. .Nådenpagten og faldet - Genoprettelsen og det første evangelium

Nådepagten og faldet - Genoprettelsen og det første evangelium

Ethvert træ, selv det største, har i sin vorden været blot et lille,bitte frø. Af frøet udviklede en spire, spiren blev til en spæd stamme, som voksede år for år, og til sidst stod træet der, fuldt udvokset, med en rigdom af grene, hvori himlens fugle byggede reder.

Hver dag, selv den lyseste og klareste, har i sin vorden været blot en anelse af en lysning i øst. En lysning, som gik over i en morgenrøde, hvorefter endelig selve solen viste sig og snart stod i sin middagshøjde, strålende varm og klar.

På samme måde kan Guds rige på jorden føre sin oprindelse tilbage til et lille, uanseligt frøkorn, en svag lysning af dag – thi andet og mere var den første forjættelse ikke.

Jesus siger selv, at ”med himmeriget er det lige som med et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alt andet frø, men når det vokser til, bliver det større end de andre urter, ja bliver til et træ, så himmelens fugle kommer og bygger rede i dets grene.” Matt. 13:31

Ligeledes lignes Kristus og hans rige ved en morgenrøde og en solopgang. ”Som morgenrøden er hans opgang vis,” siger Hoseas i kap. 6:3 , og i Luk. 1:78 hedder det, at ”solopgangen fra det høje vil besøge os”

Dette gælder ikke blot om oprettelsen af Gudsriget i de enkeltes hjerter ned gennem tiderne. Det gælder også – og i særdeleshed – dets første oprindelse på jorden.

Så forstår vi, hvorfor det første evangelium kun var som et lille frø, et uanseligt og endnu uudviklet frø. Ordene lignede (s.142) mere en gåde end et løfte – og dog var de tilstrækkelige til at tænde den første trosgnist i de første menneskers hjerter. Det første evangelium lå svøbt ind i de ord, den hellige Gud henvendte til slangen. Eftersom det var denne, der var ophav og årsag til menneskets fald, til synden og forbandelsen, var det også til denne, Herren først vendte sig med sin dom. Og i domme lød det bl.a:
”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen”

Gud Herren taler her som til en virkelig slange. Da Satan ikke fremtræder umiddelbart, men under skikkelse af en slange, vælger også Herren at betragte ham som en slange og tiltale ham som en sådan.

Er der da tilstrækkeligt grundlag for at betragte disse ord som sigtende til Satan og Kristus?

Ja, der er! Et fuldt ud tilstrækkeligt grundlag. Kan nogen være i tvivl om, hvem den slange var, som forførte Eva? ”Vær ikke børn i dømmekraft!” Den listighed og snedighed og evne til at belægge sine ord, som denne slange lagde for dagen, er – i forbindelse med Skriftens ord om ”den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan” - mere end bevis nok for, at det var Satan, som her havde klædt sig i en slanges skikkelse. Følgelig må alt, hvad der siges til slangen, være henvendt til Satan.
Herren har desuden aldrig stillet umælende dyr under moralsk ansvar. Det er derfor klart, at han her, som så mange andre steder i Skriften, benytter sig af billedsprog. Og som før sagt: når Djævelen selv til en begyndelse fremstod under skikkelse af en slange, hvorfor så ikke lade ham være en slange. En mere passende ydmygelse for en stolt og hovmodig ånd, som havde drømt om at blive himlens og jordens herre, kunne vanskeligt tænkes. ”desuden” , siger en gammel fortolker med henblik på dette, ”har Herren her ville pine og plage den frække fjende med mørk og gådefuld tale, i dobbelt foruroligende (s.143), fordi han altid måtte være uvis om dens fulde betydning”

Tager vi dette i betragtning, er vi også i stand til at tyde ordene i 1. Mos 3:14 ret. Når Herren siger ”Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr” vil han derned sige: Du har skabt dig om til et dyr, men du skal være forbandet frem for alle dyr på marken – du, som var så højt ophøjet, en himmelens engel, skal være dybere fornedret end de usleste dyr på jorden. Og når Herren siger: ”På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage” vil han dermed sige: Du har lånt og optrådt i en slanges skikkelse. Og ligesom denne kryber på sin bug og har sit tilhold i jordhuler, således skal du – fordi du har forført mennesket – være forvist til ”jordens de lave egne” - til afgrunden.

På denne baggrund bliver også vers 15 lettere at forklare:
”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd” hedder det der.

Slangens banemand, Menneskesønnen, som var kommet for at ”tilintetgøre Djævelens gerninger” kaldes her ”kvindens sæd” Grundene til, at han kaldes således, er mange.
For det første har Herren villet ydmyge den stolte Satan med denne ”svagere skabning” - kvinden – til hvem slangen just havde vent sig med sin fristelse. Slangen havde vakt hendes mistanke med hensyn til Guds kærlighed og hjertelag over for dem og tilbudt sig selv at ville hjælpe menneskene til en visdom og en salighed, som Gud ikke skulle ville unde dem. Foranlediget heraf sluttedes mellem slangen og kvinden et skæbnesvangert venskab, som Herren her siger sig at ville ophæve og sætte fjendskab i stedet. ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden,” siger Gud og tilføjer det endnu mere betydningsfulde og for slangen ubegribelige: ”mellem din sæd og hendes sæd”

Allerede heri ligger noget af forklaringen på, at han, som (s.144) skulle knuse slanges hoved, kaldes ”kvindes sæd”. Mærk dig, inden vi går videre, hvad den gør, som synder mod sin Gud: han slutter venskab med djævelen. Den, som vil være Guds ven, må være djævelens fjende og altid stå i kampstilling til ham. ”Den, der gør synd, er af Djævelen” siger Johannes, ”Thi Djævelen har syndet fra begyndelsen. Men derfor blev Guds Søn åbenbaret, for at han skulle tilintetgøre Djævelens gerninger” 1. Johs. 3:8

For det andet: Kristus kaldes ”kvindens sæd”, fordi han på overnaturlig vis skulle fødes af en kvinde, som ikke vidste af nogen mand. Han skulle således i egentlig forstand blot være en kvindes sæd – formidlet ved den Højestes kraft.
Luk. 1:34-35. Ja, endnu mere: dette er i tid og evighed det mest underfulde kendetegn på ham, der skulle knuse slangens hoved: han alene skulle i denne bogstavelige betydning være en kvindes sæd. Heri er ingen ham lig, hverken i himlen eller på jorden. Han skal i al evighed stå som den eneste, der med rette kan siges at være ”kvindens sæd”

Dette er den hellige hemmelighed, det under, hvorom Herrens Ånd i den hellige skrift så ofte har talt. Hos profeten Esajas heddet der:
”Derfor vil Herren selv give jer et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelige og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel” Esajas. 7:14

Immanuel – det betyder: Gud med os , Gud i os, Gud i vort kød.

Mika siger: ”Derfor giver han dem hen, til hun, som skal føde, føder” Mika. 5:2

”Hun, som skal føde” - hun er omtalt og ventet. Og i NT hedder det:
”Da tidens fylde om, udsendte Gud sin søn, født af en kvinde” Gal. 4:4

”Født af en kvinde” - det plejer dog ikke ellers være særskilt at bemærkes, eftersom alle mennesker fødes af kvinder. Kun om Kristus bliver det i Skriften udtrykkeligt anført, fordi han (s.145) – på en måde som ellers ingen – skulle være den kvindens sæd , som forjættelsen sigtede til.

Også i denne forbindelse skulle det sandes, at ”hvor synden blev større, der blev nåden end endnu mere overstrømmende rig ” ”Kvinden blev bedraget og faldt i overtrædelse”
1. Tim. 2:14 Og kvinden skulle være den, der blev personlig delagtig i Frelserens komme. Han skulle være en kvindes sæd. Således handler Guds nåde.

Med slanges sæd menes alt det onde, som Djævelen indplantede i mennesket. Først og fremmest synden, den onde tilbøjelighed og den bortvendthed fra Gud, der præger den menneskelige natur og gør, at mennesket af naturen er beslægtet med Djævelen og har em umiskendelig lighed med ham. Når derfor Johannes Døberen siger til folket: ”I øgleunger, hvem gav jer den tanke at fly fra den kommende vrede?” så ligger der rystende alvor bag ordene. Ligeså, når Jesus siger: ” I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader”
Johs. 8:44 Og Paulus: ”Der er slangegift under deres læber” Rom 3:13

Når nu Herren siger sig at ville sætte fjendskab mellem kvindes sæd og slanges sæd, er dermed sagt det samme som i 1.Johs. 3:8 Det er ”Djævelens gerninger” - Djævelens værk i mennesket – Guds og kvindes søn skal tilintetgøre. De, som er født af kød, har et kødeligt sind. De er helt igennem enige med den ondskab, den slangesæd, der ligger i alt kød. Derfor betegner slanges sæd for det andet de vantro.

Disse nævnes da også i Skriften med så forfærdelige navne som ”den ondes børn” (Matt. 13:38),
”Djævelens børn” (1. Johs. 3:10)
”Ugerningsmænds slægt” (Esajas 1:4)
Og som før nævnt ”øgleunger” (Luk. 3:7)

Det er ikke det rent menneskelige hos dem, der er slangens sæd. Deres legemer og sjæle er skabt af Gud og genløst af Kristus. Dette er Guds værk, og det vil han frelse. Det er den (s. 146) ånd, som bor i dem, kødets attrå, som er i fjendskab mod Gud, der er slanges sæd.

Dette fjendskab mellem kvinden og slangens sæd er en kendsgerning, som alle tiders erfaring bekræfter. Hvor flinke og forstående verdensmennesker end ellers kan være, så lægger de over for de kristne en besynderlig uvilje for dagen, uanset, om disse er aldrig så fromme, ydmyge og retskafne. Mange har undret sig over dette forhold – dog, der er intet at undre sig over. Det er åndernes kamp , det er fjendskabet mellem kvindens sæd og slangens sæd, det er dommen fra paradiset, vi ser for vore øjne.

Nu kommer imidlertid selve hovedsagen - kvindesædens store hovedærinde på jord:

”Den skal knuse dit hoved – og du skal hugge den i hælen!”

Det er egentlig først i disse ord, det første evangelium ligger. Her er det første frøkorn, ikke blot til de første menneskers frelse og trøst, men til hele Guds evangelium, hele Guds nådesrige på jord.

Sin straffetale til slangens begyndte Herren med de ord:
”Fordi du har gjort dette- ” og slutter her med at sige: ”- den skal knuse dit hoved!”

Dette siger os to ting. Først, at det er for vort syndefalds skyld, at Herrens brændende nidkærhed er vakt. Det var dette der skulle hævnes, og det så eftertrykkeligt, at forførerens hoved skulle søndertrædes, sønderknuses, for den gernings skyld, han havde gjort.

Altså – Gud Herren selv har gjort vor sag til sin. Han er på vores side – til frelse for os og til hævn over Satan. Så stor er hans nidkærhed, at han bruger de stærkeste trussel ord, som tænkes kan. Thi kan der tænkes noget forfærdeligere, noget mere dødbringende for en slange, end at få hovedet knust. Det må for den listige Satan have været et frygteligt ord. (s. 147)

Vi ser her, hvorledes Gud Herren brændte af nidkær hed for mennesket, sit tabte barn. Og vi ser i NT, hvorledes nidkærheden vækkes også hos Jesus, når han taler om dem, som ”forarger” - dvs tilskynder til synd eller frafald – de små, som tror på ham. Strengere ord er aldrig talt af vor frelsers mund end der, hvor han siger, at sådanne forførere burde – med en møllesten om halsen – være sænket i havets dyb.

Dette burde være nok til at overbevise os om Guds brændende nidkær hed for sjælene – eller i det mindste give os en forståelse af, at Gud ikke er så ligegyldig over for os, som vores forvendte og vantro hjerte forestiller sig ham. Han har ikke blot forsikret os om sin kærlighed, men bevist den i gerning. Bevist den i alt, hvad han har gjort til vores frelse. Men vore hjerter er sådan beskafne, at vi ofte ikke tror eller rigtig regner med disse beviser. Ofte kan vi langt lettere tro, hvad vi selv kan slutte os til af hans tale, når det er tredjemand, han taler til. Her får vi nu lov til at lytte – lytte til Herrens tale til slangen – og deraf selv drage vore slutninger med hensyn til hans inderste tanker om os. ”Fordi du har gjort dette, være du forbandet – og kvindens sæd skal knuse dit hoved”

Det andet, vi skal mærke os, er at gud gør vor sag til en sag Kristus og Satan imellem. Han siger, at kvindens sæd skal knuse slangens hoved, og slangen skal knuse kvindesædens hæl.

Der er i grundteksten anvendt det samme udtryk om slangens angreb på kvindesædens hæl, som om dennes tilintetgørelse af slangens hoved. Det hebraiske ord betegner imidlertid al slags ondt, tilføjet i fjendtlig hensigt, mens dets nærmere betydning afhænger dels af, hvem der tilføjer det, og dels af det lem, hvorpå det tilføjes. Dette forklarer, at det pågældende ord i vores bibel er oversat med ”hugge” der, hvor det drejer sig om slangen.

Der ligger heri en mærkværdig hentydning til, at også Kristus (s.148) skulle knuses i denne kamp, dog kun hans hæl dvs det mindre betydningsfulde i hans personlighed: hans menneskeskikkelse, mens han i øvrigt beholdt sejren og livet. Det hele er et udtryk for, at der skal blive kamp – en kamp på liv og død – mellem kvindens sæd og slangen.

Dette er, hvad Herren har at sige om denne vigtige sag. Ikke med et ord taler han om os eller regner med nogen indsats fra vores side, når det gælder vores frelse fra synden, døden og Djævelen. Så ganske og aldeles har Herren forment os at have noget at gøre med denne sag. Så helt og holdent er ansvaret for den lagt over på Kristus. Vi havde ellers været evig fortabte. Thi at råde bod på syndefaldet, frelse os selv fra synden, Djævelen og døden, var et foretagende, som aldrig ville have oversteget vore kræfter. Derfor har vor nådige herre og frelser påtaget sig dette, priset være hans navn! ”Thi således elskede Gud verden at han gav sin søn, den enbårne”

”Den, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os” og hvorfor? Jo,
”for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”

Altså bliver synden udslettet, Gud bliver formildet, og himlen bliver vores, uden at vi selv behøver at røre så meget som en finger dertil. Vi får det hele som skænk og gave, får det af Guds frie og uforskyldte nåde, blot vi vil modtage gaven, blot vi vil komme, når indbydelsen til brylluppet lyder, og lader Gud bevise sin godhed imod os. Og da vil vi blive intet mindre end Guds retfærdighed i Kristus.

Herre, forøg os troen!

Kvindens sæd skal knuse slangens hoved. Den dybere mening i disse ord er ikke vanskeligt at få fat i. Skal en slange uskadeliggøres og dræbes, må dens hoved knuses. Man kan ramme den hvor som helst ellers, den kan leve alligevel. Men er først hovedet knust, er det ude med den. Det er i hovedet, den har sit egentlige liv og magt til at skade.

Når vi nu betænker, at det var til Satan og i anledning af syndefaldet, ordene blev sagt, så bliver meningen den:
(s.149) Kvindens sæd skal i bund og grund tilintetgøre den magt over mennesket, som du nyligt har vundet. Han skal tilintetgøre dine gerninger, genoprette, hvad du har ødelagt.

Djævelens magt over mennesket grundede sig imidlertid på det faktum, at synden havde bragt mennesket ind under Guds dom: Du skal visseligt dø! Mennesket var for syndes skyld under lovens forbandelse og dømt til den evige død. Det tilhørte følgelig ham, som ”har dødens vælde, nemlig Djævlen” - på samme vis, som en dødsdømt forbryder er i bøddelens hånd.

Her spørger nu profeten med rette: ”kan bytte fratages en helt, kan den stærkes fanger slippe bort? Ja, siger Herren, jeg strider mod dem, som strider imod dig, og dine børn vil jeg frelse – alt kød, skal kende, at jeg, Herren, er din frelser”
Esajas 49:24-26

Også vi var ”den stærkes fanger” For syndens skyld tilhørte vi med rette døden og Djævelen. Skulle nu denne Djævelens ret over mennesket fratages ham, måtte grunden, den hvilede på, nemlig synden, tages bort. Men skulle synden tages bort, måtte lovens krav gennem en fuldkommen lydighed tilfredsstilles, for at dens dom og forbandelse derved kunne ophæves. Er nu loven, som truer med døden, sket fyldest, og synden, som fortjener og medfører døden, taget bort, så kan døden ikke længere herske over mennesket. Den har mistet sin brod, thi ”dødens brod og synden”

Men er således synden, loven, forbandelsen og døden borttaget og besejret, må nødvendigvis retfærdighed, velsignelse og evigt liv træde i stedet. Thi hvor ingen synd er, der er retfærdighed. Hvor loven er sket fyldest, velsigner den. Når Gud er forsonet, hvælver hans evige nåde og kærlighed sig over vort hoved. Når døden er besejret, folder livet sig ud.

At knuse slanges hoved er derfor ensbetydende med at borttage synden, opfylde loven, gøre Guds kærlighed, som var (s.150) bundet af retfærdigheden, fri, opsluge døden og vinde sejren. Kort sagt:
forløse menneskeslægten fra alt det onde, syndefaldet førte med sig, og genvinde til den Guds venskab og velbehag – den retfærdighed og velsignelse og det evige liv, hvortil mennesket fra evighed var bestemt, og hvortil det i tidernes morgen var skabt.

Dette er, hvad der ligger i det dunkle ord om kvindens sæd, der skulle knuse slangens hoved. Og i de paralleller til ordet, som findes i NT, ligger nøjagtig det samme. Jesus sagde ”Denne verdens fyrste er dømt!” Johs. 16:11 En høj røst i himmelen sagde, efter at kampen mellem Mikael og dragen, den gamle slange, var endt:
”Fra nu af er frelsen og kraften og riget vor Guds, og magten hans salvedes, thi nedstyrtet er vores brødres anklager, som anklagede dem for vor Guds dag og nat. Og de har sejret over ham på grund fa Lammets blod” Åb. 12:10-11

Vel strider Mikael – pagtens engel – endnu bestandig for sine brødre mod dragen. Men hovedslaget, hvorved denne blev ned styrtet som anklager, har én gang for alle stået på Golgata. Og ”da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom” Hebr. 2:14-15

Det var dette, Guds frelsesplan gik ud på. Det var dette, han til en begyndelse kun dunkelt antydede, men siden lod skinne frem, klarere og klarere, og med de blodige ofre, han forordnede, malede den gamle pagts troende for øje.

Det ligger nær at antage, at Gud umiddelbart efter syndefaldet og den første forjættelse har givet forordning om ofrene, disse blodige forbilleder på det kommende sonoffer.
Hebræerbrevets , forfatter siger om Abel , som ofrede det førstefødte af sin hjord, at han bragte sit offer i tro. Der synes heri at ligge (s.151) en antydning af, at han har haft et bestemt ord at holde sig til.

Kain , som var vantro og derfor ingen forståelse havde for det symbolske i ofrene, så blot på selve handlingen og mente vel som så, at det kunne være ligegyldigt, hvad han ofrede, når blot det havde samme værdi som broderens lam. Men Herrens øjne ser efter troen, og derfor så han til Abels offer og ikke til Kains.

Fortolkere har endvidere ment, at de kjortler af skind, som Herren iførte Adam og Eva, stammede fra offerdyr. Det ville for så vidt også stemme godt overens med det sindrige billedesprog, Herren så ofte benytter sig af. Mennesket klædte sig efter faldet i bælter af figentræets blade – forkrænkelighedens symbol – et træffene billede på den egenretfærdighed, hvormed synderen altid vil søge at skjule sin nøgenheds skam. Men Herren gjorde dem kjortler af offerdyrenes skind – et forunderligt skønt billede på, hvorledes det rette store sonoffer ved sin blodige død skulle forhverve os de ”frelsens klæder” den ”retfærds kappe” hvori vi alene kan bestå for Gud.

Idet de så hen til og troede på ham, der skulle komme, ejede også de den retfærdighed, om hvilken der står: ”De har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod” For første gang blev her den fortabte søn iført ”den bedste klædning”.

Således malede Gud – ikke blot med ord, men også i billeder – de første mennesker den kommende frelser for øje. Og alt, som tiden gik, også dagen, da retfærds sol skulle skinne frem, nærmede sig, blev både ord og billeder klarere og tydeligere. David kunne omtale ikke blot Kristi lidelse og død, men også hans opstandelse og himmelfart, ja, hans ord på korset, hans tørst, delingen af hans klæder og lodkastningen om hans kjortel. Salme 22 og 68:19.
Daniel kunne tidsfæste og Mika stedfæste den ventede forløsers fødsel. Daniel. 9 / Mika 5.
Herrens folk havde ét og samme håb, hvori de fandt deres glæde. De var fælles om en hemmelighed, hvori de fandt deres trøst. De (s.152) ventede en forløser i Zion, beskrev ham under forskellige billeder og kaldte ham ved forskellige navne.

Hos Esajas hedder det: ”Herren lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. Når han kendes, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser”

Hos Jeremias: ”Se, dage skal komme, lyder det fra Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hos og Judas hus, ikke som den pagt, jeg sluttede med deres fædre - - thi jeg tilgiver deres brøde og kommer ikke mere deres synd i hu”

Hos Ezekiel: ”Min tjener David skal være deres fyrste evindelig. Jeg slutter en fredspagt med den, en evig pagt skal det være”

Hos Daniel: ”Halvfjerdsindstyve uger er fastsat over dit folk og din hellige by, indtil overtrædelsen er fuldendt, syndes mål fuldt, misgerningen sonet, evig retfærdighed hidført”

Hos Mika: ”Og du, du Betlehem-Efrata, lidet til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig én til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage. - Han vil atter forbarme sig over os, træde vor brøde under fod, du vil kaste alle vore synder i havets dyb”

Hos Zakarias: ”Se, jeg lader min tjener Zemak komme – og på én dag udsletter jeg dette lands skyld. PÅ hin dag skal en kilde vælde frem for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed”.

Og endelig hos Malakias: ” Se, jeg sender min engel (Johannes døberen), og han skal bane vej for mit åsyn; og til sit tempel kommer i et nu den herre, I søger, og pagtens engel, som I længes efter; se, han kommer, siger Hærskarers Herre”

Hvilken lysende række af vidner! Alle har de, som med én mund, ved Guds Ånds åbenbaring vidnet om den kommende forløser- ”Ak, kom dog fra Zion Israels frelse!” har de længselsfuldt sukket. (s.153)

Og ”da tidens fylde kom, udsendte Gud sin søn , født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” Gal. 4:4

”Til slagt – og afgrødeoffer havde du ej lyst, ” siger Sønnen ved sin indtræden i verden til Faderen, ” i brænd – og syndoffer fandt du ikke behag, men et legeme beredte du mig. Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at føre dig vilje, min Gud” Hebr. 10:5-7

Det var ikke selve ofrene, du ønskede, o fader, men mit legeme, givet hen til syndernes forladelse – kvindes sæd, et sandt menneske, givet hen som et sonoffer for alle mennesker.

”O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! Hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje”

”Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os – til synd for os – for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham”

”Det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen søn i syndigt køds skikkelse og for syndes skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet”

”Således elskede Gud verden, at han gav sin søn” - -
dog, hvem kan opregne alle disse herlige vidnesbyrd! Måtte blot Gud give os ”visdom og åbenbarings ånd i vores erkendelse af ham, oplyste øjne, så vi forstår, hvilket håb han kaldte os til – og bliver i stand til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden af Kristi kærlighed er – den, som overgår al erkendelse”

Vi har nu set, hvorledes Gud selv vidner om sin søn, at han som en kvindes sæd skal gøre godt, hvad gennem syndefaldet er forbrudt. Ligeledes har vi hørt engels, profeters og evangelisters enstemmige vidnesbyrd om det samme. Og endelig har Kristus selv – han, som er ”Amen, det troværdige og sandru vidne” - sagt os, at han var kommet for at ”give sit liv som løsesum” ”udgyde sit blod til syndernes forladelse”

Hvilken anden gud i himmelen eller på jorden skulle jeg da (s.154) frygte end denne sande Gud, himmelens og jordens skaber?
Han, som af egen fri vilje har besluttet vor frelse gennem sin enbårne søn! Hvis ikke denne sandhed til evig tid står urokkelig fast, er der intet, hverken i himmel eller på jord, der står fast. At syndefaldet er en virkelighed, derom vidner den syndens lov, som er i mine lemmer. At loven med dens dom og dens trusler er en virkelighed, derom vidner min egen samvittighed. Men da er også alt, hvad der angår min frelse i Kristus, lige så fuldt en virkelighed.

At der af Adams fald fulgte fordømmelse for alle mennesker, det er sandt. Men at det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, det er ligeledes sandt. Derfor bekender jeg mig trøstigt til troen på, at Jesus Kristus har genløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder , fra døden og fra Djævelens magt – kort sat : har knust slangens hoved.

Vi vil imidlertid betragte kampen på nærmere hold og se, hvad det var, der betingede sejren.

Vi ved, hvordan forholdet var. Guds lov var hellig og uforanderlig som Gud selv. Ikke et bogstav eller en tøddel deraf kunne ændres. Mennesket på sin side var helt og holdent gennemtrængt af slangens gift. Døden, den evige, var uundgåelig, thi dommen stod urokkelig fast: Den, som synder, skal dø!
Da nu kvindens sæd, den velsignede, kom for at frelse den faldne slægt, blev han født under loven.
Det behagede den barmhjertige Gud og fader at lade mennesket Jesus Kristus stå som formidler i alle menneskers sted.
”Ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus. Ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed” - det var den grundlov, som i hans nådesrige skulle gælde.

Ligesom vi alle i Adam blev sat på en prøve, hvorved vi alle (s.155) blev syndere, således skal vi alle være indbefattede i mennesket Jesus Kristus og i ham sættes på prøve på ny. Én for alle – og alle i ham – skulle han stå for vor Guds lov. Han ”træder frem for Guds åsyn til bedste for os” Hebr. 9:24
”En er død i alles sted, altså er alle døde” 2. Kor. 5:15

For os gjorde Gud ham til synd. Derfor måtte han også holde loven i vort sted. Han blev ”født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven” ”Det, som var umuligt for loven, det gjorde Gud, da han sendte sin søn”

Født under loven elskede han i vores sted Herren sin Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl og hele sit sind og sin næste som sig selv. Thi ”på disse bud hviler hele loven og profeterne”

Han elskede Gud over alle ting. I alt, hvad han talte og gjorde, var det Faderens vilje, der stod ham for øje.
”Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig” siger han selv i Johs. 4:34

Han var Faderen ”lydig til døden, ja døden på et kors” siges der om ham Fil. 2:8

Han elskede sin næste som sig selv. Alt, hvad han gjorde, da han var her, gjorde han for os.

Kort sagt:
alt, hvad loven kræver, men ikke kunne få af os , fik den til overflod af ham, som for os blev født under loven.

Men Herren lod også falde på ham ”den skyld, der lå på os alle” Han blev ”gjort til synd for os” Der står virkelig i grundteksten synd – ikke syndoffer. Dermed er sagt, at han i den grad skulle være et med al verdens syndemængde, at han med rette kunne kaldes idel synd.

”Han blev gjort til selve synden” siger biskop Hersleb, ”Guds vrede og straf, al helvedes grumhed, al Satans ret til os mennesker skulle for syndens skyld rettes mod ham og mødes i ham som i et samlende midtpunkt, eftersom al synd var samlet i ham”

Eller som Luther siger: ”Da den barmhjertige fader lod falde på ham den skyld, der lå på os alle, sagde han til ham:(s.156) Du skal være det, som alle mennesker, lige fra tidens begyndelse og til dens ende, har været og er. Du skal være den synder, der i paradiset tog af den forbudte frugt. Du skal være David, som gjorde sig skyldig både i hor og mord. Du skal være Paulus, som forfulgte, forsmædede og øvede vold mod de kristne. Kort sagt:
du skal være det, alle mennesker er, som om du alene havde gjort det, alle mennesker har gjort. Se derfor til, hvorledes du betler og gør fyldest i deres sted”

Når formidleren således bar al verdens synd, kom også al lovens forbandelse over ham. Dvs al den hellige vrede, al den unåde og pine, som alverdens synd havde fortjent. Denne hans kamp begyndte i Getsemane og var så hård, at det aldeles uhørte skete: blodsveden pressede frem af den stærk es legeme, som havde han været en svag og afmægtig synder. Når Gud tilregner synd, gør han det ikke på skrømt, men for ramme alvor. Ikke engang over for Gud kunne han således hævde sin uskyld. Man måtte stå for Faderen som en synder og bære den forbandelse, dette førte med sig. Denne forbandelse blev fuldbyrdet i døden på korset – en dødsmåde, til hvilken al lovens forbandelse var knyttet.
5. Mos. 21:23 / Gal. 3:13.

Her stod endvidere dødens slutkamp med livet. Døden hersker med uindskrænket magt over al verden. Selv konger og fyrster lægger den for sin fod. Nu vender den sig i al sin vælde mod Kristus for også at besejre og opsluge ham. Og å det øjeblik, Jesus bøjede hovedet og opgav ånden, så det ud, som om døden havde sejret. Men det evige liv, som var i Jesus, var der også, da han lod sig besejre og døde af døden. Og dette liv vendte front imod døden og besejrede og dødede den.

Ved denne Kristi uskyldige død for verdens synder vandtes den sejr, hvorved slangens hoved blev knust: loven havde fået sine fordringer tilfredsstillet, synden var sonet og døden besejret af livet. Djævelen mistede derved sit røvede bytte, og pagtens blod gjorde fangerne fri. Thi nu var evigt liv, evig forladelse (s.157), retfærdighed og frihed forhvervet til alle, og englene sang med den frelste skare om sejren til ære og pris for vor Gud og for Lammet. Dette var den herlige sejr, hvorom der er skrevet:
”Han opsluger døden for stedse – Døden er opslugt og sejren er vundet. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod? (dødens brod er synden, og syndens kraft er loven) Men Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus”
Esajas 25:8 / 1. Kor. 15:55-57

Sejren skal nemlig forstås på følgende måde:

Synden er så fuldkomment sonet og borttaget, at den aldrig mere har magt til at fordømme. Skal et menneske blive fordømt, må det ske gennem vantro. Se Johs. 3:18 og 16:9
Vel bor synden stadig i mit kød og blod. Også de troendes kød er gennem trængt af dens gift og strider bestandigt mod ånden. Synden kan overrumple dem, pine og plage dem og volde dem sorg, men ikke fordømme dem. De er i Guds øjne for evigt fri fra al synd.

Lovens krav er sket fyldest, så helt og fuldt, at den aldrig mere kan fordømme den, som tror på Kristus. Ganske vist trænger den ind i samvittigheden, tilskynder og truer og volder ham således bekymringer, men han er i virkeligheden ikke under loven, men under nåden. Skulle en kristen fremdeles dømmes efter loven, så var Kristus død til ingen nytte.

O, herlige frihed! Synden skal ikke tilregnes os, loven ikke fordømme os, når vi blot forbliver i Kristus.

Døden er besejret, så helt og fuldt, at skønt den endnu forskrækker os, så er den i virkeligheden for de kristne kun som en liflig søvn – en hemmelig, underjordisk vej til det livets hjemland, de længes imod.

Djævelen er besejret, så helt og fuldt, at blot vi holder os til Kristus, kan han ikke gøre os det mindste – ud over, hvad Gud for vor tugtelses skyld tillader ham. Med al sin list og ondskab må han nu være deres tjener, som engang var hans (s.158) trælle. Kun de, som frivilligt giver sig i hans vold, bliver hans bytte.

Så er da hele verden lige så fuld og lige så afgjort løskøbt i Kristus, som den i Adam er faldet og fortabt. Den for lige så uforskyldt gennem Kristus det evige liv, som den fra Adam fik synden og døden i arv. Arven fra Adam ser vi og føler vi bestandig, både i os selv og i verden omkring os. Men arven i Kristus hverken ser eller føler vi – den rækkes os gennem evangeliet og må modtages i tro.

Men Kristi fuldbragte værk er synligt for Gud. Derfor – så sandt du ser verden nedsunket i synd, så ser Gud i Kristus alle mennesker retfærdiggjorte og helligede, ja lige så rene og ubesmittede, som da han engang betragtede sit skaberværk og fandt det såre godt. Hvis ikke verden i Guds øjne atter havde stået som den dengang stod, så havde Kristus kun ufuldkomment røgtet den opgave, hvortil han var sendt: at sone dens synd.

Det eneste, der nu står tilbage, når det gælder vor frelse, er at lyde evangeliets bud: ”Vend om, I frafaldne sønner – kom lad os gå i rette med hinanden, siger Herren. Er jeres synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne; er de end røde som purpur, de skal dog blive som uld. - Og Ånden og bruden siger: ”Kom!” Og den, som hører, skal sige: ”Kom!” Og den som tørster, skal komme; den som vil, skal modtage livets vand uforskyldt. - den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt”

Måtte vi nu – gennem disse Bibelens tre første kapitler – have fået slået det fast, så vi aldrig glemmer det, at:
”ligesom der af den enes fald fulgte fordømmelse for alle mennesker, således skal der af den enes retfærd følge retfærdiggørelse til liv for alle mennesker. Thi ligesom de mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydig hed, således skal (s.159) også de mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed”

Kristus er vor anden Adam! Et forhold, som til alle tider vil stå som det mærkværdigste af al mærkværdigt. Ligesom Gud engang så hele menneskeslægten i Adam, og alle derfor gennem hans synd fik synden, døden og fordømmelsen ind over sig, ser han nu alle mennesker i Kristus, og ser dem derfor retfærdiggjorte – løskøbte fra synden, døden og fordømmelsen.

For den enkelte står nu kun tilbage at komme og modtage alt dette, som allerede er ham forhvervet og skænket. Frit og for intet lade sig iføre ”den bedste klædning” og livet igennem lige uforskyldt finde nåde for alle de synder og al den skrøbelighed, som endnu hænger ved ham. Aldrig mere skal synden tilregnes ham eller loven fordømme ham. Aldrig mere skal Gud fortørnes på ham, men med evig, uforanderlig kærlighed elske og favne ham som sit barn og sin arving, så længe han i troen forbliver i Kristus – dvs så længe han for syndens skyld bestandig vender tilbage til Kristus og ikke kan leve uden hans nåde.

O, evige nåde! O, evige frihed! Kristus træder frem for Guds åsyn til bedste for os! Kristus retfærdig, hellig og fuldkommen for os, og vi retfærdige, hellige og fuldkomne i ham. Thi ligesom de mange kom til at tå som syndere ved det ene menneskes ulydig hed, således skal også de mange kommet til at stå som retfærdige ved den enes lydighed.

Hellig os, Herre, i denne sandhed! Hellig os i denne både frelsens og gudsfrygtens hemmelighed!