Path links: RoseniusNet.dk Rosenius skrifter Bind VI - "Syndernes forladelse"

Stenkarrene fyldt til randen

(s.131)
Ingen er mere ulykkeligt stillet og står vanskeligere til at redde end et menneske, hvis kristendom – som følge af en falsk omvendelse – er falsk. Intet kan som det forblinde og forhærde et hjerte, og ingen steder har Guds Ånd vanskeligere arbejdskår end der.

Du mætte hellere være fuldstændig gudløs og tøjlesløst fremture i alle slags synder og laster end være hildet i en selvgjort tro eller en selvgjort gerningshellighed. ”Gid du var kold eller varm,” siger Skriften.

Måtte alle, som ved Guds store barmhjertighed er begyndt at søge sandhedens og salighedens vej, vogte sig for afveje og blive rette, dvs genfødte kristne. Selvlavet kristendom er ifølge profetens ord kun kød og ben, sener og hud – ånden, som gør levende, mangler (Ezek. 37,7-8). Eller den er – ifølge Jesu ord – som at gå brudgommen i møde med lamper, men mangle olien til dem.

Med andre ord: Den er enten en slags kristen filosofi, en forstandens spekulation over de kristne trossandheder, eller også en selvgjort og bekvem gerningshellighed.

Så sandt du endnu er i stand til at frygte, så bed – bed for din evige saligheds skyld Gud om at åbne dig øjnene, at du må blive seende!

Med Skriftens udtrykkelige ord vil vi klarlægge, hvad det er, der kendetegner en sand omvendelse. Og hvor tryg er ikke den, som holder sig til, hvad Gud har sagt! Men for at anskueliggøre denne vigtige sandhed og derved få den dybere fæstet i mindet vil vi til en begyndelse betragte et billede, vi finder i (s.132) en bibelsk beretning, i hvilken Guds Ånd utvivlsomt maler os vigtige åndelige lærdomme for øje. Det er beretningen om brylluppet i Kana. Johs. 2,1-11. Og det i denne beretning, vi især vil beskæftige os med, er, hvordan vandet blev forvandlet til vin.

Der stod seks vandkar af sten til brug ved jødernes renselse, siger vor tekst. Det er disse stenkar, som skal blive fyldt med vin – men først med vand.

Hvem aner ikke straks billedsproget bag denne enkle oplysning. Vandkar af sten – sat der til brug ved jødernes renselse. Er det ikke netop spørgsmålet om renselse, der er det vigtigste for os, når vi vil komme til Jesus? Men disse stenkar var sat der ”til brug ved jødernes renselse.” Den historiske baggrund er denne: Gud havde givet jøderne mange forordninger om tvætning og renselse. I visse tilfælde skulle hele legemet tvættes, ved andre lejligheder kun fødderne. Før man satte sig til bords, skulle hænderne vaskes osv.

Da disse stenkar var bestemt til religiøst brug, kunne man i en vis forstand godt kalde dem religiøse stenkar. De renselser, det drejede sig om, var jo foreskrevet i Moseloven. Men denne lov var et skyggebillede med dybere åndelig betydning. Stenkarrene bliver da et billede på vore arme stenhjerter – på en gang hårde og skrøbelige, som stenkar er det.

Men hvordan går det til, at disse stenkar bliver fyldt med vin – symbolet på glæde og styrke?

Jo, teksten siger, at som karrene står der, til brug ved jødernes renselse og således uden tvivl noget vand i, kommer Herren og beordrer dem fyldt til randen. Det var begyndelsen til underet, der skete.

Altså er det ikke fuldstændig tomme stenkar, her er tale om. Heller ikke sådanne, som var bestemt til verdslig brug eller legemligt behov. Så er det heller ikke mennesker, hvis liv er idel tomhed, de betegner, men sådanne, som har et vist religiøst præg. (s.133) Thi jødernes renselse var vel en udvortes, men dog en religiøs renselse. Disse stenkar er derfor et ganske godt billede på mennesker, som nidkært lægger vind (går meget op i) på fromhed og gode gerninger, eller, som de i deres dårskab kalder det, helliggørelse. Mennesker, som aldrig har oplevet at blive dødet af loven og gjort levende i Kristus, men blot hænger kunstige frugter på et tørt træ.

Passer mon denne beskrivelse på dig? Det er mennesker, som gennem en vis vækkelse eller som følge af deres opdragelse eller ved kristne venners påvirkning er kommet ind på en slags fromhedsvej, men uden at være gået ind gennem den snævre port, uden at være født af Gud. De lever dog nu et andet liv end verden, det kan ikke nægtes. Den, som bandede, bander ikke mere, den, som var uredelig i handel og vandel, er nu strengt samvittighedsfuld, den, som levede frit efter sine lyster, fører nu et moralsk uangribeligt liv, og den, som aldrig spurgte efter Gud og hans ord, læser nu daglig sin bibel, beder daglig sin morgen- og aftenbøn og kan også være nidkør for andres frelse.

Dette er de stenkar, som er sat der til brug ved jødernes renselse, men som aldrig er blevet fyldt til randen med vand og derfor heller ikke har fået det forvandlet til vin.

Disse stenkar kan indeholde mere eller mindre vand. ”Vandet i karrene,” siger Luther, ”er lovens forståelse og indhold.” Lovens kraft i samvittigheden og den dermed følgende sønderknuselse og syndenød. Nogle er tilstrækkelig vakt til ikke at kunne finde fred i deres egne gerninger, men søger ikke desto mindre at forhandle sig til rette med Gud og få ham til at slå af på sine krav. De trøster sig dels med de kristnes svagheder og dels med håbet om gradvis tilvækst i kraft og forbedring – trøster sig så vidt, at de ikke kører helt fast med deres omvendelse. Dog har de så megen forståelse af lovens krav, at de ikke kan få ro i deres sind, men lever i bestandig strid og (s.134) stræb. Synden er dem overmægtig, Guds bud synes dem svære, og samvittigheden er tynget og urolig. Noget vand er der i et sådant tilfælde i karret.

De derimod, som er tilstrækkelig store hyklere til kun at se på de udvortes gerninger, som de nogenlunde kan magte, er vel tilfreds og ved godt mod. De går med interesse op i det gode, de gør, og finder megen trøst og opmuntring deri. Karret er tomt – derfor giver det også en ganske velklingende lyd, som tomme kar næsten altid gør. Det vil sige: de taler ofte og gerne om helliggørelse og helliggørelsens nødvendighed. At deres egen gerningshellighed er helliggørelse, tvivler de ikke et øjeblik på. Disse mennesker er længere borte fra Guds rige end de frækkeste toldere og skøger. Skal karrene fyldes med vin, må der først være vand i dem.

Men hvordan bliver vandet til vin? Det er nu det store spørgsmål. Vor tekst fortæller, at Jesus bød, at karrene skulle fyldes med vand. Han lod det ikke være nok med, at der var noget vand i dem. De blev på hans befaling fyldt til randen, så vandet var færdigt til at flyde over ved den mindste berøring.

Dette lader os ane noget af omvendelsens hemmelighed! Så længe der endnu ikke er mere vand i karrene, end de med lethed kan rumme, bliver det ikke forvandlet til vin.

Så længe du endnu kan bære byrden af lovens krav og syndens byrde, forbliver dit hjerte bundet i trældom og frygt. Så længe du endnu kan fortrøste dig til fremtidig forbedring, give nye løfter, fatte nye forsætter og lægge ny alvor i dine bønner og din kamp, får du aldrig den rette glædens vin at smage. Så længe du endnu kan tænke på selv at skulle træffe foranstaltninger til din frelse, lærer du aldrig den fuldkomment frie og overstrømmende rige nåde i Kristus at kende - den nåde, som ene kan gøre dig glad og fri og brændende i ånden.

Vel har loven pløjet dybt i dit hjerte, men dog ikke dybt nok. (s.135) Først når dens krav er blevet dig så overmægtige, at du giver blankt op, er det tid for Herren til at gribe ind. Han kan intet gøre, før du indstiller dit arbejde og siger til dig selv: Nej, nu er det ude med mig – hvor meget jeg end anstrenger mig, så formår jeg dog intet andet end at synde. Jeg kan ikke engang bede en alvorlig og inderlig bøn, og mit hjerte er så uhjælpelig ondt, at alt, hvad jeg rører ved, bliver forgiftet. Vil jeg elske Gud, føler jeg kun en iskold ligegyldighed for ham – til afguderne derimod en brændende kærlighed. Når jeg burde frygte Gud og for hans skyld ræddes (blive bange) for synden som for selve døden, regner jeg han for et intet og synder uden skrupler imod ham. Men værst af alt: når jeg vil bede, bliver mine bønner min største synd – jeg står for Guds hellige åsyn med tusinde adspredte tanker og vender således ryggen til Gud.

Først når synden således ved hjælp af budet viser sig i sin grænseløse syndighed, først når karret er fyldt til randen med vand, er Herrens time kommet til at forvandle vandet til vin. Og dette sker ganske simpelt ved, at Kristus bliver forklaret for din sjæl som den der er ”lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.” Dine øjne bliver åbnet, og i samme øjeblik er alt, hvad der før har ængstet og forfærdet dig, blevet din største salighed, herlighed og lykke. I selve lovens strenghed finder du nu din største trøst, thi netop dens strenge fordringer gør det klart for dig, at alle egne forsøg på at tilfredsstille den må opgives, og at det er af nåde, ren og skær nåde, du må frelses. Du forstår nu,m at din grænseløse elendighed måtte til, for at Kristus – og han alene – kunne blive din frelser.

Og nu frydes din sjæl i Guds nåde. Du lever i Guds store og uforskyldte nåde og uudsigelige kærlighed som i dit rette element. Ingen af delene formår du at tolke i ord. Det eneste, du kan, er at takke og prise og elske den Gud, som i sin kærligheds rigdom har lagt en sådan grund for vor frelse. Nu elsker du af (s.136) hele dit hjerte Guds vilje og velbehag og har således intet højere ønske end at tækkes ham. Nu er hans bud ikke længere svære, men sødere end honning og honningkage.

Den hjertets kærlighed, som Gud gennem det første bud så længe har krævet af dig, men som du mindst af alt var i stand til at give ham, har han nu endelig opnået at få. Nu elsker du – og netop denne kærlighed er betingelsen for opfyldelsen af alle andre bud. Nu forstår du, at der i al gerningshellighed ikke er den ringeste spire til helliggørelse. Det er umuligt, der kan være det, eftersom den rette begyndelse og det rette grundlag mangler.

Der er altså sket det, at Guds bud, som før var dig en plage, nu er blevet dig det kæreste, du ved. I det, der før hvilede på dig som en tyngende byrde, finder du nu din glæde og styrke. Er da ikke vandet blevet forvandlet til vin?

Det er på denne måde, en ret omvendelse sker, og det er dette, der er den egentlige hensigt med alle lovens krav, hvilket Skriften bekræfter for os i klare og tydelige ord. I Rom. 3,19 siger Paulus: ”Vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud.”

Hør det endnu en gang: Lovens hensigt var altså ikke, at du skulle blive from og retfærdig, men at du skulle blive skyldig for Gud.

I Rom. 5,20 læser vi: ”Loven kom til, for at faldet kunne blive større, men hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig.”

Mærk dig igen, hvad lovens hensigt var: at synden skulle blive større.

I Rom. 7,7-13 viser apostelen, at det ikke blot er syndefølelse og syndesorg, men selve synden og det syndige begær, der vækkes ved budet. Så forgiftet ond er vor natur, at blot den mærker, hvad Gud forbyder, vokser begæret derefter. Forbud (s.137) og modstand ægger end yderligere til synd. Derfor gav Gud os loven, for at en sådan ondskab ikke skulle forblive skjult. Adams børn skulle følbart erfare, hvor onde de er.

Lovens hensigt er, siger Paulus i Rom. 7,13, at ”synden ved hjælp af budet skulle vise sig i sin grænseløse syndighed.” Det skulle blive åbenbart, at den var synd. Det var jo ved loven, som i sig selv var hellig og god, den bragte død over ham.

Blev jeg ved noget ondt ægget til at gøre det onde, var det mindre at undres over. Da ville heller ikke min ondskab synes så slem. Men når det, der er helligt og godt, ægger og opvækker min ondskab, da må jeg være grænseløst ond. Da ser jeg synden i dens grænseløse syndighed. Ordet grænseløst betegner her det samme som, at stenkarrene er fyldt til randen, nemlig, at syndens magt er aldeles forfærdelig. Den er umulig at tøjle, eftersom den kun bliver værre ved budet, og håbløs at kæmpe imod, eftersom modstand blot forøger dens voldsomhed.

Først når dæmningen således får floden til at gå over sine bredder, står det mig endelig klart, hvad det vil sige, at synden ved hjælp af budet viser sig i sin grænseløse syndighed. Synden ”bliver større” - stenkarrene er fyldt til randen.

Så forfærdelig hårde midler måtte der til, for at den hårdnakkede egenretfærdighed kunne blive kuet, og Kristus alene få æren som frelser. Så hårde midler må der til, inden vi får lært, hvad det vil sige, at ”Kristus er lovens ophør”.

Hvad Paulus her har sagt om denne sag, ser vi bekræftet af Jesu optræden over for de selvretfærdige på den ene side og elendige syndere og synderinder på den anden. De første blev de sidste og de sidste de første. Er det da til at forstå, af hvad ånd den åndelighed er, som drister sig til at træde op mod denne Skriftens hovedlærdom og endda gør sig håb om salighed hos Gud? Er det til at forstå, hvad de mennesker tænker på, som aldrig har erfaret denne lovens virkning i deres hjerte, men altid har forstået at holde sig således på overfladen (s.138), at de ikke er kommet til kort med deres omvendelsen og derfor heller ikke har oplevet som fortabte syndere at blive frelst af en anden?

Den falske omvendelse kan have to forskellige farver. De falske kristne ligeså.

Den første slags falske kristne er dem, hvis fromhed er deres eget værk. De er tilsyneladende lovbundne, men omgås med Guds lov på den falske måde, at de holder sig til det, de kan magte, og handler med Gud om de krav, der synes dem for strenge. De har åbenbart ikke mærket sig de bud, der gælder det indvortes menneske. Al indvortes synd tilgiver de rask væk sig selv og afbryder derved lovens od, så den mister sin magt til at dræbe. Om gerninger og helliggørelse taler de ofte og gerne, men med en sådan falskhed i ånden, at de enten blot ser på andre eller – hvis de ser på sig selv – blot ser på det ydre. Den indvortes ondskab, som skulle gøre dem til fortabte syndere, undgår helt deres opmærksomhed.

Den anden slags falske kristne er disse lette, overfladisk evangeliske medløbere, om hvilke Jesus siger, at de hører ordet og straks tager imod det med glæde, men ikke lader det slå rod i sig. Stengrunden er ikke blevet brudt, og ingen plov har gået hen over den. De har let ved at falde til og indrette sig med en selvlavet tro, som ikke angriber deres gamle menneske, men stiller dem frit, hvad de mere uskyldige af deres skødesynder angår. Falske kristne af denne slags er ikke interesseret i at høre om gerninger og helliggørelse. De har ingen villig ånd, søger ikke over deres mangler og bekymrer sig ikke om nogen forbedring.

Dette sidste er et tegn, som enhver kan tyde. Thi forbedring, gode gerninger og helliggørelse er ting, om hvis nødvendighed alle er enige. Loven er jo, som Paulus viser det i Rom. 2,14-15, skrevet i hvert eneste menneskes bryst, selv i hedningernes.

(s.139)
De gerningshelliges falskhed derimod er så vanskelig at gennemskue, at selv de meste oplyste kristne kan lade sig føre bag lyset. Thi hvordan skulle man kunne fatte mistanke, så besnærende, som det hele tager sig ud! Ikke blot er de uhyre nidkære for Gud og hans ord, men øver tillige deres gode gerninger med lyst og iver, i den grad tilfreds med det, de selv kan præstere, at de finder al den trøst, de behøver, deri.

Denne selvtilfredshed er for så vidt det eneste, der røber, at deres omvendelse er falsk, og at Helligånden ikke bor i deres hjerter. Thi han tillader aldrig et menneske at blive tilfreds med sin egen fromhed. Er man imidlertid ikke opmærksom på dette, men dømmer efter skinnet, hvem skulle da ikke lade sig føre bag lyset. Thi hvem skulle være så enfoldig og mistænksom, at han skulle spørge efter, om nu også hele dette fromme væsen virkelig har sin oprindelse i en bundfattig synders tro på Kristus, eller om det er i selve den fromme livsførelse, troen søger sin næring og har sit liv.

Om dette spørger kun den, som er fuldt fortrolig med de retningslinjer, hvorefter Herren dømmer, når han f.eks. siger, at endog mennesker, som har profeteret ved hans navn, uddrevet onde ånder ved hans navn og gjort mange undergerninger ved hans navn, skal høre det rent ud af hans egen mund: ”Jeg har aldrig kendt jer!” Eller når han giver befaling til, at den mand, som ingen bryllupsklædning havde på, skulle bindes på hænder og fødder (dvs hans gerninger og hans vandring, hvortil han havde sat sin lid) og kastes ud i mørket udenfor.

De to slags falsk åndelighed ytrer sig således højst forskelligt. Og dog er de dybest set rundet af samme rod. Både for den ene og den anden slags mennesker gælder det, at de er aldrig blevet ramt i hjertets inderste af Herrens hellig krav. De har aldrig stået ansigt til ansigt med den hellige Gud. Derfor kan de handle med hans ord på hyklernes skalkagtige måde: tage deraf, hvad de finder for godt, og lade det øvrige ligge.

(s.140)
Den ene slags hæfter sig ved alt, hvad der handler om gerninger, men overser fuldstændig, hvad der tales om hjertet. Den anden slags går uden om besværet med gerninger og modtager med glæde ordet om uforskyldt nåde. Men stengrunden er ubrudt, og troen bliver kun som at kalke en grav, der er fuld af dødningeben og alskens urenhed. Den ene kalker sin grav med lov og egne gerninger, den anden med evangelium og Kristi fortjeneste – i begge tilfælde lige falsk. Skal nemlig troen blive sand og saliggørende, må klippegrunden sønderbrydes, al lønlig uhumskhed renses ud.

Guds gerning i et menneskes hjerte kan begynde ved hjælp af evangeliets liflige, dragende magt, uden at man først har haft nogen synderlig erfaring af, hvad det vil sige at ligge sønderknust under lovens krav – det skal vi ikke nægte. Men er Guds Ånd først kommet ind i hjertet, vil oplevelsen af dette uvægerlig blive dens første virkning. Den indvortes urenhed bliver afsløret, og dette skaber altid uro og bekymring. Det er alt Guds ords samstemmige vidnesbyrd. Og uden at et menneske sørger over sig selv, er en sand tro på Kristus utænkelig. Kristus er en frelser, og en frelser forudsætter nød. De raske har ikke brug for læge, men de syge. Selv de højst benådende er fattige syndere, som har den største vanskelighed ved at kunne tro nåden, hvor megen indsigt de så end har vundet i evangeliets sandheder.

Den, som i sandhed er i samfund med ham, som er det evige lys, vil det altid gå som Sulamit: Han bliver selv sort. Højsangen 1,5.

Vi vender imidlertid tilbage til spørgsmålet om, hvad der dybest set er årsagen til det ubrudte hjerte hos dem, hvis omvendelse og hele kristendom i øvrigt lykkes så fortrinligt, at de ikke bliver fyldt til randen af syndesorgens vand. Egentlig skyldes deres selvtilfredshed hykleri. ”Tag jer i vare for farisæernes surdej – hykleriet,” siger Jesus. Deres hykleri bestod deri, at de tog det overordentlig nøje med den ydre livsførelse – Paulus (s.141) f.eks. giver sig selv det vidnesbyrd, at han som farisæer var ”ulastelig efter lovretfærdighedens krav” - mens de på samme tid kun havde lidt eller ingen interesse for, hvordan det stod til med hjertet. De ”rensede det udvendige af bæger og fad,” mens ”rov og umættelighed fyldte dem indvendig.” De ”gav tiende af mynte og dild og kommen,” men ”forsømte det i loven, der havde større vægt: ret og barmhjertighed og troskab.”

Det samme gentager sig i vor tid. Angrer og aflægger et menneske sine synder, ser man deri et bevis på hans omvendelses alvor og ægthed. Men vel at mærke: det er kun udvortes synder og laster, man tænker på: uredelighed og utugt, ondskab, kiv, trætte og drukkenskab. Synden i hjertets inderste regner man ikke.

Af denne art var også farisæernes nidkærhed for et helligt liv. Endog Jesus gjorde de til en lovbryder. Når han, drevet af medynk med mennesker i nød, helbredte syge også på sabbaten, beskyldte de ham for synd mod det tredje bud. Ligeså, da han på en sabbat tillod sine sultne disciple at plukke aks. Når han, udmattet af sit arbejde i kærlighedens tjeneste, styrkede sig ved mad og drikke og ikke overholdt de lovbefalede fastedage, kaldte man ham en frådser og dranker. Det er let at se, at en sådan nidkærhed ikke beviser ret meget.

Og dog er det ikke blot farisæismen i dens groveste form, der er tale om her – dette, at man udelukkende beskæftiger sig med andres synder og andres omvendelse, men ikke selv vil røre de byrder, men binder sammen og lægger på andre, med en finger. Den nidkærhed, vi taler om, er af en langt ædlere slags. Det er for sit eget personlige vedkommende, man vil aflægge synd, såvel i ord som i handling.

Tænk, hvor storslået! Eller rettere sagt: ikke andet! Vil ikke enhver kristen bevidne, at dette var kun det nederste trin på (s.142) omvendelsens stige. Af aflægge ydre synder er noget, man kan begynde med allerede i halvvågen tilstand. Det er noget, alle hyklere og gerningshellige beskæftiger sig med. Til en sand omvendelse kræves andet og mere. Den må gå langt, langt dybere.

Det ene bør du gøre og ikke forsømme det andet. At du skal aflægge alle syndige ord og handlinger er for så vidt rigtigt, men dette alene fortjener ikke navn af omvendelse. Herren kræver mere af dig end det. Han kræver på det bestemteste, at du også skal aflægge alle syndige tanker, alle syndige lyster og alt syndigt begær. Han kræver, at også dine motiver skal findes rene for hans hellige øjne. Husk, at det er til hjertet, Herren ser. Alt, hvad der rører sig i dit sind, dine lønligste tanker og skjulteste hensigter, ligger udbredt for Gud. Hvor tør du da vove, ansigt til ansigt med den hellige Gud, at drive dit hyklerske spil så vidt, at du med omhu vogter dig for udvortes synd, men tager det let med den synd, du huser i hjertet! Hvor tør du vove at tage det let med alle de gange, du har overtrådt det første og største bud. Synd imod det turde dog i Guds øjne være den største af al synd. Hvor tit har du f.eks. ikke i al hemmelighed dyrket afguder. Det ene eller andet har fået større plads i dit hjerte end Gud. Du frygter og elsker ham ikke af hele dit hjerte, ja, stræber end ikke efter at gøre det.

Du er tilfreds, når blot du ikke har syndet i ord, skønt du stadig i dit hjerte huser had eller misundelse mod din næste. Du er tilfreds, når blot du ikke har forsyndet dig mod budet om kyskhed, men giver samtidig syndige lyster og urene fantasier spillerum i tanker og sind. Du er tilfreds, når blot du ikke har stjålet din næstes penge, uanset, at du samtidig berøver ham, hvad der har langt større værdi for ham: hans gode navn og rygte.

Dette er en hellighed af samme art som farisæernes. Frygter du da ikke for, at den store Guds hellige vrede skal ramme (s.143) et så frækt hykleri? Hvor tør du driste dig til at nærme dig Gud i bøn, når du ved med dig selv, at du har det, som her er skildret. Engang skal du dø og stilles for hans domstol. Skulle det da ikke have sin betydning at være oprigtig over for ham allerede her. Husk, du er gennemskuet. Herren fører stadig kontrol med både dine tanker og dit hjerte.

Dog – her hjælper hverken forestillinger eller overvejelse, hvis ikke Guds Ånd selv får lov at vække din sovende sjæl. Den sande omvendelse er et Herrens værk. Skinner Guds helligheds lys ind i dit hjerte, og du føler hans øjne granskende rettet mod dit inderste væsen, vil du aldrig blive tilfreds med hverken din omvendelse eller din helliggørelse, og længe vil det ikke vare, før du bliver en fortabt synder. Til hvad side du vender dig, slår synd og urenhed dig i møde: ligegyldighed over for Gud, afgudsdyrkelse, hårdhed, hykleri, letsind og afmagt. Du vil hurtigt erfare, at du ikke engang formår at holde dig fri af synden i ord og i gerning, men falder og forser dig den ene gang efter den anden.

Det er på denne måde, det går til, at synden, som Paulus siger, ved hjælp af budet viser sig i sin grænseløse syndighed. ”Og jeg døde,” føjer han til.

Som før sagt: nu er karrene fyldt til randen. Men som du står der, aldeles rådløs, ude af stand til at gøre noget som helst, færdig til at opgive det hele, er det øjeblik inde, da Herren kan forvandle vandet til vin. Får nu Kristus lov at frelse dig, da får han lov til at gøre det alene, og da er visselig din tro af den rette slags. Thi de, som for fuldt alvor betragter sig selv som de største af alle syndere, ja, så uskikkede for Guds rige, at de med al deres synd dog ikke føler dens tyngde eller angrer den ret og således aldrig kan finde trøst i egne bedringsforsøg – netop de er inde på den rette omvendelses vej.

”At vandet forvandles til vin,” siger Luther, ”sker derved, at lovens ånd bliver vort hjerte kær. Før evangeliet kommer til, (s.144) opfattes loven altid, som var det kun vore gerninger, den tog sigte på, og som om vi med dem skulle kunne tilfredsstille dens krav. Derved skabes enten formastelige og forstokkede hyklere, hårdere end noget stenkar, eller også ængstede og urolige samvittigheder. Thi noget vand vil der altid være i karret: ængstelse og frygt for Guds dom. Det er imidlertid vand, som man ikke kan drikke eller bliver vederkvæget af. Den udvortes tvætning, hvortil det anvendes, skaber ikke indvortes renhed.

Evangeliet derimod forklarer os loven som den, der kræver langt ud over, hvad vi formår – som den, der kræver en større end os til at opfylde dens krav. Det vil sige loven kræver Kristus og driver til ham. Derfor skal vi lade ham være lovens ophør, os til retfærdighed. Og når denne store nåde og liflige trøst har fyldt vore hjerter med den fuldkomne lykke, da bliver vi også ved den samme Guds nåde helt nye mennesker, som af hjertets lyst og kærlighed gør de rette gode gerninger.”

”Altså er meningen med loven ret forstået den,” siger Luther videre, ”at bringe os til erkendelse af vor magtesløshed.” Den skal drive os bort fra os selv og hen til ham, som er lovens ophør, nemlig Kristus, for at vi i ham skal søge nåde og hjælp.

Har vi først fået den rette forståelse af loven, opdager vi snart, at ”hele vort væsen er gennemsyret af synd, og at vi aldrig ved lovens hjælp kan blive synden kvit. Ved denne opdagelse bliver et hjerte, som i bedste mening har anstrengt sig til det yderste og allerede er fyldt af frygt og samvittighedsuro, endnu mere forfærdet. Vandet – det sorgens vand – står helt op til randen, lige på grænsen til at flyde over.”

”Men da kommer evangeliets trøsterige ord og forvandler sorgens vand til vin. Thi når hjertet hører, at Kristus har opfyldt loven i vort sted og tager alle vore synder på sig, besværes det ikke længere af, at loven stiller krav, som det er umuligt (s.145) for os at opfylde. Tværtimod konstaterer det med den største tilfredshed, at loven er så høj og hellig i sine fordringer, som tilfældet er. Thi alt, hvad loven gjorde krav på, har et sådant hjerte nu i sin Kristus, og havde lovens krav været mindre, ville det have været hjertet en virkelig sorg.”

Jo større krav nemlig loven stiller, desto umuligere er det for mig at opfylde dem, og desto tryggere er jeg i bevidstheden om, at en anden har overtaget alle mine forpligtelser. Desto grundigere løses jeg også fra den falske indbildning, at jeg selv skulle kunne gøre, hvad loven kræver.

På den måde sandes Paulus´ ord: ”Ved loven er jeg død for loven, for at jeg kan leve for Gud.” Gal. 2,19. Jeg er fri – ligesom kvinden, når manden dør, er løst fra den lov, der bandt hende til ham. Jeg er fri fra de livsvilkår, loven kan byde mig, fri fra dens domme og formynderskab. Jeg lever nu i forening med en anden – med ham, som er opvakt fra de døde (Rom. 7,1-6). Og loven, som før syntes mig så streng i sine krav, så vanskelig at holde, er nu blevet mig kær, liflig og let, thi den er skrevet i hjertet af Guds Ånd. Netop fordi Kristus har gjort mig den uudsigelig store tjeneste at fritage mig fra lovens dom, elsker jeg nu af hjertet Guds lov og har intet højere ønske end at kunne være min gode, trofaste Gud til behag.

Nu er det ikke længere vand, der fylder karret, men vin. Den rette glædens vin, som gør hjertet glad og vel til mode. Og hvad siden et sådant hjerte gør, glad og villigt, under kærlighedens tvang – det og det alene er helliggørelse og de rette gode gerninger.