(s.113)
Vil vi nu til slut give et sammendrag af de vigtigste punkter vedrørende vor frihed fra loven, så har allerede Gud selv givet et sådant på et sted i den hellige skrift, hvor han taler om en ny pagt, han vil slutte med mennesker, en ny og bedre frelsesvej end lovens. I Jeremias 31,31-34 læser vi følgende:

”Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten, hvilken pagt de brød, så jeg væmmedes ved dem, lyder det fra Herren, nej, dette er den pagt, jeg efter hine dage slutter med Israels hus, lyder det fra Herren: Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder og sige: ”Kend Herren!” Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra Herren, thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mere deres synd i hu.”

Dette var ikke det første løfte, der var givet om en ny pagt. Heller ikke det sidste. Faktisk er hele det gamle testamente en stor forjættelse om Kristus og den pagt, som Gud ville slutte ved ham. Lige fra Bibelens første blade, hvor Gud på syndefaldets dag taler om kvindens sæd, der skal knuse slangens hoved, og til det sidste kapitel hos den sidste profet, hvor der tales om retfærds sol, der skal opgå med lægedom under sine vinger.

Vi har i det foregående set, hvorledes såvel loven som hele den omstændige offertjeneste i den gamle pagt kun talte om (s.114) det ene: Kristi legems offer. Men den forjættelse, vi her har citeret, er bemærkelsesværdig derved, at den på et sted sammenfatter alt, hvad der i særlig grad er karakteristisk for den nye pagt, og gør det i klare og tydelige ord, talte af Herren selv.

Ikke desto mindre er der meget få, som virkelig ser, hvad der står, fryder sig derover og takker og elsker Gud derfor. Så godt som hvert eneste menneske står endnu med begge ben i den gamle lovpagt – et slående bevis på den magt, djævelen har over menneskers sind og et lige så slående bevis på sandheden af Herrens ord, når han siger, at det at kende Herren ikke er noget, den ene broder kan lære den anden. ”De udvalgte har opnået det, de øvrige derimod blev forhærdede.” Rom. 11,7. Og Gud har ”skjult det for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.” Matt. 11,25.

Allerede det burde vække alles opmærksomhed, at Herren siger: ”Jeg slutter en ny pagt” - og føjer til: ” - ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre, dengang jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Ægypten.” Han førte dem dengang til Sinaj, men siger nu, at den nye pagt, han vil slutte, skal være anderledes end lovpagten, han sluttede med dem dér. Ubegribeligt, at det alligevel ikke bliver troet, og at lovpagten er den eneste pagt, de fleste mennesker kender af virkelig levende erfaring.

Forskellen mellem de to pagter drejer sig i særdeleshed om tre punkter:

Først dette, at mens loven i den gamle pagt var prentet i sten, og menneskenes hjerter uvillige, så Herren måtte tvinge dem, så skulle loven i den nye pagt gives i deres indre og skrives på deres hjerter, dvs. han skal give os Helligåndens inderlige lyst og kærlighed til det gode, hvilket bliver i vort hjerte en indre, levende lov.

Dernæst dette, at mens den ene godt kunne lære den anden den gamle pagts lov, idet den moralske lov, skønt fordunklet (s.115) ved syndefaldet, dog ligger i selve menneskets natur, selv hos hedningerne, så skulle den nye pagt være af den beskaffenhed, at det, der krævedes, kunne ikke det ene menneske lære det andet. De skal, som Jesus med et citat fra profeterne siger, ”alle være oplært af Gud.”

”Ingen kan komme til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham,” siger Jesus endvidere. ”Ingen kender Faderen uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare ham.” Johs. 6,44 og Matt. 11,27. Og ”ingen kan sige: ”Jesus er Herre!” uden ved Helligånden.” 1. Kor. 12,3.

Og for det tredje dette, at mens synden i den gamle pagt altid skulle straffes på synderen, så skulle den i den nye pagt tilgives og ikke mere kommes i hu. Men dette punkt indledes med et såre betydningsfuldt ”thi” - ”thi jeg tilgiver deres brøde” - som viser, at denne tilgivelse er grundlaget for de to foregående punkter.

Det er også netop, hvad både Skriften og erfaringen lærer. Først nå synden er forladt, og hjertet ånder frit, får et menneske det rette kendskab til Gud og en hjertelig lyst til at løbe hans buds vej (Salme 119,32) – først da er loven blevet skrevet i hjertet.

De er dette, Paulus hævder så stærkt over for deres indvendinger, som mente, at man ved forkyndelsen af frelse ved tro satte loven ud af kraft, og at det var loven, der skulle virke helliggørelse. ”I uforstandige galatere,” siger han til dem, ”dette ene vil jeg have at vide af jer: Var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved i tro at høre? Mon han, som udruster jer med Ånden og virker undergerninger iblandt jer, gør det i kraft af lovgerninger eller ved, at I hører i tro?” Gal. 3,2-5. Og til romerne siger han: ”Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Nej, langtfra! Vi stadfæster loven.” Rom. 3,31.

Herren siger det her: ”Jeg giver min lov i deres indre og (s.116) skriver den på deres hjerter - - thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mere deres synd i hu.” Og i Ap.g. 10,43-44 fortælles, at da Peter og Kornelius´ hus udtalte ordene: ”Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn” - netop da faldt Helligånden på alle dem, som hørte ordet.

Den mening, at der side om side med forkyndelsen af frelse ved tro skulle være en anden forkyndelse, som skulle virke helliggørende, bør vi derfor helt og holdent forkaste. Det er netop ved i tro at høre, vi modtager Ånden. Intet menneske kommer til tro og bliver retfærdiggjort i Kristus uden ved Helligånden, og hvor Helligånden bor, der virker han helliggørelse. Fromhed, som ikke fødes af nåde og tro, er enten ”døde gerninger”, gjorte ifølge vor natur, eller ”lovgerninger”, gjorte af tvang, og begge dele er under forbandelse. Gal. 3,10. Derfor siger Paulus udtrykkeligt: ”Nu er vi løst fra loven, idet vi er døet bort fra det, som vi holdtes fangne under, så vi står i åndens nye tjeneste og ikke i bogstavens gamle tjeneste.” Rom. 7,6.

Det er dette, Herren mener, når han siger: ”Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter - - thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mere deres synd i hu.”

Denne Guds helliggørelseslære udelukker hverken en kærlig og alvorsfuld brug af formaningens ord eller vingårdsmandens trofaste rensning af vintræets grene. Den viser os blot det unyttige i at rense de døde grene, som jo dog under alle omstændigheder skal brændes, hvor omhyggeligt de end måtte være renset.

Men dette indre liv, denne kærlighed og lyst til det gode, vækkes kun der, hvor nådens overstrømmende rigdom smelter en tilintetgjort synders hjerte og skænker ham Helligåndens gave.

Herom siger Luther bl.a:

”Da det viste sig uden virkning for Gud at få menneskene gjort fromme og gode ved hjælp af lovbud, trusler og straf – (s.117) det blev højst til en udvendig fromhed, indvendig virkede trusler og tvang kun forøget uvilje mod Gud – så sagde han ved sig selv: Jeg vil gribe det an på en helt anden måde: jeg vil vise menneskene så megen godhed, at de simpelthen ikke kan lade være at elske mig. Jeg vil slette deres misgerninger ud og aldrig mere komme deres synder i hu – da vil de elske mig. Jeg vil slutte en ny pagt med dem: jeg vil give dem min søn. Han skal for deres regning opfylde loven og til sidst på forbandelses træ gå ind under den fordømmelse, de har fortjent, så de derved er løst fra enhver forpligtelse over for loven. Og så vil jeg forsikre dem om min evige kærlighed og om deres evige salighed hos mig i himlen. Når de tror dette, vil de elske mig og være både salige og hellige. Dette er den pagt, jeg vil slutte med dem, siger Herren.”

Om samme Guds nådefulde råd og evige pagt skrives endvidere af en mand med klart evangelisk syn, nemlig dr. Anton:

”Loven er Guds uforanderlige vilje udtrykt i ord. Dens strenghed kunne derfor kun ske fyldest ved en hel og fuldgyldig opfyldelse. Nu kunne imidlertid lovgiveren umuligt vente af det faldne menneske, at det selv skulle være i stand til at opfylde loven. Derfor lod han i sin evige barmhjertighed og trofaste kærlighed sin fordring på fuldkommen retfærdighed hos mennesket falde. Men kun på den måde, at han i sin guddommelige visdom fandt en udvej, hvorved loven endda kunne have sin ære i behold: han gav os sin søn til at opfylde loven.

Loven har intet tabt ved denne ordning, men snarere vundet, både i opfyldelse og i ære.

Da nu Gud har anerkendt Kristi betaling, er ingen yderligere fyldestgørelse nødvendig for vor frelse. Og loven vanæres ikke, hverken af Kristus eller af dem, som modtager ham. Også i alle andre menneskers omdømme skal loven, når det spørges, hvad det kostede at tilfredsstille dens krav, nyde samme ære (s.118) som hidtil. Hos de troende, som er skjult i Kristus og ”har del i hans fylde”, har loven således intet at fordre.”

Når synden er sonet og loven sket fyldest, har den troende heller ikke mere nogen grund til at frygte Guds vrede. Han er omsluttet af en guddommelig kærlighed og faderlig omsorg så stor, at ingen menneskeforstand formår at fatte eller tro det. Thi ”Gud er kærlighed.” Og denne kærlighed hindres nu ikke mere af synden og loven.

”Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi da, efter at vi nu er retfærdiggjorte ved hans blod, frelses ved ham fra vreden. Thi når vi, mens vi endnu var fjender, blev forligt ,ed Gud ved hans søns død, så skal vi da langt snarere, efter at vi nu er blevet forligt, frelses ved hans liv.” Rom. 5,8-10.

Med andre ord: når Gud på et tidspunkt, hvor vi endnu var ”syndere” og ”fjender”, og ingen forsoner talte vor sag, dog elskede os så højt, at han gav sin enbårne søn, hvor meget mere skulle han da ikke elske os nu, da synden er sonet, og Guds Søn er vores talsmand. Vi er, siger Skriften, ”et legeme og en ånd med ham,” og ”ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød, man han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for kirken.”

Hemmeligheden ligger deri, at et frelst og troende menneske er Guds eget værk. Gud har skabt det, genløst det, omvendt og helliget det, og enhver vil ganske naturligt elske det, hans egne hænder har frembragt. Vores store fejl er, at vi ser på os selv og vores egen fortjeneste. Så Gud på det samme, blev intet menneske frelst. Men lige så vist, som Gud ikke kan lyve, ser han ikke på noget menneskes egen fortjeneste, som tror på hans søn. Han ser dem i Sønnen, og i ham er de velbehagelige og dyrebare for hans øjne.

”Du er dyrebar for mig, har værd, og jeg elsker dig,” siger Herren i Esajas 43,4. Og til hvem blev det sagt? Til en, der (s.119) var så hellig og from, at han var Guds kærlighed værd? Nej – thi Herren siger videre i samme kapitel: ”Jakob, du kaldte ej på mig eller trættede dig, Israel, med mig, du købte mig ej kalmus for sølv eller kvægede mig med slagtofres fedt. Nej, du plagede mig med dine synder, trættede mig med din brøde. Din misgerning sletter jeg ud, jeg, jeg, for min egen skyld.”

Fri fra synd, fri fra lovens dom, fri fra Guds vrede og genstand for Guds inderlige kærlighed – er det menneske ikke saligt allerede, om hvem dette kan siges. ”Nu er vi Guds børn,” siger Johannes i 1. Johs. 3,2.

”Sig mig,” siger Prætorius, ”hvis ikke jeg er salig allerede nu, men i lighed med de vantro først skal vente at blive det i min sidste stund – hvad er da Kristus? Hvad er alle Guds tilsagn og løfter? Hvad er min dåb og min nye fødsel? Hvad er min tro på Jesus? Hvorfor har han givet min sin hellige ånd? Hvorfor giver han mig sit legeme og blod? Hvorfor takker jeg ham? Hvorfor er jeg glad? Hvorfor kalder jeg Gud min fader? Alt dette siger mig, at jeg er salig – skønt jeg endnu ikke nyder min salighed hjemme hos Gud. Det er dog lige så sikkert og vist, som var jeg allerede i himlen.”

Den, som således allerede er et Guds barn og allerede her er fritaget for at dømmes efter loven, skal også ved den endelige dom være fri. Når Herren siger, at han vil ”kaste alle vore synder i havets dyb” og aldrig mere ”komme dem i hu,” kan vi roligt regne med, at de heller ikke skal blive draget frem på den yderste dag. Det siger Jesus også indirekte i sin fremstilling af verdensdommen i Matt. 25. Kongen opregner der en hel mængde gode gerninger, so m”Hans faders velsignede” har gjort, men nævner ikke en eneste af deres synder.

Det er ikke tomme ord, når Herren siger: ” - jeg kommer ej dine synder i hu!” Heller ikke, når Jesus forsikrer: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer, den, som hører mit ord og tror ham, (120) som sendte mig, han har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.” Johs. 5,24.

Hvad vi her har betragtet, er ikke løs snak. Det er den evige, uforanderlige Guds hellige pagt. Ikke nok med, at Gud har givet os et løfte om nåde – hvilket i sig selv burde gælde mere end himmel og jord – han har til yderligere sikkerhed givet det form af en pagt, et testamente, og beseglet og stadfæstet dette med sin majestætiske ed. ”Da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig,” siger Hebræerbrevets forfatter, ”indestod han derfor med en ed, for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os.” Hebr. 6,17-18.

Og Herren taler ofte om denne sin pagt. Han kalder den en fredspagt og siger, at det skal være en evig pagt, lige så urokkelig som den pagt, han oprettede med Noa. ”Som jeg svor, at Noas vande ej mere skulle oversvømme jorden,” siger han, ”så sværger jeg nu, at jeg aldrig vil vredes og skænde på dig.” Esajas 54,9.

At Gud vil holde den pagt, han sluttede med Noa, tvivler vi aldeles ikke om. Men at han aldrig vil tilregne os, som tror, vore synder, har vi knapt så let ved at tro. Og dog bekræfter Herren det igen og igen. ”Om også bjergene viger, om også højene rokkes, min kærlighed viger ej fra dig, min fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din forbarmer.” Esajas 54,10.

Burde vi da ikke tage disse guddommelige forsikringer til hjerte? Burde vi ikke regne med Gud som en sanddru Gud og i tillidsfuld tryghed fæste lid til hans pagt?

Lige så trygge for Guds vrede som englene i himlen har vi lov til at være. Og ingen engel i himlen bæver for Gud.

Men englene er syndfri, indvender du.

Ganske vist! Men skulle ikke Guds evige pagt med sin søn (s.121) være et lige så godt grundlag for tryghed som englenes renhed? Kristus er dog mere end alle engle tilsammen. Så sandt Gud ikke lyver, når han taler om sin søn som vor frelser og forsoner, skal han ikke tilregne de troende en eneste synd til fordømmelse. Eller skulle Gud tilbagekalde, hvad han gennem årtusinder har ladet forkynde så højt og helligt forsikret os om? Skulle Gud forkaste den løsesum, han selv har skaffet til veje, sin elskelige søn? Skulle han bryde sin egen ed?

Hvilken salig tryghed, hvilken himmelsk sabbatsro og hvile for en stakkels udmattet synders hjerte, når Helligånden gør disse velsignede sandheder levende for ham! Det er om dette, profeten taler, når han siger: ”Retfærds frugt bliver fred og rettens vinding tryghed for evigt. Da bor mit folk i fredens hjem, i trygge boliger, sorgfri pauluner.” Esajas 32,17-18. Og Paulus, når han siger: ”I modtog jo ikke en ånd, der giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I modtog en ånd, der giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!” Rom. 8,15. Dette er den samvittighedens frihed fra loven, som vel ikke er så fuldkommen som den, vi i virkeligheden ejer for Gud – thi vores tro er ufuldkommen – men som dog er så vigtig at værne og bevare. Det er jo denne frihed, denne barnlige tillid til Gud, der er hjerteslaget i det nye menneskes liv og som før sagt – den drivende kraft i al helliggørelse. Og desuden er denne troens fred den højeste form for lovprisning, vi kan hjembære Gud for hans nåde, og den største og mest velkomne ære, vi kan vise ham.

Gid derfor enhver kristen ville lægge sig på sinde den slutningsformaning, apostelen giver galaterne, efter at han har klarlagt for dem spørgsmålet om deres frihed fra loven. Den lyder således:

”Til frihed har Kristus frogjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg.” Gal. 5,1.

Mange – også blandt oprigtige kristne – har endnu så (s.122) liden forståelse af det åndelige livs egentlige væsen, at de ikke tillægger denne formaning nogen særlig betydning. De forstår ikke, hvor vigtig for liv og frelse den er, men mener, at den gode apostel blot hermed lægger en overdreven omhu for galaternes fred og velfærd for dagen. De forstår ikke, hvilken fare for deres åndelige liv der ligger i det, at samvittigheden igen bliver spændt i lovens trældomsåg.

Apostelen har en anden opfattelse af sagen. Så stærkt understreger han denne formanings store betydning, at han siger, at mister du samvittighedens frihed og bliver en træl under loven, begynder at søge din retfærdighed i noget hos dig selv og venter liv og helliggørelse af loven, da har du ”ophævet Guds nåde,” du har ”korsfæstet Guds Søn igen,” du er ”forbandet” og har ”fuldendt i kød,” du er en ”trælkvindens søn”, du er ”kommet bort fra Kristus” og er ”faldet ud af nåden.” Så ømtåligt et spørgsmål er dette, at hvis du med vilje og forsæt indblander blot den mindste smule af dine egne gerningers nødvendighed til frelse og ikke lader det, Kristus har gjort, være nok, så er troen spoleret, thi ”en smule surdej gennemsyrer hele dejen.”

Eftersom nu hele vor natur hælder så stærkt i retning af selvretfærdighed, og vi er så tilbøjelige til at overvurdere vor egen betydning i åndelige ting, burde det stå klart for enhver, at faren for at blive fanget ind under loven ikke er så ringe, som mange i deres vankundighed tror.

Hertil kommer, at Satan særdeles godt ved, at med alt, hvad han ellers kan gøre os, har han dog intet væsentligt vundet, så længe vi bliver i troen – bliver i fristaden: Kristus. Først når det lykkes ham at få os bort fra Kristi kærlighed og ind i lovtrældom og vantro, så at livet i Guds Søn ebber ud, har han vundet. Og da betyder det døden for os, selv om også vi måske i det ydre bevarer skind af at leve.

Derfor kan det med sandhed siges, at det, djævelen dybest set vil med sine angreb og sine fristelser, sin list og sin magt, (s.123) er at få os revet ud af barneforholdet til Gud, få os lokket bort fra den frihed, til hvilken Kristus har frigjort os og på ny få spændt os i trældoms åg.

I denne trældom kan djævelen let føre mindre erfarne kristne ind ved ganske simpelt at minde dem om, at de er syndere, og at Gud hader og fordømmer synden.

Begge dele er unægtelig sandt. Men disse to sandheder bruger djævelen for dermed at aflede vor opmærksomhed fra selve sandheden. Skønt vi vitterligt er født på ny og således er blevet helt nye mennesker med en ny og villig ånd, så er dog vort kød, vort gamle hjerte, endnu fyldt med al den ondskab, som Adams fald førte med sig, og som spores i al vor færd, i tanker, følelser, handlinger og ord. Den giver sig udslag i træghed til det gode, ligegyldighed for Gud og vor næste, ulyst til ordet og bønnen, syndigt begær osv. Når nu Guds ord fælder dom over alt dette, og det ikke er muligt for mig at blive det kvit, hvordan skal jeg da kunne tro, at jeg alligevel stadig ejer Guds nåde og venskab?

Fristelsen til modløshed og tvivl bliver særlig stærk, når djævelen foreholder mig ord af Guds egen mund, som synes at fordømme mig. Bibelen indeholder jo en mængde af de forfærdeligste trusler mod de gudløse og hyklerne og dem, der lever i falsk tryghed. Eftersom verden vrimler af den slags mennesker, må Guds ord nødvendigvis indeholde meget til dem. Men den fattige i ånden, som tugtes af Guds Ånd, finder jo netop alt muligt ondt hos sig selv. Det er ham, der er gudløs, ham, der er en hykler, ham, der bedrager sig selv. Dette bliver våben i djævelens hånd, hvormed han retter knusende angreb mod min arme tro.

For enhver kristen må desuden lovens bud stå som en uforanderlig rettesnor for hans liv. Når han alligevel stadig griber sig selv i at overtræde disse bud, hvordan skal han da kunne tro, at han ejer Guds nåde og venskab?

(s.124)
Vi skal jo ikke blot vide, men også gøre Guds vilje. Men med alt, hvad nåden har virket i mig, så holder jeg alligevel ikke Guds bud. Og da rammes straks min samvittighed af lovens dom. Hvilken nåde og visdom der kræves – nej, hvilket under fra Gud, der må til, hvis det skal lykkes at stå fast i troen på Guds nåde!

Det kan nok blive nødvendigt at tage Guds nådepagt for sig og omhyggeligt undersøge, hvad den går ud på. Da vil vi finde, at alle disse domme og trusler, vi frygter, kun er bestemt til at ramme dem, der er uden for Kristus. Det er synden og det udvortes menneske, de gælder. Selve nådestanden derimod angår de ikke, så længe jeg blot er i Kristus. Det, Gud vil med sin lov, er at dømme og rette, hvad der er skævt i vort liv. Han vil også med ydre midler tugte og straffe for derved at komme synden til livs. Men på samme tid er jeg under en evig nåde. Han vredes på synden, som også jeg efter ånden hader, men ikke på mig. Jeg er jo i Kristus fuldkommen fri, jeg lever daglig i syndernes forladelse og står indskrevet i himlen som hans barn og arving.

Dette gav Jesus så klart til kende, da han irettesatte sine disciple for deres diskussion om, hvem iblandt dem der var den største. Umiddelbart efter taler han nemlig, som om intet var hændt, om deres ærespladser i himlen. Luk. 22,24-30. Og Johannes siger: ”Børnlille, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.” 1. Johs. 2,1. Hans vilje var, at de ikke skulle synde. Men skete det alligevel, skulle de vide, at de havde en talsmand i himlen. Den trøst skulle de ikke lade sig berøve.

Det er meget vigtigt at gøre sig denne forskel klart: blot lade lovens bud og trusler gå ud over synden, ikke over den barnlige tillid til Gud, men bevare visheden om den evige nåde i Kristus. Dette er den rette frihed fra loven.

(s.125)
Om dette siger Spener:

”De troende er fri fra loven i den forstand, at de har en fuldkommen og til alle tider gældende forladelse for deres synd. Denne forladelse er dobbeltsidig. For det første skal, når et menneske bliver omvendt, alle de synder, det har begået før sin omvendelse, eller de synder, hvorved det muligvis engang er faldet ud af sin nådestand, ligegyldigt, hvor store og svære de er, forlades så fuldkomment, at de aldrig mere skal kommes i hu. For det andet består forladelsen deri, at så længe et menneske bliver stående i troen og altså ikke frivilligt tjener synden, skal såvel dets iboende fordærvelse som de synder, det på grund af sin svaghed daglig begår – enten det nu er forsømmelighed og ufuldkommenhed i udøvelsen af det gide, eller det er syndigt begær, syndige tanker, handlinger og ord – alle disse synder, som, hvis den pågældende ikke var i Kristus, var mere end nok til fordømmelse, skal ved den guddommelige nåde aldrig blive han tilregnet, men for Kristi skyld anses, som om de aldrig var begået. Det er dette, der er grundtanken i Paulus´ ord: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus - - De, som ikke vandrer efter kødet, men efter ånden.”

Kødet, som i og for sig er underkastet lovens forbandelse, kar de troende altså fremdeles tilbage. Det ægger dem også fremdeles til at vandre efter dets drift og opvækker hos dem syndige lidenskaber og ondt begær, der også til tider resulterer i syndige handlinger, som i sig selv er fordømmelsen værd. Men fordi de er i Kristus Jesus, fra hvem intet andet end vantro og forsætlig synd kan skille de, har disse synder ingen fordømmende kraft. Thi selv er de ikke under loven.

Der ligger heri noget så vidunderlig herligt, at uden dette al anden trøst kun ville være lidet værd. Om end vi vidste, at vore synder, også de grovere synder fra før, var os forladt, når vi i sand bod havde erkendt dem og søgt forladelse for dem, så skulle vi bogstavelig talt ikke få andet bestilt end at bede om (s.126) forladelse, eftersom der ikke er et øjeblik i vort liv, hvor vi ikke synder. Dette ville bestandig holde os nede i modløshed og angst, hindre os i frimodigt at vende vort ansigt mod Gud og stjæle vor kraft til det gode.

Men nu er det vores vidunderlige herlige trøst, at så længe vi bliver i troen – og altså heller ikke giver synden den frihed, den attrår - er vi så fuldkomment fri fra loven, at den ikke kan fordømme os for de synder, som endnu hænger ved os. Gud glemmer for Kristi skyld vore synder, glemmer dem så ganske og aldeles, at det er, som havde de aldrig eksisteret.

Synderne i sig selv er, som før sagt, fordømmelige. Men hos den, som er i Kristus, tilregnes de ikke. Dette gør ikke de troendes gudsfrygt og ydmyghed mindre, men tværtimod større, og det giver dem en vidunderlig trosfrimodighed, hvilken er betingelsen for al åndelige kraft.”

Teoretisk viden om det her omtalte forhold er imidlertid ikke nok. Det gælder om at anvende denne sin viden i praksis, når kampen står på. Og her må vi henlede opmærksomheden på en skæbnesvanger fejl, som især yngre og ustadige kristne er tilbøjelige til at begå. De anvender ikke deres kundskab om Guds nådepagt, når fjenden gennem loven og samvittigheden går til angreb, men giver rum for enhver indskydelse og bliver således et bytte for tilfældige indtryk. Dette er ikke at ”gemme Guds ord” eller at ”styrke hjertet med nåden.”

Vi kan derfor ikke noksom prise den visdom, der taler ud af den prædiken, hvori Luther lærer, hvordan vi skal svare loven og djævelen, når vi på uretmæssig måde angribes i vores samvittighed. Med mange og kraftige ord slår han fast, hvor nødvendigt det er at skelne mellem to ting: samvittigheden og troen på den ene side og vort levned og vor vandel på den anden.

Når det gælder troen og samvittigheden, skal vi holde os loven fra livet, såfremt vi vil blive stående i friheden. Vi skal (s.127) betragte det som en en gang for alle afgjort sag, at i os er kun synd, og at vor retfærdighed efter loven er intet værd, men at vi har en helt anden retfærdighed, hvormed vi skal bestå for Gud. Den nemlig, at Guds Søn har været under loven og er blevet en forbandelse for os.

Når det derimod gælder vort levned, skal vi ydmygt lytte til lovens vejledning og bøje os under dens tugt. I troen og samvittigheden skal herske en frihed, ”som om aldrig nogen lov var givet på jorden, hverken et eller ti bud.” Men med hensyn til vort levned skal vi være som trælle. Dog ikke af frygt for straf eller i forventning om løn, men af hjertets lyst og kærlighed, i glad taknemmelighed for vore dyrebare frihed fra loven.

”På denne måde,” siger Luther, ”må en kristen lære at regere sin samvittighed for Gud. Ikke lade den fange ind af nogen lov, men, hvis man dermed vil anfægte hans tro, sætte sig til modværge og gøre, som Kristus gør her: han stiller sig i dette spørgsmål så stejlt, at ingen Moses eller lovdriver er i stand til at komme nogen vegne med ham, skønt han i øvrigt er det mest ydmyge, milde og venlige menneske, man kan tænke sig.

Sådan bør også vi gøre, men dette er en stor og vanskelig kunst, som ingen uden Mesteren mestrer til fuldkommenhed. Thi Djævelen driver sit spil i vort kød og blod, når han tager os på samvittigheden og kræver os til regnskab for, hvad vi har gjort eller ikke gjort.”

Dette gælder i særdeleshed, hvis det er lykkedes for ham at føre et menneske ind i en eller anden grovere synd. Da kan han bilde det ind, at det ligefrem er faldet ud af nåden, og at der nu må en eller anden særlig oplevelse til, for at det igen skal kunne tro sig frelst. Denne mystiske oplevelse venter det imidlertid forgæves på. Tværtimod virker loven, som den plejer, når samvittigheden er bundet i vantro, en besynderlig kulde og tørhed i følelsen.

(s.128)
Og det gælder, når en kristen, om hvis oprigtighed er i øvrigt ikke er tvivl, på et vist punkt har en vanskelig natur at kæmpe med, som han aldrig helt bliver kvit. Trods al hans gråd og bøn og brug af de nådemidler, Gud har givet os, overrumples han bestandig af denne bestemte synd. Og djævelen bilder ham ind, at dette er det samme som at ”lade synden have herredømme” eller at ”gøre synd.”

I begge disse tilfælde kan denne vor fjende på det forfærdeligste pine og plage et menneske. Dag og nat fylde dets sjæl med en summen af trusler om Guds vrede og forbandelse, så det tror sig at være den største synder på jorden.

Hvordan skal jeg nu under så vanskelige forhold undgå at blive en træl under loven?

Jo, nu gælder det om at være rustet med de rette våben. ”Faste i troen” kunne ”stå djævelen imod,” svare ham og sige: ”Om også min synd var dobbelt så stor, som den er, så skal min Herre Kristus dog ikke kunne gøres til en synder. Hans blod og hans sanddruhed vil jeg dog vise skyldig ære. Jeg mindes endnu den evige faders ord: ”Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne. Er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld.” Esajas 1,18. Og om jeg endnu i lang tid ikke skulle føle noget særligt i mit hjerte, vil jeg dog lade hans ord stå fast som guddommelig sandhed. Vig bort Satan! Så længe Kristus lever, skal ikke synden fordømme mig. Og hvis synden, som du påstår, var noget, jeg gjorde af mig selv, så skulle jeg ikke fælde mange tårer over den (Rom. 7,20). Og hvordan vil du, du falske ånd, gøre mig til helgen på en så bagvendt måde som ved at minde mig om, at jeg har syndet? Jeg har jo aldrig selv ment, at jeg var syndfri. Det er jo for længe siden forbi med min egen retfærdighed for loven. I spørgsmålet om min stilling for Gud drejer det sig således ikke om, hvad jeg er eller gør eller har gjort. Her gælder kun, hvad min Herre Kristus har gjort for mig samt endnu er og gør som min talsmand (s.129) hos Faderen. Vi er nu i brudekammeret, hvor brudgommen bør være ene med bruden.”

”Endda dundrer loven bestandig på døren og siger: Du bør dog også selv være hellig og from og holde Guds bud, hvis du skal blive frelst.

Det er sandt, at jeg bør være hellig og holde Guds bud, men for tilføjelsens skyld: ”Hvis du skal blive frelst,” vil jeg slet ikke høre på dig. Thi spørgsmålet om min frelse gør mit liv og levned hverken fra eller til. Det er dog en kendsgerning, at jeg ifølge loven er fortabt – men tillige, at jeg har en fuldkommen retfærdighed i min dyrebare brudgoms fuldbragte værk. Han har i mit sted opfyldt alt, hvad du nogen sinde kan fordre. Jeg hverken vil eller vover at komme frem for Gud med nogen anden retfærdighed end hans.

Når det gælder mit levned, skal du være velkommen med dine påmindelser. Påmind mig f.eks. om at være barmhjertig, tålmodig, ydmyg og kysk, villig til at tjene osv, når dette er nødvendigt i forholdet til min næste. Men her, hvor det gælder mit forhold til Gud, vil jeg ikke vide af dig. Thi da har jeg en anden, fuldkommen, ja guddommelig retfærdighed, priset være min Herre Jesu navn.”

”På denne måde vil en kristen kunne være sig og holde stand imod djævelens indskydelser og lovens trusler, såvel med hensyn til forbigangne som nærværende synder. Vil nemlig loven angribe min samvittighed og fornægte min nådestand, træder jeg dristigt op imod den og siger: Jeg vil gerne gøre gode gerninger, når jeg færdes blandt mennesker, som trænger til dem. Men her, hvor det drejer sig om min stilling for Gud, vil jeg ikke vide af dem. Thi her gælder intet af mit, men alene min Jesus.”

Men hvad, om det netop er herpå, det skorter? At jeg ikke med gode gerninger tjener min næste, som jeg bør!

Det er alvorligt nok, dette, og vel værd, at der skete en forandring (s.130) til det bedre. Ved et mere årvågent liv ville også angrebene på din samvittighed blive mindre voldsomme. Men skal du frelses, er det endda nødvendigt, at du med vold og magt fejer alle indvindinger til side og vurderer Kristus højere end dit eget arme ”jeg”. Ellers er du for tid og evighed fortabt. Ved troen kan alt blive godt. Vantro fører kun til død og fordømmelse.

Endnu skal tilføjes, at dette velsignede budskab om friheden fra loven aldeles ikke er bestemt for de hårde, formastelige og ubrudte hjerter, som kun alt for godt forstår den kunst at tro. Heller ikke for dem, som i ly af en smuk evangelisk bekendelse vil have frihed også for kødet og leve, som de lyster. Nej - ”som frie, dog ikke som de, der bruger friheden til skalkeskjul, men som Guds tjenere,” siger Guds ord 1. Pet. 2,16.

Hos de sande kristne er kødet vel skrøbeligt, de kan falde og forse sig, men har dog en gudsfrygtens ånd, som gerne tager mod formaning og villigt forsøger at følge den. De derimod, som med deres tale om frihed kun vil forsvare et verdsligt og kødeligt væsen, har ikke Guds Ånd.

Men Paulus formaner også de troende til ikke at lade sig forlede af deres svigefulde hjerte til at misbruge denne herlige frihed. ”I blev jo kaldet til frihed, brødre,” siger han, ”kun må friheden ikke blive en anledning for kødet, men tjen hverandre i kærlighed.” Gal. 5,13.

Måtte alle Guds børn i tide tage også denne formaning til hjerte! Det er en såre almindelig svaghed hos os, at vi er bundne der, hvor vi skulle være frie, nemlig i samvittigheden, og altfor frie der, hvor vi skulle være bundne, nemlig med hensyn til kødet.

Eftersom vi for evigt er fri fra lovens dom, lad os da inderligt elske lovens bud, så vi med et glad sind og i kærlighed tjener vor næste! Og lad os vogte os for at bedrøve Guds ånd ved at synde mod hans hellige bud!

(s.131)
Våg og bed! - og ser du fristelsen nærme sig, så fly! Fly gerne og villigt – hos Gud skal du finde en åben favn og en evig nåde.

Men har du været så ulykkelig at falde, så vid, at du har en talsmand hos Faderen. Hos ham er oprejsning, nåde og trøst, og søger du ham, skal du ikke gå til grunde, men fornyes i dit forsæt om at være bedre på vagt.

Sådan vil livsvejen forme sig for os. Herren være med os på denne vor vej og bevare os for både den højre og den venstre grøft!

Gengivet med tilladelse © LogosMedia

RoseniusNet.dk
31. December 2006