(s.147)
Det sker let, at en oprigtig kristen – eller en kristen menighed som sådan – mister det sande liv i Kristus og henfalder til falsk åndelighed under en eller anden form.

Det var dette, der efterhånden var sket med de syv menigheder i Lilleasien og de forstandere, apostelen Johannes dér havde indsat. Hvem af os tør da føle sig så sikker, at han ikke skulle anse det for umagen værd at standse en stund og prøve sig selv efter Jesu egne ord!

Gud er trofast. Han lod ikke de nævnte meninger være uden advarsel og formaning. Da Johannes ”for Guds ord og Jesu vidnesbyrds skyld” var på øen Patmos, viste Herren Kristus sig for ham i majestætisk skikkelse og sagde: ”Jeg er den første og den sidste og den, som lever, og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets nøgler. Så skriv da ned - - .” Åb. 1.

”Skriv til menighedens engel i Efesus: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer midt imellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde, og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere, og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid, ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.” Åb. 2,1-5.

(s.148)
Vist er de alvorlig overvejelse værd, disse ord. De er talt af ham, som skal dømme os alle på den yderste dag, og som har dødens og dødsrigets nøgler. Ham, som ”holder de syv stjerner (forstanderne) i sin højre hånd”, og som ”vandrer midt imellem de syv guldlysestager” (menighederne).

Endnu i dag ”vandrer” han mellem menighederne. På hvert enkelt medlem hviler hans prøvende blik. Skulle det da ikke være os magtpåliggende at få at vide, hvad han mener om os?

Dette kan kun ske ved at give agt på, hvad han i det ord, han har efterladt sig, taler til andre. Når vi da i dem genkender os selv, kan vi være overbevist om, at ordet, der gjaldt dem, også gælder os. Thi ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag, ja, til evig tid,” og der er ingen personanseelse hos ham.

Hvad ”menighedens engel” i Efesus angik, så udtaler Herren sig meget anerkendende om ham. Der er ikke så lidt at fremhæve og rose. ”Jeg kender dine gerninger,” siger han. Hans kristendom bestod altså ikke blot i ord. ”Jeg kender din møje og din udholdenhed, du har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt.” Han var altså ikke blot en kristen som så mange andre, men en mand, der havde arbejdet så nidkært for Kristi navns skyld, at han endog havde måtte lide forfølgelse derfor.

Du holder god kirketugt, siger Kristus videre. ”Jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde.” Hans åndelige bedømmelsesevne er skarp og klar - ”Du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at det er løgnere.”

Yderligere nævnes som et fortrin, at han ”hader nikolaiternes gerninger”, som også Herren hader. (Åb. 2,6) (Nikolaitter – lilleasiatisk gnostisk bevægelse)

Det var et godt skudsmål, denne mand fik – og vel at mærke fik af den Herre Kristus selv. Vi kan roligt gå ud fra, at hvad han anerkender som prisværdigt og godt, virkelig også er det. Manden var således en ganske fortræffelig kristen – (s.149) blot var der en eneste lille omstændighed, en brist, som ingen uden Herren så, men som var så betydningsfuld, at den ville kunne få de alvorligste følger.

”Jeg har det imod dig,” siger Herren, ”at du har svigtet din første kærlighed.”

Heraf ser jeg for det første, at Kristus begærer vor kærlighed. Vi skal ikke blot være hans tjenere, men hans venner. Han er ikke tilfreds, blot han får vore gerninger, han vil også eje vor kærlighed. Tre gange spurgte Jesus Peter ved Tiberias sø: ”Elsker du mig?” Og først, da Peter havde forsikret ham om sin kærlighed, føjede han til: ”Vær hyrde for mine får!”

Jeg ser for det andet, at et menneske kan stå mål med de bedste, hvad ydre kristendom angår, og dog mangle det, der er kristendommens egentlige kærne og liv. Ligesom menighedsforstanderen i Efesus har de alt, hvad til gudsfrygt hører, undtagen et: Den første kærlighed. Men det er et stort spørgsmål, om det falder dem ind at fatte mistanke og prøve sig selv.

Er man da ikke en oplyst kristen, en broder blandt brødre, født på ny af Guds Ånd? Viser man ikke fortsat sin gudsfrygt i gerning, arbejder utrætteligt og må døje ondt for Kristi navns skyld? Har man ikke, foruden alt dette, så stort et lys i åndelige spørgsmål, at man er i stand til at skelne de falske ånder fra de rette, og hader man ikke det, som også Herren hader? Skulle man da ikke trygt kunne regne med, at alt står vel til?

Men Herren siger her noget andet. Alle disse gode egenskaber ufortalt kan det komme til at lyde også til dig: ”Jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.”

Lad os imidlertid se lidt nøjere på denne første kærlighed – hvorledes den opstår, og hvilke udslag den giver sig.

Den, som ikke i sit hjerte har ejet og erfaret denne kærlighed, vil aldrig gennem nogen beskrivelse ret kunne forstå den. Den derimod, som har erfaret den, kender den bedre, end ord kan forklare den.

(s.150)
Men passer ikke på det nærmeste nedenstående beskrivelse:

Ved Guds store barmhjertighed blev du vækket op af syndesøvnen og så, hvor fortvivlet din tilstand var. Da begyndte du at gøre bod, tage afstand fra verden, beskæftige dig med Guds ord, fly synden og gøre det gode. Alt dette lykkedes helt godt, indtil det gik op for dig, at det er til hjertet, Herren ser. Det er renhed, oprigtighed, ydmyghed, kærlighed osv, i hjertets inderste, han kræver. Og da du ville forsøge at opfylde disse krav, kom du til kort. Når du gerne ville gløde af kærlighed, var du kold som is. Når du ret ville samle dine tanker til bøn, var du adspredt og træg. Når du ville, at dit hjerte skulle være helligt og fromt, var det fuldt af syndige tanker og tilbøjeligheder. Når du ville være sønderknust og angerfuld over din synd, var du hård og letsindig. Og jo mere du stræbte, desto værre blev du. Synden kunne give sig de forfærdeligste udslag.

Netop således er det, at Paulus i Rom. 7 beskriver lovens virkning i et menneskes hjerte. Meningen med den er, at du skal blive mere og mere ulykkelig og til sidst helt mistvivle om din omvendelse.

På denne måde blev det værre og værre med dig, indtil Gud ved sit nådesord talte trøst til din sjæl – og det, før du selv havde tænkt på at tilegne dig nogen trøst. Tro og nåde, salighed og fred skænkede han dig netop, da du var allermest uværdig og mindst af alt havde tænkt på at tro. ”Da sønnen endnu var langt borte,” siger Jesus, ”så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham.” Luk. 15,20. Han havde endnu ikke fået udført det, han havde sat sig for: ydmygt og sønderknust at bekende sin synd og udbede sig den gunst at få lov til at gå som daglejer i sin faders hus. (Læs mere om ”Den fortabte søn” se link nederst på siden)

Faderens kærlighed tændte kærlighed også i sønnens hjerte. På samme måde gik det med dig. Af Guds overstrømmende (s.151) kærligheds væld fyldtes dit hjerte med kærlighed til den Gud, hvis nåde du aldrig havde erfaret som nu.

Netop sådan er det, at kærligheden ifølge Jesu egen forklaring opstår. ”Den, hvem meget forlades, elsker meget,” siger han os gennem beretningen om synderinden i Simons hus.

Nu begyndte du at omgås fortroligt med din frelser – som barnet med sin fader, bruden med sin brudgom. Du havde, som apostelen siger, modtaget den ånd, der giver barnekår, og i den råbte du: ”Abba, fader.”

Nu begyndte du også blandt mennesker at tale et nyt tungemål. Med barnlig glæde, hjertevarmt og enfoldigt talte du om det, der fyldte dit hjerte – om Guds kærlighed og nåde, om Kristi fuldbragte værk og om troen derpå, om vore gerningers ufuldkommenhed, vor synd og vor vantro osv. Det gik dig efter Skriftes ord. ”En ny sang lagde han i min mund.” Salme 40,4.

Nu tændtes der også i det hjerte en inderlig kærlighed til alle, som du havde grund til at tro var født på ny og elskede Frelseren ligesom du selv. De var nu dine nye åndelige søskende, om hvem du kun ville tro det bedste, og som du umuligt kunne bagtale eller mistænkeliggøre. Hvad der angik dem, angik også dig. De var dig fantastisk uundværlige, skønt også de havde deres fejl. Selv de skrøbeligste Guds børn var dig kærere end selv de bedste verdensmennesker, som foragtede din frelser. Også dette er helt i overensstemmelse med Skriftens ord. ”Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed,” sagde Jesus til sine disciple. Johs. 13,35. Og Johannes skriver: ”Enhver, som elsker den, der fødte ham, elsker også den, som er født af ham.” 1. Johs. 5,1.

”I broderkærligheden kærlighed til alle,” hedder det imidlertid 2. Pet. 1,7. Også dette oplevede du. Du følte for mennesker på en helt anden måde end før. Ganske særligt fik du omsorg (s.152) for deres sjæles frelse og søgte på alle måder at vække dem op og drage dem til Kristus.

Siden bar også kærligheden – ifølge 1. Kor. 13 – andre skønne frugter. ”Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, bærer ikke nag - - den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

Vi har nu set, hvorden første kærlighed opstår, og hvad Jesus mener, når han taler om at ”gøre de samme gerninger som i den første tid”.

Det er derfor en højst betænkelig sag, hvis du har svigtet din første kærlighed og ikke længere gør de samme gerninger som før. Dog skal det for de troendes bange og let forsagte hjerters skyld bemærkes, at den første kærlighed ikke må forveksles med de første overstrømmende følelser. Foruden den kærlighed, som opstod i den fortabte søns hjerte, da faderen så uforskyldt sluttede ham i sin favn, blev der også, siger Jesus, foranstaltet en glædesfest, hvor fedekalven blev spist, og man forlystede sig med musik og dans. Denne glædesfest kunne imidlertid ikke vare ved. Sønnen måtte siden deltage i arbejdet og nøjes med almindelig hverdagskost.

Netop sådan er det, Gud i almindelighed handler med sine børn. Først en forunderlig herlig tid, hvor følelseslivet er rigt og varmt – en tid, hvor Johannes får lov at ligge ved Jesu bryst, og Maria Magdalena får lov til at røre ved ham og skue det ansigt, der er hende så usigelig kært. Da kan ikke brudesvendene sørge – men - ”der skal komme dage, da brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste.” Matt. 9,15. Det er en erfaring, alle kristne må gøre. ”Følelserne aftager i samme grad, som troen tiltager,” siger Luther.

Når nu der må skelnes mellem dette og den første kærlighed, hvori består da denne?

Den opstod som før nævnt derved, at mange synder blev forladt. Og består den ikke dybest set netop deri, at Frelseren for (s.153) syndenødens skyld blev aldeles uundværlig og for syndesforladelsens skyld uendelig dyrebar og kær.

Denne kærlighed tiltager – uanset, at mine følelser aftager – i samme grad, som Frelseren bliver mig dyrebar og uundværlig. Dette er en gåde for dem, hvis hele kristendom blot består i tilfældige følelser uden noget reelt grundlag. Men de, for hvem ikke blot synden, men også nåden er en virkelighed, forstår det.

Det, Herren vil have sagt til menighedsforstanderen i Efesus, er tydelig nok dette: Dine gerninger, dit arbejde for mit navns skyld, din møje og din udholdenhed, din evne til at skelne mellem sandt og falsk, ja, endnu mere: min menigheds vel, mit riges fremgang, min læres renhed – alt dette er dig dyrebart og vigtigt. Jeg derimod, som din forsoner og talsmand, har ikke længer den samme betydning for dig som før. Du har ikke længere nødig at ligge som en synder ved mine fødder og tigge om mine gerningers frugt, mit blods fortjeneste og dine synders forladelse. Dine egne gode gerninger, din skønne kristendom, din nyttige virksomhed – alt dette er dig nok.

Det er dette, Jesus mener, når han så udførligt opregner denne mands fortjenester og tilføjer: ”Jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.”

Den, hvem meget forlades, elsker meget. Anden vej til kærlighed har Jesus aldrig anvist for Adams børn. På denne måde forklarede han selv kærlighedens grundlag og opkomst, da han sad ved Simons bord med synderinden liggende ved sine fødder. Luk. 7,36-50.

Simon var en religiøs mand, en farisæer af den frommeste type. Foruden de almindelige gode gerninger, som farisæerne lagde vægt på: bønner, almisser osv, havde han den dag indlagt sig fortjeneste ved at byde til sit bord profeten fra Nazaret, hvem de andre farisæere forfulgte og foragtede. Men synderindens kærlighed til Jesus ejede han ikke. Hun havde den første (s.154) kærlighed og gjorde de første gerninger – lå ved Jesu fødder, kyssede dem og vædede dem med sine tårer. Og Jesus sagde: ”Simon! Jeg har noget at sige dig. En mand, som lånte penge ud, havde to skyldnere, den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?” Simon svarede og sagde: ”Jeg tænker den, som han eftergav mest.” Jesus sagde til ham: ”Du dømte rigtigt.” og vendt mod kvinden sagde han til Simon: ”Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus, du gav mig ikke vand til mine fødder, men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig intet kys, men lige fra jeg kom herind, er hun blevet ved at kysse mine fødder. Du salvede ikke mit hoved med olie, men hun salvede mine fødder med salve. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er hende forladt, sinden hun har elsket meget, men den, hvem kun lidt forlades, elsker kun lidt.”

Her har vi for os de to slags fromme, som altid vil findes side om side i en kristen menighed. Og her ser vi igen, hvorpå kærligheden beror.

Forholdet med menighedsforstanderen i Efesus har mange sidestykker i ny testamente. Den lunkne i Laodikea er et af dem. Han sagde: ”Jeg er rig, jeg har vundet rigdom og trænger ikke til noget.” Åb. 3,17. Han vidste ikke, at netop han var elendig og ynkværdig og fattig og blind og nøgen. Det var grunden til hans lunkenhed. Derfor købte han heller ikke ”guld” og ”hvide klæder” hos Kristus.
(Læs mere om ”gid du var kold eller varm” se link nederst på siden)

Et andet sidestykke er manden, som var med i bryllupssalen, men ikke havde bryllupsklædning på. Bedrift og forretning havde han forladt for at følge indbydelsen til brylluppet, men han manglede bryllupsklædningen og blev kastet ud i mørket udenfor. Matt. 22.

De fem uforstandige jomfruer havde det på samme måde. (s.155) De tog deres lamper og gik ud for at gå brudgommen i møde. Men de havde ingen olie og bankede siden forgæves på bryllupssalens lukkede dør.

Ofte nok og alvorligt nok har Jesus advaret os mod dette hemmelige bedrag. Lader vi os ikke advare, bliver skylden vor egen. Det er ikke noget særsyn, at også en oprigtig kristen mister lovens lys og virkning, mister synet på sine synder og ganske stille slumrer ind igen – alt, mens han stadig lever og taler som en kristen. Og når samvittigheden er sovet ind, og synden ikke længere føles som en byrde – hvad er da troen? Intet andet end en død kundskab! Hvad er talen om Kristi fuldbragte værk? Tomt hykleri!

Det går i virkeligheden uhyre let den vej, thi mennesket er af naturen tilbøjeligt til kødelig sikkerhed. Hele verden lever i den, og alting omkring os drager imod den.

Lige så let kan det ske, at en, der er vågen over sin synd, kommer ud af tillidsforholdet til Kristus og – uden selv at være klar over det – havner i lovtrældom. Udadtil bekender han sig stadig til troen på Guds nåde, men indadtil arbejder han ihærdigt med sig selv for at nå dertil, at han tør tro. Men vantroen og det lovbundne sind virker æggende på synden, og trællesindet forøges igen af den forøgede synd.

Hvad er der nu, der kan skabe liv, skabe glæde og fred, kærlighed og kraft? Kristendommen bliver intet andet end møjsommeligt strid og slæb, og synden er aktiv som aldrig før. Den første kærlighed er gået tabt, thi den kommer ikke af syndserkendelse alene, heller ikke af nogen som helst from for selvvirksomhed. Man må have opnået fuld vished om sin frelse, være glad og salig i Kristus alene, før hjertet kan komme til at gløde af kærlighed til ham.

Her gælder imidlertid ikke en tro, der blot beror på vor egen indbildningskraft. Mindre end en guddommelig overbevisning om Guds hjertelag imod os kan ikke gøre det. Man kommer (s.155) ikke til at tro ad tankens vej, heller ikke ved at lægge hænderne i skødet og vente på Åndens gaver, men kun ved at bruge de midler, som Guds selv har givet anvisning på. Skal troen fødes i dit hjerte, må du søge hen til evangeliet og der give agt på, hvad Guds vilje med syndere er. Du må søge hen til nadverbordet og der nyde din frelsers legeme og blod. Tillige må du, som Luther siger, ”tale med en ordets forkynder eller anden oplyst kristen om din nød”.

Følger du trolig disse anvisninger, men endda ikke finder hvad du søger, da skal du lære, at det i sidste instans beror på Guds barmhjertighed, om du skal få troens gave i eje. Da må du ydmygt bede derom – men også være forvisset om, at han vil give dig, hvad du begærer. Han har jo lovet at høre vor bøn. Luk. 11,5-13. Johs. 16,23.

Det er da også – Gud ske lov – ham, der kaldes ”troens banebryder og fuldender”, og ikke os. Og er først troen tændt i hjertet, flammer også kærligheden op - ”thi lige så umuligt, som inden kan være uden varme, kan troen være uden kærlighed.”

Måtte Herren forøge os troen og dermed også den første kærlighed.