"Gid du var kold eller varm!” Åb. 3,15.

(s.163)
Vær brændende i ånden! Dette er et emne, over for hvilket mange hjerters tanke skal blive åbenbaret. Vi taler dog her kun om dem, som vil være kristne. Måtte Herren selv give enhver, hvad den enkelte behøver – at, om det var muligt, de letsindige og sikre måtte vækkes til besindelse, og de forsagte og trælbundne trøstes og frigøres og de sløve og søvnagtige opflammes til iver på ny!

Vi skal her læse med hverandre et brev fra Herren Kristus selv og standse for de enkelte tanker deri. Et brev af en sådan kraft og med et så majestætisk indhold, at enhver, som ikke er aldeles forhærdet, enhver, som ikke allerede har ”sluttet pagt med døden, gjort aftale med dødsriget” Esajas 28,15, her burde standse og gøre op med sig selv. Brevet er stilet til menighedens engel i Laodikea og lyder som følger:

”Så siger han, som er Amen, det troværdige og sanddru vidne, Guds skaberværks ophav: Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund. Fordi du siger: ”Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget,” og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor råder jeg dig til hos mig at købe gud, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve din øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg, vær derfor nidkær og omvend dig!”

(s.164)
Her taler den milde frelser fyldt af en brændende nidkærheds ånd. Og som den forklarede konge bruger han høje og majestætiske ord.

”Menighedens engel” er dens forstander eller lærer. Engel betyder sendebud, og ordets forkyndere er ”sendebud på Kristi vegne” 2. Kor. 5,20, ”fredens sendebud” Esajas 33,7. Men Herren ”kender ikke til personsanseelse”. Brevet henvender sig til alle mennesker, thi samme forhold falder altid ind under samme dom. Ydermere kalder Herren sig selv ”Amen, det troværdige og sanddru vidne”. Han vil dermed minde om og slå fast, at hvad han siger, er en evig og urokkelig kendelse i sagen. Og når han føjer til: ”Guds skaberværks ophav”, vil han dermed sige: Jeg er den evige Gud, den, som har skabt alt og har al magt i himmel og på jord. Mine domme og hjemsøgelser kan intet menneske undfly. Jeg er den, du engang skal møde til den sidste og afgørende dom.

Disse og lignende betegnelser og påmindelser vil Herren i særdeleshed anvende, når han taler til de lunkne, eftersom det netop er lunkenhedens særkende ikke at ville tro eller agte på det, der tager til trussel og dom. Og dermed til sagen:

”Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.”

Hovedsagen her bliver at undersøge, hvad lunkenhed er. Hvad Jesus mener med det at være lunken. Vi vil herved gå meget varsomt til værks, at – på den ene side – vi ikke unødigt skal såre og forurolige dem, som Herren snarere vil trøste, og på den anden side, at de lunkne om muligt må kende sig selv igen, mens tid er, vende om og gøre bod.

I denne Herrens tale om de lunkne er der noget, som alle ser og forstår, men også noget, som kun få finder frem til.

Enhver vil forstå, at når Herren siger: ”Du er hverken (s.165) kold eller varm,” så mener han dermed: Du er ikke et almindeligt verdensmenneske, ligegyldigt og fremmed for åndelige spørgsmål. Du kender mine veje, du taler mit ord, du lærer andre. Men du er heller ikke ”varm”. Dit hjerte er ikke oprigtigt over for mig. Den rette kærlighed, livet og omgangen med mig mangler du. Du taler hellere om mig end med mig. Du beskæftiger dig hellere med andres sjælsanliggender end med dine egne.

Hvad det er at være kold, det ser vi på verden, i dens jordiske, for alt åndeligt ligegyldige væsen. Hvad det er at være ”varm”, det ser vi på sådanne kristne, som i hele deres væsen er indstillet kun på det ene: Kristus og nåden i ham. Som, når de er allermest glade, det da er Frelserens venskab, de glæder sig ved, og når de sørger som dybest, deres synd og savnet af Frelserens venskab, der volder dem sorg. Dette vil ingen have vanskeligt ved at forstå.

Men i anvendelsen heraf opstår et vanskeligt spørgsmål: Når altid en kristen berøvet den følbare nåde og med stadig klarere syn for sin usselhed – sukker og klager over sin forfærdelige kulde og sløvhed: han kan ikke elske sin frelser, som han ville, han kan ikke bede med samme varme som før, han besværes af fristelser og syndige tanker, er adspredt, forsømmelig og fattig på kærlighed – hvad er da mere naturligt, end at han her, i Jesu tale om de lunkne, finder sig selv beskrevet. Ikke er han fuldstændig kold, synes han, men heller ikke virkelig varm – hvilken anden mulighed er der da tilbage end, at det er lunken, han er?

Hvad skal vi svare til dette! Er det virkelig en sådan sjælstilstand, Herren beskriver her? Priset være Gud, at han selv nærmere har forklaret, hvad de lunknes særkende er! Ellers havde vi alle måttet fortvivle ved denne hans tale.

I det følgende vers forklarer Herren, hvorledes lunkenheden ytrer sig hos mennesker. Det lyder som følger:

(s.166)
”Fordi du siger: ”Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget,” og ikke ved, at netop du er elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen, derfor osv.”

Se, herpå kendes de lunkne, dem, Herren har i sinde at udspy af sin mund! Det ser ud, som om de vege, frygtsomme, men i hjertet oprigtige sjæle ofte bliver så bestyrtet over v.16, at v.17 ikke når ind til deres bevisthed. Herren siger jo udtrykkeligt, hvorpå den lunkne kan kendes: Du er lunken – thi du siger: Jeg er rig, jeg trænger ikke til noget. Ordene ”du siger” sigter ikke til mundens tale alene – de fleste vil vel være for kloge til at sige det lige ud – men til hjertets inderste tanker. Du er rig, det vil sige, du er i dit stille sind særdeles godt tilfreds med dig selv.

Derfor er dette et tegn, der som intet andet åbenbarer, hvordan det står til med vort hjerte. Det er ofte ellers umuligt at kende sig selv, om man virkelig har Guds ånd, og har erfaret ordets rette kraft på sit hjerte. De sande kristne har mere end nok af mangler og brist, og de falske kristne har så meget, der ligner åndeligt liv. Det kan for en kristen komme så vidt, at han for menneskeøjne at se er som en frafalden og åndelig død. Da vil den svage gnist af åndeligt liv hos en sådan som regel kunne opdages derved, at han trods alt dog lider under og beklager sin tilstand og længes efter atter at leve et rigere og fuldere troens liv. Det er ikke til disse elendige, Herren siger, at han vil udspy dem af sin mund. Tværtimod siger han: ”Jeg bryder ej knækket rør og slukker ej rygende tande – de sårede vil jeg forbinde, de svage vil jeg styrke.”

Der er andre kristne, som i mangt og maget – i tale og gerning, i bøn og tro – står som lysende eksempler og for menneskeøjne at se helt anderledes svarer til navnet end de førnævnte. Men – de er på samme tid så udmærket godt tilfreds med sig selv. Fuldkommen fri for alle disse bekymringer (s.167) over sig selv, som de svagere kristne har at drages med. Og se – dette ene viser med usvigelig sikkerhed, at det ikke står ret til med deres gudsliv. De er lunkne.

Vel kan også den lunkne lejlighedsvis – for en eller anden grovere forseelses skyld – bliver nedslået over sig selv og det, han har gjort, i særdeleshed, om dette har nedsat hans omdømme blandt mennesker. Men normalt er han tilfreds med sig selv, udbrudt og stolt. Det er dette, Jesus har stillet op som lunkenhedens kendetegn.

Jesus har sagt det, tydeligt og klart, derfor står det ikke til at ændre. Det ligger desuden i selve sagens natur, at ingen virkelig vågen kristen i længden får lov til at være tilfreds med sig selv. En kristen er et menneske, i hvem Helligånden bor, og det er umuligt, at ikke Guds Ånd vil finde meget hos ham at dømme og straffe. Hvordan skulle han da kunne være tilfreds med sig selv?

Men den lunknes tilstand bliver åbenbar også ved visse ydre tegn, som vidner om hans åndelige forfald. Menighedens engel i Efesus har, så vidt vi kan skønne, engang været en varm og oprigtig kristen. Da har han eget noget, han mangler nu. Jesus savner hos ham ”den første kærlighed”. At han ikke hermed mener blot de første varme følelser er klart. Han siger jo: ”Gør de samme gerninger om i den første tid!” Jeg savner hos dig den oprindelige kraft og oprigtighed, den kærlighedens nidkærhed og alvor, du ejede dengang.

Hvori har da disse gerninger bestået?

Her kan enhver blot tænke tilbage på, hvordan det i hans kristenlivs første tid var med ham selv. Var det f.eks. ikke sådan, at kom der dig og en broder noget imellem, så var du villig til at erkende din fejl, selv tage skylden og bede om forladelse? Havde du vantro bekendte eller pårørende, kunne du ikke tie – du måtte i kærlighed tale med dem, advare og formane og bede for dem. Havde du lejlighed til omgang (s.168) med brødre og søstre i troen, så var disse dig lige så kære og uundværlige som søskende ellers. Havde du syndet, gik du straks i enerum for at bede din frelser om forladelse. Og når dit hjerte igen var trøstet, førte du ligeledes i enerum fortrolige samtaler med Frelseren. Har du det ikke mere på denne måde, så tænk på med alvor, had dette betyder! Herren siger: ”Kom i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig!” Kan du fremdeles rolig og ubekymret lade stå til, så er der ingen tvivl: du er lunken. Hvis du derimod ser med bekymring på den tilstand af kulde og ligegyldighed, du befinder dig i, og søger nåde og forbedring på ny, er der håb.

Men desværre – netop det er lunkenhedens ulykkelige art, at de lunkne er ikke i stand til at besinde sig på og fatte mistanke til deres stilling eller nære nogen frygt. Det bekræftes på dem, hvad Luther siger: ”De, som ikke har grund til at frygte, de frygter, men de, som har al grund til at frygte, de frygter ikke.” Om også de føler sig ramt af Guds ord, er de ikke i stand til at tage det til hjerte og omvende sig, men slår det hurtigt af tanke igen og trøster sig med en eller anden letkøbt trøst. ”Gudsfrygt har de ikke for øje.” Rom. 3,18. De vil have lov til at sove i ro. Men Herrens dom slumrer ikke, den hænger dem fremdeles over hovedet: ”Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.”

Et forfærdeligt ord! Herren giver dermed til kende, at han væmmes ved de lunkne – som man gør det ved lunkent vand.

Gid du hellere enten var kold eller varm! Med den kundskab og det skin af gudsfrygt, du har, pådrager du dig blot en desto hårdere dom. Også var det bedre for dine medmennesker, om du helt frasagde dig kristennavnet og holdt til med de gudløse – du forførte derved ikke så mange.

Er du en af de ledende i menigheden, en ordets forkynder måske, da har du manges øjne hvilende på dig. Prædiker du (s.169) om søndagen fromt og varmt, men i øvrigt ugen igennem bærer til skue et kødeligt og verdsligt, uåndeligt og forfængeligt sind, måske endog er egennyttig, gerrig, hovmodig og hastig til vrede, da bliver du derved til anstød for de enfoldige sjæle, som er vidne dertil, og således skyld i deres evige ulykke. Hør, hvad Herren siger: ”Hvorfor regner du op mine bud og fører min pagt i munden, når du dog hader tugt og kaster mine ord bag din ryg.” Salme 50,16. Disse ord har for så vidt ærinde til enhver, som til tider fører kristelige tale, men ikke i sit væsen beviser nogen gudsfrygtens kraft. Det er netop dette hykleri, der får Herren til at sige: ”Jeg har i sinde at udspy dig af min mund!”

Men hvad er nu Herrens vilje og råd med de lunkne? Er der ingen nåde at vente for dem.

Hør, hvad han videre siger – og se hans guddommelige barmhjertighed i det: ”Jeg råder dig til hos mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder at iføre dig, så din nøgenheds skam ikke skal blive åbenbar, og øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se. Alle dem, jeg har kær, dem revser og tugter jeg, vær derfor nidkær og omvend dig!”

Dette må vel siges at være en nådig tugt – det er ”venneslag”, Herren slår. Lader en lunken sig advare og kommer i bekymring over sin tilstand, bliver han ikke lukket ude fra nåden. Han kan komme og modtage frit og for intet det hele.

Her er et ord også for mange, som ikke har været lunkne, men går som elendige trælle under loven – ja, et ord også til kristne, som vel hundrede gange har troet og smagt Herrens liflige sødme, men altid på ny drages bort derfra af en lovbunden ånd. Til dem alle lyder det her: Jeg råder dig til at hos mig købe guld!

Købe – hvordan? Jo, siger Herren: ”Kom, I, som ikke har penge! Køb korn og spis uden penge, uden vederlag vin og mælk.” Esajas 55,1. Det er om køb af denne art, Herren taler (s.170) her, når han siger: Jeg råder dig til at hos mig købe guld! Vist taler han i en halvt bebrejdende, alvorligt formanende tone, men desto lifligere klinger hans ord.

Hvad mener da Herren med det ”guld” , han tilbyder her? Nogle har ment, at det er troen – en opfattelse, de grunder på 1. Pet. 1,7. Men dette kan ikke være rigtigt, det duer slet ikke her. Troen er her betegnet med selve det at købe. Guldet, som skal købes, selv rigdommen, som troen begærer at få del i, er Kristi dyrebare blod, hele Kristi fuldbragte værk, lutret og prøvet i lidelsens ild. ”I ved jo,” siger Peter i det samme kapitel, ”at det ikke var med forkrænkelige ting, med sølv eller guld, I blev løskøbt – men med Kristi dyrebare blod som med blodet af et lam uden plet og lyde.”

Dette blod, Kristi udgydte blod, er det eneste, hvori en fattig synders rigdom består. Selve troen er ikke den rigdom, der gælder for Gud. Den, som vil bestå for Gud, ham er det ikke nok, at han møder frem med sin egen tro eller sin anger, sin bøn, sin kærlighed og sin ydmyghed. Thi ikke engang dette som af Helligånden er virket i os, kan i dommens ildprøve bestå. Den, som vil bestå for Guds dom og kaldes ”rig” for Gud, må have noget højere og mere fuldkomment at møde frem med, nemlig det guld, som allerede forud er lutret og har stået sin prøve for Guds dom. Og dette er alene Kristi egen retfærdighed – hvilket også fuldt ud og til evig tid kan bestå for Gud.

Betænk da med alvor værdien af det guld, Kristus tilbyder her. Du er syndig og fattig, du er til tusinde talenter skyldig, du har syndet så ofte, så groft og så utilbørligt – men læg al denne elendighed i den ene vægtskål og Guds Søns blod i den anden og se, hvad der vejer mest! ”Når jeg betaler min skyld med Kristi blod,” siger Lütkemann, ”er det, som om jeg betalte en gæld på en gylden med en million.” det er stærke ord, men endda for svage til at betegne en sag af en sådan (s.171) vægt. Thi med Kristi blod kan dog intet på jorden sammenlignes. Det gælder for Gud mere end himmel og jord.

Gud selv siger til hver synder, som vil komme til hans nådestol: ”Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne, er de end røde som blod, de skal dog blive som uld,” Esajas 1,18. Og Jesus siger her til den mest uværdige, den fra sin tidligere nådestand faldne: ”Jeg råder dig til hos mig at købe guld – så du kan blive rig!” Altså ikke blot skyldfri, men rig – alene ved dette guld.

Men som dette blod en evighed lang skal være temaet for de frelstes altid nye sang, således vil emnet heller aldrig her blive udtømt. Det vil daglig af enhver kristen tages frem på ny og betragtes.

Hvad de ”hvide klæder” betegner, derom er der talt så klart i Guds ord, at ingen forskellige meninger med hensyn til dette er opstået. ”Linnedklædningen er de helliges retfærdige gerninger,” hedder det i Åb. 19. Og hvori denne retfærdighed består, forklarer i Åb. 7 en af himmelens ældste: ”De har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod – derfor står de nu foran Guds trone.” Det dobbelte udtryk: ”guld” og ”hvide klæder” betegner skyldens borttagelse og de hvide klæder fortjenestens tilregnelse. Med andre ord: ikke blot er vore synder slettet ud, vi er også ved troen iført en retfærdighed, ved hvilken vi ejer Guds yndest og velbehag.

Denne retfærdighedsklædning er omtalt forskellige steder i Skriften. Jesus kalder den – i Luk. 15 - ”den bedste klædning” , hvormed den fortabte søn blev prydet, så snart han var vendt hjem til sin fader. Ezkkiel taler om ”byssus, silke og broget vævede klæder” Ezek. 16. Esajas kalder den udtrykkelig for ”frelsens klæder og retfærds kappe” Esajas 61,10.

Skulle vel alt dette blot være ord og billeder – uden noget modsvarende i virkeligheden? Når Jesus taler om hvide klæder (s.172), som fås af ham, og om ”den bedste klædning”, en synder skal iføres, så må han jo dog vide, hvad han siger. Der må findes en retfærdighed, som ikke er hos os, men som skænkes, ”tilregnes” - som Skriften så udtrykkelig siger det. Hvor forfærdeligt da med den vantro, som ikke tillader os at se denne Herrens herlighed, men bestandig retter vort blik mod os selv og vor egen urenhed. Som om Skriften skulle have sagt, at vi skulle have vor retfærdighed i os selv! Man kunne ønske sig døden for at slippe for den bestandige plage, som vantroen er. Når nu Jesus har sagt, at selv den lunkne skal blive rig, blot han af ham køber guld, og hans nøgenheds skam ikke blive åbenbar, blot han bliver iført de hvide klæder, skulle vi da ikke råbe af fryd, forbande al selvretfærdighed og vantro og være evigt frie og glade, syngende Lammets pris, som har købt os til Gud med sit blod!

Men her turde en eller anden sukke: Ja, kunne jeg blot det, som Herren her opfordrer til. ”Købe – det er jo at bede og tro – kunne jeg blot dette!”

Hvilken forvendt og svigefuld tingest hjertet dog er, som endog kan gøre det til en vanskelighed og en hindring, der skulle tjene til hjælp og til trøst! At købe er her, siger Skriften, at købe ”uden penge, uden vederlag”. ”Den, der tørster,” siger Jesus, ”vil jeg give af kilden med livets vand uforskyldt.”

Alene derved, at du vil komme og ikke kan klare dig nåden foruden, har du givet tilstrækkeligt udtryk for din nød og din trang. Kan du undvære nåden, så gå! Men er det dig om at gøre at få den, så kom, som du kan det bedst – se ikke på måden, det sker på, men på Herrens hjertelag for dig.

Kvinden, som rørte blot ved kvasten på Jesu kappe, fik straks, hvad hun søgte. Den spedalske, som bad: ”Herre! Hvis du vil, kan du rense mig.” fik på sin korte bøn med det samme det svar: ”Jeg vil, bliv ren!” Den lamme havde end ikke fået formet sit hjertes bøn i ord, førend Jesus sagde: ”Vær frimodig (s.173), søn, dine synder forlades dig.” Røverens bøn på korset var kort, men svaret, han fik, ufatteligt stort.

Kan du bede mere og bedre end disse, så bed! Men kan du ikke, er du endda skyldig at tro, at Herren vil høre din bøn.

Men siger du, troen er dog noget, Gud må virke i et menneske! Jeg føler jo bestandig, hvor umuligt det er for mig at få dette sådan ind i hjertet, at det skaber liv og gør mig brændende i ånden.

Ja, netop! Troen er Guds værk. Vær du glad for det! Gud skal ikke nægte dig troens gave, hvis blot du kommer dertil, at du intet andet vil og begærer end at få troen skænket som en gave af Gud. Da er allerede den første trosgnist tændt, og den skal snart blive større. Thi hør, hvad Herren siger til slut:

”Jeg råder dig til hos mig at købe - øjensalve til at salve dine øjne med, så du kan se.”

Det er øjensalven, der mangler. Det er på den, det hele beror. Blev blot vore øjne åbnede – for vor egen nød og for Kristi fuldbragte værk – skulle straks det hele blive godt. Vi skulle råbe det ud: Det er nok, det er evigt nok! Tilgiv mig, Gud, at jeg ikke har troet det før – nu kan jeg ikke lade være at tro! Det guld, der tilbydes, Jesu dyrebare blod, er mere end tilstrækkeligt for alle. De hvide klæder skjuler og dækker alting hos mig, også min usle tro og min ringe bøn. Du, du alene er værdig at have ære og pris, du, som har købt os til Gud med dit blod!

Og så – da er den lunkne og den kolde blevet brændende i ånden. Men dette er også den eneste måde at blive det på.

Gengivet med tilladelse © LogosMedia

RoseniusNet.dk
11.April 2006