. .Højtiderne - Spisningen af påskelammet.

Spisningen af påskelammet



(s.89) Påskelammet skulle spises. Det samme siges i det nye testamente om Kristus – både i åndelig og sakramental betydning.

Det at spise har i denne forbindelse i Skriften en særlig dyb og rig og rammende betydning. Intet i verden bliver i den grad til et med os selv som det, vi spiser. Det guld, vi vejer, kan være os kært, vi kan trolig forvare det i vore gemmer eller bære det på os til pryd. Men den mad, vi spiser, bliver bogstavelig talt forvandlet til vort eget kød og blid. Ved hjælp af den opholdes og styrkes vort legemlige liv.

Denne omstændighed lader os ane betydningen af Jesu ord, når han siger: ”Jeg er livets brød. - Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. - Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. - Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig og jeg i ham”

Spisningen af påskelammet var et forbillede på denne spisen i åndelig betydning. Dermed er sagt, at vi bør stå i en dyb og inderlig forening med Kristus. Sand kristendom er andet og mere end rent forstandsmæssig antagelse af Skriftens lære om Kristus – andet og mere end indsigt i evangeliet og et fromt, kristeligt liv. Så værdifuldt end dette er, det er dog ikke at spise. Det er ikke det samme som daglig at leve i den dybeste afhængighed af Kristus og få al den kraft og næring, man behøver for sit åndelige liv, fra ham. ”Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer” Disse ord gælder ikke den sakramentale spisen og drikken – ved den får intet menneske evigt liv, (s.90) hvis ikke den åndelige spisen og drikken er forbundet dermed.

Sande kristne – mennesker, som er født af Gud – er ikke blot naturvæsener, men er blevet nye, åndelige skabninger. De har fået ”del i guddommelig natur” og kan ikke leve uden ”brødet fra himmelen” , Kristi legeme og blod, som gennem evangeliet nærer, opholder og styrker deres hjerter.

Kender vi ikke netop dette fra os selv? Når sjælen er ved at forsmægte af hunger og trøst, og kulde og afmagt er de sørgelige følger deraf, men vi da bliver bænket ved evangeliets ”fede, marvfulde retter”, så strømmer kraft og glæde på ny igennem vor sjæl. Vore ansigter lysner, og vor glade bekendelse af Kristus og hvad han har udrettet for os, lyder som før.

Hvad er der sket? Nøjagtig det samme, som når legemet styrkes ved legemlig føde. ”På en mæt mave sidder et glad ansigt,” siger ordsproget. Således også her. Når sjælen er mættet med godt, lyder dens bekendelse utvungen og glad. Når ånden er styrket og opmuntret, fornyes vores åndelige kraft.

Hvad er da sket?
Intet andet, end at vi ved troen har spist af det ord om Kristus, vi hørte, og er blevet styrket, forfrisket og oplivet ved hans legeme og blod. Det er dette, Jesus sigter til, når han siger:
”Mit kød er sand mad. Den, som æder dette brød, skal leve til evig tid.”

Dette evige liv i himmelen er således kun for dem, som her i tiden ikke har kunnet undvære Kristus, ikke har kunnet leve uden daglig at næres og styrkes af hans legeme og blod.

Det andet, vi skal standse for og betænke med hensyn til spisningen af påskelammet, er den ærefulde og salige forening, der finder sted mellem Kristus og dem, der lever - åndelig talt – af hans forsoning. Herom siger han selv som allerede anført:
”Den, som æder mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, (s.91) og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der æder mig leve i kraft af mig.”

Hvor lifligt lyder det ikke: den, der æder mig, skal leve i kraft af mig!

Vi skal nu – med udgangspunkt i Herrens forordninger vedrørende spisningen af påskelammet – undersøge, hvordan og på hvilken måde Kristus rettelig skal modtages og tilegnes.

Lammet måtte ikke spises råt. Det skulle steges over ilden.
Utvivlsomt er dette i første række et billede på, at ikke blot skulle Kristi legeme martres og pines og dø, også hans sjæl skulle smage den guddommelige retfærdigheds fortærende ild.

Men med henblik på spisningen af påskelammet ligger der dernæst også følgende betydning deri:

Verdens børn vil spise lammet råt, når de midt i deres gudløshed, ubodfærdighed og sikkerhed tilegner sig trøsten af, hvad Jesus har gjort. Nogen virkelig trøst og glæde finder de ganske vist ikke deri, men sandheden er, at de heller ikke har brug for nogen trøst. De sover. Kødelig tryghed har blindet deres øjne. De har al den trøst, de behøver, i en mængde af de ubodfærdiges sædvanlige undskyldninger. Og føler de til tider nogen uro, fordriver de den straks ved ligesom i forbigående at tænke som så: hvis ikke andet slår til, så er vi da genløst – vi har da en frelser, som har lidt og er død for os! Tillige går de til Herrens bord og nyder der det virkelige Kristi legeme og blod med et ubodfærdigt og ubrudt hjerte.

Dette er, i symbolsk betydning, at spise lammet råt. De, der gør det , skal en gang få at mærke, at Kristus ikke er kommet for at dække over den ubodfærdiges fremturen i synden, men ene og alene for at hjælpe dem, som med alle deres forsøg på selv at gøre sig fri fra synden kun opnår at blive mere og mere ulykkelige. I må ikke spise det råt!

Lammet skulle spises helt op. Der måtte intet levnes deraf (s. 92) til næste morgen. Blev der noget til overs, skulle det brændes.

Forstår du, hvad Herren med denne forordning vil have sagt dig?
Du må ikke tage blot, hvad der behager dig, af Kristus. Han må tilegnes hel og holden, som han af Gud er os givet, til visdom og retfærdighed, til helliggørelse og forløsning. Du har intet at gøre med selv at afstikke frelsens vej, den har Gud givet forskrifter om, du har blot at høre og adlyde. Den, som ikke vil holde påske, kan blive fri, men den, som vil, må gøre det på den foreskrevne måde. Og af lammet må intet skilles fra – det skal steges helt, og intet må levnes deraf.

Der er dem, der kun vil have Kristus til visdom, til profet. Det er betaget af hans læres dybde og skønhed, men har ikke for egen del nogen brug for ham selv. De er ikke i syndenød, se de behøver hans forsoning til retfærdighed. De har ikke brug for ham hverken som ypperstepræst eller som konge, ej heller trænger de ham til helliggørelse og forløsning. De ser i kristendommen kun et filosofisk system, hvis tanker og begreber de arbejder med, men aldrig tænker på at anvende praktisk på sig selv. Det er til disse forstandskristne, Herren en gang skal sige: ”Hvis I var blinde, havde I ingen synd; men nu siger I: ”Vi ser” - derfor bliver jeres synd”

Andre vil have Kristus kun til eksempel og helliggørelse og mener, det er derved, han skal blive vor retfærdighed. Det er til konge alene, disse vil have ham. Det vigtigste for dem er derfor i ydmyghed, bøn og forsagelse at følge ham efter. Derved får de udseende af at være ganske særlig alvorlige kristne. Men under det hele gemmer sig en indgroet forestilling af denne deres alvorlige gudsfrygts værdi i sig selv, De er derfor aldrig blevet fattige syndere, som i Kristi soningsdød alene har sit hån og sin trøst. Det er ikke sangen om Lammet, som har købt os til Gud med sit blod, der lyder fra deres læber. Det er Lammet, vort eksempel, ved hvis ånd vi er helliget (s.93) , de priser. Et vidnesbyrd om, at det er, hvad der er virket i dem, der er hjertets egentlige tillid og trøst, ikke hvad Lammet med sit blod har udrettet for dem.

Hvad skal man sige om dette?
Må man ikke sige omtrent som så: Jeres alvor og gudsfrygt er en virkelig god og prisværdig ting. Skade blot, at det ikke stikker dybere hos jer! Så dybt, at I kom til kort med det hele og som fattige syndere, blottet for alt, fik at se, at for Gud er det kun det ene, der gælder:
Lammet, som blev slagtet og med sit blod har købt os til Gud.

For det tredje er der nogle, som nok vil have Kristus til forsoning, men ikke til helliggørelse. Det er de kødelige medløbere i kristenflokken, som gerne lytter til evangeliets liflige tale om, at ingen synder fordømmer os, og ingen gode gerninger frelser os, men som intet vil høre om, hvorledes kødet bør korsfæstes og Kristus følges efter. Med en sådan lære, hæveder de, besværer man kun deres samvittighed med lov osv. De tager, som Luther siger, blot ”skummet af evangeliet”. De kan godt føre megen tale om troen og nåden, men i deres daglige, praktiske liv er det ikke Herrens frygts ånd, der er den rådende – de indretter sig frit med uretfærdighed og synd. De er grene på Kristus, som ikke bærer frugt og ikke bliver renset , men får lov til at vokse frit. Kristus er ingen rettesnor for dem.

Hvad skal man sige til disse? Jo: jeres iver efter at høre evangeliet og jeres nidkærhed for samvittighedens frihed er alt sammen såre godt. Men – hvorfor stiller I her til tugt og formaning, som I gør? Er ikke også formaningens ord af Kristus og apostelene? ”Hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.”

Fejlen hos alle disse er den, at de tænker mere, end de (s.94) hører. De lægger sig ikke ordet på sinde, som de bør. Husk derfor: Lammet skal steges helt, og intet deraf må levnes! -

Lammet skulle spises med usyret brød til. Herom i særdeleshed taler forordningen meget strengt og alvorligt. Det hedder i 2. Mos. 12,15 :
”I syv dage skal I spise usyret brød. Straks den første dag skal I skaffe al surdej bort af jeres huse; thi hver den, som spiser noget syret fra den første til den syvende dag, det menneske skal udryddes af Israel.”

Følgen af denne strenge forordning har været, at jøderne senere med den største omhyggelighed fejede og undersøgte hver en krog i deres huse – at ikke den mindste levning af syret brød skulle være tilbage, når påskelammet skulle spises.

Det er dette led i forordningen, både Jesus og Paulus særlig har udlagt og anvendt i åndelig betydning.

”Rens den gamle surdej ud, ” siger Paulus. ”Lad os holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med sletheds og ondskabs surdej, men med renheds og sandheds usyrede brød” 1. Kor. 5,7-8. ”Ved I ikke,” har han, for yderligere at give sin formaning vægt, sagt i vers 6, ”at en smule surdej syrer hele dejen?”

To vigtige sandheder, som vel må vække af dvale og dvaskhed enhver, der vil have sin sjæl frelst og have del i den store forløsning i Kristus, har vi for øje her.

Det hellige påskelam, Kristus, må ikke – under trussel om udryddelse af Herrens Israel – spises sammen med sletheds og ondskabs surdej.

Men hvad er dog dette? Det lyder jo forfærdeligt – slet ikke ret evangelisk! Er der i ny testamentes liflige nådelære grundlag for dette?

Ja uden tvivl! Mange mennesker læser apostelens ord om at udrense al surdej med et letsind, som angik det slet ikke os, men blot gjaldt Israels folk i Ægypten. Og så er det dog netop et ord til den enkelte af os i dag! Et ord, his indhold (s.95) det er, at enhver, som vil holde påske, enhver, som til frelse vil modtage Kristus, skal i det, han gør, lægge fuld oprigtighed for dagen. Ikke komme for Herrens ansigt med falskhed i ånden.

Det er egentlig denne åndens falskhed, som gør, at et menneske ”udryddes af Israel” som nytestamentelige eksempler herpå står Ananias og Safira, der falskelig løj imod Herrens Ånd.

”Slethed og ondskabs surdej” er således egentlig ikke selve syndens fordærv. Det er ikke den synd og urenhed, som ligger i kød og blod, og som vedvarende plager og ængster enhver oprigtig kristen. ”Sletheds og ondskabs surdej” er det falske sind, som vil forene troen på Gud med et liv i synd.

De ord, som betegner det modsatte, nemlig ”renheds og sandheds usyrede brød” , forklarer Luther på følgende måde:
”Renhed er, når man lever og handler ret og kristeligt, af et fromt hjerte, som mener det godt med enhver, ingen har i sinde at gøre uret eller skade, men handler, som man vil, der skal handles imod en selv. Sandhed er, når man ikke omgås med falskhed, svig og bedrag, men lærer og lever retsindigt og ret efter Guds ord.”

Det er imidlertid, når ordene ses i deres sammenhæng, apostelenes mening kommer tydeligts frem. I begyndelsen af kapitlet 1. Kor. 5 har Paulus påtalt de skammelige forhold der rådede i den korintiske menighed: ikke alene var der blandt dens medlemmer åbenbare lastens trælle, men tillige var de opblæste, pralende af deres åndelige lys – som det flere steder i de foregående kapitler kommer frem – og var ganske uberørte af det, der gik for sig iblandt dem.
”Jeres selvros, tager sig ilde ud. Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen? Rens den gamle surdej ud” siger Paulus. Det er i denne sammenhæng, ordene står.

Også i denne forbindelse gælder, hvad Hebr. 10,22 siger (s.96) med henblik på den anden af påskens symbolske handlinger, nemlig bestænkelsen med blodet: ”Lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ånd samvittighed og tvættede på legemet med rent vand”

Et oprigtigt hjerte – det vil sige et hjerte, som uden skrømt og uden forbehold vil give sig over til Gud og er villigt til at slippe, hvad der mishager ham.

Det er samme sag, apostelen Johannes har for tanke, når han skriver:
”Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, og dog vandrer i mørket, så lyver vi og gør ikke sandheden” 1. Johs. 1,5-6.

At vandrer i mørket vil sige – forklarer han længere fremme – at fremture i forsætlige synder. Han nævner blandt andet det at hade sin broder (kap. 2,9-11). Hadet er jo netop den forsætlige holden fast ved og fremturen i den vrede, som en gang er vakt. På samme måde med andre synder. Gud lader sig ikke spotte. Nok kan du for en tid søge at døve bevidstheden herom og holde ved med dine hemmelige skødesynder, når blot du kan skjule dem for menneskers blik. Men – hvordan er det, du handler med din sjæl? Det skal møde dig en gang! Der kommer en dag, hvor du ikke kan skjule noget længere.

En helt anden sag er det med dem, som lider under og tænker med bæven og angst på den synd, de ikke helt har kunnet undgå at øve. ”Bedrøvelse efter Guds sind,” siger Paulus, ”virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes”

Vi vil nu have forstået, at surdejen i egentlig forstand er hykleri. Dette stemmer da også med Jesu egen forklaring af ordet. Ved en lejlighed, hvor folk i tusindtal havde samlet sig om ham, tog han til orde og sagde, først og fremmest til sine disciple:
”Tag jer i vare for farisæernes surdej – hykleriet!” (s.97)

Gud hjælpe os til at tage denne formaning til hjerte! Hykleriet er Djævelens fornemste allierede og rette element. Hykleriet rækker Djævelen hånden og byder ham fortroligt komme ind. Hykleriet er betingelsen for enhver synds forsatte liv og eksistens.

For den oprigtige, som virkelig har fællesskab med Gud og vandrer i lyset, er selve synden, når den overrumpler og angriber ham, den hårdeste tungt, han kan få. Synden vil da blot fortæres og udmarves indefra og således blive sin egen død. Som vandet er en livsbetingelse for fisken, er hykleriet det for synden: uden det kan synden ikke trives og leve.
Hykleriet må derfor i egentligste mening kaldes den surdej, som syrer hele dejen. Og dette er årsagen til, at Jesus siger: ”Tag jer i vare for farisæernes surdej – hykleriet” -

Men ligesom hyklerne er fyldt af en sikkerhedsfølelse så absolut, at han næppe mere kan vækkes op til at frygte for sig selv, er det på den anden side et særkende for den oprigtige, at han vedkender sig og frygter alt muligt ondt hos sig selv. Især for en kristen, som har mere end almindelig hårdnakket synder at slås med, kan det være den allervanskeligste kunst endda at kunne fastholde trøsten i Kristus. Han synes bestemt, han er en hykler – at det er synd, han ikke er villig til at slippe.

Nu vel – der findes i ethvert menneskehjerte, ved siden af al anden synd, også hykleri. Men netop den frygtens ånd, som fylder den oprigtige, gør en himmelvid forskel på ham og den egentlige hykler. ”Hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt, ” siger Paulus til korinterne.

For det fjerde: Lammet skulle spises med bitre urter til.

Dette betegner de lidelser og sorger, de tungeste ris og den korsets tynge, som altid er en følge af en sand og oprigtig tilegnelse af den korsfæstede. Åndens indvortes tugt for det første – den daglige dom over synd og urenhed i de troendes (s.98) liv. Og – hvis ikke dette slår til – de ”mange slags prøvelser” , Herren sender, og om hvis gavnlige virkning apostelen siger: ” - den, som har lidt i kødet, har brudt med synden – så I ikke i den tid, I endnu har tilbage i kødet, lever efter menneskers lyster, men efter Guds vilje” 1. Pet. 4,1

Bekræftes ikke også af erfaringen? Et åndelig vågent øje ser ofte med bekymring, hvorledes der hos en eller anden af de troende råder enten en almindelig overfladiskhed eller en eller anden vanart, kærlighed til verden, hovmod eller lignende. Da rammes den pågældende af en bitter og langvarig lidelse, og inden år og dag er omme, er han blevet den mest alvorlige, fromme og ydmyge kristen. Dette er frugten af Herrens tugt.
Den gren, som bærer frugt, siger Jesus, den renser vingårdsmanden, for at den skal bære mere frugt. Derfor er den korsfæstedes efterfølgere altid et folk under tugt. De spiser lammet med ”bitre urter”. Den alt for ømfindige, som ikke vil lide, kan ikke her være med. Måtte vi lære at elske Herrens tugt! Hvis vi ingen tugtelse får, er vi jo ”uægte børn”. Lammet skal spises med bitre urter. -

Og som det sidste: Lammet skulle spises i rejsedragt.

”Når I spiser det, skal I have bælte om lænden, sko på fødderne og stav i hånden, og I skal spise det i største hast. Det er påske for Herren.”

Dette vil – overført på det åndelige område – sige, at den, som er kommet til Kristus og har modtaget ham, skal straks bryde op fra det liv, han hidtil har levet i trældom under synden og verden. Straks sige hele sin gamle livsform farvel og siden aldrig se sig tilbage. Aldrig mere fæste sit hjerte ved det jordiske, aldrig forsøge at skabe sig et paradis her, men altid være på vej – som den, der søger efter et fædreland. ”Når I altså er opvakt sammen med Kristus, ” siger Paulus, ”så søg det, som er oventil, hvor Kristus er, siddende (s.99) ved Guds højre hånd. Tragt efter det, som er oventil, ikke det , som hører jorden til.”

Om Abraham hedder det:
”Han bosatte sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte – thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud” De gamle troshelte bekendte, at de var ”fremmede og udlændige på jorden – deres hu stod til et bedre, nemlig det himmelske fædreland”

Sådan skal det også vort livsløb være. Vi skal spise lammet i rejsedragt , være fremmede og pilgrimme, altid på vej til vort rette land. Og en ret pilgrim må ikke, fordi et eller andet ved vejkanten – guld eller ejendom – fanger hans blik, dér slå sig ned for at bygge og bo. Han må ile af sted, til han når til det hellige land, til Guds stad. Lammet må spises i rejsedragt , glem ikke det!

Men ikke hermed nok. Da Israels folk samme nat, som de havde spist påskelammet, over hals og hoved var draget ud af trældommens land, havde de inden ret mange dage deres tidligere undertrykkeres hære i hælene på sig. Så var de da atter – for dem at se – i samme ægyptens vold som før!

Den, som i nåde er blevet udvalgt af verden til en Jesu efterfølger, må aldrig glemme, at han lige fra det øjeblik, dette er sket, vil blive efterstræbt og jaget af alle de gamle fjender. Glem aldrig, at det er gennem fjendtligt område, vejen går, at du bærer dine kostelige perler i lerkar og er omgivet af tusinder, som pønser på en lejlighed til at berøve dig dine skatte. Skulle du under sådanne forhold slå dig til ro og lægge dig til at sove? Det kan nok være nødvendigt altid at være iført Guds fulde rustning, have sko på fødderne, stav i hånden og sandheden spændt som bælte om sine lænder. Det ligger til is alle at knytte vort hjerte til jordiske ting og søge vor glæde i dem. Selv de troendes hjerter, som har søgt og fundet deres glæde i Gud, vil uophørlig igen vende (s.100) sig andetsteds hen. Når en kristen begynder i stigende grad at gå op i de jordiske ting: sin bedrift, sin forretning osv, da er der fare på færde.

I sig selv er alt dette timelige ganske uskyldigt. Men hjertet – hvordan står det til med dit hjerte? Det er herpå, det hele beror.

Vær derfor oprigtig! Hvor er dit hjerte – thi der er din skat. Din sjæls brudgom vil eje dit hjerte så helt og fuldt, at han ikke tåler, det står åbent for andre end ham.

For naturen er det bittert – det er de ”bitre urter” - aldrig at kunne gøre sig håb om nogen jordisk glæde og lykke. Altid at måtte tage afsked, ile fremad, sige nej til sig selv. Men hvad kan det hjælpe? Sådan er vejen. Og for ånden er det lifligt.

Derfor:
Lad dig aldrig narre til at prøve på at skabe dig et paradis her. Vil du være med blandt den korsfæstedes folk og gå med ham til det himmelske fædreland, må du stadig være i rejsedragt.


Læs mere om PÅSKEN "Lad os holde påske" Her

Læs mere om PÅSKEN "Hvad jeg vil gemme fra påsken" Her


Gengivet med tilladelse © LogosMedia

RoseniusNet.dk
 6.Marts 2005