (s.175), der stod for Peters tanke, da han skrev de ord, som vi her betragter. Han har i det næst foregående vers advaret de kristne mod at ”miste deres fodfæste” og tilføjer så: ”I skal derimod vokse i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi nåde og erkendelse.”

Af alle den store apostels formaninger i Skriften er dette den sidste. Den står i det sidste vers i hans sidst skrevne brev. Men i begyndelsen af brevet lægger han os samme lærdom på sinde. Efter at han først har formanet os til i vor tro at udvise dyd osv, for at vi ikke skal være ”uvirksomme eller ufrugtbare i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus”, men ”meget mere stræbe efter at gøre vor kaldelse og udvælgelse urokkelig”, så tilføjer han: ”Thi når I gør det, vil I aldrig snuble.”

Det er netop den åndelige stilstand – dette at være ”uvirksom og ufrugtbar i erkendelsen af vor Herre Jesus Kristus” – der er den hyppigste årsag til, at mennesker falder ud af nåden. Den virker en besynderlig tomhed i sjælen. Man bliver led ved den himmelske manna og træt af at synge den nye sang. Når således huset er ”ledigt, fejet og pyntet”, går Djævelen ind og skaffer den ledige sjæl noget nyt at fylde tomrummet med, syv andre ånder, værre end ham selv, tager han med sig, og ”da bliver det sidste værre for dette menneske end det første”.

Nidkærhed og iver for åndelig vækst holder derimod sjælen beskæftiget, fattig og sønderknust. Vel at mærke, når man ikke blot lægger vind på ydre gode gerninger, men på hjertes renhed, sand helliggørelse i kærlighed og tro. Da bliver Kristus os stadig uundværlig, ordet beholder sin rette, liflige smag, de åndelige ting er os daglig nye og lære, kort sagt: hele livet bevarer sin friskhed.

De gamle hellige har alle måttet kæmpe for kronen. Gennem hele Skriften tales der om kamp, for at løbe på væddebanen (s.176) – hvordan skulle man da slippe godt fra at sove, hvile, stå stille?

Men også, om der ingen fare var forbundet med dette, så skulle dog enhver kristen alene for at tækkes Gud og af taknemmelighed ofr den store nåde, han har modtaget, stræbe efter tilvækst i det gode. I Kol. 3, tales der først om, hvordan vi i troen er døde og opstandne med Kristus, dernæst om den forpligtelse til at leve besindigt, retskaffent og gudsfrygtigt, som er fælles for alle kristne, og endelig om, hvordan den enkelte ifølge kald og stand bør forholde sig: ægtefæller, børn, forældre og trælle. Der skulle i sandhed blive nok at tage fat på, hvis blot vi var vågne og var lydige mod Herrens ord. Har vi, som vi burde, ”overgivet til døden de lemmer, der hører jorden til”: utugt, urenhed, begær osv? Har vi iført os ”inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed” i den fylde det sømmer sig for os? Har vi nok af den kærlighed, som er ”det fuldkomne bånd”? Er vi flittige nok til at ”påminde hinanden med salmer, hymner og åndelige viser”?

Der går dom over vort liv, når vi standser for dette. Herren forbarme sig over alle, som tror, og give, at der måtte ske en forandring!

Men – som allerede før er sagt – det er også alvorlige kristnes største bekymring, at de ikke vokser i nåden, som de burde. Og dermed er vi inde på det vigtigste spørgsmål: Hvordan få vi kraften dertil?

Hvad var det, apostelen sagde? ”I skal vokse i vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi nåde og erkendelse.” Han siger ikke: I skal vokse i den og den dyd, men: I skal vokse i nåden, vokse i erkendelsen af Kristus.

Det er deri, hemmeligheden ligger. Når kraften mangler, er det nåden i hjertet, erkendelsen af Kristus, der skal forøges.

Det siger Paulus også. Vi skal ”i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. Ham skyldes det, at hale legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed.” Ef. 4,15-16. (s.177) Altså: det er, når vi vokser op til ham, som er hovedet, at hele legemet vokser sin vækst og opbygges i kærlighed, som fødes i hjertet ved Guds store og uforskyldte nåde.

I Kol. 2, advarer apostelen mod dem, som mener at have fundet en bedre vej til helliggørelse end den enfoldige troens vej. Han siger om disse, at ”de holder ikke fast ved hovedet, nemlig ham, ud fra hvem hele legemet vokser Guds vækst, mens det hjælpes og sammenholdes ved sine bindeled og bånd.”

Det varer noget, inden en kristen får lært at forstå, hvor vigtigt det ovenfor anførte er. Mange tro og oprigtige kristne har ved velment, men misforstået iver for tilvækst i det gode ligefrem mistet livet i Gud og er blevet en stakkels ulykkelig frafalden, blot fordi han ikke holdet sig enfoldigt på troens vej, men – for at opnå den tilvækst i det gode, han higede efter – på ny lod sig spænde i trældoms åg.

Det kan i denne forbindelse udvikle sig i to forskellige retninger:

De, som ikke går så grundigt til værks med deres stræben efter fromhed, bliver, som apostelen siger i Kol. 2 ”opblæste af deres kødelige sind”. De bliver med deres ”selvgjorte gudsdyrkelse” så inderligt godt tilfreds med både vækst og helliggørelse og alle deres skønne dyder i øvrigt.

De derimod, som går mere i dybden og tager sigte på hjertets renhed, vil før eller senere gå til grunde i synd og fortvivlelse. Det er derfor så vigtigt at mærke sig vel den eneste vej, der fører til åndelig vækst. Er din samvittighed bunden – er der synd, som bestandig står for dig og stjæler din frimodighed over for Gud – så befat dig ikke med tilvækst i fromhed, vent ingen kraft, søg den ej heller, men vend om, (s.178) søg en dybere erkendelse af Kristus, først da bliver der tale om vækst. Regler og bud, anstrengelser og bedringsforsøg virker på en lovbunden sjæl som kraftig kost på en febersyg: det bliver ikke bedre, men værre deraf. Han må høre i stedet for at gøre, han må modtage nåde for helt at komme fri af det lovbundne sind og ved Kristi kærlighed blive trøstet og styrket på ny. Da strømmer kraften fra ham, som er hovedet, Kristus selv. Og da går det, som David siger: ”Jeg vil løbe dine buds vej, thi du giver mit hjerte at ånde frit.”

”Jeg er vintræet, I er grenene,” sagde Jesus. ”Ligesom genen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun, hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig. Skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Johs. 15. Alt godt skal udgå fra ham og være afhængigt af vores forbliven i ham. Derfor hedder det også: I skal vokse og ikke: I skal gøre. Dermed er sagt, at den sande helliggørelse ikke er et arbejde, men må flyde frit af troens forening med Kristus, ligesom frugterne vokser frem på et træ. Deraf udtrykket: ”Åndens frugt”. Intet af, hvad der gøres af tvang for buds og befalings skyld og således er lovgerninger, kan behage Gud. Han elsker kun den glade tros og kærligheds frugt – det, der er et værk af ham selv.

Netop det er den sande helliggørelses hemmelighed, at den er et Kristi værk i os, og at den vokser – vokser af troens forening med ham – hvorfor vi blot skal forblive i troen og siden give agt på hans vink og lade os lede af ham. Da virker Helligånden selv vor tilvækst i nåden, men ad helt andre veje, end vi havde tænkt.

Når synd og Satan bliver ligesom helt sluppet løs på en kristen, da han sigtes som hvede og bringes til fald ligesom Peter, da har utvivlsomt forud en hovmodets ånd gjort ham opblæst, og nu må han lære atter at færdes i ydmyghed og Herrens frygt. Når en kristen, trods det at han vandrer med (s.179) blikket fæstet på Jesus, alligevel gribes af afmagt, ikke kan bede, ikke kan elske, ikke finde glæde i Gud og ikke gå frem i det gode, da vil Herren lære ham at ydmyge sig under Guds vældige hånd, udbede sig alt af Gud og virkelig se det som gaver fra ham. Da Paulus havde en ”torn i kødet”, en ”Satans engel, som slog ham i ansigtet”, og Herren ikke ville høre hans bøn om at slippe derfor, da fremmedes Paulus´ tilvækst i nåden.

Sådan gør Herren det tit: fremmer vor vækst på en hårdhændet og for os ubegribelig måde. Selv bliver vi mere og mere svage og tilintetgjorte, men da bliver også Kristus mere og mere vort alt. Vi får lært det omsider, at det eneste, vi kan af os selv, er at synde, og at kærlighed, tro osv, har vi kun som gaver fra Gud. Det bliver en virkelighed for os, dette, at Kristus er vort liv, og at alt, hvad der er i os af godt, er hans værk.

Paulus for sit vedkommende ville end ikke driste sig til at tale om andet end det, Kristus havde virket i og gennem hans liv (Rom. 15). Helst ville han rose sig af sin magtesløshed, for at Kristi kraft kunne tage bolig i ham – thi ”når jeg er magtesløs, da er jeg stærk,” siger han.

Deri ligger altså hemmeligheden, når det gælder den kraft, vi behøver til vores åndelige vækst. Det er dette, der har stået for grev Zinzendorfs tanke, da han sang:

O, tag det ord på vejen med:
når Jesus vinker, gå!
Og drager han dig – rask af sted!
men standser han, da stå!

Og føler du hans velbehag,
fryd dig i ydmyghed;
men mærker du hans tugt, så tag
dit kors og bøj dig ned.

(s.180)
Og har han brug for dig – nu vel –
så frem med frejdig hu!
Men er han stille i din sjæl,
så tie også du.

Og viser han på andres vej
sin magt og herlighed,
o, kære sjæl, misund dem ej,
fryd dig med dem derved.

Kort, kære sjæl, stræb fra i dag
i sorg, i savn og skam
at være Lammet til velbehag
og hel at følge ham.

Det forholder sig med vores tilvækst i nåden på samme måde som med vores åndelige fødsel. Født på ny blev vi derved, at loven og vore mislykkede bedringsforsøg slog os fuldstændig ned, og Kristus blev vor eneste tilflugt og frelse og trøst. På samme måde er det med vor åndelige vækst. Selv bliver vi mere og mere gjort til intet, og Kristus bliver mere og mere vort alt.

Denne tilvækstens hemmelighed er træffende udtrykt i Johannes Døberens ord: ”Han bør vokse, men jeg blive mindre.” Johs. 3,30**. Et ord af storslået skønhed, men usigelig bittert at erfare. ”Jeg blive mindre?” – jeg skulle jo tværtimod vokse. Her er det, at vanskeligheden ligger. Guds ord kræver, at jeg skal gå frem i det gode – og så skal jeg samtidig bliver stadig mere og mere elendig og ussel i mine egne øjne! Jeg fatter det ikke – og endnu mindre kan jeg finde mig til rette dermed. Vel ved jeg, at jeg bør blive mere og mere ydmyg og fattig i ånden, men – det var blot sønderknuselsen, syndserkendelsen, angeren og ikke selve synden, jeg ville have. Men det er umuligt. Da Herren ville Peters (s.181) hovmod til livs og virke ydmyghed hos ham, overlod han ham til at sigtes af Satan. På samme måde med Paulus i 2. Kor. 12.

**) Den norske præst og forfatter Olav Valen-Sendstands (1904-1963) motto. (red.)

Men hvordan vokser jeg da til i det gode?

Som allerede sagt: Når det onde, som under alle omstændigheder findes hos mig, bliver mig mere og mere bevidst, forfærder og ydmyger mig, men Kristus bliver mig mere og mere dyrebar og uundværlig og derfor også får mere og mere magt og herredømme over mig. Kristus bør vokse – og vi vokse i erkendelsen af ham.

Skal Kristus vokse, må vi selv blive mindre. Gennem ordet og sakramenterne, brødres undervisning og bønnen kan og bør vi visselig samle større kundskab om Kristus. Men den egentlige erkendelse af Kristus må man leve sig ind i. Når vi gang på gang gennem de bitre erfaringer, vi gør, bliver berøvet vort hjertes hemmelige støtter for troen, og – fortvivlelsen nær – på ny finder frelse i Kristus, da bliver Kristus for hver gang større og herligere for os.

”Når Gud vil forøge et menneskes tro,” siger Luther, ”så lader han til en begyndelse al tro tage fra dette menneske.” Sådan handlede han f.eks. med Job. Først tog han fra ham al den timelige velsignelse, som også havde været en støtte for troen på den Gud, der havde givet den. Og da Job søgte erstatning for sit tab i in fromhed og midt i den hårde prøvelse priste Gud, ramtes den fromme mand af endnu hårdere plager. Satan fil frihed til at hærge hans legeme. Hans hustru og venner gik til angreb på hans gudsfrygt så længe at Job til sidst tabte tålmodigheden og forbandede den dag, han var født. Hermed var også hans fromhed rokket. Det syntes for Job, som om Herren havde nægtet ham al hjælp, legemlig såvel som åndelig, og klagende sagde han bl.a.: ”Ak, havde jeg det som tidligere, som dengang Gud tog sig af mig, da hans lampe lyste over mit hoved, og jeg ved hans lys vandt frem i mørke, som i mine modne år, da Guds fortrolighed var over mit telt. - - Jeg klædte mig i retfærd, og den i mig, jeg var den blindes øje, jeg var den lammes fod osv - - Så tænkte jeg da: Jeg skal dø i min rede, leve så længe som føniksfuglen.”
Job. 29. (s.182)

Så tænkte jeg da: Jeg skal dø i min rede - - dvs, jeg vil, at den skønne tingenes tilstand, som er, skal vare til min død. Men reden blev ødelagt. Hans ydre glans såvel som hans fromhed taget fra ham. Sådan bærer Herren sig ad, når han vil forøge og rense et menneskes tro. Da nu Job efter dette blev dobbelt så velsignet, var også hans tro i samme grad blevet forøget.

Om fugl føniks (som egentlig er et sindsbillede på den højere visdom) handler en gammel østerlandsk fabel. Denne fugl var udødelig, siger fablen. Men på den måde, at når den blev gammel og ældet lagde den sig i sin rede, antændte denne og stod så i ny og forynget skikkelse op af asken igen.

Hvilket træffende billede på troen, den højeste visdom! Den vil så gerne bygge reder af vores fromhed og anger, vor bøn og vort retsind. Men når Guds helligheds ild tænder vore reder i brand, går troen selv i fornyet friskhed og renhed ud af ilden igen.

Vi vil, inden vi går nærmere ind på, hvordan man vokser i erkendelsen af Kristus, kaste et blik på den gamle, trykke rede, vi ligger i, før Herrens kald endnu har nået vores øre. Vi har, som vi er af naturen, en hel mængde forvendte begreber både om Gud og os selv: det kan aldrig have været Guds mening at fordømme os, mennesket kan ikke selv gøre for, at det er svagt, inderst inde er det i virkeligheden godt, og gode gerninger er der da også, som Gud vil tage med i betragtning. Kristus kender man kun af navn og af omtale, for man har endnu ikke selv haft brug for ham. Alt er så roligt, så fredeligt. Da rammer Guds helligheds lynstråle sjælen – (s.183) og reden er i brand. Man føler, at Gud er en fortærende ild. Man begynder at søge frelse – i anger, i bod og i bøn. Men det er alt sammen strå, som fortæres af ilden. Man føler, det må være helt anderledes fuldkomment, det, der skal bestå for den Helliges øjne. Dels derfor og dels, fordi man har hørt, at kun i Kristus er frelse at finde, flyr man til ham, begynder at bede til ham og vil nu for enhver pris tro på ham.

Men hvordan er det billede, man har dannet sig af Kristus? Nok som den, der i nåde vil frelse, men kun på betingelse af oprigtig lydighed, sand og alvorlig omvendelse og bod.

Hvad ved man da om, hvad man ejer i Kristus? Ak, kun uendelig lidt. Man sætter sig for at ville forbedre sig, aflægge synd, lægge vægt på dyd, tjene Herren. Og når dette lykkes, er man tilfreds og tror på Kristus alene – det mener man da. Man ved ikke, at man af sine egne dyders strå har bygget sig en ny rede i stedet for den gamle, som ilden fra Sinaj fortærede.

Men heller ikke her får man lov til at blive i ro. I ilden fra en dybere selverkendelse og mange bitre erfaringer af det bundløse indre fordærv bliver også denne rede fortæret. Og af asken fremstår – mens man lytter til evangeliet – en fornyet og dybere erkendelse af Kristus. Man fryder sig i hjertet over i Kristus at have fundet en frelser, som aldeles ikke kræver gerninger fra vor siden som betingelse for sin nåde, men som kun kræver tro.

Kender man nu Herren Kristus? Ja, nogen kendskab har man til ham, men ikke det fulde. For den med et skærpet åndeligt blik er det let at se, at man snart igen har bygget sig en rede, og det af sin tro. Har troen i ens hjerte sin rette kraft og friskhed, har man fred – men også kun da. Man søger således grundlaget for sin frelse hovedsageligt hos sig selv. Man grunder sin tro på selve troen.

Denne vildfarelse beror på en blanding af sandt og falsk. (s.184) Det er sandt, at man med troen må gribe om Kristus. Men vel at mærke: Kristus – ikke sin tro. Det er ikke, for at Gud skal kunne skænke os nåden i hele dens fylde, men for, at vi skal kunne modtage den, at troen behøves. Den, som ikke ser på sig selv, ej heller på troen, men på Kristus, han har den rette tro.

Denne tilbøjelighed til at se på sin tro gør det vel ikke fuldstændig af med en kristens glæde og tro, når blot Kristus endda er hans egentlige tilflugt og trøst – hvilket kan kendes deraf, at når støtterne falder, det da er efter Kristus, han griber. Men det er dog trods alt en sygelig tilstand – mere lovmæssig end evangelisk. Det er slagger, hvorfra troen skal renses ved ild.

Dette sker ved, at Herren mere og mere unddrager os den følbare fornemmelse af troen og dens virkninger. Ja, der kan – i særdeleshed efter nogle års vandring i troen – komme en tid, hvor man med forfærdelse bliver sig bevidst, at alle troens salige virkninger tilsyneladende helt er hørt op. Kun den tørre kundskab og en selvtagen tro synes at være tilbage. Bønnen har ikke den glade, fortrolige tone som før. Den inderlige, følbare kærlighed til Frelseren, den pinligt ømme samvittighed og den friskhed, som prægede den første lykkelige tid, er forsvundet. Da kæmper man ofte i bønnen for atter at vinde det tabte tilbage, men forgæves. Alt er så tørt. Frelseren synes så fjern. I hvert fald er det sjældent, man får lov til at nyde hans følbare nærværelses liflighed. Og hvad værre er: hårde fristelser gæster os i stedet. Satan får frihed til at sigte os og bringe os til fald. Vi råber til Herren, men det synes kun at blive værre. Ofte er det, som var vi fuldstændig prisgivet Djævelen og fristelserne.

Da beklager vi os tit og mindes med vemod de lykkelige dage, som engang var. Vi siger med Job: ”Ak, havde jeg det som dengang - - da Guds fortrolighed var over mit telt.” (s.185). Vi havde regnet med en stadig og fortsat åndelig vækst, og så går det tværtimod den modsatte vej. Vi bliver mindre og mindre.

Reden, vi havde bygget os, er ødelagt, fortæret af ilden. Men af asken fremstår igen en fornyet og forøget erkendelse af Kristus. Vi får nu den frydefulde opdagelse, at ikke engang troen er vor frelser, kærligheden heller ikke, troens og Åndens frugter ej heller. Kristus selv, i sin egen person, med alt, hvad han selv har gjort i vort sted, er vores eneste og fuldkomne retfærdighed for Gud. Og vi forstår, at de bitre erfaringer, vi her gjort, måtte til for at lære os dette.

Skønt ingen, mens han er her på jorden, opnår at kende Kristus, som han bør kendes, så er det ikke desto mindre en sørgelig kendsgerning, at så mange, også blandt de troende, kender ham alt for lidt. De ved, at han engang er død for os og har båret vore synder på sit legeme op på korsets træ. Men når det drejer sig om at tro det og leve deraf, så regner de kun med dækning for gammel synd og skyld – som om Kristus nu skulle have overladt til os selv at daglig sørge for vores egen retfærdighed. De er få, som har det klart for sig, hvad det vil sige, at Kristus til enhver tid er vores retfærdighed – at han ”træder frem for Guds åsyn til bedste for os” (Hebr. 9,24), eller, at han er ”præst på Melkisedeks vis”, dvs evindelig. Men dette hører også til den højere visdom. Den fremstilling af Kristus som ypperstepræst, apostelen giver i Hebr. 7 og følgende kapitler, har han først udførligt forberedt i kap. 5 - 6. Han klager over, at det er ”svært at forklare”, fordi læserne er blevet ”sløve til at høre”. Han kalder det ”fast føde”, som ikke er egnet for børn, men kun for de fuldvoksne, og siger, at de ved den skal ”ledes frem til de voksnes stade”.

Kristi ypperstpræstelige embede omtales i Skriften i to (s.186) betydninger. Taler man om hans præstedømme på jorden, så forstår man derved hans offerdød på korset, hvorved han tog lovens forbandelse fra os og vandt os en evigt gældende soning for synd. Dette er fuldkommen rigtigt. Hvad han gjorde her, gjorde han som den rette Aron, kaldet dertil af Gud. Taler man derimod om hans præstedømme i himlen, så forstår man i almindelighed derved, at han nu som ”vor frelses banebryder”, for ”talsmand” og ”husholder over de himmelske goder” stiller til de troendes rådighed det, han med sit blod har forhvervet. Også dette er rigtigt. Man tænker tillige på hans præstelige forbøn hos Faderen – og tror, at dermed er alt, hvad der falder ind under hans himmelske præstedømme nævnt. Alligevel har man endnu kun set det ene og så langtfra den herligste side deraf.

Den bedste og herligste side af sagen – hvad er da det?

Det er dette, at han ”træder frem for Guds åsyn til bedste for os”. Det siger noget mere end det, at han beder for os. Hvis man nemlig har den opfattelse, at det er om vore synders forladelse han beder, så er dette snarere en slags finere fornægtelse eller fordunkling af Kristi fuldbragte værk. F. W. Krummacher siger om dette: ”Hvis Kristus endnu måtte bede om nåde for vor synd, så fik det jo udseende af, at han ikke helt havde fuldbragt sit værk. Mange har også erkendt, at dette problem har voldt dem besvær i stunder, hvor de ville søge trøst i tanken om Kristi forbøn.”

Der står da heller ingen steder i Skriften, at Kristus nu i himmelen beder om vore synders forladelse. I ordet fra 1. Johs. 2,1, at vi har ”en talsmand hos Faderen”, ligger intet om bøn. Og med hensyn til ordet fra Hebr. 7,25, hvor det hedder, at han ”altid lever, så han kan gå i forbøn for dem”, skal vi mærke os, at der i grundteksten egentlig ikke står: gå i forbøn for dem, men: repræsentere dem. Vi minder i denne forbindelse også om Jesu ord: ”Jeg siger jer ikke, at jeg vil gå i forbøn for jer hos Faderen, thi Faderen selv elsker jer.” Johs. 16,26.

(s.187)
En helt anden sag er, at han lover at bede for dem om Åndens sendelse. Johs. 14,16. det er blot bønnen om nåde og forladelse, vi ifølge Skriften skal betragte som noget, der ikke mere påhviler vores ypperstepræst. Apostelen siger jo, at han med det offer, Jesus bragte, ”vandt en evig forløsning”, og at ”hvor synderne er tilgivet, behøves der ikke mere noget offer for synd”.

Om nu Kristi forbøn i den ovenfor nævnte betydning falder bort, så træder noget uendelig større og herligere i stedet. Nemlig, hvad Skriften kalder, at han ”træder frem for Guds åsyn til bedste for os”.

Hvad vil dette sige?

Kristus var af Faderen givet og bestemt til som vores anden Adam at stå i vort sted over for loven. Lige fra krybben til graven levede og handlede han på vore vegne. Dette slår Skriften udtrykkelig fast. ”Den, som ikke kendte til synd,” hedder det, ”har Gud gjort til synd for os, for at vi - - - .”

Vores skyld og vore pligter tog Jesus på sig. Han blev ”født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven.” Hvad han gjorde, har vi gjort. Hvad han led, har vi lidt. ”vi er nemlig overbeviste om dette: En er død i alles sted, altså er alle døde.”

Efter at have opfyldt alt, hvad ret er, for os – og vi opfylder det i ham – vendte han under himlens fryderåb tilbage dertil, hvorfra han var kommet. Og hvad er så nu hans gerning deroppe? Han ”træder frem for Guds åsyn til bedste for os”. Han træder frem for sin fader, ikke blot med de sår, der vidner om hans lydighed til døden, men iført hele det skønne skrud, der består i lovens opfyldelse for os, og er således genstand for Guds fulde velbehag, glæde og fryd.

Men det har han jo været fra evighed af, vil du sige.

(s.188)
Nej – han er det ikke nu blot som Ordet, det evige, der fra begyndelsen af har været hos Gud. Han er det som menneskesønnen, den anden Adam, menneskeslægtens hoved og forløser. Han ikke alene fremstiller sig selv for Faderen, man repræsenterer i sin person alle sine lemmer for Gud. Han træder frem for Guds åsyn til bedste for os.

Ligesom den evige Fader engang så helt slægten i Adam, således ser han nu alle Kristi lemmer i Kristus. I Kristi lydighed ser han vores lydighed, i Kristi renhed og skønhed vores. Det er, som Jesus siger: ”Jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.”
Johs. 17,19. og Paulus: ”Han har udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn.” Ef. 1,4. Men når Faderen ser os i Kristus, så følger deraf, at han også elsker os i Kristus – elsker os med den kærlighed, hvormed han har elsket ham. (Johs. 17,23,26).

Må ingen være så enfoldig at opfatte sagen, som skulle Gud ikke være vidende om, at vi er syndere og urene. Det ved han særdeles godt. Det er derfor, han lader os gå gennem lutringens ild, så vi ofte er ved at forsmægte. Men han ser og bedømmer os ikke efter hvad vi er i os selv. Han ser og bedømmer os efter, hvad vi er i hans elskede søn. Derfor elsker han os så langt ud over, hvad vores forstand kan fatte, elsker os midt i vores svaghed og med alle vore fejltrin og fald. Når vi selv går og sukker under følelsen af at være vederstyggelige for ham, så er vi i virkeligheden hans øjnes lyst – blot fordi Kristus står for hans åsyn for os.

Således er altså vores stilling i kraft af hans præstedømme i himlen, som ”er præst evindelig, på Melkisedeks vis”. Det er derfor hverken dårskab eller formastelighed, om vi siger: ”den, som vil lære os at kende i vores sande skikkelse, han fæste blikket på Kristus i hans herlighed.” Det er ikke tomme ord (s.189), når Luther siger: ”Vor hellighed er i himlen, hvor Kristus er.” Det er ikke overmodigt pral, når basilius skrier: ”Hvis nogen så den retfærdighed og skønhed, et retfærdiggjort menneske ejer for Gud, skulle han bøje sig i ærbødighed for dets blotte skygge.” Heller ikke, om vi siger, at himlen står os åben, som faderhuset gør det for barnet, og at vi, når som helst vores time måtte slå, skal bydes velkommen der.

For alt dette kan vi takke vores ypperstepræst, som træder frem for Guds åsyn til bedste for os. Nu kommer det blot an på, om vi vil lade os nøje hermed og give afkald på at findes i noget andet end Kristus. Hvis du ikke vil tro Guds nåde, før du selv er blevet hellig, så vil du findes i din hellighed. Hvis du tvivler på Guds venskab, fordi din tro ikke er, som du synes, den bør være, så vil du findes i din tro. Hvis du tror, at Gud ikke kan elske dig, fordi du føler dig så tør og så kold, så vil du findes i dine varme følelser. Hvis du mener, at Gud skulle elske dig mere, hvis den og den dyd blev udviklet til større fuldkommenhed hos dig, så er det i dine dyder, du vil findes. Du vil være din egen ypperstepræst. Du vil blive salig i dit eget navn.

Vogt dig for vantroens oprør mod Herrens salvede! ”Der er ikke under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses.” Hold da med Paulus alt for tab og skarn i sammenligning med det langt højere: at kende Kristus Jesus, og fryd dig over at få lov til at findes i ham alene. Denne salige bevidsthed om, at Kristus repræsenterer dig for Gud, og at Gud er dig nådig i Kristus, vil virke i dit hjerte en dybere og varigere fred og en inderligere kærlighed. Den vil med kærlighedens liflige magt tvinge dig til at repræsentere ham på jorden til gengæld. ”Derved er min fader herliggjort, at I bærer megen frugt,” siger han selv.

Men hold dig endelig klart, at hvor dårlig en repræsentant du end er for ham, så er han dog en fuldkommen for dig overfor Gud. (s.190). Blot du derfor bliver i ham, har du yndest hos Gud. Og som hjertet fyldes mere og mere af denne tro, skal vi i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus.