. .Højtiderne - Lad os holde påske.

Lad os holde påske.



(s.71)
”Også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus. Lad os derfor holde højtid”
1.Kor. 5,7-8

Ud fra disse apostelens ord, sammenholdt med Herrens forordning om påskelammet i det gamle testamente, skal vi lære, hvordan vi bør holde påske. Så forskellige vi er, har dog ordene bud til alle. For nogle iblandt os er synden endnu let som en fjer. Andre går trætte og tyngede af byrder, andre igen som sukkende trælle i syndens bånd. Nogle er hyklerske medløbere, som misbruger Guds nåde til løsagtighed, andre er forskræmte, plagede og frygtsomme sjæle, som frygter også der, hvor de intet har at frygte. Men for hver især vil der her være noget at hente.

Også vort påskelam er slagtet! Hørte du det ? Vort påskelam – Kristus , Guds evige enbårne søn – er slagtet for os.

Påskelammet i det gamle testamente var et forbillede på det sande Guds lam, på hvem verdens synder blev lagt. Det er Skriftens udtrykkelige vidnesbyrd. Apostelen Johannes fortæller, hvorledes soldaterne knuste knoglerne på røverne, der var korsfæstet sammen med Jesus, men gik Jesus forbi uden at gøre det samme med ham. Og så tilføjer han: ”Dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: Intet ben skal sønderbrydes derpå ” En forordning, der var givet om påskelammet – altså forstår vi, at Herren, når han taler om påskelammet, egentlig sigter på Kristus. Gud har med påskelammet ville tegne et billede af Kristus. I dette billede – som vi finder i 2. Mos. 12. – er det en fryd at finde frem og betragte de for Kristus særlig betegnende træk. (s.72)

Om påskelammet står der for eksempel, at det skulle tages ud af den samlede hjord . Således skulle også Kristus være et sandt menneske ligesom vi.

Påskelammet skulle afsondres fra den øvrige hjord. Kristus var også ifølge Faderens rådslutning udset og helliget med verdens forsoning for øje – endog ”før verdens grundvold blev lagt”

Påskelammet skulle være et ”lydefrit, årgammelt handyr” Kristus skulle ofres midt i sin manddoms blomstring g være ren, ubesmittet og fuldkommen , uden brist eller synd.

Påskelammet skulle slagtes og ”steges over ilden” Også Kristi blod måtte flyde og hans legeme prisgives Guds strenge retfærdigheds fortærende ild.

Påskelammet blev, ifølge jødernes enstemmige overleveringer, stegt på den måde, at et træspid blev stukket igennem dets krop, hvorefter det blev ophængt i korsform i ovnen. I sig selv et ejendommeligt forbillede på Kristi dødsmåde, han, som med gennemborede hænder og fødder blev naglet til korsets træ.

Intet ben måtte sønderbrydes på påskelammet. Og som før sagt fuldbyrdedes denne befaling på Kristus
(Johs. 19,36).

Påskelammets blod skulle stryges på dørstolperne i israelitternes huse til værn mod den dødens engel, der skulle slå alt førstefødt i Ægypten ihjel. Således skal også vore hjerter bestænkes med Kristi blod, som frelser os fra lovens forbandelse (Hebr. 10,22).

Påskelammet skulle spises . Og – siger Jesus - ”mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik”
(Johs. 6.)

Hvordan denne troens spise og drikke sker, skal vi senere komme nærmere ind på. Vi har her kun villet vise, hvor træffende et billede af Kristus det er, vi i påskelammet ser afmalet. At betragte dette uden deri at genkende Kristus er umuligt (s.73)

Tillige bliver Jesus adskillige stedet i det nye testamente direkte kaldt for et lam .
Johannes Døberen siger:
”Se Guds lam, som bærer verdens synd!”

Apostelen Johannes ser i himmelen ”et lam, ligesom slagtet” (Åb. 5,6)
Også på flere andre stedet i samme skrift bliver Jesus benævnt som et lam.

Altså er også vort påskelam slagtet. Det eneste rette påskelam, i forhold til hvilket alle det gamle testamentes lam blot var som skyggebilleder at regne (Hebr. 10,1)

Hvad betyder så dette vort påskelam for os?
Det er det store spørgsmål, det nu for den enkelte drejer sig om. Har vi i det hele taget nogen virkelig nytte af Kristus, eller er vi blot skyldige at fejre hans lidelses- og dødsfest som en årlig tribut til ham?

En kendsgerning er det – men nu en sørgelig sådan – at af mennesker, som hvert år fejrer påske, har kun de færreste haft nogen virkelig glæde eller nytte af Kristus. Nytten af hans gaver ved vel også de andre at vurdere, men ikke ham selv.

Må da ikke vi alvorligt spørge os selv, om dette er tilfældet også med os, og – i bekræftende fald – hvori fejlen da ligger.

Hvortil tjener os Kristus? Hvor megen reel nytte kan vi sige, han har været os til ? Også til dette spørgsmåls besvarelse tjener det forbillede, vi lige før har betragtet, så fortræffeligt. Til hvilken stor og velsignet nytte tjente ikke påskelammet Israels børn!

Den trældom, israelitterne sukkede under i Ægypten, var hård. Bestandig steg råbet om hjælp i deres jammer og nød mod det høje. Selv kunne de intet stille op – dertil var overmagten alt for stor. Endda havde trældommen ikke nået sin fulde højde, så længe endnu ikke Moses var optrådt på skuepladsen. Da han trådte frem, bød folket drage ud fra trældommens land og med et: ”Så siger Herren!” bød deres undertrykkere (s.74) at lade dem fare – først da nåede trældommen sit højdepunkt og blev næsten uudholdelig.

For det første blev folkets elendige stilling dem bevidst på en måde, de aldrig før havde kendt. Født som trælle havde de næppe nok vidst, hvad frihed ville sige, og vidste derfor heller ikke at savne den. Først da Moses begyndte at tale om frihed – om at drage ud af ”trællehuset” - følte de for alvor trældommens bitterhed.

For det andet blev tillige selve trældommen skærpet. Da Moses over for Farao krævede folket ret til at rejse, æggedes tyrannen til nyt raseri. Han udstedte samme dag til fogeder og opsynsmænd følgende befaling:
”I skal ikke mere som hidtil give folket halm til teglarbejdet; de skal selv gå ud at samle halm; men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange teglsten som hidtil” osv.

Trældommen nåede derved en højde som aldrig før, og folkets klageråb steg i forhold dertil. Så aldeles mistvivlede de nu om deres befrielse, at de ligefrem bebrejdede Moses, at han havde ophidset kongen imod dem.

Men netop da var Herrens time – timen for befrielsen – inde. Og denne skete helt igennem som et almagts-under, virket af Gud. En mørk, forfærdelig nat udførte Herren sin hævn: alt førstefødt i Ægypten sloges med døden. Og da var det påskelammets blod, der frelste israelitterne fra hævnerens sværd.

Følgende forordning var af Herren i forvejen givet:
”I denne nat vil jeg drage igennem Ægypten og ihjelslå alt det førstefødte i Ægypten både blandt folk og fæ –
men for jer skal blodet på husene, hvor I er, tjene som tegn, og jeg vil se blodet og gå jer forbi”
1. Mos 12,12-13.

Hvordan blodets påstrygning skulle foretages, ser vi af vers. 22:
”Tag jeres ysopkoste, dyp dem i blodet i fadet og stryg (s.75) noget deraf på overliggeren og de to dørstopler; og ingen af jer må gå ud af sin husdør før i morgen.”

Og så kom rædselsnatten! Herren ihjelslog, alle de førstefødte i Ægypten, lige fra kongens førstefødte, der skulle arve hans trone, til den førstefødte hos fangen, der sad i fangehullet. Nu fuldbyrdedes på det undertrykte Israel, hvad Esajas i kap. 63. siger om vores fælles forløsning:
”Til hævnens dag stod min hu, mit genløsningsår var kommet” Farao blev forfærdet og Israel udfriet. ”Farao lod Moses og Aron kalde om natten og sagde: ”Bryd op og drag bort fra mit folk, I selv og alle israelitterne, og drag ud og dyrk Herren, som i har forlagt. Tag også jeres småkvæg og hornkvæg med, som I har forlangt, og drag bort” Og Ægypterne trængte på folket for at påskynde deres afrejse, thi de sagde: Vi mister alle livet!”

Hvilken herlig forløsning! Hvilken brat og lykkelig vending det hele nu havde taget! Den samme tyran, som nylig under ingen omstændigheder havde villet give slip på Israel, skynder nu på dem af al sin magt for at få dem af sted. De undertrykte trælle far før er nu blevet herrer. Det gik her, som det senere ved en lignende lejlighed blev udtrykt:
”Da Herren hjemførte Zions fanger, var vi som drømmende: da fyldtes vores mund med latter, vores tunge med frydesang” Alle fil de lov at gå ud af Ægypten, som og store, unge og gamle, mænd og kvinder – og for første gang i deres liv følte de sig virkelige frie. Abrahams, Isak og Jakobs børn drog nu atter tilbage til deres fædres land, en skare på seks hundrede tusinde mand foruden kvinder og børn. Til minde om denne store forløsning var det, at den gammeltestamentlige påske blev fejret.

Et ikke dette et herligt billede på den store, universale forløsning, der skete i Kristi død! Hele varden var ved syndefaldet kommet i Djævelens vold. Gudsbilledet i mennesker var tabt, og den frie vilje var dermed ikke længere fri. Mennesket var træl under afgrundens konge, prisgivet de lyster og begæringer, (s.76) der som ”fogeder og opsynsmænd” tvang det til at gære hans vilje.
Sukkende under denne trældom var menneskeheden sig dog ikke tul fulde sin nød bevidst, før loven kom og tydeligere end samvittigheden talte om, hvad Gud gjorde krav på. Da først blev nøden for alvor stor.
”Allerede før loven var der synd i verden” siger Paulus, ”men synden tilregnes ikke, hvor der ingen lov er; dog havde døden herredømmet fra Adam til Moses også over dem, som ikke syndede ved en overtrædelse i ligehed med Adams”
Rom. 5,13-14

Her var en nød, hvoraf ikke et eneste menneske var i stand til at redde sig ud. Ikke så meget som et bogstav eller en tøddel kunne der slækkes på Guds hellige lov. ”Den sjæl, der synder, skal dø” - det var lovens urokkelige dom. Og ”der er ingen retfærdig, ikke en”

Men i denne vor håbløse, evige nød forbarmede den store barmhjertighedens Gud sig. At mennesket, skabt i hans billede til at være hans barn, skulle evigt fortabes, var mere, end han kunne bære over sit hjerte.

Til sin enbårne sagde han: Her må jeg mig forbarme,
far ned udi det syndeland og løs de fanger arme!

”Da tiden fylde kom, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven” Det var om dette, allerede profetiens ånd så frydefuldt sang:
”De glædes for dit åsyn, som man glædes i den høst, ret som man jubler, når byttet deles. Thi dets tunge åg og stokken til dets ryg, dets drivers kæp, har du brudt som på Midjans dag. Et barn er født os, en søn er os givet” osv
Esajas 9.

Læg mærke til her: det er på Israels trældom under åget i Ægypten, Herrens ånd skuer tilbage. Og dog er det om hele (s.77) verdens forløsning i Kristus, han tager. På samme måde i Esajas 63. , hvor Herren optræder i højrøde klæder som en persertræders fra Bozra og på spørgsmålet om, hvorfor, giver følgende svar:
”Til hævnens dag stod min hun; mit genløsningsår var kommet”

Og hvordan lyder det ikke i ny testamente?
I Hebr. 2,14 siger apostelen:
”Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom”

I Gal. 3,13 hedder det:
”Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for vor skyld”

Og i Ef. 1,7:
”I ham har vi en forløsning ved hans blod, syndernes forladelse”

Så ledes har Herrens ånd udtrykkelig nævnt den trældom og de plagere: synden, lovens forbandelse og Djævelen, fra hvilke Kristus har friet os ud. Endelig taler han også om døden, den sidste fjende, og siger:
”Døden er opslugt og sejren vundet. - død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?
1. Kor. 15,54-55.

Forunderlige evige kærlighed! Mægtige trøst for synderes hjerter på jord! Her er vort påskelam, vor evige, herlige forløsning! Al verdens synd, hvert eneste menneskes ,lige fra Adam og ned til de sidste, blev lagt på Guds rene lam. Han tyngedes til jorden under byrden, han sukkede, klagede, råbte til Gud, svedte blod, men han unddrog sig ikke. Al lovens forbandelse – alle den trusler, dens dom og straf over synden – mødtes i ham. Døden , som er syndens løn, blev besejret. Og han, der har dødens vælde, nemlig Djævelen , blev gjort magtesløs. Vi var fri – vi, som af frygt for døden hele vort liv havde levet i trældom.

Dette er derfor vor påskeglæde, dette er vor sejrssang:
”Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? (s.78) (dødens brod er synden og syndens kraft er loven). Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus”

Men endda ligger verden tilbage i Djævelens vold og regeres af ham! Og endda går så mange tynget af syndes byrde og lovens åg, higende efter at nyde Guds børns herlige frihed, men uden endnu at have oplevet dette. Hvad er nu grunden hertil? Hvad er det, som endnu må ske?

Vi kommer her til det andet, som i Israels udfrielse af Ægypten er malet os for øje.

Det første var dette, at Herren med vældig hånd slog fjenden ned og derved for hele sit folk bragte frelse og frihed til veje. Det andet er, at den enkelte selv – enhver, som ville undslippe døden og fries af trældommen – skulle holde påske for Herren. Dørstolperne skulle bestryges med påskelammets blod , og lammet skulle spises. Det er dette sidste, der endnu står tilbage.

Vi blev alle løskøbt ved Kristi død. Unge og gamle, høje og lave, store og små, grovere og finere syndere – alle blev vi købt og prisen betalt. Vor skyld er slettet ”på en dag”. Gud er i Kristus forsonet og nåd mod alle.

Men ligesom Israels folk sløvt fandt sig i deres trællestand, så længe ikke Moses havde stillet dem frihed for denne i udsigt, således går mennesker også nu som syndens og Djævelens villige trælle. I trældom er vi født og ved ikke, hvad frihed vil sige. Først når Moses røst begynder at lyde i vores samvittighed, og vi for alvor tager kampen mod synden op – først da oplever vi også for alvor trældommens magt og føler, hvor bitter den er.

Ikke nok med, at vi sukkende og klagende må erkende, at vi intet formår af alt det, vi gerne vil og føler, vi skal: angre, gøre bod, hade og aflægge synden, våge og bede osv. Også selve synden lever op og viser sig i sin grænseløse syndighed. Ligesom Faraos grumhed blev ægget og hans hårde behandling (s.79) af folket skærpet ved Moses krav, således bliver også nu, ved lovens krav, det onde i mig ægget til nyt raseri.

”Jeg havde jo ikke vidst af begær, om ikke loven havde sagt: ”Du må ikke begære” Men da synden fik en anledning ved budet, vakte den alskens begær i mig, thi uden liv er synden død. Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op – for at synden ved hjælp af budet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed” siger Paulus.

Da er det, at nøden for alvor bliver stor. Den arme, trælbundne sjæl tror sig håbløst fortabt. Det er som med Israels folk i Ægypten: gang på gang gik Moses til Farao og krævede frihed for folket, men dag for dag så det mørkere og mere umuligt ud. Således bliver også – ofte i årevis – nøden sværere dag for dag for den vakte sjæl. Trældommen bliver hårdere, båndene stadig flere, lyster og begæringer får mere og mere magt, og udsigten til frihed mindre og mindre. ”Jeg døde” siger Paulus. Hvilken grænseløs jammer og nød! Og hvor længe skal denne ynkværdige tilstand blive ved?

Den skal fortsætte – mærk dig det – lige til du selv lægger arbejdet ned for så at holde påske og bestænke dit hjerte med påskelammets blod. Intet af, hvad vi selv kan udrette, hjælper os her. Trællen kan ikke give sig friheden selv. Et under, gjort af den Almægtige – intet mindre slår til.
Det hjælper dig ikke, hvor meget du våger og beder, angrer og kæmper. Det hjælper dig ikke, hvor meget du gør oprør mod dine lyster – de er dig for stærke. Du er bundet, du er ”solgt som træl under synden” Du må holde på med dine forgæves forsøg på at skaffe dig friheden selv. Du må holde påske – der er intet andet, der hjælper.

Men det er da heller ikke min mening selv at ville gøre mig fri, siger du, jeg råber jo til Herren om hjælp!

Ja, i sandhed! Hvor det skulle have behaget vor natur, om denne vej førte frem. Først få kraft til at aflægge synden og (s.80) siden modtage nåde! Men skulle det være måden, hvorpå Gud kom dig til hjælp, blev det ikke lammets blod, der fik æren.

Det er en kristen , Gud vil gøre dig til, ikke en selvhellig farisæer . Du får derfor ikke kraft til først at sprænge dine lænker - før du modtager nåde. Du må lære først, hvad det er at bestænke hjertet med lammets blod. Du må standse, hvile, holde påske – først da er befrielsens time slået.

Nu har du vitterlig mere end en gang fejret påske. Du har læst og hørt og sunget om Kristi lidelse, død og opstandelse – du ved, at det alt er sket med din forløsning for øje. Men – du føler dig fortsat selv som en træl under synden.
Så langt fra at være i stand til at afkaste åget bliver det tværtimod værre og værre. Derfor betragter du også al påskens glæde, al Kristi fortjeneste som et paradis, åbent for troende, dertil værdige kristne, men lukket for en syndens træl som dig.

Hvad er der her forkert? Intet andet end det, at du helt og holdent er fanget i selvretfærdighedens vildfarelse. Du ser dig ikke selv som en aldeles fortabt og afmægtig træl, der må frigøres og frelses af nåde alene, netop i den stilling du er.
Du mener, at du først må begynde at sejre over og aflægge synden, før du kan få del i, hvad Kristus har vundet. Du regner dig således ikke som helt og holdent afmægtig, ”solgt som træl under synden”.

Jo, det er lige, hvad jeg gør, siger du.
Nej – for gjorde du det, ville straks din nød forvandles til glæde og lovsang og tak.

Glæde og lovsang? - når man har set sig selv som en Djævelens træl og ingen mulighed har for at gøre sig fri!

Ja, netop! Se nu her, hvori grunden til din sjælekval ligger.
Du mener, at du selv skal gøre dig fri. Det er derfor, du endnu må vånde dig under trældommens åg. Jo før du kunne nå til den erkendelse, at alt, hvad du selv formår, er at synde, (s.81) desto før skulle du få del i evangeliets trøst og fred og glæde og kraft.

Du læser, hører og tror, at det er for at frelse syndere, Kristus er kommet. Men der gemmer sig i hjertets løndom en skalk, som føjer til:
” - ja, når de først har fået sejr over synden, er blevet kvit deres kærlighed til den, ikke mere kender til syndigt begær og endnu langt mindre giver efter derfor.”

Du retter da hele din opmærksomhed mod dig selv og din egen forbedring. Men denne følger ikke som vente – dertil er syndens overmagt alt for stor.

Moses siger: Du må ikke have andre guder – du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl! Men du har både dette og hint – guder, personer og ting – du sætter højere end Gud.

Moses siger: Du skal frygte Herren din Gud og ræddes for synden mere end for døden! Men kun alt for hurtigt og villigt giver du dig hen i letsind at tjene synden.

Angre synden burde du da i det mindste gøre. Men nej – du er kold og hård. Du burde flittigt bede , virkelig samle dit sind derom, men nej – du er adspredt og sløv, og bønnen er kort og afbrudt og kold. Du burde være mild, sagtmodig og kærlig, men er i stedet utålmodig og vranten. Du burde være ren i tanker og sind, men mærker, hvordan du er fyldt af urene lyster og urent begær. Du burde være stærk og stå det onde imod, men nej – du er svag og afmægtig, synden er din overmand.

Se, dette er trældom under Farao og hans fogeder. Og endda har du ikke opgivet troen på, at du selv skulle evne at gøre dig fri. Derfor kæmper du stadig, håber med tiden at (s.82) sejre og så – få lov til at tro nåden!
Du vil ved lovens hjælp få magt over synden, endda du har læst, at ”da budet kom, levede synden op” og viste sig ”i sin grænseløse syndighed” Dette er gådefuld tale, du aldrig har fattet. Dette er noget, du aldrig har vovet at tro, skønt du bittert har erfaret sandheden af det.

Hvilken mægtig hindring for al sand tro, fred og forløsning den vildfarelse, som er er skildret, dog er! Nåede du blot til erkendelse af, at du intet , overhovedet intet formår, skulle straks din unyttige stræben og strid høre op. Du skulle, så syndig og elendig du er, søge og modtage nåde som nåde.

Det, som fortsat holder dig fangen i trældommens bånd, er tanken på, at der endnu fremdeles er noget for dig at gøre, som du ikke har gjort. Dermed er indirekte sagt, at du tror, du er fri og nok er i stand til at gøre det gode, du vil. Du er ikke ”solgt som træl under synden”.

Men hvis ikke du er træl, hvorfor gør du da endnu det onde?

Jo, sagen er den: jeg tager det ikke tilstrækkeligt alvorligt.
Jeg er ikke oprigtig nok i min bøn, jeg frygter ikke for alvor for synden og er ikke årvågen nok i kampen imod en.

Men kære! Hvorfor er du da sådan? Hvorfor er du ikke alvorlig og oprigtig og årvågen nok?

Så, der står du – og forstår ikke, at det netop er deri , vor afmagt og trældom består, at vi ikke har magt over vore tanker, langt mindre da over hjerte og tro. Og når tankerne flyver og farer, som helst de vil, hvor meget af årvågen bøn og kamp bliver der da? Den alvor, der må til, kan vi ikke tage af os selv.
”Skilt fra mig kan I slet intet gøre” siger Jesus.
”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. ” Siger Paulus.

Dette er at være ”solgt som træl under synden” . Du har ikke frihed til at gøre, hvad du vil, men er tvunget til at gøre, (s.83) hvad din Herre vil. Således var det med Israels folk under Farao, og således er det i åndelig forstand med alle Adams børn. Da Israel ville gøre sig fri, strammedes trældommens bånd. De var helt i Faraos fogeders hånd. Nå du og jeg vil forsøge at gøre os fri fra synden, mærker vi først rigtig for alvor, hvor mægtig den er. Når budet sætter ind, lever synden op.

Hvor længe skal nu denne forfærdelige trældom vare ved?
Som før sagt:
lige til du selv lader arbejdet fare, holder sabbat fejrer påske og bestænker dit hjerte med påskelammets blod.
”Hvis Sønnen for frigjort jer, skal I være virkelig fri ”

Det var ved et almagtsunder, Herren forløste sit fangne folk. Det er ved et almagtsunder, Herren forløser os, når blot vi søger frelse alene i lammets blod.

Men hvad vil det sige at bestænke hjertet med lammets blod? Hvordan går det til?

I Ægypten gik bestænkelsen med blodet således til:
En ysopkost blev dyppet i blodet og dette strøget såvel på de to dørstolper som på overliggeren.

Den ysopkost, hvormed vort hjerte skal bestænkes, er evangeliet. Dette taler jo først og sidst om en frelse, der sker ved Kristi blod.

Evangeliet siger:
”Værdigt er Lammet, det slagtede , til at få pris og ære og lov.”

Evangeliet siger:
”I ham har vi forløsning ved hans blod , syndernes forladelse”

Evangeliet siger:
”Jesu, Gud Søns, blod renser os fra al synd”

Evangeliet siger:
”Er eders synder som skarlagen , de skal blive hvide som sne ”

I kraft af disse vidnesbyrd bliver vi, som apostelen siger:
”bestænket på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed” (Hebr. 10,22)

Læg mærke til dette:
” - rensede fra en ond samvittighed” Af en sådan art må bestænkelsen være, at vi i stedet får en god samvittighed, friet fra alle de synder, den var tynget (s.84) af før, ved en hjertelig tillid og fortrøstning til ordet om syndernes forladelse.
Men denne tro – og alene den – er det også, der løser fra syndens magt. Når jeg , en synder, får vished fra Herren om, at ordet gælder mig, når han siger: ”Vær frimodig, søn, dine synder forlades dig,” - se, da kaster jeg båndene af mig, jubler, triumferer, priser Guds nåde, forbander min synd og har intet højere ønske end at hele mit liv få lov til at tjene Herren. ”Jeg vil løbe dine buds vej, thi du giver mit hjerte at ånde frit.” siger salmisten.

Den, som hører, læser og synger om den store forløsning, som i Kristus er sket, men alligevel stadig går og bærer på sin synd, ængsteligt spejdende efter en udvej til at opnå forsoning, han håner og ringeagter dermed Kristi blod, som var dette ikke i stand til at borttage synder.

Ved de levitiske ofre var stadig de ofrendes samvitighed tynget af synd. Når derfor ofrene gentoges år for år, var dette, siger Hebr. 10. , et vidnesbyrd om, at ”blod af tyre og bukke umuligt kunne borttage synder” Ellers måtte jo disse ofre holdt op, eftersom de ofrende ikke mere havde nogen bevidsthed om synd, når de en gang var renset.

Stands dog her og tænk dig et øjeblik om! Hvad mener du? Har virkelig Kristi blod borttaget, sonet, udslettet alle dine synder? Har kristi blod udrettet mere end blodet af tyre og bukke? Eller vil du også om Kristi blod gøre gældende, at det ikke kunne borttage synder?

Apostelen skelner klart mellem blodet af de levitiske ofre og Kristi blod. Efter at have sagt om de første, at de aldrig formåede at borttage synder, siger han om Kristus:
”Han har frembåret et offer for synder” - - og dermed ”for bestandig ført dem, der helliges, til fuldendelse. ” På dette grundlag lyder det derefter fra Herren: ”Deres synder og deres overtrædelser vil jeg ikke mere komme i hu”
Og (s.85) ”Hvor synderne er tilgivet, behøves der ikke mere noget offer for synd,”

Apostelen vil af al sin mangt slå det fast, at Kristi blod virkelig har taget synderne bort, og at trællene derfor er fri.

Derfor:
betænk, hvad det er, du gør, når du altid og vedholdende ser på dig selv og agter Kristi blod for et intet. Lad kun dine sunder være mange og store, så mange og så store kan de dog under ingen omstændigheder være, at ikke Guds søns blod gælder tusind gange mere end dem alle. Så dybt kan du aldrig være faldet, at ikke Guds Søns blod rigelig dækker som soning derfor.

Bed Gud om troens gave!
Og lad ved evangeliet dit hjerte så længe bestænke med Kristi blod, at du helt bliver din onde samvittighed kvit. Så længe, at du helt fortaber dig i synet på Kristi blod og gladelig dermed byder alle dine synder, død og djævel og helvede trods. Så længe, at du intet mere vil vide end Kristus, død og opstanden for os.

Dette er at holde påske, og det alene har forløsning til følge. En kristens hele liv bør være en bestandig fejren påske, en uafladelig bestænkelse med Kristi blod. Der findes intet andet middel mod afgrundens hære af mørkets magt.

Derfor: Lad os holde påske!


Læs mere om PÅSKEN "Spisningen af påskelammet" Her

Læs mere om PÅSKEN "Hvad jeg vil gemme fra påsken" Her


Gengivet med tilladelse © LogosMedia

RoseniusNet.dk
 1. Marts 2005