(s.145)
Der peges i den hellige skrift på to store hovedkilder til de troendes trøst, fred og frimodighed. Som det første: ”Den nåde vi står i”, og som det andet: ”håbet om Guds kærlighed”.

Efter at Paulus i Rom. 5,1 har talt om den fred, de troende har: fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus på grundlag af retfærdiggørelsen af tro, føjer han til i vers 2 som yderligere forklaring på denne fred: ” - ved hvem (Kristus) vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i, og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.”

Det er de samme to trøstekilder, Johannes viser hen til, når han siger: ”I elskede, nu er vi Guds børn,” - det er nåden, vi nu står i - ”og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi engang skal blive. Men vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” - det er håbet om Guds herlighed.

På samme måde plejede Jesus også at opmuntre sine disciple. Ikke blot forsikrede han dem om den nåde, de på nærværende tidspunkt stod i, og om den kærlighed, hvormed han elskede dem, men han talte også til dem om sin genkomst – at han da ville tage dem til sig og lade dem sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.

Det er denne kommende herlighed, der er det egentlige mål for de troendes håb. Troen derimod er mere rettet mod nåden, vi står i.

Dette salighedens håb burde jo findes, brændende og levende, i enhver kristens hjerte. Men hvordan står det til iblandt os på dette punkt? Hvoraf kommer det, at mens vi, (s.146) Gud ske lov, ofte hører og taler om tro og om kærlighed, så er det kun sjældent, vi beskæftiger os med håbet om den herlighed, Gud har beredt os.

Grunden dertil kan vel til tider være den, at vi stadig har brug for det, der er den egentlige næring for vort åndelige liv: ordet om soning for synd, omvendelse, kærlighed og tro – idet vi ved, at når det blot har sin rigtighed hermed, så følger det evige liv og lykken ved at skue vor frelse af sig selv. Men det kan også skyldes vort kødlige og jordbundne sind, som ikke har sans for de himmelske ting, men hellere vil skabe sig et paradis her. Det er en brist i vor kærlighed til Frelseren, at vi ikke i håb og forventning ser frem til hans komme.

Tillige er det ofte noget helt andet, vi ser frem til, end det, Skriften har stillet os for øje. I stedet for Herrens herlige komme ”for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, der blev troende,” har vi sat døden, den kolde død, som afslutning på møje og lidelse her. Det er dog så langt fra det samme, til hvilket af disse to mål vi med håbets blik skuer frem. Det ene er blot negativt: møje og kamp er forbi – det andet har en fylde af salighed i sig: vi skal tage riget i besiddelse, se vor frelser, som han er, og forvandles til lighed med ham. Den, som mener, at alt dette sker i døden, har ikke forstået, hvad ”kødets opstandelse” danner indgangen til. Først da skal en hel og fuldkommen herlighed oprinde. Vel hviler der et hemmelighedsfuldt slør over de fra legemet adskilte sjæles tilstand. Men så meget ser vi dog tydeligt af Guds ord, at om end de troendes sjæle visselig kommer ”i paradis” (Luk. 23,43), så har de dog endnu ikke den herlighed og salighed, som de skal få i det øjeblik, de atter bliver forenet med legemet. Thi Skriften siger, at når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også vi åbenbares sammen med ham i herlighed, vi skal blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er (Kol. 3,4 / 1. Johs. 3,2 / Fil. 3,20-21).

(s147)
Men du siger måske: Hvordan kan jeg håbe på Herrens komme, hvis tiden derfor endnu ikke er inde? Jeg kan jo dog ikke bevæges til at vente noget, som jeg ikke har tilstrækkelig grund til at tro vil ske netop nu!

Det er fuldstændig rigtigt. Men det er netop det, vi her har i sinde at vise: at du har tilstrækkelig grund til når som helst at vente din herre. Det er så langt fra vor mening – som enfold og vantro fra tid til anden har gjort det – at ville profetere om tider og timer, som Faderen har fastsat af egen magt, og som ingen, ikke engang englene i himmelen, ja, end ikke Sønnen, ved besked om. Et så unyttigt foretagende vil vi slet ikke indlade os på. Men med de kendsgerninger, vi vil pege på, som grundlag, kan selv den mest nøgterne og tænkende kristen leve i stadig forventning af sin herrens komme.

Det første, vi skal mærke os, er, at selv om Herrens herlige komme ikke skulle indtræffe, mens vi er i live, så er det alligevel ganske nær. Thi så snart vi er hensovet i Herren, er det liv, som sjælen da lever, skilt fra sit legeme, et evighedsliv i lighed med Herrens eget. Og om dette sidste hedder det, at ”en dag er som tusinde år, og tusinde år som en dag.” Tiden vil derfor kun synes sjælene kort. I Åb. 6,11 siges der til dem, som var myrdede for Guds ords skyld, at de skulle vente endnu en liden stund, inden Herren ville komme for at dømme, og hævne deres blod. Og skønt det nu allerede er flere hundrede år, siden disse blev dræbt, så skal for dem hele den mellemliggende tid kun være som en kort stunds hvile at regne.

Samme forhold gør sig gældende, når Jesus gentagne gange forsikrer, at han snart skal komme igen. Alene i et kapitel (Åb. 22.) lyder det tre gange: ”Se, jeg kommer snart!” Han skal så sandelige ikke bryde sig løfte. De troende – til hvem løftet er givet – vil komme til at opleve det nøjagtigt, som han har sagt. De første kristne, som ventede Herrens snarlige (s.148) genkomst til dommen, skal ikke føle sig bedraget (besveget). Ventetiden skal virkelig kun synes kort.

Dette er det første, som gør, at vi altid har lov til at vente vor herres komme. Thi kommer han end først gennem døden, så kommer han umiddelbart derefter i sin herlighed.

For det andet begynder det virkelig også at se noget ejendommeligt ud med tidernes tegn. Alle, der har noget over verdensbegivenhederne og lejlighed til at iagttage det røre, der hersker i åndernes verden, er enige om, at der rustes til kamp som aldrig før. Både lysets og mørkets hære er i en ganske usædvanlig bevægelse. En mængde af de tegn, som Skriften har knyttet til Herrens komme, træder frem med en skarphed som aldrig før. Og Jesus har ikke sagt, at vi ikke skal give agt på de tegn, vi således ser. Han bebrejdede tværtimod farisæerne, at de ikke forstod at tyde tidernes tegn (Matt. 16,3), og siger i Luk. 21,29-31: ”Se på figentræet og alle de andre træer, så snart I ser, at de springer ud, skønner I af jer selv, at nu er sommeren nær. Således kan I også skønne, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.”

Vi skal senere pege på enkelte, særlig talende, af tidernes tegn. Men først vil vi se, hvad Skriften siger om denne sag. Derved får vi også et levende indtryk af, hvorledes apostelene og de første kristne levede i håbet, med blikket vendt opad, i længselsfuld forventing om, at deres himmelfarne herre snart skulle komme igen. I samme forventning burde jo også vi leve! Jesus har opfordret os til det og sagt: ”Salige er de tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer!”

I Matt. 24 spørger disciplene Jesus: ”Hvornår skal dette ske(nemlig ødelæggelsen af templet)? Og hvad er tegnet på dit komme og verdens ende?”

Spørgsmålets indhold er dobbelt. Det angår de kommende ting og strækker sig lige fra den nærmere fremtid til tiden hvor fuldbyrdelsen af hele Guds hensigt med menneskeslægten (s.149) skal finde sted. Derfor er også Herrens svar formet på en sådan måde, at de tidspunkter, på hvilke de forskellige begivenheder skal indtræffe, går i et med hinanden.

Det er i denne forbindelse ikke nødvendigt at gå ind på hvert enkelt punkt i Herrens svar. Vi vil blot standse for det, der er hovedsagen i det.

Efter at Jesus først har opfordret disciplene til at give agt på tidernes tegn, føjer han til: ”Himmelen og jorden skal forgå, men mine ord skal ingenlunde forgå. Men den dag og time kender ingen, ikke engang himlens engle, ja, ikke engang Sønnen, kun Faderen alene. Thi ligesom i Noas dage, således skal det gå ved Menneskesønnens komme.”

Ingen almindelig vækkelse skal gå forud for Herrens komme. Almindelig gudløshed og den frækkeste vantro skal råde. Dog skal Herren komme i hast og tage sin troende til sig. ”Da skal to mænd være sammen på marken, den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn, den ene tages med, den anden lades tilbage.”

Det, som Jesus med denne sin tale ville kalde frem i disciplenes sind, var lige det modsatte af, hvad tanken på hans genkomst vækker i vort. Da vi ikke kender dag eller time for hans komme, skulle vi give agt på tidernes tegn og være rede til at modtage ham hvad dag og hvad time som helst. Men nu har tværtimod usikkerheden med hensyn til tiden for hans komme og udsættelsen deraf i 1800 år (nu 2000 år) haft den virkning, at vi er hørt op med at vente. I hvert fald venter vi ham ikke i vor levetid, men betragter døden som den eneste mulige afslutning på vort jordiske liv.

Det indtryk, som Jesu tale om sin genkomst gjorde på alle hans venner og disciple, blev i ganske særlig grad befæstet af de to mænd i hvide klæder, det, mens Jesus fór bort, og disciplene stirrede op mod himmelen efter ham, pludselig stod hos dem og sagde: ”I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser (s.150) op imod himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra jer til himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til himmelen.” Ap.g. 1,9-11. Et så klart og bestemt tilsagn var ikke til at misforstå. Som følge heraf ser vi, at den første kristne kirke og siden flere slægtled af troende holdt fast ved dette salige håb om Herrens snarlige komme. Og skønt disse ikke oplevede det, de håbede på, skal vi vogte os for deraf at slutte, at de var blevet bedraget, eller at de havde misforstået Herren. Håbet om Kristi genkomst var en væsentlig bestanddel af det guddommelige livs ild og styrke, den åndelige krafts fylde i den første kristne menighed. Derfor ventede Kristi venner hans snarlige komme, ikke blot, fordi han havde forudsagt sin genkomst, men også, fordi deres fællesskab med ham var så levende, deres kærlighed til ham så stærk, at de ikke kunne tilfredsstilles af noget mindre end deres fulde befrielse fra synden og døden og deres fuldkomne og evige forening med ham i nye, forherligede legemer.

Tag f.eks apostelen Paulus – han havde ikke været til stede ved Jesu himmelfart, havde heller ikke fået evangeliet formidlet af de andre apostle, men havde modtaget det ved en særlig åbenbaring. Ikke desto mindre stod dette håb under hele hans virksomhed for ham som noget overordentlig vigtigt og betydningsfuldt. Det er et emne, han beskæftiger sig med i alle sine brede og stiller op som det mål, mod hvilket alles øjne og hjerter skal rettes. ”Brødre! Elskede af Gud,” skriver han til Tessalonikerne, ”vi ved, at I er udvalgte, thi vort evangelium kom ikke til jer i ord alene, men i kraft og i Helligånd og fuld vished. - - - Thi man fortæller selv om os, hvilken indgang vi fandt hos jer, og hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra himlene vente hans søn.” Her er i få ord ridset op de levende, karakteristiske træk i ægte kristendom, udsprunget af apostelens prædiken som dens umiddelbare frugt. Midt i verden (s.151) at leve som dem, der har sejret over verden, tjene Gud og vente hans søn fra himmelen – det er, hvad der kendetegner apostelens disciple. Det skyldes svaghed i troen – og verdslighed i hjerte og sind – når kristne i stedet for at vente på ham, som er opstandelsen og livet, kun har den samme forventning som verdens børn: først en række af lykkelige år hernede og til sidst, når livet er endt, en stille og rolig død. Ligsom det hørte med til kirkens kald at leve i forventning af Herrens komme, således var det også apostlenes stræben, deres håb, deres glæde, deres hæderskrans (1.Tess. 2,19) at arbejde således på kirkens indre udvikling – dens tilvækst i helliggørelse – at de kunne fremstille dem som et rent og helligt legeme for Herren ved hans åbenbaring.

Håbet om, at Herren skulle åbenbares og fuldkomme og forherlige sine troende på jorden, var hos menigheden i Tessalonika så friskt og levende, at det foruroligede dem, når nogen af brødrene afgik ved døden. Paulus måde at trøste dem på over dette er bemærkesesværdig. Han nøjes ikke med at minde dem om hvilen og freden, som de, der er sovet hen i Kristus, nu uforstyrret kan nyde. Endnu mindre taler ham om den herlighed, som den bortgangne sjæl allerede har opnået. Men han forklarer for dem, at håbet, som vi liver i her, står fast også for dem, der i tro er sovet ind. De venter sammen med os på Herrens komme, ved hvilket de snart nå frem til opstandelsen, den fuldkomne frelse (sml. Rom. 8,23.) ”Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå, derefter skal vi som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!”

(s.152)
Hvor ofte sker det blandt os, at vi i sorgen over dem, vi har mistet, trøster hverandre med Herrens komme? Der må uden tvivl være en eller anden indre grund til, at der blandt kristne tales så lidt om opstandelsen og endnu mindre om deres legemers forvandling, som lever, når Herren kommer, mens der derimod tales så meget om de afdødes herlighed og om at være beredt til at dø. Enten har de kristne i aposteltiden haft en forkert opfattelse af dette spørgsmål, eller også er det os, der har det. De første vers i samme brevs 5. Kap. Er vel værd at lægge mærke til. Det er netop, fordi vi tror Guds ord, som siger, at Herren skal komme pludseligt, uden varsel, som en tyv om natten, at vi skal være rede til at tage imod ham når som helst. Og da det i særdeleshed er i trængselstider – tider med indre og ydre uro og nød – at kristenlivet udvikler sin himmelske, verdensbesejrende kraft, så bør også håbet om Frelserens komme ganske særligt gøre sig gældende i sådanne tider.

For de kristne i Tessalonika – såvel som for de apostolske menigheder i det hele taget – var livet på jorden ikke den rolige, behagelige og nydelsesrige tilværelse, som senere tider og slægter har kendt. De blev – som deres mester var blevet det før dem – jaget og forfulgt, udsat for mistænkeliggørelse og truet på livet. Under sådanne forhold kunne ganske givet apostelenes ord regne med en hjertelig modtagelse, når han skrev: ” - så sandt det er retfærdigt for Gud at give - - jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren åbenbares fra himmelen med sine mægtige engle, med flammende ild, og bringer straf over dem, der ikke vil vide af Gud at sige, og over dem, som ikke er lydige mod vor Herres Jesu evangelium - - når han kommer for at vise sig herlig i sine hellige og underfuld i alle, der blev troende.” 2. Tess. 1,7-10.

Hvordan skal vi forklare det faktum, at – skønt vi ser det (s.153) forfærdende syn af vor tids frække vantro og angreb på alt, hvad der er helligt – så alligevel tanken på Herens bratte hævn, hans retfærdige dom, er os så underlig fjern. For Paulus var den helt anderledes nærværende og virkelig, skønt tiden dengang næppe har givet større anledning til det end tiden nu. Skulle vi måske overgå ham i ømhed og skånsomhed over for Herrens fjender? Havde vi blot mere af hans nidkærhed for Herrens ære!

I sit 2. brev til Tess. Oplyser Paulus menigheden om, at et stort og almindeligt frafald skal gå forud for Herrens komme – et frafald, som var let påviseligt allerede i hans egen tid, og som end yderligere ledede hans tanker hen på den retfærdige dommers synlige komme. Hvad mon han da ville have sagt om vor tids vantro og frække fornægtelse af Herren? Og dernæst om den sørgelige forfatning, vort håb befinder sig i – thi efter at dette frafald nu har været til stede inden for kristenheden i så mange år og stadig er blevet værre og værre, indtil det har antaget sin nuværende frygtelige skikkelse, så vover vi endda ikke at se hen til Herrens komme som noget, der turde være ganske nær forestående.

Hvis vi elskede Herren noget mere og verden noget mindre, hvis gudslivet i os var mere livskraftigt og selvlivet for alvor korsfæstet, så skulle vor indstilling til disse ting blive en anden.

Det samme håb, som var så levende inden for menigheden i Tessalonika, bar også de andre apostolske menigheder de kristne oppe. Som pilgrimme og fremmede på jorden så de frem til den dag, da deres herre skulle komme. ”Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i himlene,” skriver Paulus til menigheden i Filippi, og ”derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser, han skal forvandle vort fornedrelseslegeme og give det samme skikkelse som hans herlighedslegeme ved den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt.” Fil. 3,20-21. (s.154) Og til menigheden i Korint skriver han, at vidnesbyrdet om Kristus var blevet stadfæstet iblandt dem, så de ikke manglede nogen nådegave, og de levede i forventningen om, at Herren Jesus Kristus skulle åbenbares. 1. Kor. 1,6-7.

I 1. Kor. 15. skriver han: ”Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle hensove, men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, når den sidste basun lyder, thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforkrænkelige, og da skal vi forvandles.”

I brevet til Titus 2. kapitel, omtales atter forventningen om vor Herres Jesu Kristi komme, ikke som noget specielt – vort praktiske kristenliv, uvedkommende – men som det, der danner slutstenen, kristenlivets krone, hvorved dette træder frem som et fuldkomment hele. ”Guds nåde blev åbenbaret til frelse for alle mennesker og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige begæringer og leve besindigt og retsskaffent og gudfrygtigt i den nuværende verden i forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst.”

Det er allerede på grundlag af de anførte skriftord tilstrækkelig klarlagt, ikke blot, at det er Herrens herlige komme til verdens dom og de troendes forløsning, der er det rette mål for vort fælles salige håb, men også, at apostlene og de første kristne håbede at få lov til at opleve dette. Når nu de samme apostle tillige har forudsagt større begivenheder, der skulle gå forud for Kristi komme, har de dog åbenbart ikke regnet med begivenheder af et sådant omfang, at de ikke skulle kunne fuldbyrdes inden for deres egen levetid. Derfor har heller ikke vi nogen grund til at tænke os en eller anden verdensbegivenhed eller lignende, der skulle forbyde os når som helst at vente vor herres komme. Jesus selv taler i samme retning. Han bød sine disciple aldrig at føle sig sikre – overraskende og uventet, ”som en tyv om natten”, skulle han komme. (s.155) ”Våg derfor! Thi I ved ikke, hvornår husets herre kommer, om det bliver ved aften eller ved midnat eller ved hanegal eller ved daggry. Lad ham ikke finde jer sovende, når han pludselig kommer! Hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: Våg!” Mark. 13,35-37.

Det er på grund af sådanne klare og utvetydige udtalelser af Jesus og hans apostle, at vi ikke opholder os ved de mere dunkle og tvetydige. Vi går f.eks. hverken ind på spørgsmålet om et såkaldt tusindårigt fredsrige forud for den endelige dom eller nogen almindelig, alle mennesker omfattende, omvendelse, når hedningerne fuldtalligt er gået ind. Vi står med ærbødighed over for Skriftens tale om disse ting, idet vi er overbevist om, at sådan, som Helligånden har ment det, skal det også blive opfyldt. Men vi ser hos fortolkere så vidt forskellige opfattelser deraf blive gjort gældende, at vi ikke kan have samme tillid til nogen af disse forskellige meninger som til det, Jesus slev så udtrykkeligt og utvetydigt har sagt, nemlig at vi alle, og allerede nu, bør være forberedt på hans komme, og at tilstanden i verden, når han kommer, skal være, som den var på Noas tid, før syndfloden kom.

Men samtidig hermed har dog Herren og hans apostle anført adskillige tegn, som skal varsle hans komme, og som end yderligere skal vække hans venner til årvågenhed og opflamme deres håb. Disse tegn kan sammenfattes i det ene korte udtryk: åndernes kamp. På den ene side skal tiden, der går umiddelbart forud for Kristi komme, være præget af en mere end almindelig gudløshed, ondskab og vantro. En hidtil uhørt bespottelse og fornægtelse af alt, hvad der er helligt, skal råde. På den anden side skal der udfoldes en virksomhed inden for Guds rige, en iver for evangeliets udbredelse, som på sin vis skal være lige så karakteristisk som det andet.

Israels folk og Jerusalem har tjent som et forbillede på det åndelige Israel – de kristne af hedningerod. På samme måde (s.156) er Jerusalems ødelæggelse og de tegn, der varslede denne, at betragte som et forbillede på verdens ende og de dertil knyttede tegn. Derfor kæder Jesus også i sin omtale af disse tegn de to store begivenheder sammen, som vi ser det i Matt. 24 / Mark. 13 / Luk. 21.

Tiden forud for Jerusalems ødelæggelse skulle præges af oprør og krig, falske Messias´er og falske profeter, forfølgelse af Herrens vidner og evangeliets forkyndelse blandt hedningerne. Således skal også, når Herren kommer til den endelige verdensdom, de samme kræfter være i ganske usædvanlig bevægelse. Gudløshed, frafald og gudsfornægtelse inden for den gamle kristenhed på den ene side og en usædvanlig iver og aktivitet for evangeliets udbredelse på den anden skal være de mest karakteristiske træk i tidens ansigt, når verdens ende er nær. ”Ligesom i Noas dage,” siger Jesus, ”således skal det gå ved Menneskesønnens komme. Som de levede i dagene før syndfloden: de åd og drak, tog til ægte og gav til ægte lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og de ænsede intet, før syndfloden kom og rev dem alle bort – sådan skal det gå ved Menneskesønnens komme.”

En lignende beskrivelse af tilstanden i verden ved Herrens komme er givet os af apostlene Peter og Judas. Peter anfører som karakteristisk for de sidste tider, at troen på Kristi komme skal blive spottet af de vantro på grund af hans tøven. ”Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet?” skal vantroen hånligt spørge. ”Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved med at være, som det var fra skabelsens begyndelse.” 2. Pet. 3,4.

Når man læser det 2. og 3. kapitel i Peters 2. brev samt Judas´ brev, ville man let kunne tro, at det var skrevet i vor egen tid og med særligt henblik på vore nuværende forhold. Så slående er ligheden mellem tiden nu og det billede, apostlene tegner af de sidste tider. Falske lærere, som lister fordærvelige (s.157) vranglærdomme ind, frækt fornægter den herre, som har købt dem, forfører mange til løsagtighed, så sandhedens vej for deres skyld bliver spottet, og i havesyge udbytter næsten med falske ord. Tøjlesløse mennesker, der lever et udsvævende liv, uretfærdige, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst, foragter Herrens værdighed og spotter høje englemagter. Mangel på ærbødighed og respekt for guddommelig og menneskelig ordning. Store, men tomme ord, løfter om frihed, givet af mennesker, som selv er trælle af fordærvelsen. Uhæmmet udfoldelse af alt, hvad et urent tanke- og følelsesliv fører med sig, indbyrdes uro og misfornøjelse, begær efter næstens gods, umættelig trang til adspredelser og fornøjelser, en lovløshed, som undergraver enhver lovlig ordning i hjemmene, i staten og i kirken – alt dette og mere, som i så høj grad præger tiden, vi lever i, finder vi udførligt beskrevet i de nævnte breve.

Men – som før nævnt – det er ikke blot de antikristelige magters umådelige frækhed inden for den gamle kristenhed, der præger vor tid. Kristus og hans stridsmænd udfolder en ligeså usædvanlig aktivitet. Sammenligner man vor tids missionsvirksomhed – blandt hedninger såvel som herhjemme – med tidligere tiders, er forskellen klar. Der udrettes mere i årtier nu end før i århundreder. Og netop dette skal være et såre betydningsfuldt tegn. ”Dette evangelium om riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene, og så skal enden komme.” Matt. 24,14 / Mark.13,10.

Den, som har blot en lille smule føling med, hvad der foregår i verden, må indrømme, at vi lever i en meget betydningsfuld tid. Store og centrale spørgsmål på det religiøse område – om Gud og vejen til livet, om Kristus og forsoningen, om godsordets autoritet og den rette forståelse af det – spørgsmål, der i tidligere tid enten som hørende til kirkens bekendelse betragtedes som hævet over enhver diskussion eller også (s.158) krøb beskedent i skjul i de mest ubemærkede kroge, bliver nu genstand for en så almindelig gransken og giver anledning til så megen uro og strid, at næppe noget menneske undgår at blive berørt deraf. Enhver kan når som helst risikere at blive udspurgt sin egen personlige mening om sagen. Han må gøre sig klart, hvor han står, enten han vil eller ej. Og det standpunkt, han tager, bliver i dybeste forstand et standpunkt for eller imod Kristus, for eller imod kristendommens absolutte sandhed. Kort sagt: hvis vore øjne blev åbnet, så vi så det usynlige – som tilfældet var med Elisas tjener (2. Kong. 6,17) – da skulle vi undrende vige tilbageved synet af den åndernes kamp, der raser iblandt os. Ja, ikke blot det – vi skulle vågne op af vor søvn, iføre os lysets våben, ikke længere pleje vort kød, men med fornyet iver hellige Herren alle vore evner og kræfter.

Hermed er kun givet en svag antydning af de mest fremtrædende af tiderens tegn. Alligevel spørger vi: Hvordan kan det være, at tanken om Herrens komme, som var så levende hos de første kristne, skønt de ydre forhold ikke på langt nær som nu gav anledning til det, er så fremmede for os, ja, næsten helt er forsvundet af vore hjerter, vore samtaler og vor forkyndelse?

Læren om Kristi genkomst har vi beholdt. Den er fremdeles et led i vor trosbekendelse. Men deraf følger ikke uden videre, at vi i håbet ser frem til hans komme. Spørgsmålet er ikke: Tror du, at Herren skal komme igen? Men: Lever du i håbet, i en virkelig forventning af hans komme? Og på dette spørgsmål er der ikke mange iblandt os, der kan svare ja.

Hvis virkelig alle troende kristne levede i håbet, i glad forventning af vor forherligede herres og frelsers komme, da ville dette håb mere komme til udtryk i vor forkyndelse, i vore samtaler, i hele vort liv. Da ville heller ikke al slags ofte (s.159) ubibelsk lære om kirkens fremtid og de afdødes tilstand få indpas iblandt os.

Når imidlertid tanken om Herrens genkomst er os så fremmed, ja næsten uvelkommen – i modsætning til, hvad den var for de første kristne – så er det intet godt tegn. Ethvert håb forudsætter et ønske, og ethvert ønske bunder i noget man elsker. Hvis virkelig alle vore ønsker og længsler var rettet mod dagen, da Herren skal komme - da vi aldrig mere skal synde mod ham vor dyrebare frelser, men se ham, som han er, og blive ham lige – så skulle vi også med flid søge op og med glæde gribe efter alt, hvad der kunne tjene som grundlag for det salige håb om denne længselsfuldt ventende dag. Var vi mere åndeligt sindede, elskede vi mere vor frelser, og higede vi mere efter det, som altid er kærlighedens attrå: fuld og hel forening med den, man elsker, da ville vi også mere leve i håbet. Derfor vil der også altid på dette punkt være stor forskel på de kristne. De, der lever et mere vågent og inderligt liv med Gud, i dyb erkendelse både af synd og af nåde, lever også i glad forventning om det salige håb og den store Guds og vor frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst. De ser med inderlig længsel hen til den dag, da tågen, der lå over livet her, skal vige for Herrens herligheds strålende lys – da de med utildækket øje skal se ham, som de har troet på og talt med, og som, skønt usynlig, har gået ved deres side – da de for evigt skal nyde, hvad de her forgæves higede efter: fuldkommen klarhed og vished, Frelserens følbare nærværelse – for evigt være fri for det onde kød, som altid her gav anledning til anfægtelse, svaghed og synd, og fri for alle den ondes gloende pile. Var vi mere døde for verden og havde vort liv og vor glæde i Gud, da var vel dette et saligt håb for vort hjerte at eje. Men hvor hjertet er delt, hvor andre ting – om end i sig selv uskyldige og gode – optager pladsen derinde, kan længselen efter den himmelske brudgom ikke finde rum. (s.160) Og et liv, der ikke er i overenstemmelse med ordet og med de første kristnes eksempel, kan ikke være åndelig sundt og stærkt. ”Det borgersamfund, vi tilhører, er jo i himlene,” siger Paulus, ”og derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser, han skal forvandle vort fornedrelses-legeme.” Fil.3,20-21. Og ”når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, som er oventil, hvor Kristus er, siddende ved, Guds højre hånd. Tragt efter det, som er oventil, ikke efter det, som hører jorden til. I er jo døde, og jeres liv er skjult med Kristus i Gud. Når Kristus, vort liv, åbenbares, da skal også I åbenbares med ham i herlighed.” Kol. 3,1-4.

Om dette salige håbs betydning vidner Paulus´ord i 1. Tess. 5,8: ” - iførte troen og kærligheden som en brynje og frelseshåbet som en hjelm.” Som troen og kærligheden er vigtige dele af en kristens rustning, er håbet det også. Håbet om Kristi herlige komme virker både vækkende, rensende, trøstende og fornyende. ”Enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren,” siger Johannes. Paulus vil med den store sandhed, at tiden er kort, løfte de kristnes sind op over jordens forgængelige ting, at ikke de i dårskab skal knytte deres hjerter til noget jordisk, af hvad art det så er. ”Det siger jeg jer, brødre: tiden er knap, derfor skal herefter de, der har hustru, være, som om de ingen havde, og de, der græder, som om de ikke græd, og de, der glæder sig, som om de ikke glædede sig, og de, der køber, som om de ikke ejede, og de, der benytter denne verden, som om de ikke udnyttede den, thi verden i sin nuværende skikkelse går mod sin undergang.” 1. Kor. 7,29-31.

Mærk dig det, o menneske: tiden er knap! Oplever du noget glædeligt, så glæd dig med måde, det bliver kun så kort. Oplever du noget sørgeligt, så sørg med måde, det varer dog ikke så længe. Tager du dig en hustru eller overtager du en ejendom (s.161), så vær til sinds, som om du straks skulle forlade det hele igen. Det ”dumme kød” vil bestandig gøre sig gældende og forsgøge at skabe sig et paradis hernede. Det er dårskab! Det varer kun så kort. Måtte den kristen, som så helt går op i at købe og sælge, plante og bygge, standse i tide, inden den sidste gnist af hans åndelige liv er udslukt og gudsfrygtens ånd helt har forladt ham. Lad hånden arbejde, men prøv dig selv og vær oprigtig: hvor er hjertet? I himmelen, hvorfra du venter Frelserens komme? - eller i det gode, du ejer hernede?

Men det salige håb skulle i særdeleshed tjene de troende til trøst. Du, som ofte på grund af din synd og utroskab er fortvivlelsen nær – du, som daglig forfærdes over dit hjertes ligegyldighed og hårdhed og lider under manglende klarhed og vished i din tro – og du, som har en særlig hårdnakket fristelse, en Satans engel, at slås med - - husk på, at det er kun så kort en tid, det drejer sig om. Snart kommer han, som skal komme. Ret jer og løft jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.

Måtte i særdeleshed de, som Gud har udrustet med særlige nådegaver og sat til en særlig gerning i sit rige, og som derfor bliver udsat for de heftigste angreb: fra verdens side med løgn og foragt og fra Satans side med så usandsynlige fristelser, at de knapt nok kan åbne deres hjerter for nogen – måtte i særdeleshed disse altid være iført ”frelseshåbet som en hjelm”, altid huske på, at det kun er en liden tid, det drejer sig om, snart kommer Herren for at ”give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel, og jer, der lider trængsel, hvile sammen med os, når Herren Jesus åbenbares fra himmelen med sine mægtige engle.”

”Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker,” udbryder Paulus. Det bedste det herligste står endnu tilbage! Vi skal se kongen – ansigt til ansigt – og ”så skal vi altid være sammen med Herren.”

Gengivet med tilladelse © LogosMedia

RoseniusNet.dk
29. Oktober 2006